Aldrig mere på ski!


Aldrig mere på ski!

- en ski-debutants erfaringer

Tekst og foto: Erik Pontoppidan
Copyright: Erik Pontoppidan


Jeg har altid holdt meget af at holde ferie i de varme lande om vinteren. Det er pragtfuldt at forlade snesjappet i Kastrup for få timer senere at stige ud i en subtropisk blomsterpragt med sol, varme og oftest en meget smuk og bjergrig natur, som indbyder til fine vandreture. År efter år følte jeg mig imidlertid presset af venner og kolleger, som blev ved med at hævde, at skiferie overgår alle andre ferieformer. ”Har man først prøvet det én gang, bliver man ved igen og igen”, fik jeg at vide.



I marts 1992 overgav jeg mig og bestilte en uge i det norske højfjeld sammen med min datter på 8 år. Optakten var fin. Vi fløj direkte til Fagernes, som efter sigende skulle være Norges højst beliggende lufthavn (800 meter) og landede direkte i frostsne af en kvalitet, som man herhjemme sjældent finder andre steder end på julekort og i julekataloger.

Efter 18 kilometers buskørsel kom vi til Danebu Fjeldstue, hvor vi skulle bo de næste 7 dage. Også dette sted var helt perfekt: Et utrolig hyggeligt træhus (bygget som en norsk kongsgård) med en dejlig atmosfære, god mad, folk i alle aldre, intet ”fancy” – præg overhovedet, ideelt for børn og meget andet positivt.

Næste morgen skulle vi ud og leje ski – for som nybegynder har man selvfølgelig ikke ski med hjemmefra. Vi gik et stykke ned ad den isglatte vej og fik udleveret et par langrend-ski med tilhørende støvler. Havde også planlagt et par undervisningstimer, men de startede først den følgende dags eftermiddag, så vi forsøgte os denne første gang med en piste kaldet ”Langelinie”, som efter sigende skulle være absolut for nybegyndere.

Nu er der jo som bekendt kuperet i fjeldområder. Hvis man da lige ser bort fra tilfrosne søer, vil landskabet næsten altid skråne en lille smule – og jeg må tilstå, at selv en tur ned ad den mindste bakke for mig svarede til at springe ud fra 5 meter vippen uden at kunne svømme. Med andre ord: Jeg var hundeangst hver gang, også selv om bakkerne var på størrelse med en myretue i Gribskov! Desuden følte jeg mig hele tiden lidt til grin ved at have 2 tynde brædder spændt på fødderne og sendte længselsfulde tanker til mine utallige fjeldture om sommeren med duftende græs, fuglesang, varme og frem for alt fast grund under fødderne!

Men vi gennemførte denne første begyndertur uden de store problemer – bortset fra, at jeg faldt næsten hver gang, terrænet skrånede. Det er imponerende, så lille gnidningsmodstanden er mellem ski og sne. Sådan et par langrendski er næsten umulige at styre. Det værste er de egentlige køreveje, især, hvis temperaturen er under 5 minusgrader. Så bliver underlaget næsten som en skøjtebane, og skiene bevæger sig præcis i den retning, de har lyst til. Og tager man skiene af på disse steder, bliver det ikke stort bedre. I Norge har bilerne nemlig helt andre dæk på end herhjemme, så grusning af vejene synes at være en unødig luksus.

En hel dag forsøgte jeg at lære kunsten at stå på ski. På tredjedagen op morgenen skulle vi ned til skihejsen, og på den lille isbelagte vej ned til hejsen krydsede mine ski 180 grader og brækkede min venstre fod. Man kan sige meget om mine langrend-ski, men bindingerne var i hvert fald 100% stabile! Støvlerne blev siddende urokkeligt fast på skiene og ville helt sikkert også være blevet siddende, hvis skiene havde vredet foden 10 gange rundt i stedet for en halv gang!

De følgende dage fik jeg læst et par bøger, drukket en masse solbærtoddy, snakket med en masse venlige og forstående mennesker og humpede rundt med skistøvler og skistave i nærheden af hotellet – i og for sig meget rart og afslappet, men ikke lige det, jeg forventede af turen. Min datter, derimod, er på ingen måde blevet afskrækket fra at stå på ski. Hun klarede bakkerne i fin stil og hyggede sig i øvrigt fortrinligt udendørs med at bygge snehuler, glidebaner og lignende. For hende var alene mødet med den vaskeægte sne en oplevelse.

Efter hjemkomsten og mit hospitalsophold er jeg i øvrigt blevet klar over, at jeg er sluppet billigt, når jeg nu endelig skulle komme til skade. Når man taler med lidelsesfæller på ambulatorier og skadestuer går det op for én, at en brækket fod ikke er noget særligt i sammenligning med, hvad man ellers kan komme ud for under udøvelse af den ædle skisport. Jeg er overrasket og chokeret over, hvor mange der egentlig kommer til skade ved at stå på ski, og tilsyneladende er der også mange erfarne skiløbere blandt de uheldige. Det med risikoen ser i øvrigt ud til at være en alment accepteret kendsgerning, eftersom næsten alle gætter rigtigt første gang når de spørger, hvad jeg dog har lavet med min fod!

Nu venter jeg utålmodigt på, at min fod skal blive rask, så jeg kan få genoprettet min selvtillid på en rigtig fjeldvandrertur til sommer. Det ved jeg nemlig, at jeg kan. Jeg har allerede planlagt en klassisk hytte-til-hyttetur til de østrigske alper, så min datter kan opleve, hvad det vil sige at være en rigtig fjeldvandrer. Jeg drømmer allerede om brusende vandfald, ringende koklokker, udsigten til alpetoppe og gletschere, duften af fugtigt græs – og den karakteristiske duft af varm grøntsagssuppe i bjerghytterne!

Men misforstå mig nu ikke: Højfjeldet om vinteren er da smuk og ren natur. Jeg lærer bare aldrig at færdes i den på ski. Enten skal man have lært at stå på ski fra barnsben på samme måde, som vi har lært at cykle i Danmark, eller også skal man have den særlige evne til at koordinere ski, bakker, retning og legeme.




Hvis du vil se min hoved-hjemmeside med blandt andet spændende links til rejser og trekking, så KLIK HER!: