I slutningen af 1960-erne og i begyndelsen af 70-erne rejste et stort antal unge fra Danmark den lange vej over land gennem Europa, Tyrkiet, Iran, Afghanistan, Pakistan og Indien til Nepal. Nogle var kun væk få måneder, andre brugte halve og hele år til turen, og enkelte slog sig ned i Nepal eller Indien i flere år mens de førte en syret tilværelse på et lavbudget og på mere eller mindre hårde stoffer. Det var en trend, der blev uløseligt knyttet til hippie-generationen og lagde grunden til backpackernes massive erobring af verden mange år senere. The Hippie Trail er blandt andet blevet udødeliggjort af Steppeulvenes "Itsi Bitsi - ta mig med til Nepal", og sangeren Eik Skaløe er blevet en myte med sin mystiske og tragiske død i Indien. Men hvorfor gjorde de det? Hvorfor forlod så mange unge deres trygge rammer for at tage ud på en strabadserende rejse til den tredie verden?

Bortset fra muligheden for billig hash og narkotika, så var der mange andre grunde til, at hippierne pakkede rygsækken: Længslen efter eventyret, fascinationen ved nomadetilværelsen, oplevelsen af eksotiske, fremmede kulturer, ønsket om at komme væk fra den daglige trummerum, behovet for at distancere sig fra det borgerlige samfund. Og for rigtig manges vedkommende blev rejsen også en søgen efter deres egen identitet. Men ligegyldigt hvad der fik dem til at tage af sted, så har de næsten alle sammen én ting til fælles: Rejsen kom til at præge dem for resten af livet, og den blev skelsættende for deres meninger og holdninger i deres senere karriere i det pulveriserende liv. Troels Kløvedal overdriver ikke, når han fortæller om mange af sine venner og bekendte, som kom hjem fra Indien og Nepal i den periode og tilbragte det næste halve år med at kigge ind i en væg i et forsøg på at fordøje deres oplevelser.

Der blev flyttet mange grænser for datidens hippier og backpackere under den rejse. Dengang var det meget mere usædvanligt og besværligt at rejse langt væk end i dag, og af samme grund var steder som f.eks. Kathmandu og mange steder i Indien og det øvrige Nepal langt mere eksotiske og fremmedartede end nu. I 1960-erne og i starten af 1970-erne var en rejse til Mellemøsten og Fjernøsten en yderst eksotisk og fremmedartet oplevelse, der virkelig rykkede og flyttede grænser. 60-ernes og 70-erne backpackere havde ikke det sikkerhedsnet, vi har i dag. E-mail, kreditkort og mobiltelefoner fandtes ikke, og man ringede kun hjem, hvis der var alvorlige problemer. Til gengæld havde man dengang stadig følelsen af at være pioner og opdagelsesrejsende.

De, der aldrig havde været uden for Europa før - og det var langt de fleste - fik deres livs kulturchok. Allerede Tyrkiet var fuldstændig anderledes med hensyn til folks kultur og væremåde, men det helt store chok var mødet med Indien. Det er et land, man enten kommer til at elske eller hade, og det er umuligt at beskrive for dem, der ikke har været der før - både dengang og nu. Indien er ikke for begyndere, og kan man overleve her, kan man overleve hvad som helst, men så godt som ingen besøger landet uden at blive stærkt påvirket. Hvis man ikke har en veludviklet humoristisk sans, er tålmodig og tolerant og kan lide en vis form for vanvid i vekslende doser er Indien et land, man skal holde sig fra!

Jeg rejste selv til Nepal ad The Hippie Trail i vinteren og foråret 1969 med offentlige transportmidler. Mine forventninger til turen var på én gang enorme og uvirkelige. Jeg havde aldrig været uden for Europa før, og mit senere møde med Orienten og Fjernøsten blev for mig som for de fleste andre backpackere et enormt kulturchock. Jeg havde flere bevæggrunde til at tage af sted, men mit vigtigste formål med rejsen var en længe næret drøm om at vandre i Himalaya, som kun var besøgt af få vesterlændinge på det tidspunkt. Rejsen startede på Københavns Hovedbanegård på en iskold, sen aften i februar med Østersø-ekspressen med kurs mod det daværende Østberlin over Gedser. Dengang var der langt mere eventyr over en togrejse end i dag, også i Danmark, og i det hele taget var jernbaner noget, man kunne høre, føle og lugte i langt højere grad end i nutidens syntetiske metalhylstre. Jeg kan f.eks. huske, at Østersø-ekspressen altid medbragte en direkte, gennemkørende sovevogn fra København til Moskva, og det syntes jeg i sig selv var meget eksotisk. I dag skal man skifte tog et utal af gange bare for at rejse til Italien.

Mod nye horisonter

Tidligt næste morgen kom jeg til Østberlin, og derfra gik det videre med tog over Prag, Budapest, Beograd og Sofia til Istanbul i Tyrkiet. Efter nogle dage her gik det videre over Bosporus til Erzurum, som ligger i det anatoliske højland i Østtyrkiet - en togrejse på cirka 2 døgn gennem et storslået, øde landskab. Byen ligger i 2.000 meters højde, kulden i februar var bidende, der kørte hestetrukne kaner rundt i gaderne, og vi måtte drikke i spandevis af te for at holde varmen. På grund af snemasserne blev den lokale bus mod Iran forsinket et par dage, men omsider kørte vi videre gennem den tyrkiske ødemark, tæt forbi Ararat-bjerget (kendt som stedet, hvor Noah's Ark strandede!) og over grænsen via Tabriz til Irans hovedstad Teheran. Herfra videre med tog gennem ørkenen til den meget religiøse by Mashad i det nordøstlige Iran, hvor det lykkedes mig at få et visum til nabolandet Afghanistan. Videre med bus over den afghanske grænse til Herat og derfra via Kandahar til hovedstaden Kabul. Modsat manges opfattelse er Afghanistan faktisk et meget smukt og naturskønt land, og hvis ikke der havde været krig i årtier ville det helt sikkert have været med i programmerne hos de mange bureauer, der arrangerer eventyrrejser. Når nutidens danskere f.eks. hører navnet Kandahar, tænker mange sikkert på et tilholdssted for Osama Bin Laden og Al Qaeda, med sønderbombede huse og maskingeværer på gadehjørnerne, men jeg husker byen som et meget eksotisk sted med alle de ingredienser, som hører med til forestillingen om en eventyrrejse. Vi sad på en restaurant i den lune aften og spiste Shish Kebab, og der duftede af fremmedartede krydderier, mens lyden af cykelklokker hørtes overalt i den næsten bilfri by. Kort før ankomsten til Kandahar gjorde bussen fra Herat holdt i ørkenbyen Geresk, som også (i modsætnig til i dag) tilsyneladende hvilede i sig selv. Overalt så man turbanklædte afghanere i eftermiddagssolen, som sad uden for deres huse mens de drak te og spillede skak.

		De 4 billeder til venstre viser dele af The Hippie Trail fra Tyrkiet, Afghanistan, Indien og Nepal. Du kan klikke på alle 4 billeder og se dem i stort format med beskrivende tekster.  <== Klik på billederne for stort format og mere info!

Fra Kabul kørte vi ned til varmen i Pakistan over det berømte Khyber-pas via Peshawar til Lahore. Nu var der ikke ret langt til hippiernes første drømmeland! Grænseposterne lå langs en stille landevej med skyggefulde træer og eksotisk fuglesang, og efter et par timer stod vi i det legendariske Indien. Vi hyrede straks en hestevogn til den nærmeste by Ferozepore, og om aftenen fik vi vores første tur med de indiske jernbaner. Næste morgen ved solopgang stod jeg på Connaught Place i centrum af Indiens hovedstad New Delhi efter en anstrengende men fantastisk rejse over land fra det fjerne Danmark!




De fleste hippier benyttede den eksotiske, offentlige bustransport på vejen gennem Afghanistan. Som her, undervejs mellem Herat og Kabul.


De indiske jernbaner

Alene det at rejse med de indiske jernbaner var en grænseoverskridende oplevelse. Menneskemylderet, det totale kaos på stationerne, tesælgerne, nysgerrigheden, stanken, støvet, de næsten kilometerlange togstammer - for slet ikke at tale om de enorme damplokomotiver, som var enhver jernbaneentusiasts drøm! I Danmark forsvandt damplokomotiverne stille og roligt i begyndelsen af 1960-erne, men ikke i Indien. Det var togrejser, der ville noget! Det virkede som om store dele af landets indbyggere var på evig rejse, hvilket naturligvis var forkert, men fornemmelsen skyldtes den store befolkningstæthed i landet. Det var hårdt at rejse med tog på tredie klasse i flere døgn, men set i bakspejlet er det åbenbart lykkedes mig at fortrænge alle de ubehagelige oplevelser, for togrejserne i Indien står i dag for mig som noget spændende og eventyrligt. Mange måneder efter hjemkomsten kørte oplevelserne, lydene og lugtene rundt i hovedet på mig igen og igen som en filmsløjfe.

40 år senere, i efteråret 2009, oplevede jeg et nostalgisk gensyn med de indiske jernbaner under min lange rejse fra Beijing gennem Tibet og Nepal til Delhi. Det kan du læse meget mere om ved at klikke HER.


Mod Kathmandu

Nu nærmede jeg mig efterhånden Nepal! I Delhi steg jeg på "Upper India Express", og kørte videre mod øst. Beundrede det flade, frugtbare nordindiske landskab med marker, hestetrukne kærrer og spredte træer, som passerede forbi gennem de glasløse gittervinduer på tredie klasse til akkompagnement af lokomotivets fløjten. Dundrede over adskillige jernbroer fra den engelske kolonitid under en øredøvende larm. Stod af toget i Agra for at se det legendariske Taj Mahal, men selv her i røgelsesduften fra det utrolige palads kunne man ikke undgå at høre den evindelige fløjten fra de gigantiske damplokomotiver. Dén lyd vil jeg aldrig glemme, og den vil for mig altid være forbundet med Indien.

		De 4 billeder til venstre er taget i Indien. Du kan klikke på alle 4 billeder og se dem i stort format med beskrivende tekster.  <== Klik på billederne for stort format og mere info!

Efter cirka et døgns togrejse stod jeg af i Patna, og nu var tiden kommet til at bevæge sig mod nord, i retning af Nepal og Himalaya. I løbet af aftenen og natten krydsede jeg Ganges-floden med en færge og kørte med en lokalbane via Muzaffarpur til grænsebyen Raxaul. Herfra tog jeg med en bus op til Kathmandu om morgenen. Jeg havde endnu ikke set skyggen af bjerge, men efter et par timers kørsel gennem det flade Terai-bælte med skov dukkede "the Himalayan foothills" op i disen, og bussen begyndte at kravle op i verdens højeste bjergkæde. Den tur blev et af rejsens højdepunkter. Jeg havde drømt om at se Himalaya i mange år, og nu sad jeg i en lokalbus, som langsomt kæmpede sig op mellem terassemarkerne med rasende motor i lavt gear. Det var en fantastisk oplevelse! Denne vej, som var Nepals første trafikforbindelse til omverdenen, blev åbnet så sent som i 1953 og er 130 km lang. Den var også i 1969 den eneste eksisterende kørevej til nabolandene, og før den tid blev alle varer båret op til Kathmandu til fods af en hær af bærere, som enten levede af det eller blev hyret fra tid til anden i de omkringliggende landsbyer. Det var vidunderligt at komme op i højderne og den friske luft efter den frygtelige varme nede i Indien. Turen varede det meste af en dag, og hen under aften nåede vi rejsens mål, som var Nepals hovedstad Kathmandu.


Trekking i Nepal

Hermed var jeg stået af The Hippie Trail indtil videre og kunne kaste mig over hovedformålet med den lange rejse, nemlig at realisere drømmen om at vandre i Himalaya. Det lykkedes mig også i fuldt mål, og oplevelserne på trekking i bjergene blev nogle af de største, jeg nogen sinde har haft. Men det er en helt anden historie, som der ikke er plads til at fortælle om her. Jeg hyrede selv en sherpa (til 7 kroner om dagen), som viste vej, lavede mad og sørgede for det meste af det praktiske. Ude i de små landsbyer og bjergstammer levede man stort set stadig som i middelalderen. Nepal er landet, hvor det at vandre ikke er noget, indbyggerne gør for deres fornøjelses skyld men af simpel nødvendighed, for langt det meste af landet var (og er stadig) helt uden veje og biler.




jeg har været på utallige trekkingture, men sjældent har belønningen for en bestigning været større, end da jeg i foråret 1969 stod på på denne bjergryg ved Gosainkund-søerne nord for Kathmandudalen i cirka. 4.800 meters højde. Ikke en vind rørte sig, og det var fuldkommen skyfrit. Man kunne se langt ind i Tibet, og i den krystalklare luft øjnedes et utal af bjergtinder - fra Annapurna-massivet i vest 150 kilometer borte, til langtang-massivet i øst. Til højre for mig på billedet ses Langtang-massivet (7.250 meter). De mange toppe i baggrunden til venstre ligger i Tibet.


De første hippier kunne stort set have hele Nepal for sig selv, men siden dengang er antallet af turister i Nepal steget år for år. I 1952 var der 562, i 1964 var tallet steget til ca. 10.000, i 1968 var der over 20.000, og i dag er turismen nærmest eksploderet. Enhver, der har lysten og er i rimelig god fysisk form, kan i dag tage af sted på en arrangeret trekkingtur eller på et såkaldt "teahouse-trek", hvor man vandrer individuelt og bor på små guest-houses ude i bjergene. Men følelsen af at være pioner og opdagelsesrejsende er forsvundet. Kathmandu ER blevet en moderne storby med alt, hvad det fører med sig, men selve Kathmandudalen omkring hovedstaden og den gamle bydel er absolut stadig et besøg værd. Og Nepals bjerge med de mange landsbyer, stammer og sproggrupper vil mange, mange år ud i fremtiden bevare deres uberørthed.

Turen til Nepal langs "The Hippie Trail" i foråret 1969 ændrede mit liv og fik stor indflydelse på mange af mine senere holdninger, vaner og gøremål. Jeg var blandt de heldige, som oplevede Mellemøsten, Fjernøsten og Himalayas bjerge før den massive turistinvasion i slutningen af 1900-tallet.
De to billeder af mig er fra foråret 1969 under min trekkingtur langs "The Jomosom Trail" med udgangspunkt i Pokhara. I dag er der bygget en kørevej langs hele ruten, men i 1960-erne måttte man gå hele vejen op til Jomosom ad en utrolig smuk og eventyrlig vandresti.

Dette var cirka en titusindedel af, hvad jeg oplevede på turen. Naturligvis gjorde jeg længere ophold mange af stederne undervejs og oplevede en utrolig masse ting, men det er der slet ikke plads til at skrive om her. I forhold til nutidens transport, hvor man sætter sig ind i et fly og står ud i Langbortistan få timer senere var rejsen hård og anstrengende, men den satte sig dybe spor hos dem, der gennemførte den. Det får man bekræftet, når man taler med gamle hippier og veteraner fra "The Trail" eller læser diverse beskrivelser på internettet. For mange blev turen en væsentlig, uformel del af deres uddannelse, og for mit eget vedkommende blev rejsen normgivende for mange af mine senere holdninger, vaner og gøremål. Et af problemerne var, at rejsen blev svær at overgå med hensyn til alle senere indtryk og oplevelser. Problemet er beskrevet af flere kendte globetrottere, blandt andet af Arne Falk-Rønne. Han har blandt andet sagt, at det kan være svært at engagere sig i banale, dagligdags begivenheder - for slet ikke at tale om et fast lønarbejde - når man først én gang har prøvet det frie rejseliv med dets uendelige muligheder. Det kan mange af nutidens unge backpackere tale med om. For mit eget vedkommende blev "The Hippie Trail" starten på en livslang karriere som backpacker i store dele af verden.

Hvis jeg skal se tilbage på mit liv, så er der er især to oplevelser, som har haft meget stor betydning. Den ene er den netop beskrevne rejse til Indien og Nepal, og den anden er mit ophold på Askov Højskole i 1973/74. Mens den første var en meget lang geografisk rejse ud i den tredie verden med helt fantastiske oplevelser på alle planer, så blev Askov-tiden mere en indre rejse, hvor man lærte sig selv at kende og sugede viden til sig i et utrolig givende samspil med en masse andre mennesker.

Hvis du har nogen kommentarer eller spørgsmål til mig, så send en mail til pontoppidan214@gmail.com

Hvis du vil se min hoved-hjemmeside med blandt andet spændende links til rejser og trekking, så KLIK HER!: