Besøg min læser-brevkasse om Indonesien i www.backpacker.dk ved at klikke HER!
Se mine foto-gallerier fra Thailand, Australien og Indonesien


Rejsebrev fra Australien og Indonesien

Tekst og fotos: Erik Pontoppidan

For english version of this page, please click HERE!

Klik HER for at læse om Danmarks eneste rejsecafé i det indre København


Morgenstemning nær bjerglandsbyen Batutumonga i det centrale Sulawesi, Indonesien


Batutumonga, Sulawesi, 11. september 1998

Jeg sidder i øjeblikket i bjerglandsbyen Batutumonga i Sulawesis centrale højland i 1.700 meters højde. Mama Siska's Home Stay er et hus med skrøbelige bambus-gulve, udendørs toilet og uden elektricitet, men dette opvejes af hendes fremragende kogekunst - og så koster det i øvrigt kun 21 kroner pr.dag at bo her, inklusiv fuld pension med 3 måltider!

Området her er særdeles velegnet til vandreture. Landskabet er meget grønt og frugtbart, med vekslende rismarker, kaffe, bambusskove og bjerge, og luften er krystalklar, når solen skinner. Til forskel fra øens kyst-områder er temperaturen behagelig heroppe i Torajaland, som det hedder. Kulturen her er noget ganske særligt, som ikke findes andre steder i Indonesien. Torajaerne er især kendt for husenes arkitektur og deres begravelses-ritualer, som er et kapitel helt for sig. Deres traditionelle huse har meget store tage, som buer op i begge ender og har form som skibe. Alle hustagene vender i retningen nord/syd. Legenden fortæller nemlig, at torajaernes forfædre kom fra nord og bar deres skibe op i bjergene, hvor de blev en del af deres huse!

Hvis man vil, kan man lave en næsten uendelig variation af vandreture her på Sulawesi, for øen er tyndt befolket og vejnettet er stadig sparsomt, især i den centrale og nordlige del. Regnskovs-områderne længere nordpå skulle ifølge min guide-bog også være særdeles gode trekking-områder, men det når jeg ikke i denne omgang. På grund af vejenes kvalitet er det nemlig lidt af et projekt at komme derop, med mindre man lejer et privatfly.

Fra Hat Rai Leh, Syd-Thailand

Jeg har nu rejst rundt i snart 3 måneder og oplevet utrolig meget. Jeg startede turen i Thailand, hvor jeg rejste rundt 3 uger sammen med min kæreste. Og i juli rejste jeg over land ned gennem Australien fra nord til syd (fra Darwin til Adelaide). Her besøgte jeg blandt andet Kakadu National Park oppe i "The Top End", som australierne kalder det. Parken har et rigt dyreliv og er især kendt for sine mange krokodiller og fugle i fantastiske farver. Noget af det, som gør Kakadu helt specielt er, at når regntiden starter i oktober, så stiger vandstanden i hele det enorme område 4 - 5 meter! Det giver selvsagt området nogle helt specielle livsbetingelser. Det med de mange krokodiller er i øvrigt ikke bare en turist-reklame, for det vrimler med dem overalt i floderne - og det hænder rent faktisk en gang imellem, at en letsindig turist ignorerer de mange advarselsskilte og ender i maven på en krokodille!

En anden attraktion ved Kakadu er, at området tidligere var et af de centrale hjemsteder for Australiens urbefolkning (the aboriginals), som har boet i landet i 40.000 (fyrre tusind!) år. Det vrimler med hulemalerier på klipperne som vidnesbyrd om en ældgammel kultur, som er dømt til undergang. En oplevelse, som virkelig gjorde indtryk på mig var, da vi stod i en klippehule og vores guide fortalte, at på dette sted havde der med garanti boet mennesker i 20.000 år!

Fra Ayers Rock, Central Australia

Så var jeg blandt andet på en 5 dagestur med 4-hjulstræk i Australiens centrale ørkenområder, hvor vi overnattede i det fri. Her var vi på mange mindre vandreture. Blandt andet besteg jeg den berømte Ayers Rock, som ligger ca. 500 km sydvest for Alice Springs - ikke noget at prale af som en præstation, men der var utrolig flot! Der er en helt speciel atmosfære på dette sted, som i øvrigt er et af de allerhelligste steder for the aboriginals. Farverne er utrolige, og klippen har et utal af huler og forybninger, som er formet af vand og vind. Noget af det, som gør Ayers Rock til noget helt specielt er, at den ca. 300 meter høje klippe består af én eneste kæmpestor sten. Når man klatrer rundt på den, er der så godt som ingen småsten eller grus, hvilket er en særegen fornemmelse. Og så rager klippen op i et næsten fladt ørkenlandskab som en gigantisk monolit, der kan ses næsten 100 km før man når hen til den.

MEN: Generelt var jeg skuffet over Australien. Jo, naturen er da storslået mange steder, men landet er alt for civiliseret og vestligt efter min smag - og meget, meget turistet. Tag f. eks. Kakadu-parken: Jeg havde ventet at finde et uvejsomt område med næsten ingen asfalterede veje og masser af fritgående aboriginals. I stedet for oplevede jeg noget, der lignede et gigantisk udendørs museum. Den australske urbefolkning er der ikke ret mange tilbage af i parken og de, som opholder sig dér, fungerer for det meste som opsynsmænd for de horder af turister, som invaderer området. Deres kultur kan man i Kakadu kun opleve på museumslignende "besøgscentre", hvor deres ritualer og danse kan opleves i billeder og lyd - vel at mærke på video og kassettebånd.

Hovedparten af The Aboriginals lever i særlige "communities", d.v.s. reservater, som man kun har adgang til, hvis man har noget særligt at gøre der. I øvrigt er næsten alle Aboriginals, som lever uden for reservaterne, dybt alkoholiserede, hvilket er et deprimerende syn.

De skøre australiere! I Darwin løb jeg ind i en såkaldt "øldåse-regatta", som afholdes på bestemte tidspunkter i byen med et enormt publikum. Konkurrencen går ud på at bygge det flotteste og hurtigste fartøj af øldåser!

Men hvis jeg skal sige noget positivt om Australien, så kunne det f. eks. være, at de laver udmærket øl og fremragende vine! Nede i det vinterkolde Adelaide mod syd besøgte jeg det berømte Barossa-vindistrikt, som producerer en stor del af Australiens førende vine. Besøget omfattede naturligvis utallige smagsprøver af alle tænkelige aftapninger og kvaliteter, og jeg så selveste lokaliteten Jacob's Creek med mine egne øjne! Med hensyn til det australske øl, så kan jeg i øvrigt oplyse, at det er en udbredt misforståelse, at alle australiere drikker det verdensberømte Foster's Beer. De drikker næsten alle sammen Victoria Bitter!

Alt andet lige, så er indonesien noget helt, helt andet! Her findes et utal af livskraftige kulturer og religioner, og naturen er fantastisk! Selvfølgelig er her også turister, men landet er så stort og fremmedartet, at man stadig kan opleve det ægte eventyr.

Jeg har til dato rejst rundt i Indonesien i ca. 1 1/2 måned og oplevet fantastiske ting. Når jeg sidder her oppe i bambusskoven på Sulawesi er det meget svært at beslutte sig til hvilke oplevelser, der skal med i dette brev - men da jeg altid har været vild med trekking og fjeldvandring, vil jeg slutte af med at fortælle om en utrolig flot vandretur på Lombok.



En af de flotteste vandreture, jeg har oplevet nogen sinde, er min bestigning af Rinjani-bjerget på øen Lombok for et par uger siden. DET var virkelig en natur-oplevelse i klasse A! Sammen med en gruppe andre turister sejlede jeg til Lombok fra øen Flores i en mindre fiskerbåd. Turen tog 4 dage, og undervejs gik vi ind i bugter og i land på øde øer hvor de, der havde lyst, kunne bade og snorkle. Ellers var det helt fint bare at sidde og kigge på Sumbawas blå bjerge og de mange andre små og store øer, vi passerede.

På den 4. dag dukkede Rinjani-bjergets enorme silhuet op i morgendisen. Bjerget er en ca. 3.700 meter høj vulkan, som ind imellem rører på sig - sidste gang vistnok i 1994. Nedenunder toppen ligger der en stor sø i 2.000 meters højde i bunden af et kæmpekrater - og inde i midten af dén sø ligger der en mindre vulkankegle! Det er den, som går i udbrud en gang imellem.

Jeg startede bestigningen fra landsbyen Senarú på nordsiden af bjerget. Stien fører op gennem store bjergskove, hvor det vrimler med nysgerrige aber - så mange, at det til tider var svært a spise frokost og aftensmad i fred og ro!

Her står jeg nær mit telt over skyerne og de tætte bjergskove på Rinjani-bjerget, Lombok
Klik HER for at se flere billeder og læse mere om Rinjani-bjerget

Ved ca. 2.000 meter forsvinder skoven, og længere oppe har man en helt fantastisk udsigt. Fra mit telt over trægrænsen kunne jeg se solen gå ned i et tæt skytæppe, og det eneste, der ragede op over skyerne, var toppene af 2 store vulkaner ovre på naboøen Bali, ca. 100 km borte i luftlinie. Og oppe fra kraterranden (2.650 meter) kunne man se den store kratersø 650 meter nede, med den lille vulkankegle Segara Anak i midten.

Den følgende dag gik jeg ned til søen i krateret. Det kan kun lade sig gøre ved at følge en meget stejl sti, som klynger sig til kratervæggen. Turen derned og tilbage tager ialt 4-5 timer (650 meter op og ned i over 2.000 meters højde er faktisk ganske meget!). På trods af, at søen ligger så højt oppe, er vandet i den dejlig varmt til en svømmetur på grund af den nærliggende vulkan.

Bestigningen af Rinjani tager 3 eller 4 dage alt efter, om man vil helt op på toppen eller vil nøjes med at gå op til kratersøen. De fleste hyrer en eller flere bærere i landsbyen Senarú til at transportere telt, proviant, køkkengrej og lignende og ikke mindst vise vej, da der ingen skilte er overhovedet. Men uanset hvordan man tilrettelæger turen, må den absolut frarådes i regntiden.

Hvis du har nogen kommentarer eller spørgsmål til mig, så send en mail til erikponty@post.tele.dk

Læs videre om min bestigning af BROMO-vulkanen på Java ved at klikke HER!

Hvis du vil se min hoved-hjemmeside med blandt andet spændende links til rejser og trekking, så KLIK HER!