Klik HER for at læse om Danmarks eneste rejsecafé i det indre København
Klik HER for at læse den fulde beretning om min rejse langs The Hippie Trail
Marked i Kabul i foråret 1969.
Jeg husker et andet Afghanistan. Et land uden vejsidebomber og NATO-soldater. Et fredeligt og spændende land, som fuldt ud levede op til forventningen om et eventyrligt rejsemål. Et land, som stadig i dag – mere end 40 år efter mit besøg – fremkalder billeder af et fredeligt og venligt, men viljestærkt ørkenfolk, som drak te, røg vandpibe, spillede skak eller red i ørkenen med deres kameler. Og ude i horisonten skimtedes de blå ørkenbjerge som en smuk baggrundskulisse. Eller – i Kabuls horisont – den sneklædte, meget høje Hindukush-bjergkæde. Hvis ikke der havde været krig i Afghanistan siden 1970-erne, ville landet helt sikkert have været blandt de øverste på listen over eksotiske og eventyrlige rejsemål.
Vi er i februar 1969. Jeg er på vej over land med offentlig transport fra Københavns Hovedbanegård langs ”The Hippie Trail” til Kathmandu i Nepal. Jeg har rejst med tog og bus over bjerge og gennem ørkener gennem Europa, Tyrkiet og Iran og er nu nået til det i dag så krigshærgede Afghanistan. Det har indtil nu været en hård, men spændende rejse. Kulden i byen Erzurum i det anatoliske højland i Østtyrkiet var langt værre end den danske vinter, og den videre rejse mod øst blev forsinket et par dage af enorme snemasser tæt ved Ararat-bjerget. Men efter grænsebyen Dugboyazit steg temperaturen mærkbart, og da vi nåede Irans hovedstad Teheran, var der forårstemperaturer.
Fra Teheran tog jeg videre med tog mod nordøst til byen Mashad, hvor jeg fik mit visum til Afghanistan. Bussen fra Mashad til den afghanske grænse kørte gennem et tåget ørkenlandskab ad elendige jordveje til et ingenmandsland nær grænsen, hvor vi ventede i timevis i nattemørket. Omsider blev grænsebommen løftet, og vi kørte ind i det forjættede land. Først til byen Herat og derfra videre mod syd i tåge og kulde. Men efter at have passeret et bestemt bjergpas ændredes vejret radikalt, og pludselig befandt vi os i et solbeskinnet og varmt ørkenlandskab, hvor turbanklædte afghanere drog af sted langs landevejen med deres kameler.
Sent på eftermiddagen – lige før solnedgang - gjorde bussen holdt i byen Geresk, som dengang mest af alt lignede en scene fra tusind og en nat. Byen syntes at hvile i sig selv, og langs gaderne sad de lokale og drak te, røg vandpibe og spillede skak. Senere på aftenen ankom vi til Kandahar. Det, jeg husker mest fra Kandahar, er lugten af shish kebab og brænderøg blandet med lyden af cykelklokker i den lune aften.
"Endelig et Asien uden mindreværdskomplekser. ... Hvis jeg blot havde haft nogle gode detektivromaner at læse i stedet for Thukydid og noget ordentlig rødvin i stedet for lunken whisky, kunne jeg blive her for altid!"
Citat af forfatteren Robert Byron ved ankomsten til Afghanistan i begyndelsen af 1930-erne.
Gade i byen Geresk i Afghanistan i foråret 1969.
Kabul var – som i dag - en snavset og larmende storby. Jeg husker tydeligt den karakteristiske lugt i byen, som var en blanding af stanken fra de åbne kloakker i gaderne og de bugnende frugt- og grøntsagsmarkeder. Modsat i dag var Kabul dengang ikke farligere at færdes i end enhver anden storby i Europa.
Turen videre østpå over det legendariske Khyber-pas ned i Pakistan var en oplevelse med store kontraster. Efter et utal af hårnålesving kunne vi pludselig nede mellem bjergene skimte et landområde så fladt som et stuegulv, der tilsyneladende strakte sig i det uendelige mod øst. Vi var ved at nærme os Indien – og det var en fed oplevelse at have tilbagelagt hele den lange vej over land uden at benytte fly!
På vej med den lokale bus mellem Herat og Kandahar i foråret 1969.
Dette var cirka en titusindedel af, hvad jeg oplevede på turen. I forhold til nutidens transport, hvor langt de fleste sætter sig ind i et fly og står ud i Langbortistan få timer senere var rejsen hård og anstrengende, men den satte sig dybe spor hos dem, der gennemførte den. For mange blev turen langs "The Hippie Trail" en væsentlig, uformel del af deres uddannelse, og for mit eget vedkommende fik rejsen afgørende indflydelse på mange af mine senere holdninger, vaner og gøremål. Troels Kløvedal overdriver ikke, når han fortæller om flere af sine venner og bekendte, som kom hjem fra Afghanistan, Indien og Nepal i den periode og tilbragte det næste halve år med at kigge ind i en væg i et forsøg på at fordøje deres oplevelser.
Klik
HER, hvis du vil se min hoved-hjemmeside med blandt andet spændende links til rejser og trekking.
Hvis du vil kontakte mig, så send en mail til pontoppidan214@gmail.com .
