På Afrikas tag

På Afrikas tag

Bestigning af Kilimanjaro, Afrikas højeste bjerg.

Tekst og fotos: Erik Pontoppidan

Klik HER for at læse om Danmarks eneste rejsecafé i det indre København



Solopgang fra Gillman's Point på Kilimanjaro i en højde af 5.600 meter.

Allerede i 1970-erne var jeg på utallige trekking-ture mange steder i verden. Og en af mine helt store drømme dengang var at bestige Afrikas højeste bjerg Kilimanjaro. Dette ønske fik jeg mulighed for at gøre noget ved i sommeren 1972, da jeg rejste to måneder til Kenya for at deltage i et arbejdslejr-projekt arrangeret af Mellemfolkeligt Samvirke i nogle landsbyer ved Viktoriasøen.

Nedenstående skildrer en bestigning af Kilimanjaro, som jeg foretog sammen med 4 andre danskere i sommeren 1972. Artiklen blev oprindelig bragt i Tidsskrift for Dansk Bjergklub og Dansk Fjeldvandrerklub, og selv om det er længe siden, har jeg valgt at lægge historien ud på nettet alligevel. Selv om turiststrømmen til bjerget nærmest er eksploderet siden dengang, har selve naturoplevelsen nemlig næppe forandret sig ret meget siden 1970-erne.

Når jeg skriver "bestigning" af Kilimanjaro må man ikke tro, at turen kræver professionelt klatreudstyr. Den vigtigste forudsætning for at komme derop er en god fysik og en oprigtig vilje til at nå toppen. Turen varer typisk 5 dage (3 dage op og 2 dage ned), og bortset fra den allersidste etape er der faktisk tale om én lang spadseretur - men vel at mærke en spadseretur i fantastisk smukke og afvekslende omgivelser. Men undervurder ikke turen! Mange trekkere giver op undervejs, hvilket først og fremmest skyldes den meget store højde, man kommer op i. En væsentlig del af vandringen foregår i over 5.000 meters højde, hvor luftens iltindhold er langt mindre end ved havoverfladen, og det er noget, enhver fjeldvandrer bør have stor respekt for, ligegyldigt hvor erfaren man er. Når man står på toppen af Kilimanjaro, befinder man sig i den ekstreme højde af ca. 5.900 meter. Til sammenligning kan nævnes, at Alpernes højeste bjerg Mont Blanc er ca. 4.800 meter højt.


Sammen med nogle andre danskere havde jeg som nævnt deltaget i en arbejdslejr i en kenyansk landsby ved Viktoriasøen, og da den var slut, rejste 3 af os sydpå til Tanzania for at bestige Afrikas højeste bjerg. For at komme derned, måtte vi køre ca. 1.000 kilometer med gamle busser ad dårlige veje, hvor folk stiger af i tide og utide med deres frugter, grøntsager og høns. Det kan være meget underholdende i starten, men på en længere tur som denne bliver man efterhånden træt af at standse op hele tiden.

Efter 24 timers kørsel nåede vi klokken 4 om morgenen til byen Moshi i Tanzania, der ligger ved bjergets fod. I løbet af natten havde vi passeret gennem Amboseli-reservatet og set masser af giraffer og andet vildt i måneskinnet, og vi var meget opstemte og ivrige efter at det skulle blive lyst, så vi kunne få et glimt af vores bjerg. Forventningsfulde fik vi lov til at sove i bussen, der alligevel ikke skulle videre, til det blev dag. Men ak - det var overskyet, og selv da solen brød frem op ad formiddagen, kunne vi kun se nogle lave bakker med banan -og kaffeplantager.

Men nu skal der handles! Jo før, vi kommer af sted, jo bedre, og vi vil gerne nå op til den første hytte inden det bliver mørkt - en vandretur på ca. 18 kilometer. Turistkontoret i Moshi er vant til vesterlændinge og synes at have specialiseret sig i Kilimanjaro. Her kan man få gode råd og leje alt, hvad man behøver til turen, lige fra solbriller til toiletpapir!



I starten af turen vandrer man gennem Chagga-stammens område med banan -og kaffeplantager.

I løbet af få timer og under vild forvirring får vi købt proviant til 5 dage og skaffet bærere og ekstra-udstyr, og før vi ved af det, sidder vi i en overfyldt minibus for at komme de 30 km op til landsbyen Marangu, hvorfra selve vandringen begynder. I skyndingen har vi mødt 2 andre danskere, som vi slår følge med, og vi ligner faktisk en målbevidst ekspedition, da vi starter. Sammen med 3 bærere begynder vi opstigningen ad en smal vej, der først fører gennem Chagga-stammens område med banan -og kaffeplantager. Vi møder mange mennesker, der kommer gående med byrder på hovedet eller sidder uden for deres hytter, og de fleste hilser venligt på os. De er vant til at se bjergbestigere, men jeg gad vide, hvad de inderst inde tænker om disse mærkelige europæere, der giver afkald på deres luksustilværelse til fordel for detteher. For dem er vi sikkert først og fremmest nogle, der har penge i massevis.

Efter et par timer kommer vi op i det tætte skovbælte, og mennesker og huse forsvinder. Skoven og den større højde gør temperaturen mere behagelig, og der er overalt en fantastisk frodighed. Stilheden bliver kun afbrudt af ukendte fuglestemmer og brusende vandløb inde i junglen, som man tydeligt kan høre men sjældent ser noget til. En overgang ryster det i trækronerne, og det viser sig at være en flok aber, der flygter ved vores tilsynekomst.

På hele denne etape går det meget jævnt opad, og hvis vi ikke havde vidst det i forvejen, ville vi ikke have gættet på, at vi var på vej op ad Afrikas højeste bjerg. Vi har jo ikke engang set det endnu! Man kan levende forestille sig, at Kilimanjaro har været omgivet af meget mystik i fortiden, for man skal være heldig for at få et glimt af toppen nedefra. Som regel ligger der en varmedis nede over savannen, og når det en sjælden gang er klart, ligner bjerget et Fata Morgana. Med sin enorme højde (5.900 meter) og lysende snekalot giver det en helt uvirkelig proportionsfornemmelse.

Lige før det bliver mørkt når vi op til den første hytte (2.740 meter), der ligger i en lysning i den tætte skov. Efter 24 timers buskørsel og 5 timers vandring er det ikke noget problem at falde i søvn, så vi sover glimrende på de hårde træbrikse efter en opvarmet dåse bønner som aftensmad.

Næste morgen skinner solen fra en klar himmel, og vi konstaterer med tilfredshed, at skyerne nu hænger i et tykt lag nedenunder. Vi vasker os i det iskolde vand fra en bæk og drager efter morgenmaden videre op gennem skoven, der nu har ændret udseende: Det er ikke mere regnskov, men derimod en mærkelig, spændende vegetation af indtørrede, forkrøblede træer, der er overgroet med mosser og laver - det såkaldte lyngskovsbælte. Vores bærere moser i forvejen med vores rygsække, velsagtens for at få dagens arbejde overstået så hurtigt som muligt. De foretrækker konsekvent at bære dem på hovedet, fordi de er vant til at bære byrder på denne måde, men for os andre virker det som langt mere anstrengende og som lidt af en balancekunst i det ujævne terræn.

Allerede efter en times gang holder skoven pludselig op og bliver afløst af et hedeagtigt slettelandskab - og nu ser vi for første gang Kilimanjaro! Det er et uforglemmeligt syn, som giver os endnu mere lyst til at komme videre. Cirka 20 km borte i luftlinie stråler bjergets snekalot i solskinnet, og i forgrunden til højre ser man den anden og lavere top Mawenzi (5.350 meter) med sin forrevne profil. Mawenzi er betydeligt vanskeligere at bestige end Kili og kræver både erfaring og udstyr.

Vi fortsætter gennem et småbakket, træfattigt landskab med vide udsigter, der måske kunne minde lidt om Lapland. På vejen møder vi andre mere eller mindre bjergvante turister, og jeg må tilstå, at jeg aldrig under mit ophold i Afrika har mødt så mange hvide mennesker som her! De dukker op i alle afskygninger. På et tidspunkt passerer vi en franskmand, der kommer trækkende med en cykel! Den har utvivlsomt voldt hans bærer en masse besvær under opstigningen, men set i bakspejlet er ideen med en cykel nu ikke helt sindssyg. Med en terrængående cykel ville man utvivlsomt kunne køre en del af vejen op til den første hytte, og på højsletten længere oppe ville den også kunne gøre nytte noget af vejen - om ikke andet, så på nedturen! Vi møder også 4 amerikanere, som har hyret 9 bærere til turen. De 5 er sendt i forvejen for at tilberede frokosten i næste hytte, og de 4 andre slæber på resten af bagagen, der især er præget af store skumgummi-madrasser.


Ved 3-tiden om eftermiddagen når vi til den anden hytte (3.660 meter). Den er beklædt med aluminiumsplader, med hårde træbrikse indvendigt, og som de andre er den ret spartansk indrettet. Allerede i denne højde er det bidende koldt om natten, og da vi skal tilbringe endnu en nat højere oppe, har vi ikke just varme forventninger til fremtiden. Dette er vist ikke Afrika, som de fleste forestiller sig det!

Også næste morgen er det strålende vejr, og vores bærere vækker os med varm te, hvorefter vi gnasker os gennem adskillige kiks med marmelade. Fra nu af må vi selv slæbe brænde med, for højere oppe forsvinder al vegetation. Også vand bliver en mangelvare. Efter en times tid når vi til en kilde, med et skilt ved siden af, hvor der står "The last water". Vi har medbragt en tom petroleumsdunk, som bliver fyldt op, men den rækker ikke langt til 8 mennesker i et anstrengende døgn. I hvert fald er det fra nu af slut med at sidde og drikke te i spandevis, som man ellers let bliver forfalden til i bjerghytter.


Aftenstemning fra den anden hytte i en højde af 3.660 meter.
Vi er nu over skovgrænsen, og bjerget er bevokset med mærkelige, fremmedartede planter.


Bærerne går som sædvanlig i forvejen med stormskridt, og det virker både provokerende og udmattende at se dem bevæge sig så ubesværede i over 4.000 meters højde! Vi andre kan tydeligt mærke den iltfattige luft, der blandt andet giver sig udslag i hovedpine og en stærkt nedsat evne til at tænke klart. Den mindste bevægelse kræver stor viljestyrke, og man bliver let irriteret over bagateller.

Efter ca. 3 timers ret stejl opstigning står vi nu pludselig på en bjergryg og ser ud over et fantastisk, ørkenlignende landskab - en stor, gold slette overstrøet med store sten - og for enden af denne Kilimanjaro. Et stykke oppe ad bjerget på den anden side af højsletten kan vi se dagens mål: Kibo-hytten, hvis aluminiumsplader glitrer som en prik i solen. Stien går nu til en afveksling ca. 100 højdemeter nedad og fører derefter tværs henover stensletten. Denne strækning virker som om den er endeløs i den tynde, iltfattige luft. Vi går og går uden tilsyneladende at komme nogen vegne, og jeg kommer til at tænke på den slags drømme, hvor man inderligt gerne vil bevæge sig men ikke kan få benene til at følge med. Lige før Kibo-hytten virker det næsten komisk, at vi må standse for hver 20. meter og snappe efter vejret, mens vi kan se de allerede ankomne sidde og kigge interesseret ned på os.

For at imødegå den hårde nattekulde lægger vi os alle tæt sammen på to af de hårde træbrikse, og det hjælper faktisk en del på varmen - men hvilken elendighed, da vi bliver vækket ved 1-tiden om natten for at overvinde de sidste 1.300 meter! Hvis man vil nå toppen ved solopgang, er man efter sigende nødt til at starte på dette umenneskelige tidspunkt. Den ene af os opgiver på forhånd at stå op, men vi andre kæmper os langsomt ud af sengen, hjulpet af varm te, kiks, druesukker og hovedpinetabletter. Uden for fryser det en snes grader, men det er fuldstændig klart, og fuldmånen skaber et fantastisk sceneri. Den oplyser hele ørkenen under os, og i baggrunden ser man nabo-bjerget Mawenzis mørke silhuet. Trods måneskinnet er der en strålende stjernehimmel, og oppe på Kilimanjaro lyser ismasserne ned over landskabet med et fascinerende skær.

Bevæbnet med alt disponibelt tøj og træstave begynder vi opstigningen gennem de stejle sten -og grusdynger, hvor man for hvert skridt glider et halvt tilbage. 5 timer tager det at nå op ad bjergsiden, og det bliver ikke nemmere ved, at vi får en isnende blæst lige ind i ansigtet. Omtrent halvvejs må to af os vende om, og på et tidspunkt er jeg også ved at opgive det hele. Når man kigger opad, ser man ikke andet end en endeløs skråning af pimpsten, klipper og grus. Men pludselig opdager jeg, at vi har passeret Mawenzi-bjerget i højden, og det giver mig fornyede kræfter.


Dødtrætte og rystende af kulde oplever vi solopgangen på Gillman's Point i en højde af 5.600 meter.

Lidt senere begynder himlen i øst at gløde med en stærkt orangerød farve, og en halv snes minutter efter står vi på en af Kilimanjaros toppe (Gillman's Point) i en højde af 5.600 meter. Der blæser en uhyggelig kold vind inde fra bjergets sne og gletschere, og mens vi sidder tænderklaprende af kulde, står solen op - med voldsom fart, fordi vi er så tæt på ækvator.

Udsigten er svær at beskrive. Sneen og gletscherne lyser straks op i solens stråler, men stenørkenen dybt nede ligger endnu i tusmørke. Der hænger stadig skyer nede over Moshi, og ved at kigge ned på dem kan man få et begreb om, hvor utrolig højt vi befinder os. Men bortset fra Mawenzi er der ingen andre bjerge i nærheden, så må den måde minder udsigten mere om et panorama fra et fly end fra toppen af en høj bjergtinde.

Hvis man har lyst og energi, kan man fortsætte ad stien i endnu 1 1/2 time og komme op på Uhuru-toppen, som er det højeste punkt på bjerget. For at nå så langt, skal man først et stykke ned igen og til sidst op over en stejl sneflade, og det protesterer den ene guide, vi har med, voldsomt imod. "Too windy to-day!", påstår han og siger dermed noget, som det er meget svært for os andre at modsige i den tynde luft. Vi er jo alle sammen mere eller mindre udmattede, og nu har vi jo set solen stå op fra en af Kilimanjaros toppe. Desuden ville det være livsfarligt at fortsætte længere op ad stien uden stedkendt fører. Så det lykkes ham at gøre Gillman's Point til turens vendepunkt.

Så vi tager vanterne af, og med stivfrosne fingre skriver vi vores navne ind i gæstebogen på Gillman's Point, der ligger i en lille metalkasse. Så begynder vi nedturen, som i starten foregår fuldstændig smertefrit og giver os rig lejlighed til at afreagere oven på strabadserne. I store, elegante spring næsten flyver vi ned over dyngerne af pimpsten, ned til mere iltholdige, varme og menneskevenlige omgivelser. Det er allerede blevet så varmt, at man kan undvære overtøjet, og da vi kommer ned til Kibo-hytten må vi smøre os ind i solcreme for ikke at blive forbrændt i det skarpe lys.


Før den sidste, stejle opstigning krydser man en ørkenlignende stenslette i stor højde.
I baggrunden Gillman's Point (5.600 meter).

Den følgende dags aften er vi tilbage i Marangu, og nogle dage senere sidder vi på den lille palmeklædte ø Lamu i Det Indiske Ocean ud for Nord-Kenyas kyst og nyder livet oven på de hektiske døgn. Vi er alle sammen blevet en stor oplevelse rigere, og når vi i fremtiden læser eller hører om Kilimanjaro, vil det ikke blot være et navn på et landkort eller i en geografibog. Det vil først og fremmest være "vores bjerg", som vi husker det med alle dets afvekslende landskaber og forhindringer.



Klik HER, hvis du vil se min hoved-hjemmeside med blandt andet spændende links til rejser og trekking.
Klik HER, hvis du læse om min trekking-tur i Ruwenzori-bjergene i Uganda.
Klik HER, hvis du vil se min illustrerede website om Østafrika generelt.
Klik HER, Hvis du har nogen kommentarer eller spørgsmål til mig.