Vi sidder på vores værelse i Thamel-kvarteret i Kathmandu og skriver dagbog. Pludselig går lyset ud på grund af en af de utallige strømafbrydelser i byen. Kort tid efter går en generator i gang for at producere nødstrøm. Den virker også i starten, men efter få minutter flimrer de elektriske pærer på hotelværelset, og selv om generatoren larmer videre, bliver det hurtigt mørkt igen på hotellet.

Men strømafbrydelsen er åbenbart kun lokal, for på en café lige ved siden af stråler aftenlyset ud, og kort efter begynder et live-orkester at spille retro-musik for fuld udblæsning. Tonerne fra John Lennons ”Jealous Guy” og numre fra Creedence Clearwater Revival drøner ud i natten.

Dette er et lille snapshot fra Kathmandu, som vi oplevede det i oktober 2009. Den legendariske by, som har en varm plads i mange danskeres hjerter. Dels hos de gamle hippier, som nu er ved at nå pensionsalderen. Mange af dem besøgte byen i 1960-erne og 70-erne, hvor de fik oplevelser, som ændrede deres liv. Ikke bare på grund af hash’en, men også – og nok især – fordi Nepal blev et af deres allerførste møder med en verden udenfor Europa, som var totalt anderledes. Jævnfør blandt andet Eik Skaløes" udødelige ”Itsi-Bitsi, tag mig med til Nepal” og Troels Kløvedals beskrivelse af forhenværende hippier, som efter hjemkomsten fra Nepal brugte det næste halve år på at kigge ind i en mur i et forsøg på at fordøje deres oplevelser. Men også på grund af de titusinder af danskere, som har besøgt Nepal efter hippie-tiden og har fået fantastiske oplevelser på trekkingture i Himalaya.

I dag er Kathmandu en overbefolket og larmende storby med trafikpropper, som får køerne på Københavns indfaldsveje i myldretiden til at blegne. Der bor alt for mange mennesker i byen, og forureningen er enorm. De, der agter at besøge Kathmandu i dag, skal vide, at sådan er byen også. Alligevel har den så mange oplevelser at byde på, at jeg stadig – selv efter mit seneste besøg i 2009 – har bevaret min kærlighed til den.

Efter hippie-tiden er der opstået et helt nyt kvarter i Kathmandu ved navn Thamel, og det er her, turisterne holder til i dag. Her er trafikken lidt mindre hektisk, og forretningerne i Thamel sælger lige præcis de varer, turisterne gerne vil købe. CD´er med kvalitetsmusik kan erhverves for en tier, sjaler, tøj, lædervarer med mere kan købes for en slik, og turisterne kan vælge og vrage mellem et stort antal kvalitetsrestauranter til meget favorable priser. Og så har byen endnu en attraktion, som jeg har lidt svært ved at få styr på. Thamel er på flere måder en tidslomme, for kvarteret emmer af nostalgi. Hele dagen strømmer der retromusik ud fra butikkerne: Dylan, Beatles, Pink Floyd, you name it. Desuden sælger mange af forretningerne tøj, som var moderne i 1960-erne og 70-erne. Det med nostalgien har jeg endnu ikke fundet en fornuftig forklaring på. Er det mon fordi man gerne vil bevare myten om Nepal som hippiernes gamle paradis? Eller er det fordi Kathmandu i dag også besøges af mange velbeslåede turister, som var unge i 1960-erne og derfor føler sig godt tilpas i Thamels atmosfære?

Men uanset den bevidste dyrkning af fortiden og på trods af den larmende trafik og overbefolkning, så er Kathmandu og Kathmandudalen absolut stadig et besøg værd. Hold alle sanser åbne, og du vil opdage, at byen vinder ved et nærmere bekendtskab. Udover de mange obligatoriske og fascinerende seværdigheder er byen fuld af uventede overraskelser og oplevelser, som brænder sig fast på nethinden og med garanti vil dukke op på mørke vinteraftener på helt andre breddegrader mange år frem i tiden. Og sidst, men ikke mindst: Hvis du skal på vandretur i verdens bedste og smukkeste trekkingland, så kommer du ikke uden om Kathmandu. Den er indgangsporten til den nepalesiske del af Himalaya, og alle ture starter og slutter her. Den fantasiske natur starter allerede få kilometer uden for Kathmandudalen.