Hvis nogen opfatter Sahara som en flad og ensformig sandørken, så er det en sandhed med modifikationer. Tassili-bjergene og deres omgivelser i det sydlige Sahara hører til blandt de flotteste landskaber, jeg har oplevet i mit mangeårige rejseliv, og det siger ikke så lidt!

Sammen med en af mine venner fra De Berejstes Klub deltog jeg i starten af marts 2017 i en rundrejse på et par uger til Algeriet. Turen var arrangeret af Viktors Farmor, og mit hovedformål med turen var at besøge de store ørkenområder i det sydlige Sahara. Turen var tilrettelagt sådan, at vi startede med en uges tid med teltovernatninger i ørkenen og bagefter kørte rundt den sidste uge i den nordlige del af landet.

Efter en overnatning i hovedstaden Alger fløj vi sydpå i cirka 3 timer med et lille propelfly til den lille oaseby Djanet, som ligger tæt på grænsen til Niger, Chad og Libyen. Afstanden fra Alger til Djanet svarer nogenlunde til afstanden fra Alger til Paris, hvilket siger lidt om Saharas enorme udstrækning. Næste morgen startede vi med landcruisere på en fantastisk tur gennem Tassili-bjergene og omegn med i alt 4 teltovernatninger i helt utrolige landskaber.




Vi havde ialt 4 teltovernatninger i ørkenbjergene i helt utrolige landskaber. Og nogle af nætterne overnattede vi højt oppe i de enorme gule sanddyner. Her var det umuligt at fastgøre teltene med pløkker, så det gjaldt om at stuve bagagen ind i teltet, så snart det var slået op, for at holde på det.

Området, vi kørte rundt i, var totalt øde og ubeboet, og veje var der så godt som ingen af. Man skal være særdeles stedkendt for at færdes alene her på egen hånd, for området er en labyrint af store sletter, der forbindes af smalle wadier, vekslende med enorme gule sandklitter i spektakulære parabelmønstre. Og bjergene er forvitret på en særpræget måde, som appellerer til fantasien. Her findes masser af enkeltstående søjler og mærkværdige silhuetter, som man kan få til at ligne hvad som helst.

Men det, Tassili-bjergene og deres omegn er mest berømte for, er de ældgamle klippemalerier og helleristninger, som findes overalt, og som er skabt for mellem 12.000 og 1.500 år siden. Man ved meget lidt om de mennesker og den kultur, som fandtes dengang, men ude i de øde ørkenlandskaber er der masser af billeder af elefanter, giraffer, næsehorn og køer på klipperne, som viser, at klimaet i Sahara dengang var helt anderledes end i dag.




De bedste naturfotos fik man tidligt om morgenen eller sent om eftermiddagen, hvor skyggerne var længst og farverne var flottest.

De bedste naturfotos får man tidligt om morgenen eller sent om eftermiddagen, hvor skyggerne er længst og farverne er flottest. Og som den astronomi- og rumnørd, jeg er, kom jeg gang på gang til at tænke på Mars. Sidste år så jeg filmen "The Martian" som handler om en astronaut, der ufrivilligt tilbringer flere måneder helt alene på planeten. De fleste af scenerne i filmen er optaget i Wadi Rum i Jordan, men de kunne sagtens have været optaget mange steder her.




De fleste af morgenerne startede vi med at vandre et par kilometer i forvejen i det utrolige sceneri for så at blive samlet op af bilerne senere.

Områderne var afvekslende, spektakulære og fantastiske. De fleste af morgenerne startede vi med at vandre et par kilometer i forvejen i det utrolige sceneri for så at blive samlet op af bilerne senere. I øvrigt en ideel måde at starte dagens oplevelser på. Nogle af nætterne overnattede vi højt oppe i de enorme gule sanddyner. Her kan man ifølge sagens natur ikke fastgøre teltene med pløkker, så det gælder om at stuve bagagen ind i teltet så snart det er slået op for at holde på det. Det er i øvrigt vildt imponerende, hvad en god firehjulstrækker kan klare i sådan et terræn, som er helt uden veje. Der krævedes dog tilløb en gang imellem, når nogle af de meget stejle sandklitter skulle forceres. Og chaufførerne nød helt tydeligt at trykke sømmet i bund, når vi en gang imellem drønede ud over de enorme sandsletter med langt over 100 kilometer i timen!




Ørkenlandskaberne på turen hører til de mest fantastiske, jeg har oplevet i mit lange rejseliv.

Men på den fjerde teltdag kørte to af bilerne fast sent på eftermiddagen under vores forsøg på at finde en lejrplads. To af chaufførerne stolede blindt på landcruisernes køreegenskaber og kørte ind i et vanvittigt område med sten og store græstuer. Heldigvis lykkedes det at trække bilerne fri før mørkets frembrud. Men godt, vi ikke kun kørte i én bil!

Og så var det i øvrigt første gang i lang tid, at jeg fik set Mælkevejen live! Det bliver hurtigt mørkt på disse kanter, så der går ikke ret lang tid efter solnedgangen, før de første stjerner viser sig. Først Venus, derefter Orion, og når det var blevet helt mørkt og man gik lidt væk fra lejrbålet, fik man en helt unik kosmisk oplevelse.

Vin, øl og alkohol

Det skal i parantes bemærkes, at det under opholdet i det sydlige Sahara var totalt umuligt at opdrive alkoholiske drikke. Så drikkevarerne til maden var begrænset til vand, Cola og en slags soft drinks, som havde en smag, der lå forbavsende tæt på de røde sodavand fra min barndom i 1950-erne og 60-erne. Men vores rejseleder lovede at imødekomme et udtalt ønske fra flere i gruppen om at frekventere en restaurant, som serverede øl og vin, når vi kom tilbage til hovedstaden Alger! Alkohol er ikke decideret forbudt i Algeriet, men rettroende muhammedanere drikker ikke alkohol, så det hører ikke som i Danmark med til den lokale kultur. I flere af byerne nordpå besøgte vi restauranter, som serverede øl og vin, og i byen Constantine boede vi på et hotel med en velassortieret bar. Men disse steder hører til undtagelserne og er meget lidt synlige i landet.

Rundrejsen i det nordlige Algeriet

Den første uges tid i de sydlige ørkenområder var helt fantastisk på alle måder. De sidste dage af turen tilbragte vi med en rundtur i det nordlige Algeriet i egen bus, hvor vi besøgte arkæologiske seværdigheder fra oldtiden og et par af de større byer. Og det blev mildt sagt en noget anderledes oplevelse. Landskaberne mod nord er langt mindre eksotiske, og her er ikke nær så interessant, i hvert fald ikke set med danske øjne. Jo, hovedstaden Alger og den større by Constantine var begge to interessante og smukt beliggende, men landskaberne, vi kørte igennem, var generelt kedelige. Turen føltes som en kørsel gennem en gigantisk byggeplads, og overalt langs vejene flød det med affald. Og byerne Batna og Setif, hvor vi overnattede, var nogle af de kedeligste, jeg har oplevet i mit rejseliv.

Hovedformålene med den valgte rute var – udover besøget i byen Constantine mod øst - at besøge de omfattende ruiner af de to romerske byer Timgad og Djemila, som blev grundlagt cirka år 100 efter Kristi fødsel. Og Timgad var da imponerende, men desværre regnede det og var koldt under besøget. Området ligger cirka 1.000 meter over havet, så her er der en del køligere end ude ved kysten. Til gengæld var besøget den følgende dag ved Djemila mere vellykket. Den ligger i et smukt og bjergrigt område, og vejret var med os, da vi gik rundt i ruinerne.

Og i byen Tipasa, som ligger ved havet cirka 70 km vest for Alger, blev jeg interviewet til algiersk TV! Jeg tror det var fordi de gerne ville vide, hvad vi som turister syntes om deres land, for der kommer meget få turister hernede i forhold til andre steder. Det skulle efter sigende være blevet sendt samme aften, men de har jo nok klippet i optagelserne, så jeg ved ikke hvor meget af det, der er blevet sendt.

Politieskorte og bureaukrati

Under hele rundturen i det nordlige Algeriet havde vi politi-eskorte. Umiddelbart en absurd foranstaltning, da der ikke var nogen som helst potentielle trusler undervejs. Vores turleder, som havde et stort kendskab til Algeriet, kunne heller ikke give nogen plausibel forklaring på fænomenet. Andre, end at det formentlig fungerede som en slags beskæftigelsesterapi for det lokale politi. Eskorten blev udskiftet hver gang vi passerede en kommunegrænse, så det må have været en betydelig arbejdsindsats fra politiets side. Men hvis landet gerne vil have flere turister, er det næppe en god ide. De fleste, som hører om det, vil formentlig blive skræmt væk og udvikle fantasier om terrortrusler.

Selv om jeg er meget berejst, er jeg stadig allergisk over for bureaukrati. Det har jeg været lige siden jeg var ung, og min første markante udenlandske oplevelse på det punkt var mit besøg i Indien i foråret 1969. Egentlig burde jeg som erfaren berejst læne mig tilbage og grine overbærende, men jeg ryger stadig op i det røde felt indvendig, hvis jeg oplever, at underordnede embedsmænd benytter deres meget begrænsede magtbeføjelser til at genere og ydmyge sagesløse personer på et fuldstændig nytteløst og absurd grundlag.

Da vi kom tilbage til Djanet fra ørkenturen og skulle flyve op til hovedstaden Alger, havde min ven og rejsemakker Per indsamlet et par kilo sand fra Sahara, som han ville tage med hjem til sin kæreste som souvenir, men det blev konfiskeret i sikkerhedskontrollen i Djanet! Jeg tilbød ham det sand, jeg stadig havde i mine sko, hvilket han dog afslog. Og ved afrejsen fra lufthavnen Alger gennemgik vi et sikkerhedstjek, som nok overgik, hvad jeg har oplevet i lignende situationer. Så med mindre forholdene ændres, er det noget af det, man må leve med, hvis man vil besøge et af Nordafrikas mindst turistede lande. Til gengæld har man mulighed for at opleve et land med en meget venlig befolkning, hvor følelsen af at være opdagelsesrejsende i gammeldags forstand er lidt større end mange andre steder.

Herunder et lille fotoalbum, som man kan bladre i. Klik på billederne for at forstørre dem og læse mere om dem.



Herunder et oversigtskort over Algeriet. Djanet, som var vores udgangspunkt for ørkenturene, er markeret nederst til højre.