Mig og Kanarieøerne

De 7 Kanariske Øer har det hele: Smukke og utroligt varierende landskaber, et pragtfuldt klima og en spændende kultur

Tekst og fotos: Erik Pontoppidan
Copyright: Erik Pontoppidan


Click HERE For English version of this page

Klik HER for at læse om Danmarks eneste rejsecafé i det indre København


Eftermiddagssol i landsbyen Hermigua på La Gomera.


Er du til Atlanterhavsøer?

Klik HER for at se min nyeste webside om mit besøg på 4 af De Kapverdiske Øer i december 2014.
Klik HER for at se min website om Gran Canaria.
Klik HER for at se min website om La Gomera.
Klik HER for at se min website om La Palma.
Klik HER for at se min website om Tenerife.
Klik HER for at se min website om Azorerne.
Klik HER for at se min website om Madeira.

Et besøg på de Kanariske Øer vil næppe højne ens status ret meget, hvis man vil imponere sine venner og bekendte med sin rejseerfaring. Ikke alene er øgruppen et af Europas mest besøgte chartermål, men destinationen er uløseligt forbundet med strandliv, druk og grisefester. Hvad mange til gengæld ikke ved er, at øerne er enormt forskellige og byder på en mangfoldighed af landskaber, klima, natur og kultur.

Jeg står ikke på ski og har derfor gennem årene besøgt De Kanariske Øer rigtig mange gange om vinteren. Faktisk er jeg en af de meget få, som har været på dem alle syv. Det har for mig altid været en fed fornemmelse at hoppe om bord i et fly i den danske vinterkulde og 5 timer senere træde ud i sommertemperaturer i et stabilt klima i landskaber med blomster, bjerge, vandremuligheder og gode badestrande. Og til det store flertal af danskere, som kun forbinder øerne med strandliv, druk og grisefester, har jeg kun én ting at sige: Tag selv derned og giv især nogle af de mindre besøgte øer en chance, for det er her, øernes sjæl skal findes! Herom mere i det følgende.



Mit allerførste besøg på Kanarieøerne var i januar 1967. Turen gik til Tenerife med Sterling Airways splinternye supercaravelle, som på det tidspunkt var en revolution i charterbranchen. Den tilhørte den første generation af jetfly for betalende passagerer, og den formåede at halvere flyvetiden til øerne, så der nu kun tog 5-6 timer at komme derned.

Bestigning af Teide

Det altoverskyggende formål med mit besøg på Tenerife dengang var at bestige Spaniens højeste bjerg, vulkanen Pico de Teide (3.718 meter), hvilket lykkedes en af de første dage. Det var længe før svævebanen blev bygget, så det var lidt af en præstation at gennemføre turen på en enkelt dag, og jeg mødte ikke en eneste på turen derop. Resten af tiden havde jeg kun hån til overs over for de mange charterturister, som spildte deres tid ved stranden eller deltog i guidede busture!

Med Poul Schlüter på charterferie

Efter min første tur til Tenerife skulle der gå 20 år, før jeg igen besøgte Kanarieøerne. Det blev til 2 uger på Lanzarote og Fuerteventura i februar 1987, hvor jeg havde min egen cykel med i Spies-flyet. Turen blev en blanding af mange mærkværdige oplevelser, og den havde absolut intet med mainstream-turisme at gøre. Lige før starten fra Kastrup rullede et VIP-køretøj ud til flyet med daværende statsminister Poul Schlüter og hans racercykel indeni, så han og jeg var de to eneste, som havde cykler med på turen. Den stakkels mand måtte finde sig i at blive foreviget på gruppefotos sammen med flere af Spies-gæsterne og modtage ukvemsord af politiske modstandere under den 5 timer lange flyvetur. Jeg fik aldrig opklaret, hvad den cyklende, konservative statsminister havde at gøre om bord i et Spies-fly til Lanzarote, og jeg mødte ham heller aldrig ude på øens landeveje, men jeg besluttede, at hvis jeg havde mødt ham, ville jeg have råbt til ham: ”Det går ufattelig godt, når man kører ned ad bakke i medvind!”.

I dobbeltværelse med finsk psykopat

For at spare penge havde jeg booket et delt dobbeltværelse på Lanzarote, selv om jeg rejste alene. Det gør jeg aldrig mere! Den første nat på hotellet blev jeg vækket af en finsk psykopat ved 1-tiden om natten, som åbenbart skulle være min room-mate, og som insisterede på at starte en samtale om de store ting i livet. De følgende dage gik han på jagt efter prostituerede på øens barer og underholdt mig bagefter om slibrige detaljer om sine natlige oplevelser.

Heldigvis havde jeg planlagt en længere cykeltur alene til naboøen Fuerteventura, som kan nås med færge fra Lanzarote på under ½ time, så jeg flygtede så hurtigt jeg kunne på min cykel ud i Lanzarotes vulkanlandskaber. På cykelturens første nat overnattede jeg på stranden tæt ved færgehavnen til Fuerteventura. Her blev jeg vækket tidligt næste morgen af en flok soldater, som åbenbart havde valgt netop dette område til at øve sig i. Jeg blev dog hverken forhørt eller arresteret, men nu syntes jeg efterhånden, at jeg trængte til lidt mere traditionelle ferieoplevelser. Så det første, jeg gjorde efter at være cyklet i land på Fuerteventura, var at slå mig ned på en af de mange barer i øens største by Corallejo og drikke mig plakatfuld i Sangria-vin. Her mødte jeg en jævnaldrende britisk cyklist, som jeg fulgtes med i flere dage på den vindomsuste ø. Vi overnattede i det fri, og om aftenen tændte vi bål på stranden og løste verdenssituationen over adskillige glas vin. I modsætning til flere andre af De Kanariske Øer har Fuerteventura rigtig flotte sandstrande.

Flere vandreture

Efter de mærkværdige oplevelser på Lanzarote og Fuerteventura syntes jeg, at mit næste besøg skulle være sammen med nogen, jeg kendte i forvejen. Så omkring nytåret 1987-88 lykkedes det mig at lokke 3 af mine venner fra Dansk Fjeldvandrerklub ud på en to ugers vandretur på La Gomera og La Palma. Disse to øer hører til mine favoritter. Vores 4mandsgruppe foretog nogle gedigne vandreture på øerne med overnatning i telt eller på beskedne hoteller, og vi fejrede nytårsaften på en restaurant i den gamle hippieby Valle Gran Rey med medbragt fyrværkeri fra Danmark.


De gamle vandingskanaler eller levadaer på det østlige Tenerife er et helt fantastisk stykke ingeniørarbejde.


Siden er jeg vent tilbage til både Tenerife, La Gomera og La Palma flere gange sammen med min kæreste Elise, hvor jeg naturligvis fungerede som guide til mine mange favoritsteder. Og i februar 2011 var vi for første gang på Gran Canaria, som var et af de allerførste chartermål. Endelig, i marts 2012, lykkedes det mig at lokke en af mine venner fra De Berejstes Klub med på en 2 ugers vandretur på den mindste af øerne El Hierro og Tenerife. Paradoksalt nok har min ven besøgt mere end 100 lande, men før vores tur havde han ikke besøgt en eneste af De Kanariske Øer! Og jeg er sikker på, at det ikke er sidste gang, han tager derned. Vi lejede bil og hus på begge øerne, og vores tur havde på ingen måde karakter af mainstream-turisme. Jeg er selv en inkarneret vandrer, men sjældent har jeg vandret så meget på så kort tid!




Fakta om øerne:

Det følgende er en personlig men meget kort beskrivelse af de 7 kanariske øer. Smag og behag er naturligvis forskellig, men som udgangspunkt er jeg primært til vandring og naturoplevelser i stedet for til strandliv og afslapning. Generelt kan siges, at Gran Canaria, Tenerife, Lanzarote og til dels Fuerteventura er øerne med masseturisme i den store stil, som man kan flyve direkte til fra Danmark. Resten af øerne har en langt mere afdæmpet turisme og byder på flere alternative oplevelser.


Fuerteventura:
Den perfekte ø for dem, som prioriterer gode badestrande og et afslappet ferieliv. Det meste af øen er omkranset af strandlandskaber a la Vesterhavet, mens de centrale dele består af småbjerge med nogle få, hyggelige landsbyer.

Lanzarote:
I charterturismens barndom i 1960-erne og 1970-erne var Lanzarote et meget eksotisk rejsemål. Man kunne for dyre penge købe endagsture med fly fra Gran Canaria og Tenerife, hvor man landede på en næsten uberørt ø med et månelandskab og fik mulighed for at ride på dromedarer mellem svovldunstende vulkaner. Sådan er det ikke mere! Lanzarote er stadig meget speciel men på ingen måde eksotisk. Turisterne installeres i kridhvide hoteller, som danner en stærk kontrast til den meget mørke lava overalt på øen, og bevoksningen er meget sparsom. Noget af det, Lanzarote er mest kendt for, er sports- og motionscenteret La Santa Sport, som i dag besøges af rigtig mange.

Gran Canaria:
Denne ø er indbegrebet af charterturismen, og den var en af de allerførste destinationer for Spies, Tjæreborg, med flere. Der er masser af gode badestrande og muligheder for et hektisk natteliv, men øens indre byder også på spektakulære bjerglandskaber med masser af vandremuligheder.

Tenerife:
Den største af øerne, og den har det hele. Den sydlige del byder på gode badestrande og natteliv ad libitum. Det skal dog lige tilføjes, at Syd-Tenerife også byder på et nogle de grimmeste og mest ucharmerende turistlandskaber, der findes. Indtil starten af 1970-erne var Tenerifes sydkyst et næsten uberørt ørkenlandskab med små idylliske fiskerlejer. Sådan er det ikke i dag!

Nordsiden af Tenerife har ingen badestrande af betydning men byder til gengæld på frodige og blomsterrige dalstrøg. Og Anaga-halvøen mod øst byder på voldsomme bjerge og dybe slugter, med masser af vandremuligheder. Og sidst, men ikke mindst: Øens største natur-attraktion er efter min mening højlandet omkring Spaniens højeste bjerg Pico de Teide (3.718 meter). Det er som at lande på en anden planet. Man forlader de dampende fyrreskove og står pludselig i et goldt stenlandskab i ca. 2.000 meters højde. Området hedder Las Cañadas og er resterne af et kæmpekrater med en diameter på 17 km.

La Gomera:
Forestil dig en appelsin, som er skåret over 3-4 gange, så delene næsten hænger sammen og stråler ud til alle sider. Så har du et nogenlunde billede af La Gomeras form. Der er ingen badestrande af betydning, men øen byder på et af verdens mest særprægede naturområder. La Gomera kaldes ofte for ”Fattigmands-Nepal”, hvilket siger ikke så lidt om øens flotte natur og potentiale for vandrefreaks. Øens højland er en eventyrverden af skove med laurbærtræer, som er beklædt med mosser og laver.

La Palma:
Øen er som La Gomera et paradis for naturelskere. Den aflange ø består af en rygrad af vulkaner, som kulminerer i det enorme krater Caldera de Taburiente mod nord. Krateret har en diameter på cirka 10 km, og kraterranden ligger i cirka 2.000 meters højde.

El Hierro:
Denne ø, som er den mindste og mest afsides (den er på størrelse med Møn) er et godt valg for den individuelle turist, som gerne vil være sig selv. Der er forbavsende lidt trafik og turisme på øen, hvilket dog på ingen måde skyldes manglende attraktioner, hvis man ser bort fra gode badestrande og natteliv. Øen er som de andre meget bjergrig, og det er den af De Kanariske Øer, som har de flotteste skove af kanarisk fyr i højderne.



Klik HER, hvis du vil se min hoved-hjemmeside med blandt andet spændende links til rejser og trekking.
Klik HER, hvis du vil kontakte mig.