Afrikas mystiske månebjerg kan i geografiens annaler spores tilbage til vor tidsregnings begyndelse. Gennem ægypternes forbindelser med Østens handelsmænd, som atter på deres side via talrige mellemled havde kontakt med Ækvatorialafrikas folkeslag, nåede rygtet om, at Nilen sprang ud ved foden af et vældigt, sneklædt bjergmassiv midt inde i Afrika, også til antikkens geografer. Araberne kaldte det Gibel el Qamar – Månebjerget; men eksakte oplysninger kunne datidens forskere dog aldrig få, og mange opfattede det mystiske bjerg som hørende hjemme i fablernes verden, mens andre søgte at følge forhåndenværende ledetråde.

Allerede så tidligt som i 400-tallet f. Kr. dukker Afrikas sneklædte bjerg op i litteraturen. Aischylos taler i sin ”Prometheus” om, at det er sneen på Byblosbjerget der er skyld i, at Nilen kan gøre Ægyptens jord frugtbar, og omtrent 600 år senere fremsætter en anden berømt græker i videnskabelig sammenhæng omtrent den samme teori. Da Ptolemaios, som i det andet århundrede e. Kr. levede i Alexandria, tegnede sit berømte verdenskort, anbragte han et kolossalt bjerg ved Nilens kilder og skrev ”Månebjerget, som med sin sne føder Nilens kildesøer, hæver sig på 12 grader 30 sydlig bredde mellem 57. og 67. længdegrad”, og med hensyntagen til datidens geografiske viden er denne angivelse forbløffende rigtig. Det 1700 år gamle kort er, hvad der jo er ganske naturligt, både meget diffust og fejlagtigt set ud fra vor moderne opfattelse. Det må betragtes på baggrund af, at Afrikas indre dengang var et terra incognita. Kortet er tegnet efter mundtlige beretninger mand og mand imellem. Månebjergene blev af Ptolemaios anbragt syd for Nilens kildesøer i et i øvrigt ukendt og på kortet helt hvidt område.

Som århundrederne gik klaredes dog begreberne om Afrika noget, selv om kontinenternes indre stadig var ganske ukendt. Nye kort udkom. På dem alle var også Montes Lunae tegnet ind, men det mystiske bjergs beliggenhed er forskelligt på omtrent dem alle sammen, og ingen af dem angiver positionen så rigtigt som Ptolemaios’ urgamle kort. Efterhånden betragtedes Månebjergene som mere eller mindre uvirkelige, hørende hjemme i legendernes og fantasiens verden. Et bjerg så højt, at det under ækvators sol kunne være dækket af evig sne, ansås for utænkeligt. Afrikas månebjerg gik i glemmebogen.

I midten af forrige århundrede begyndte forskningen endelig på at lukke døren ind til Afrikas indre på klem. I 1848-49 opdagede de to tyske missionærer Krapp og Rebmann to udslukte vulkaner med sneklædte tinder, Kenya og Kilimanjaro. De identificeredes med antikkens Montes Lunae, som man i to tusind år havde søgt efter, men ikke fundet. Man mente at kunne konstatere, at Månebjergenes beliggenhed på Ptolemaios’ kort var gal, og at de ikke havde noget med Nilen at gøre; vulkanerne sendte nemlig deres smeltevand ud i Det Indiske Ocean, men selve sagnet om tropiske, sneklædte bjerge midt inde i Afrika var faktisk i overensstemmelse med sandheden.

Efter opdagelsen af de store østafrikanske bjerge slettedes Månebjergene både som arbejdshypotese og af den videnskabelige diskussions dagsorden. Men problemet om Nilens kilder stod tilbage.

Opdagelsesrejserne i Centralafrika intensiveredes. I 1864 trængte Samuel Baker nordfra langs Nilen ind til Albertsøen, og tolv år senere nåede Stanley fra øst frem til Edwardsøen. Ingen af dem opdagede det, der mellem de to søer hævede sig højt op i skyerne. Det kan forekomme mærkeligt, at en over 5 tusind meter høj bjergkæde på et hundrede og halvtreds kilometers længde og halvtreds kilometers bredde med talrige snedækkede tinder og adskillige gletschere kan undgå at blive opdaget af ikke blot en, men af flere ekspeditioner, som arbejder på de omgivende sletter og søer. Det var imidlertid netop det, der skete. Forklaringen ligger i, at det vældige bjergmassiv bogstavelig talt altid ligger skjult bag tåger. Det var ved et rent tilfælde, at de blev opdaget.

I maj 1888 havde Stanley for anden gang slået lejr ved den sydvestlige bred af Albertsøen. Han havde dengang opholdt sig på stedet i omtrent en måned og ikke fundet noget mærkværdigt. I virkeligheden befandt han sig i en afstand af ca. 60 kilometer fra Afrikas største bjergmassiv. Kun en del af Semlikisletten skilte lejren fra den ukendte bjergkæde. Den 24. maj brød Stanley op. Da de var kommet et stykke på vej blev han af en af de indfødte gjort opmærksom på et ejendommeligt fænomen ude i horisonten. ”Et bjerg af salt” var, hvad den sorte mand råbte.

Afrikas gådefulde månebjerge var opdaget. Ptolemaios havde i det store og hele haft ret! Siden da har massivet båret navnet ”Ruwenzori” – tågekongen eller regnskaberen – de indfødtes navn for bjerget.


…. Ingen anden del af tropisk Afrika har gjort så stærkt indtryk på mig som Ruwenzori til trods for, at dets højeste regioner er så relativt fattige på dyr. Den fantastiske flora overgår alt andet, jeg har set af naturens undere. Det vældige bjerg på ækvator har gennem årmillionerne været udsat for store klimaforandringer. Men ligesom døgnets og årets meteorologi på Ruwenzori frembyder yderst små variationer, må man regne med, at de enorme klimasvingninger mellem is -og tørketider har givet mindre udslag her omkring jordens midte end andre steder. Om også den sælsomme verden, som Ruwenzori åbenbarer i sine øvre regioner, er klatret op og ned ad skråningerne i takt med svingningerne i klimaperiodernes fugtigheds –og tørhedsgrad, så vover man dog at tro, at den i det store og væsentlige har bevaret sin karakter. Den burde derfor med rette betragtes som ældgammel og er måske et af jordens ældste, i dag bestående plantesamfund.

Af K. Curry Lindahl.
trykt i tidsskriftet "Naturens Verden", juli 1961.

Denne side er redigeret af Erik Pontoppidan og er en del af et stort antal sider, som især handler om rejser og trekking. Hvis ovenstående artikel har vakt din interesse, så

Klik HER, hvis du vil læse den illustrerede beskrivelse af min egen tur til Ruwenzori.
Klik HER, hvis du læse om om min bestigning af Kilimanjaro i Østafrika.
Klik HER, hvis du vil se hovedmenuen til min hjemmeside med blandt andet spændende links til rejser og trekking.

Hvis du har nogen kommentarer eller spørgsmål til mig, så send en mail til pontoppidan214@gmail.com .