I "Kap Verde - Vestafrika light. Indtryk fra et besøg i Kap Verde i december 2014" Kap Verde - Vestafrika light

Indtryk fra et besøg i Kap Verde i december 2014

Tekst og fotos: Per Allan Jensen og Erik Pontoppidan
Copyright: Per Allan Jensen og Erik Pontoppidan


Klik HER for at læse om Danmarks eneste rejsecafé i det indre København

Klik HER for at læse artiklen om Kap Verde på spansk




Vores juleaften i Ponto do Sol på øen Santo Antao gik bestemt ikke stille af.


25 grader og strålende sol, utrolig smukke kvinder, store og flotte sydfrugter i alle afskygninger, dramatiske bjerge med uendelige vandremuligheder, en meget venlig befolkning, som indtil videre er upåvirket af turisme. I 2 ½ uge i december 2014 rejste vi rundt på 4 af De Kapverdiske Øer, og det var en særdeles positiv oplevelse. Kap Verde er et selvstændigt lille ørige med en halv snes beboede øer, der huser cirka en halv million indbyggere. De ligger ude i Atlanterhavet, 500 - 1.000 km vest for Senegal, og de har et klima, der kan få enhver forfrossen dansker til at slappe af og nyde livet. Når vinteren er allerværst i Danmark så ligger temperaturen her, dag og nat, mellem 20 og 25 grader, og regn i vinterhalvåret er en by i Rusland. Det regner kun i få måneder om sommeren.

Er du til Atlanterhavsøer?

Klik HER for at se min website om La Gomera.
Klik HER for at se min website om La Palma.
Klik HER for at se min website om Tenerife.
Klik HER for at se min website om Azorerne.
Klik HER for at se min website om Madeira.



Kort over Kap Verde.

Befolkningen er en blanding af sorte afrikanere og europæere, primært portugisere. Landet var jo oprindeligt en portugisisk koloni. Og her er vi ude i et heldigt genetisk mix, da vi har stærke elementer fra både Afrika og Europa: De smukke mørklødede mennesker, musikken og noget af det herlige afrikanske kaos, der dog ikke får lov til at tage overhånd, kombineret med et nogenlunde velfungerende samfund. Udmærket mad, ikke ophidsende, men dog langt over gennemsnitligt afrikansk niveau. Det største udvalg er mellem fisk, skaldyr eller kylling.

Prisniveauet er yderst rimeligt. Dobbeltværelser på pæne hoteller (inklusiv morgenmad) fås for 3-500 kr, en øl koster en tier, en hovedret 50-80 kroner, en kop kaffe 5-10 kroner (lokalt dyrket, fremragende), og en flaske vin 80-100 kr (som regel portugisisk eller den lokale fra øen Fogo, som er drikkelig, hvis man ikke lige er vinfanatiker).

Der er ingen farlige dyr eller sygdomme, og kriminaliteten er lav, så det eneste rigtig farlige er - som de fleste andre steder ude i den store verden - trafikken, og den er heller ikke så slem som f.eks. inde på det afrikanske fastland.

Man kommer til Kap Verde enten med rutefly (via Lissabon) eller med charterfly til en af øerne Sal eller Boavista, som der dog ikke er meget ved, med mindre man kun er interesseret i strand, vandsport og barer. Det er ret nemt at komme rundt mellem øerne, enten med rutefly (billigt) eller med færger (som kan være en noget barsk oplevelse, hvis man ikke er søstærk).


Santiago

Vi besøgte fire af øerne. Først Santiago, som vi fløj direkte til fra Lissabon. Hovedstaden på Santiago heder Praia, som ikke er særlig interessant bortset fra en ganske hyggelig gågade med mange cafeer og restauranter. Senere tog vi med en af de mange fællestaxaer (algueres) op til den lille kystby Tarrafal helt ude på nordspidsen af øen – en hyggelig by med brostensbelagte gader, en fantastisk strand og en lille bjergrig halvø med gode vandremuligheder. Efter et par dage der tog vi videre til øens og landets nok vigtigste historiske seværdighed, byen Ciudade Velha, som var det første sted, europæerne gik i land (Vasco da Gama, da han var på vej til Indien).


Fogo

Vest for Santiago ligger den lille ø Fogo med den næsten 3.000 meter høje og stadig særdeles aktive vulkan. Den havde vi planlagt at bestige, men et par uger før vi tog af sted gik den i udbrud, hvilket havde flere uheldige konsekvenser. Først og fremmest naturligvis for de lokale beboere, fordi lavaen ødelagde to landsbyer, og over 1.000 mennesker mistede deres jord og ejendomme. Og for os betød det dels, at bestigningen måtte opgives (den stod stadig og spruttede, da vi kom dertil), og dels, at al flytrafik til øen var aflyst, så vi måtte tage den fire timer lange sejltur to gange, hvilket var en ganske voldsom oplevelse på tilbagevejen, i hvert fald for mange af de lokale. Der blev udleveret brækposer til alle, og de fleste passagerer blev indendørs. Men Per er jo heldigvis ret søstærk, så han stod bare ude på dækket og nød solen og duften af saltvand og det forunderlige syn af flyvefisk, der slår smut hen over de kæmpestore bølger.




Fra vores besøg ved vulkanen på Fogo.


Men bortset fra det med den manglende vulkanbestigning, så havde vi et par dejlige dage på Fogo. Den ene dag nød vi byen Sao Filipe med dens smukke, gamle portugisiske huse, og på vores lille hotel kunne vi nyde søndagsstilheden og flade ud ved poolen. Den følgende dag var vi på en ørundtur med en glimrende guide, der i øvrigt havde boet i en af de ødelagte landsbyer oppe i krateret. På denne tur kom vi op i nærheden af udbruddet, dvs. så tæt man kunne få lov til, og tæt nok til at se røgskyerne og de kaskader af store sten, der flere gange i minuttet blev kastet højt op i luften. Meget fascinerende.


Sao Vicente

Næste destination var øen Sao Vicente, hvis hovedstad er Mindelo, som vi fløj op til fra Santiago. Byen anses for at være landets kulturelle centrum. Vi var der to gange med en uges mellemrum i weekenden, hvor byen emmede af musik fra hver eneste bar, cafe og restaurant. Vi syntes begge to rigtig godt om deres musik, som er et lidt vemodigt mix af afrikansk / caribisk 'negermusik' og portugisiske fados. Det var dog mindre behageligt, at der blev afholdt en stor koncert i baghaven til vores hotel, som først sluttede klokken halv fem om natten. Og der var mere end rigelig underholdning, når de spillede den for fuld udblæsning i de lokale taxaer (alugueres).


Santo Antao

Fra Mindelo sejler man på en time op til den nordvestligste ø Santo Antao, som blev turens absolutte højdepunkt, og som på flere måder adskiller sig fra de øvrige øer. Først og fremmest fordi den mange steder er så grøn og frodig, hvilket man ikke lige frem kan sige om de fleste af de andre øer. Øens topografi minder på mange måder om Madeira. Fra de op til 2.000 meter høje bjerge løber gigantiske kløfter (ribeiras) ned til havet, og i disse strømmer floderne i regntiden og efterlader vand nok til, at man resten af året kan dyrke en guds velsignelse af afgrøder. Først og fremmest sukkerrør (som under vores besøg stod i blomst, hvilket var ganske dekorativt). Sukkerrør bruges her blandt andet til fremstilling af alkoholiske drikke som grogue (smager forfærdeligt) og ponche (OK til en kop kaffe eller lignende), men der dyrkes også yams, bananer, kaffe, mango og papaya samt - lidt oppe i højderne - hjemlige afgrøder som gulerødder og bønner i små sirlige terrassebede.




På Santo Antao boede vi 3 dage på det skønne eko-resort Aldeia Manga oppe i bjergene.


På Santo Antao boede vi først tre dage på det skønneste eko-resort lidt oppe på en bjergside, omgivet af de mest fantastiske udsigter og grønt til alle sider. Herfra gik Per den vildeste vandretur i mange år. Han ville op til et vulkankrater i 1.200 meters højde, men grundet manglende kort endte han i stedet - efter halvanden times sveddryppende klatren på en meget stejl sti, uden udsigt til andre levende væsener - oppe på en bjergtop i 1.600 meters højde, hvorfra der var 5-6 km hen til vulkankrateret, som han så skulle ned i, op af og endelig tilbage til udgangspunktet. Han havde ømme benmuskler flere dage efter, men han hævder, at det var det hele værd og noget af det mest fantastiske. Ikke bare udsigterne, men også det behagelige vejr og mødet med de få lokale, der ofte beder om at blive fotograferet og siger pænt tak bagefter.

Dernæst boede vi et par dage i kystbyen Ponto do Sol, helt oppe på landets nordligste spids, hvor vi brugte det meste af den ene dag på en 13 km lang vandretur langs den forrevne nordvestkyst, med svimlende udsigter til afsides landsbyer og Atlanterhavets bølger. Og også lidt tid på at sidde nede ved kysten og nyde synet, lyden og duften af bølgerne, der brager ind mod klipperne i et inferno af skumsprøjt. Her tilbragte vi også juleaften, som bestemt ikke gik stille af. Vi spiste på en restaurant med masser af musik og dans, og på hjemvejen overværede vi en stemningsfuld midnatsmesse i den lokale kirke.




Vandringen fra Ponto do Sol til Cha da Igreja på Santo Antao var en af turens flotteste.


Den sidste nat på Santo Antao tilbragte vi i havnebyen Porto Novo (hvorfra færgen sejler over til Sao Vicente), og den by er absolut ikke er noget at skrive hjem om. Og dog. Vi fandt (med hjælp fra vores udmærkede Bradt guidebog) en lille restaurant, ejet af en meget original italiener, der har boet her i mange år. Intet spisekort, bare en forklaring på en mærkelig blanding af italiensk og engelsk , og ingen angivelse af priser, men fremragende mad. Her fik Per endelig den hummer, han længe havde været på udkig efter.

Næste morgen en lille udramatisk sejltur tilbage til Mindelo, hvor vi blev indlogeret på samme hotel som sidst, dog denne gang med et værelse væk fra haven, hvor der endnu engang skulle være lørdagskoncert. Og den følgende dag retur til Lissabon, hvor vi efter en teknisk overnatning fløj videre nordpå tilbage til det vinterkolde Danmark.

Per Allan holder et foredrag om vores tur i Café Globen torsdag den 12. februar 2015.


Klik på nedenstående billeder for at forstørre dem og få at vide, hvad de forestiller!







Klik HER, hvis du vil se min hoved-hjemmeside med blandt andet spændende links til rejser og trekking.
Klik HER, hvis du vil kontakte mig.