Porto Santo

Porto Santo

- En lillebitte atlanterhavsø med en velsignet fred og ro, en helt fantastisk sandstrand og en golfbane i verdensklasse

Tekst og fotos: Erik Pontoppidan

Er du til Atlanterhavsøer?

Klik HER for at se min website med oplevelser og indtryk fra 4 af De Kapverdiske Øer i december 2014.
Klik HER for at se min nyeste website med oplevelser og indtryk fra alle de 7 kanariske øer.
Klik HER for at se min website om La Gomera.
Klik HER for at se min website om La Palma.
Klik HER for at se min website om Tenerife.
Klik HER for at se min website om Azorerne.
Klik HER for at se min website om Madeira.





Udsigt over området omkring Porto Santos "hovedstad" Vila Baleira. I baggrunden ses øens højeste punkt Pico de Facho (517 meter).Det er fra havnen til højre i billedet, at rutebådene til Madeira afgår. Øens areal er på cirka 42 kvadratkilometer, så den er kun dobbelt stor som Anholt.

Porto Santo, som ligger kun cirka 50 kilometer nordøst for Madeira, er en meget lille ø. Faktisk kun dobbelt så stor som Anholt. Men den har flere attraktioner, som Madeira ikke har. For det første en cirka 9 kilometer helt fantastisk sandstrand, som efter min mening overgår alle strande på f.eks. De Kanariske Øer. Derudover er der - på grund af øens meget lille størrelse - en velsignet ro, som især kommer til udtryk i den minimale trafik. De fleste af vejene er grusveje. Og det er en lidt surrealistisk oplevelse at kunne flyve direkte fra Kastrup til en så afsides ø et pænt stykke ude i Atlanterhavet.




Et sjældent syn: Udsigt til Madeira fra Porto Santo. Som regel er Madeiras nordside dækket af skyer i vinterhalvåret. Jeg gætter på, at bjergtoppen i midten er Madeiras højeste punkt Pico Ruivo (1.862 meter).

Lufthavnen på øen er oprindelig en gammel militærlufthavn med en startbane på cirka 3 kilometer, som betyder, at en jumbojet eller en Airbus 380 ville kunne lande og starte helt uden problemer. Men det bliver forhåbentlig aldrig aktuelt. Udover de små rutefly mellem Funchal og Porto Santo (10 minutters flyvning) landede der i 2017 kun 5-6 større passagerfly om ugen, så her er særdeles fredeligt.

Golf

Men den primære grund til mit aktuelle besøg på Porto Santo i november 2017 var, at min søde kæreste Susanne er en inkarneret golfspiller og har spottet denne ø som et rigtig godt sted at spille golf. Og ja, i de senere år er der anlagt en særdeles attraktiv golfbane på øen, med spektakulære udsigter i smuk natur. Som den science fictionfan, jeg er, forestiller jeg mig et scenarie om, at geologer om en halv million år - hvis der stadig findes mennesker til den tid - finder et konglomerat fra bunden af Atlanterhavet med tusindvis af golfbolde, som det vil være umuligt at forklare videnskabeligt!




Maritim golf i smuk natur på Porto Santo.

På denne runde spillede jeg dog ikke selv med men deltog kun som caddy og fotograf, for den store, utrolig flotte 18 hullers bane ligger langt over mit niveau i sværhedsgrad. Nogle af hullene på banen adskilles af dybe kløfter eller søer med 50 meter vand imellem, og DET niveau når jeg aldrig op på. Jeg har i øvrigt svært ved at forstå, at udfordringer af den type kan fascinere så mange, men smag og behag er jo forskellige. Der er sikkert også mange, der har svært ved at forstå, at jeg er tog-enthusiast og er vild med damplokomotiver! Heldigvis er der en mindre og lettere bane på stedet, hvor jeg LIGE akkurat kan være med.


Min personlige holdning til golf er, at det er en meget social og hyggelig sportsgren, og jeg har aldrig nogen sinde oplevet så meget rygklapperi, når jeg en gang imellem laver et godt slag! Men en inkarneret golfspiller, det bliver jeg nok aldrig. Trods ihærdige forsøg og et golfkursus i Ikast - af alle byer! - kan jeg stadig ikke fascineres af det elementære drive i at få bolden i hul med så få slag som muligt. Men heldigvis kan man også foretage sig andre ting på øen. Udover den flotte sandstrand kan man tage på vandre- og cykelture, og øen rummer desuden flere restauranter på spektakulære og hyggelige steder.

All inclusive

Vi boede på et 4stjernet hotel (Vila Baleira) med all inklusive, dvs. med fri adgang til mad og drikke hele dagen og aftenen. Det er et koncept, som bliver stadig mere populært i turistbranchen. Med en fortid som inkarneret vandrer og rygsækturist og hovedvægten på eksotiske oplevelser har det aldrig været min stil. Men jeg har prøvet det en enkelt gang før i foråret 2010 på Cuba. Ved ankomsten får man et plastikarmbånd om håndleddet og slippes derefter fri i et slaraffenland ud over alle grænser af mad og drikkevarer. Og kvaliteten af mad og drikke var vildt imponerende. Et gigantisk udvalg af af buffeter med al slags lækker mad. For slet ikke at tale om udvalget af desserter i form af kager, oste, is og lignende. For SLET ikke at tale om baren ved siden af restauranten!




Den største attraktion på Porto Santo er nok den cirka 9 kilometer lange, helt fantastiske sandstrand, som efter min mening overgår alle strande på f.eks. De Kanariske Øer.

Når man bestiller drinks i de københavnske caféer, finder bartenderen sit lille to centiliters målebæger frem og vender det fyldte bæger på hovedet på en måde, som leder tanken hen på et laboratorium. Her på disse kanter er standardmålet for spirituøse drikke fem centiliter, og det bliver udskænket i afslappet stil ved, at tenderen vender sprutflasken på hovedet i nogle sekunder. Og hold da kæft hvor der drikkes ved den frie bar! Med meget glade og veloplagte gæster. Og det tror da pokker, når man ganske gratis kan tylle ubegrænsede mængder whisky, cognac, vin og øl ned! Glæden kulminerede, da Danmark vandt over Irland i fodbold i midten af november 2017. Men bortset fra det oplever man jo som regel de bedste sider hos hinanden, når man er på rejse.

I 2017 var folkeferie.dk det eneste danske rejsebureau, som arrangerede ture til Porto Santo med direkte flyvninger fra København.






Retur til hovedmenuen for min hjemmeside