I min lange trekking-karriere har jeg gennem årene fundet mig en lille håndfuld favoritsteder - steder, som jeg får lyst til at vende tilbage til igen og igen, fordi der stadig er bjergtoppe, dybe slugter eller fascinerende landsbyer, som jeg synes bør besøges. Steder, som bliver ved med at give én fornyet energi efter hjemkomsten på grund af de helt unikke naturoplevelser.
To af mine favoritsteder er Nepal og Madeira. Et tredje er den kanariske ø La Gomera.
Nedenstående er baseret på vores egne erfaringer i februar/marts 2007. Smag og behag er jo meget variable størrelser, og man skal være forsigtig med at anbefale noget til folk, man ikke kender, men det eneste, vi kan sige med sikkerhed er, at det, jeg her har beskrevet, gav os nogle store og positive personlige oplevelser.
Flybilletter: Næsten alle de store charterbureauer (Spies, Star Tours, Dansk Folkeferie, med flere) sælger et begrænset antal rejser til Tenerife, hvor kun flybilletten er inkluderet. Man kan også købe billetten gennem Internettet hos nogle af discount-flyselskaberne (www.sterling.dk, med flere). Man flyver til lufthavnen på det sydlige Tenerife. Herfra tager man en taxa eller en bus til færgehavnen i Los Christianos, hvorfra der er flere daglige færgeforbindelser til blandt andet havnebyen San Sebastian på La Gomera. Overfarten varer fra cirka 40 minutter til et par timer.
Billeje: Mange muligheder. Vi bestilte bilen på nettet gennem www.gomerarentacar.com. Bilen stod parat ved færgen i San Sebastian sammen en agent med et navneskilt.
Indkvartering: Prøv evt. på nettet via Google. Vi fandt et hyggeligt, alternativt backpackersted i landsbyen Hermigua på øens nordside. Hermigua er en lille by med cirka 3.000 indbyggere, som strækker sig ned gennem en af de dybe, frugtbare dale på det nordlige La Gomera. Byen hviler i sig selv og har et ret lokal islæt. Af samme grund er der ikke særlig mange tilbud til turister som f.eks. shopping, gode badestrande, med mere. Hvis man er til decideret bade/afslapningsferie, bør man hellere tage til f.eks. Valle Gran Rey på øens vestside, hvor der også er et større antal gennemsnitlige solskinstimer.
Stedet, hvor vi overnattede i Vallehermoso, hedder Bar Amaya. Pris i 2007: 22 Euro pr. nat for et dobbeltværelse med fælles bad og fælles terrasse ud til byens torv.
Vandremuligheder: La Gomera er et El Dorado for fjeldvandrere. Der er smukke og spændende bjerge overalt, og i de senere år er der lavet masser af velmarkerede vandreruter. En udmærket vandreguide er den lille bog "La Gomera. 44 selected walks on the coasts and in the mountains of the wildest of The Canary Islands". Af Claus Wolfsperger og Annette Miehle-Wolfsperger. 159 sider, illustreret. Der findes også et udmærket vandre- og cykelkort over øen i 1:30 000. Begge dele kan købes eller skaffes gennem Nordisk Korthandel, Studiestræde 26-30, 1455 København K. Tlf: 33 38 26 38.