Besøg min læser-brevkasse om Indonesien i www.backpacker.dk ved at klikke HER!

Solopgang på Java

Trekking-tur til toppen af den aktive vulkan Mount Bromo på Java i Indonesien.

Tekst og fotos: Erik Pontoppidan

Klik HER for at læse om Danmarks eneste rejsecafé i det indre København

For english version of this page, please click HERE!



I marts/april 1995 rejste jeg rundt i Indonesien i 4 uger med rygsæk. Turen var utrolig spændende på alle måder - men udover min lyst til eventyrlige oplevelser er jeg en inkarneret fjeldvandrer, så ligegyldigt hvor jeg befinder mig, kigger jeg altid efter bjerge. Venner og bekendte + rejsebeskrivelser pegede hen imod, at en tur til vulkanen Mount Bromo på Java ville være den helt store oplevelse. Det viste sig ikke at være helt forkert - for ikke at sige: Det blev en af mine allerstørste natur-oplevelser!

Jeg havde købt en returbillet til Bali + et par dage på et hotel på øen. Resten af de 4 uger var helt mine egne; og som altid viste det sig også denne gang, at det, man selv planlægger, bliver de største oplevelser. Man bør for enhver pris undgå arrangerede ture, især i denne del af verden, hvor mulighederne for oplevelser er uudtømmelige! Arrangerede ture sløver som regel sanserne, fordi man bliver pakket ind i en tryghed og passivitet, som får oplevelserne til at ligne en film gennem turistbussens ruder. Og så er Indonesien til og med et af verdens billigste rejselande for individuelle rejsende - med mindre man da kræver en standard, som ligger på højde med Europas bedre hoteller.

Det følgende er et redigeret udpluk af 3 dage fra min dagbog. Det fortæller om turen op til en af Indonesiens mest aktive vulkaner. Det er ikke nogen krævende tur, for den kan gøres af alle med en almindelig god kondition, som ikke stiller nogen krav til komfort. Til gengæld byder området på utrolige oplevelser - både oppe ved vulkanen og nede i Javas tæt befolkede lavland.

Torsdag

Java er en utrolig stor ø og tilmed et af verdens tættest befolkede områder. For at komme til Java fra Bali, skal man først til færgestedet Gilimanuk på Vest-Bali, hvortil vi ankommer ved 2-tiden om eftermiddagen. Herfra går der færger over til Ketapang på Java hver halve time. Overfarten varer ca. et kvarter, og undervejs har man på én gang udsigt til Stillehavet mod nord og det Indiske Ocean mod syd. Kigger man på en globus vil man opdage, at hvis man sejlede stik sydvest herfra, ville den første landkending, man fik, være isbjergene ved Antarktis. Der er godt nok et stykke vej - ca. en fjerdedel rundt om jordkloden - men det er da meget tankevækkende, når man står her og sveder i tropevarmen!

På Java sætter vi os ind i en ny bus og kører videre mod vest. Det er svært at fatte, at vi nu er på Java. For fremtiden vil jeg i hvert fald tænke på alt andet end kaffen fra Irma, når jeg hører navnet! Bussen kører først gennem store løvskove, som leder tanken hen på de danske skove om sommeren. Senere kommer vi gennem tæt befolkede områder med rismarker, sukkerrør, bananer og meget andet. Her svarer virkeligheden langt bedre til forventningerne: Bønder på markerne med kegleformede hatte, oksetrukne kærrer, rickshaws og mennesker overalt.

På mit kort over Java finder jeg byen Situbondo, som vi kører igennem. På kortet er den markeret som en ubetydelig prik blandt mange, men den viser sig at være en provinsby med ca. 75.000 indbyggere. På tilbagevejen fra Mount Bromo tilbragte jeg en dag her, fordi jeg ville se en typisk indonesisk by, og jeg fik en af mit livs store oplevelser. Jeg så ikke en eneste turist hele dagen men blev til gengæld mødt af en enestående venlig og gæstfri befolkning. Forklaringen på de manglende turister skyldes, at Situbondo hverken har gyldne sandstrande eller historiske mindesmærker og derfor ikke er omtalt i nogen turist-reklamer.

Bussen kører nu videre langs Java-havet på Nord-Java. Det er ved at blive aften. I skumringen og nattemørket kan vi se i hundredevis af lys ude på vandet. Det er fiskerne i deres små udriggerkanoer, som er taget på arbejde. Efter mange timers kørsel passerer vi endnu en beskeden prik på mit kort: Byen Probolinggo, som jeg vil vurdere er på størrelse med Århus, lyser op i mørket. Java er unægtelig en stor ø! Derfra kører vi ind i landet, og omsider begynder bussen at kravle opad. Det er også på tide, for Mount Bromo ligger ikke mindre end 2.383 meter over havet.

Da vi stiger ud af bussen efter et utal af hårnålesving, er det blevet mærkbart køligere. Vi skal nu overnatte på et beskedent herberg, som skal være "basislejr" for morgenens bestigning. Klokken er ca. 22 da vi når frem, og vi aftaler at stå op kl 3 næste morgen.

Fredag

Mit vækkeur ringer en time for tidligt fordi det viser sig, at der er en times tidsforskel mellem Bali og Java. Sådan er det at bo i et stort og langstrakt land! Kl. 3.30 om morgenen kører vi de sidste 6 km op ad den smalle vej til kraterranden. Det er stjerneklart, og den aftagende måne ligger som en båd højt oppe på himlen. Fra enden af vejen bevæger vi os til fods ud ad en ujævn sti med lommelygter - først opad, senere ca. 100 meter nedad. Vulkanen Bromo består nemlig af et mindre krater, som ligger inden i et langt større krater, og vi er nu på vej ned ad den yderste kraterrand. Et par kilometer borte kan vi i måneskinnet se en hvid røgsøjle stige op mod nattehimlen. Bromo er nemlig stadig særdeles aktiv - faktisk en af Indonesiens mest aktive vulkaner. For et par uger siden var den så aktiv, at man besluttede at lukke området af for turister, har vi fået at vide. Det får mig til at tænke på, at det var på den lille ø Krakatau ud for Java, at et af de største vulkanudbrud i historisk tid fandt sted. Øen sprang i luften i 1883 med et brag, som kunne høres helt til Alice Springs midt inde i Australien, 3.500 km væk, og over hele jordkloden var der flere måneder efter et helt specielt rødligt skær over solnedgangene på grund af asken i atmosfæren!

Lidt senere bevæger vi os hen over en stor, flad lava-slette, som ligger mellem de 2 kratere. Røgsøjlen fra vulkanen kommer nærmere og nærmere, og til sidst kravler stien stejlt op ad den inderste kraterrand. Det er nu begyndt at lysne i øst. I tusmørket når vi op på randen af krateret, og her møder os et fantastisk syn: Ca. 50 meter nede lyser ilden fra jordens indre op i tusmørket, og lyden dernedefra minder mest af alt om den hyggelige buldren fra en god, gammeldags kakkelovn! Himlen bliver stadig lysere i vekslende farver, og en times tid efter det første morgenlys står solen op - med voldsom fart, fordi vi er så nær ved ækvator.

Udsigten er svær at beskrive. Men for et stykke tid siden så jeg en animeret film i Tyge Brahe-planetariet i København, som viste en tænkt flyvetur hen over Mars' overflade. Det er i øjeblikket det nærmeste, jeg kan komme!


Jeg går hele vejen rundt om Bromos indre krater - en tur på en times tid, for det går meget op og ned. Under rundturen bliver jeg nødt til at skifte film, for jeg har været så fascineret af sceneriet, at jeg har skudt næsten 36 billeder af på kort tid. Her kan man opholde sig i dagevis uden at kede sig, hvis man er natur-interesseret. Det øde vulkan-område omkring Bromo ca. 2.000 meter over havet strækker sig over en halv snes km med forrevne kegler, som rejser sig i lava-ørkenen. Især ved solopgang, når skyggerne er lange, er her helt fantastisk.

Da jeg kommer tilbage til kørevejen, beslutter jeg mig til at blive hele dagen heroppe og indlogerer mig på et billigt home-stay nær kraterranden: 24 kroner for et udmærket værelse incl. morgenmad. Det er en meget normal pris i Indonesien uden for de store turist-områder - og så er her oven i købet hyggeligt, med græssende køer lige uden for døren og mange inspirerende rygsæk-turister. Uden for vulkan-sceneriet ligger der et stort, frugtbart og malerisk område med smålandsbyer, hvor der dyrkes grøntsager. Tro det eller ej, men heroppe i over 2.000 meters højde på Java dyrker man kål i stor stil, og markerne ligner køkkenhaver med en masse andre kendte og ukendte afgrøder. Grænsen mellem det dyrkede land og kraterranden, hvor ørkenen begynder, er meget skarp. Folk er utrolig venlige overalt, og man kan frit spadsere rundt på stierne mellem deres marker. Og der er ingen skumle bagtanker bag deres venlighed. Her er der ikke noget med at plage turisterne for at få afsat en masse ligegyldige souvenirs og andre varer, som man alligevel ikke har brug for.

Lørdag

Jeg sov 2 nætter på det hyggelige home-stay ved Bromo, og i formiddags tog jeg med en bemo ned til lavlandet. En bemo i Indonesien er en minibus med plads til 8-10 personer, der fungerer som en slags fællestaxa. De kører ikke på bestemte tider, men de er der næsten altid, når man har brug for dem! Som regel er de overfyldte og ikke specielt komfortable, men meget billige.

Lige nu sidder jeg lørdag aften på et hotel i byen Situbondo på Java med et glas indonesisk whisky og prøver at fordøje mine oplevelser. Jeg er blevet vist rundt i byen og inviteret hjem til en engelsklærer og har besøgt hans familie og et par af hans elever. Bagefter satte vi os ud på byens torv med en øl og så på mennesker. Det myldrede med folk alle vegne. Her på Java (som i næsten hele Indonesien) er man muhammedanere i modsætning til Bali, hvor næsten alle er hinduer. Men det er en mild form for muhammedanisme. Blandt andet er kvinderne ikke tildækkede som i de fleste arabiske lande i Mellemøsten, men de nøjes med at have et tørklæde om hovedet. Og her kl. 21 om aftenen er der lige så mange kvinder som mænd på gaderne. Midt på torvet sad der to mænd og spillede skak med et stort antal tilskuere. Hele dagen har jeg ikke set skyggen af en turist, for her er ingen strande eller kendte seværdigheder at komme efter. Det er nok en af grundene til, at Situbondo virker som en by, der hviler i sig selv.

På Øst-Bali overnattede jeg hos denne gæstfrie familie


Det har været en fantastisk dag. Jeg tror ikke, at jeg på nogen af mine rejser har mødt en venligere befolkning end her i Indonesien. I morgen vil jeg tage tilbage til Bali, og den sidste uge af ferien skal bruges til et besøg på naboøen Lombok. På Lombok trækker blandt andet Indonesiens trediehøjeste bjerg Gunung Rinjani på ikke mindre end 3.726 meter! Efter sigende skal det være vanskeligt at bestige på denne tid af året, men det er et helligt valfartssted for tusinder af pilgrimme på grund af nogle varme kilder nær toppen. Og i min "Lonely Planet" - guide står der masser af andre spændende oplysninger om bjerget. Blandt andet ligger der ca. 200 meter under den øverste kraterrand en stor, halvmåneformet sø med endnu en vulkankegle inde i midten. Det lyder da interessant!


Hvis du har nogen kommentarer eller spørgsmål til mig, så send en mail til erikponty@post.tele.dk

Læs videre om min bestigning af Rinjani-bjerget på min rundrejse til Australien og Indonesien ved at klikke HER!

Hvis du vil se min hoved-hjemmeside med blandt andet spændende links til rejser og trekking, så KLIK HER!