Ruwenzori-bjergene - eller Månebjergene, som de også kaldes - ligger i grænseområdet mellem det vestlige Uganda og Zaire i Central-Afrika. Disse, som i øvrigt er en af Nilens kilder, er et af de mest særprægede bjergområder i verden.
De lavere dele af Ruwenzori er bevokset med tæt tropisk regnskov, der gennemstrømmes af rivende floder. Der er fantastisk frodigt overalt, hvilket først og fremmest skyldes en meget rigelig nedbør (det regner ca. 300 dage om året). Man vandrer i timevis ad ufremkommelige stier i fugtige tåger, kravler over og under væltede, mosbegroede træstammer, og efterhånden vænner man sig til at synke ned i mudder til knæene. Det føles faktisk som om man er steget ud af en tidsmaskine efter at have kørt tilbage til en fjern geologisk tidsalder, for det vrimler med mærkelige planter, man aldrig har set før, og der bor ingen mennesker heroppe. Nogle steder passerer man gennem tæt bevoksning med bregner på 2-3 meters højde, andre steder vader man i mudderet gennem bambusskove med tusindvis af stokke på en halv snes meter svajende over hovedet.
==>
Fra skoven ved Kitandara-søen.
På dette sted i ca. 4.000 meters højde i det centrale Afrika følte man sig fuldstændig adskilt
fra resten af verden, fordi alt virkede fremmedartet og ukendt. At gå ind i den tætte bevoksning
i tusmørke var en virkelig uhyggelig oplevelse, og der er ingen tvivl om, at dette sted ville
være ideelt, hvis man skulle lave endnu en film om fortidens dinosaurer!
Efterhånden som man kommer højere op i Ruwenzori tynder bevoksningen lidt ud og bliver anderledes, og det hele bliver endnu mere uvirkeligt. Først går man gennem skove af kæmpelyng med mærkelige, forkrøblede træer, der er overgroet med nedhængende laver og mospuder. I nærheden af snegrænsen er der skove og sumpe med kæmpe-brandbæger og kæmpe-lobelie. Især planterne får én til at føle sig meget lille, fordi deres blade og blomster er enormt store i forhold til det, vi kender i forvejen. Hvis man forestiller sig, at man skrumpede ind til at være 10 centimeter høj og blev sluppet løs på en græsmark med alle dens vilde planter, så er billedet ikke helt ved siden af! At gå ind i den tætte bevoksning i tusmørke var meget uhyggeligt, og jeg er sikker på, at dette område ville være ideelt, hvis man skulle lave endnu en film om dinosaurer. Ideen er hermed givet videre til Steven Spielberg, hvis han skulle få lyst til at lave endnu en fortsættelse af "Jurassic Park"!
Endelig, højt hævet over denne eventyrverden, rejser der sig bjerge med sne og gletchere på over 5.000 meter, som får én til at glemme, at man befinder sig i det tropiske Afrika.
Historie og myter
Eksistensen af disse mærkelige bjerge kan man spore i overleveringer helt tilbage til vores tidsregnings begyndelse. Allerede gennem de gamle egypteres handelsforbindelser spredtes rygtet om, at Nilen udsprang ved foden af et vældigt, sneklædt massiv dybt inde i Afrika. Men dengang var det umuligt at få eksakte oplysninger, så månebjergene kom for de fleste til at høre hjemme i fablernes verden.
Da Ptolemæus tegnede sit berømte verdenskort i det 2. århundrede efter kristi fødsel anbragte han et kolossalt bjerg midt i Afrika og beskrev det som "Månebjerget, der med sin sne føder Nilens kildesøer". Beskrivelsen og placeringen er set med datidens geografiske viden forbløffende rigtig, og selv om Ruwenzori er indtegnet på nyere kort op gennem historien angiver ingen af dem deres position så nøjagtigt som det, Ptolemæus lavede. Som århundrederne gik, betragtedes Månebjergene som noget mere eller mindre uvirkeligt, og det er jo heller ikke så mærkeligt at forstå, at mange stillede sig skeptiske over for tanken om sneklædte bjerge helt nede ved ækvator.
Selv da opdagelsesrejserne i Afrika satte ind, forblev Ruwenzori i lang tid et mysterium. I 1864 trængte Baker langs Nilen ind til Lake Albert, og i 1876 nåede Stanley fra øst frem til Lake Edward - men ingen af dem opdagede, at der mellem disse 2 søer hævede sig en over 5.000 meter høj bjergkæde på 150 kilometers længde og 50 kilometers bredde. Forklaringen er, at Ruwenzori så godt som altid er skjult i tåge. På de lokale indfødtes sprog betyder Ruwenzori faktisk "tågekongen" eller "regnskaberen".
Først i 1888, da Stanley for anden gang var ved Lake Albert, blev de opdaget, og det skete ved et rent tilfælde. Da Stanley efter en måneds ophold brød op fra vestbredden af Albert-søen, blev han af en af de indfødte gjort opmærksom på et ejendommeligt fænomen ude i horisonten - "et bjerg af salt", som afrikaneren kaldte det. De gådefulde månebjerge var hermed opdaget af mennesker udenfor Afrika.
Efter morgenmaden begyndte vi opstigningen mod Scott Elliot-passet (4.500 meter), og under hele turen havde vi udsigt
til sne og gletchere i det fine vejr. Bjerget i baggrunden er Mount Speke (5.035 meter). Det er mærkeligt at forestille
sig, at sneen på disse meget høje bjerge er en af Nilens kilder.
Sammen med en indfødt tilbragte jeg en uges tid i Ruwenzori for mange år siden. Vi startede fra hans egen landsby Ibanda, som ligger i en af de frugtbare dale, der strækker sig fra bjergene ned i Uganda, og i løbet af ugen vandrede vi op gennem dette fantastiske sceneri. Det var absolut nødvendigt at have en stedkendt med på turen, for stien, vi fulgte, var meget utydelig og forsvandt ofte i store sumpe, hvor vi måtte springe fra græstue til græstue i timevis.
I den nyeste udgave af Lonely Planets engelske rejseguide om Østafrika læste jeg i øvrigt, at nogle vandrere har skrevet følgende ord på væggen i Bujuku-bjerghytten:
"Jesus learned how to walk on water. After 5 days here, everybody could do it!"
Desværre talte min ledsager kun swahili, så det var ikke de store ting, vi kunne snakke om. Jeg havde godt nok medbragt en englesk-swahili-ordbog, men vores konversation blev begrænset til enstavelsesord, som vi udvekslede over bålet om aftenen. Der er dog ét ord på swahili, som jeg aldrig vil glemme, og det er MATOPE. Det betyder mudder!
Jeg tror, at vi var meget heldige med vejret, for det regnede kun rigtigt den ene af dagene på trods af den store årsnedbør og på trods af, at regntiden faktisk var ved at begynde! Til gengæld bød denne ene dag på et regnskyl, som jeg sjældent har oplevet. Vi var på vej tilbage til civilisationen og befandt os midt i en stor bambusskov, da vandet begyndte at fosse ned i tove og det tordnede så man skulle tro, at verdens undergang var nær. De i forvejen opblødte sumpe blev til et morads af mudder og plantedele, stien, vi gik på, blev til et vandløb, og floden, der løb i bunden af vores dal, svulmede faretruende op. Det sidste havde ikke betydet så meget, hvis vi ikke havde været nødt til at krydse den flere gange for at komme tilbage!
Ligegyldigt hvor man rejser hen i verden tror jeg næppe, man finder et mere særpræget bjerglandskab end Ruwenzori. Sneen og gletcherne side om side med den tropiske regnskov, den makabre tåge og de voldsomme skybrud, de mærkelige planter i mudderet, der leder tanken hen på kultidens eller juratidens sumpskove - alt dette danner en helhed, som efterlader et meget stærkt indtryk hos den besøgende. Der er skrevet flere beretninger om ekspeditioner til Ruwenzori, og det lyser ud af dem alle, i hvor høj grad deltagerne er blevet grebet af denne eventyrverden. Disse bjerge har ikke forandret sig i årtusinder, og de giver én en følelse af at være totalt uden for virkelighedens tid og rum, fordi alt er forskelligt fra det, man kender i forvejen.