Afgang fra Roms lufthavn mod Kastrup i sommeren 1964. Det er mig med brillerne i forgrunden.
Op til slutningen af 1960-erne var det propelfly, som transporterede chartergæsterne ud i verden - som på dette billede, der viser en af Tjæreborg-præstens gode gamle DC-6'ere parat til afgang. Foto: Oda Pontoppidan.

Jeg har været på utallige trekkingture, men sjældent har belønningen for en bestigning været større, end da jeg i foråret 1969 stod på på denne bjergryg ved Gosainkund-søerne nord for Kathmandudalen i cirka. 4.800 meters højde. Ikke en vind rørte sig, og det var fuldkommen skyfrit. Man kunne se langt ind i Tibet, og i den krystalklare luft øjnedes et utal af bjergtinder - fra Annapurna-massivet i vest 150 kilometer borte, til Langtang-massivet i øst. Til højre for mig på billedet ses Langtang-massivet (7.250 meter). De mange toppe i baggrunden til venstre ligger i Tibet.

Efter arbejdslejren i Kenya tog jeg alene til Uganda, hvor jeg vandrede rundt i Ruwenzoribjergene i en uges tid. Det er et af de mest særprægede bjergområder i verden, og bortset fra deres utilgængelighed ville de være et ideelt sted, hvis man skulle lave endnu en film om fortidens dinosaurer.
Billedet her er taget under opstigningen mod Scott Elliot-passet (4.500 meter). Bjerget i baggrunden er Mount Speke (5.035 meter). Det er mærkeligt at forestille sig, at sneen på disse meget høje bjerge er en af Nilens kilder.

På ekspedition i Østgrønland, sommeren 1973.
Turen var arrangeret af Dansk Bjergklub og Dansk Fjeldvandrerklub i fællesskab, og vi fordelte os i 3 grupper med forskellige basislejre. Fra Ammassalik blev vores gruppe sejlet ind i bunden af en ubeboet, dyb fjord, hvor vi oprettede en basislejr og foretog gedigne vandreture med fuld oppakning i cirka 3 uger. Der var hverken veje eller stier i området, så man kunne med god ret kalde det en ekspedition. Vi medbragte rygsække med fuld oppakning på turene inklusiv telt, sovepose og stormkøkken, kæmpede os over stenede bjergpas, blokmarker og gletchere og fik nogle fantastiske naturoplevelser, især i området omkring Sermilikfjorden med masser af isbjerge.
På billedet til højre sidder jeg på enn bjergtop ved Sermilikfjorden, som jeg besteg sammen med seismologen og jordskælvseksperten Erik Hjortenberg. Det har ligget i mange år i en arkivkasse hos Erik, og jeg så det først i efteråret 2016. Jeg kan huske, at vi efterlod en tom dåse leverpostej på toppen. Gennem årene har jeg filosoferet meget over, om den (dåsen) ligger der endnu, men i dag er den helt sikkert rustet op!

KLIK PÅ BILLEDERNE FOR STORT FORMAT.

Mine kibbutz-ophold i Israel i 1972 og 1973 var fantastiske oplevelser.
Jeg opholdt mig i to perioder på hver cirka to måneder i den samme kibbutz (Kibbutz Kabri), som lå i det nordlige Galilæa cirka 5 kilometer øst for byen Nahariya. Arbejdet bestod i høst af bananer, appelsiner, grapefrugter og avocadoer, og i forhold til mit studium hjemme i Danmark var det befriende i bogstavelig forstand at få jord under neglene!
I starten af 1970-erne var det politisk korrekt at rejse til Israel, fordi det politiske klima i Mellemøsten var meget forskelligt fra i dag. Et kibbutzophold var dengang en slags dannelsesrejse for mange unge fra hele verden, ikke mindst fra Danmark. Vores indkvartering var meget enkel (de udenlandske frivilliges kvarter blev kaldt "ghettoen"!), men det vigtigste var det gode sociale liv i kibbutzen og de enestående oplevelser, vi fik. Der blev skabt mange venskaber under opholdet, og selv fik jeg et indgående kendskab til Mellemøsten, som jeg har bibeholdt lige siden.

KLIK PÅ BILLEDERNE FOR STORT FORMAT.

Opholdet på Askov i 1973-74 blev en af de lykkeligste perioder i min ungdom. Jeg havde studeret i mange år og rejst rundt i verden, men jeg har aldrig før eller siden haft så gode muligheder for selvudvikling og positiv kontakt med andre mennesker som her. De gamle fag fra min skoletid blev pludselig interessante på en helt anden måde, dels fordi alt var baseret på frivillig interesse, men også fordi det føles langt mere meningsfuldt at tilegne sig viden, når man har større livserfaring. Og samværsformen på højskolen var utrolig givende. At være sammen i mange måneder uden at skulle konkurrere eller leve op til noget gjorde, at man fik stor gensidig respekt og oplevede de bedste sider hos hinanden. Opholdet blev bestemt ikke ringere af, at stort set alle eleverne på skolen var i en søgende periode af deres liv og derfor var meget åbne for samtaler og kontakt med andre. Det var jo især det, man var kommet for.
Det var på Askov, at jeg for første gang for alvor begyndte at finde min egen identitet og begyndte at tro på mig selv. Omgivet af spændende og inspirerende lærere til dagligt, som tog én alvorligt, og med besøg af kendte foredragsholdere udefra fra tid til anden. Sammen med ca. 170 søgende og åbne mennesker, der primært var kommet for at lære noget om sig selv og hinanden og suge viden til sig på et helt frivilligt grundlag. Med fester og underholdning stort set hver eneste weekend. Med mulighed for at snakke med andre, når man havde lyst, men også for at være alene med sig selv, hvis det var det, man ville.

KLIK PÅ BILLEDERNE FOR STORT FORMAT.

I 1975 besteg jeg Kheopspyramiden i Egypten.

KLIK PÅ BILLEDERNE FOR STORT FORMAT.

Måske er det min gamle kærlighed til Nepal, som har fået mig til at vende tilbage til Madeira gang på gang. Begge steder har nemlig mange fælles træk: De meget dramatiske bjerge, terrassemarker og beboelser på helt utilgængelige steder og en lokal kultur, som stadig lever trods den massive turisme. Og sidst, men allervigtigst: Øen byder på helt fantastiske vandreoplevelser.

Jeg har til dato (april 2017) besøgt Madeira 7 gange. Hver gang er jeg kommet hjem med et stort mentalt overskud, og min fascination af Madeiras levadaer (et helt fantastisk system af vandingskanaler, som er bygget gennem århundreder) kan ikke udtrykkes bedre end af forfatterne til vandreguiden "Landscapes of Madeira" i serien "Sunflower Books":

"Our love affair with Madeira really came into blossom with our 'discovery' of the levadas. They never cease to fascinate or inspire us. No matter how tired we may be, to walk beside a levada always refreshes our spirits and brings the bounce back into our steps''.

KLIK PÅ BILLEDERNE FOR STORT FORMAT.

Fra vores lange trekkingtur op til Kanchenjunga base camp i det østlige Nepal i efteråret 1989.
Billedet til venstre er fra den lange tur op gennem den dybe Ghunsa-dal. I midten udsigt til verdens trediehøjeste bjerg Kanchenjunga (8.835 meter) fra basislejren Pang Pema. Til højre udsigt mod Ratong Peak (6.678 meter) kort tid før solnedgang. Passet til højre i billedet fører ind i nabolandet Sikkim.

I slutningen af 60-erne var jeg på vandretur i Nepal. Rejsen til "Verdens Tag" blev foretaget ad den rute, som senere blev kaldt "The Hippie Trail" over land med tog og bus fra Københavns Hovedbanegård til Nepals hovedstad Kathmandu. Jeg planlagde selv det hele og startede turen en kold februar-aften med Østersø-ekspressen fra Københavns Hovedbanegård mod Gedser og Berlin. Hovedformålet med rejsen var at realisere min drøm om at vandre i Himalaya. Det lykkedes også - og DEN oplevelse kom til at præge mig resten af livet. Siden mit første besøg drømte jeg hele tiden om engang at vende tilbage til Nepal og tage på vandretur igen for at mærke lugtene og lydene og ikke mindst komme tæt på verdens højeste bjerge endnu engang. Et besøg i Himalaya er der nemlig ikke ret mange, der slipper godt fra uden at blive dybt påvirket af de meget stærke indtryk, man får derude.

I efteråret 1989 - 20 år senere - fik jeg mulighed for at vandre i Nepal igen. Det var dog en ren luksustur sammenlignet med min første rejse, hvor jeg arrangerede det hele selv og stort set levede af ris på de krævende trekkingture. Men også dén tur blev fantastisk spændende. I løbet af cirka 5 uger gik vi op til foden af verdens trediehøjeste bjerg Kanchenjunga i Øst-Nepal.

KLIK PÅ BILLEDERNE FOR STORT FORMAT.

En af de flotteste vandreture, jeg har oplevet nogen sinde, er min bestigning af Rinjani-bjerget på øen Lombok i Indonesien.

Sammen med en gruppe andre backpackere sejlede jeg til Lombok fra øen Flores i en mindre fiskerbåd. Turen tog 4 dage, og undervejs gik vi ind i bugter og i land på øde øer hvor de, der havde lyst, kunne bade og snorkle. Men alene det at sidde og kigge på Sumbawas blå bjerge og de mange andre små og store øer, vi passerede, var en stor oplevelse.

På den 4. dag dukkede Rinjani-bjergets enorme silhuet op i morgendisen. Bjerget er en ca. 3.700 meter høj vulkan, som ind imellem rører på sig. Nedenunder toppen ligger der en stor sø i cirka 2.000 meters højde i bunden af et kæmpekrater, og inde i midten af dén sø ligger der en mindre vulkankegle. Det er den, som går i udbrud en gang imellem.

Jeg startede bestigningen fra landsbyen Senarú på nordsiden af bjerget. Stien fører op gennem store bjergskove, hvor det vrimler med nysgerrige aber - så mange, at det til tider var svært at spise frokost og aftensmad i fred og ro! Ved cirka 2.000 meter forsvinder skoven, og længere oppe har man en helt fantastisk udsigt. Fra mit telt over trægrænsen kunne jeg se solen gå ned i et tæt skytæppe, og det eneste, der ragede op over skyerne, var toppene af 2 store vulkaner ovre på naboøen Bali, cirka 100 km borte i luftlinie. Og oppe fra kraterranden (2.650 meter) kunne man se den store kratersø 650 meter nede, med den lille vulkankegle Segara Anak i midten.

Den følgende dag gik jeg ned til søen i krateret. Det kan kun lade sig gøre ved at følge en meget stejl sti, som klynger sig til kratervæggen. Turen derned og tilbage tager ialt 4-5 timer (650 meter op og ned i over 2.000 meters højde er faktisk ganske meget!). På trods af, at søen ligger så højt oppe, er vandet i den dejlig varmt til en svømmetur på grund af den nærliggende vulkan.

Bestigningen af Rinjani tager 3 eller 4 dage alt efter, om man vil helt op på toppen eller vil nøjes med at gå op til kratersøen. De fleste hyrer en eller flere bærere i landsbyen Senarú til at transportere telt, proviant, køkkengrej og lignende og vise vej. Men bestigningen må frarådes i regntiden.

KLIK PÅ BILLEDERNE FOR STORT FORMAT.

Fra Sumatra i Indonesien, 2000.
Sumatra er et spændende sted for naturelskere. En stor del af øens vestside består af bjergrigt højland med jungler, naturparker, vulkaner og kratersøer. Hvis man er interesseret i trekking, kan man vælge mellem vandreture i tropiske jungleområder eller bestigning af talrige vulkaner, af hvilke nogle stadig er særdeles aktive. I junglens regnskov er der stadig vildtlevende elefanter og tigre, og øen er et af de meget få steder i verden, hvor der stadig findes vildtlevende orangutanger.
Billedet til venstre er fra en ceremoni med brudetøj hos Minangkabau-folket i Bukittinggi på Vest-Sumatra. Billedet til højre er fra Lake Maninjau, som ligger 35 kilometer fra byen Bukittinggi på Vest-Sumatra.

KLIK PÅ BILLEDERNE FOR STORT FORMAT.

I februar-marts 2008 var jeg på en 3 ugers rejse sammen med mit pap-barnebarn Daniel paa 17 år til Guatemala i Mellemamerika på egen hånd. Turen startede med 1 uges intensivt sprogkursus i spansk i landets gamle hovedstad Antigua, hvor vi boede hos en lokal familie i den gamle, historiske bydel. De sidste 2 uger rejste vi rundt i landet med rygsæk og besøgte en masse interessante og naturskønne steder.

KLIK PÅ BILLEDERNE FOR STORT FORMAT.

I januar-februar 2013 lykkedes det mig omsider at realisere min drøm om at besøge New Zealand. Når man er i New Zealand, kan man ikke komme længere væk fra Danmark, med mindre man rejser ud i rummet! Rejsen varede cirka 3 uger, som vi tilbragte med vandreture forskellige steder på Sydøen.
Billedet er fra det smukke område omkring Lake Wanaka, i Mount Aspiring National Park.

Fra mit besøg i London i juli 2017.

KLIK PÅ BILLEDERNE FOR STORT FORMAT.

Fra mit besøg i Kiev i Ukraine i april 2018.

KLIK PÅ BILLEDERNE FOR STORT FORMAT.