Eik Skaløe var den legendariske forsanger i Steppeulvene, som blev dannet i København i februar 1967. Gruppen var den første, som sang på ungt og nutidigt dansk, og på den måde fik den stor betydning for eftertidens rockmusik i Danmark. Blandt andet var Kim Larsen meget begejstret for gruppen, som var en inspirationskilde for ham i starten af hans karriere. Det var Eik, der både skrev og sang teksterne, og et af hans store forbilleder var Bob Dylan. Resten af gruppen bestod af guitaristen Stig Møller, bassisten Søren Seirup og trommeslageren Preben Devantier. Steppeulvene eksisterede i kun et år, hvor de producerede deres første og eneste LP ”Hip” og afholdt 10-12 live-koncerter. De fik stor succes, især med numrene ”Itsi-Bitsi, ta med mig til Nepal” og ”0-0-0”. Gruppen har forlængst opnået kultstatus i den danske rockverden.
Steppeulven er også navnet på en berømt roman af den tyske forfatter Herman Hesse (1877 – 1962). Og navnefællesskabet er mere end blot et tilfælde. Hele Hesses forfatterskab er præget af en kritik af samtidens åndløse civilisation og det pæne borgerskab – noget, som datidens hippier især tog til sig i 1960'erne, hvor hans berømmelse nåede et højdepunkt. Han blev kultfigur blandt amerikanske hippier og senere blandt andre unge i den vestlige verden. Og Eik Skaløes sangtekster bærer tydeligt præg af Hesses bøger.
I værelse 7 spiller Rifbjerg skak
med Grundtvig der sidder og nynner Bach
i Frue Kirke kan ingen begribe
hvem der sidder og ryger på orgelpibe
det er da ellers ikke særlig svært at forstå
når man har sine violette snabeltyrker sko på
Uddrag af "Dunhammeraften" fra LP'en "Hip", marts 1967.
|
I biografen er der nogen der tysser
og nogen der sidder og kysser
I sku bare vide hvor frække
de er på syvogtyvende række
Uddrag af "Lykkens pamfil" fra LP'en "Hip", marts 1967.
|
Den nye film om Eik Skaløe og Steppeulvene i februar 2015
Den 4. februar 2015 var jeg til forpremiere på filmen ”Steppeulven ” om Eik Skaløes liv. Det er en smuk og medrivende film om den utilpassede romantiker Eik Skaløe og hans korte, men intense liv, især om hans forhold til Halfdan Rasmussens datter Iben Nagel Rasmussen. De to hovedpersoner er fremragende spillet af Joachim Fjeldstrup og Marie Tourell (hende, som spillede Inge fra TV-serien ’1864’). Handlingen er en frit fortolket version af virkelige hændelser, og forløbet er baseret på Eiks dagbøger og øvrige notater. I den chokerende og gribende slutning bliver Iben ringet op og får at vide, at man har fundet nogle knogler i grænseområdet mellem Indien og Pakistan, og at alt tyder på, at det er resterne af Eik.
Filmen oser af 60’er-stemning, hashtåger og fri kærlighed, hvilket er positivt ment. Et af højdepunkterne er en scene, hvor Steppeulvene under en af deres meget få koncerter bliver anholdt af politiet for hashrygning, mens de spiller nummeret ”Drej 0-0-0”!
Hvis du kan li pladen eller CD’en ”Hip”, vil du elske filmen!
Bogen om Eik Skaløe i 2012
I 2012 udkom den første biografi om Eik Skaløe (Eik Skaløe. Spejder og steppeulv Af Jan Poulsen. Gyldendal, 2012. 319 sider, illustreret). Forfatteren har haft adgang til hundredevis af breve, notesbøger og samtaler med op mod 100 personer, som har været tæt på Eik. Resultatet er blevet et velskrevet, medrivende og troværdigt værk om manden, hvis eneste LP ”Hip” af mange betragtes som dansk rocks Jellingesten. Bogen giver desuden et fascinerende tidsbillede af Eiks samtid og ånden i 1960’erne, og den går tæt på mange af de personer, han var i kontakt med i sit korte liv. Udover teksten indeholder bogen en masse fine arkivfotos af den utilpassede romantiker Eik Skaløe.
Udover at være forsanger i Steppeulvene redigerede Eik Skaløe tidsskriftet Alternativ, var aktiv i Kampagnen mod Atomvåben, eksperimenterede med alt hvad der kunne opdrives af euforiserende stoffer - og han rejste rundt i verden som hitchhiker, hvor han tjente til livets ophold ved at spille guitar. Først til Paris, senere til Spanien og videre tværs hen over Nordafrika, fra Marokko til Egypten og tilbage til Europa. I slutningen af 1960-erne begyndte han at rejse rundt i Østen, som så mange andre hippier og backpackere gjorde dengang. Han var kæreste med skuespillerinden Iben Nagel Rasmussen, som i øvrigt er datter af forfatteren Halfdan Rasmussen. Iben har skrevet bogen ”Breve til en veninde” (Lindhardt og Ringhof, 1993), som især handler om deres tid sammen. Odin Teatret har desuden opført forestillingen ”Itsi-Bitsi”, som handler om tiden, hvor hun og Eik rejste.
Ibens bog indeholder breve, som Eik i perioden 1962-68 (især i 1963) skrev til hende. Ibens egne beretniger ind imellem brevene danner en rød tråd i bogen og støtter brevenes indhold på en fin måde. Når man læser bogen opdager man, at Eik levede et hårdt og småkriminelt liv, men han var følsom og talentfuld, med alle sanser åbne. Læs f.eks. her, hvad forfattteren Per Højholt skrev om bogen i Jyllandsposten den 21. september 1993 (uddrag):
Fremragende Skaløe-breve .. Hans breve fra Paris (1963) er nok rent skriftmæssigt bogens højdepunkter. Man griber sig naturligvis i at tænke, hvad det hele kunne være blevet til ... Med alle sanser gennemlevede han tiden. Brevene vidner om dette, gribende i deres ungdommelige begejstring og smerte, deres rystende direkthed, som man ikke kan vriste sig fri af. Og endelig den tilkæmpede ro i Iben Nagel Rasmussens beretninger ind imellem. Smerten er holdt tilbage, men den griber netop ved denne afstand.
Udover at være den legendariske forsanger i Steppeulvene er Eik Skaløe blevet udødeliggjort
ved at have fået en plads opkaldt efter sig langt ude på Christianshavn. Slet ikke så ringe endda!
(Foto fra Eik Skaløes Plads: Erik Pontoppidan)
Efter Steppeulvenes opløsning rejste Eik endnu en gang til Østen, hvor han hutlede sig igennem Indien og omkringliggende lande. I et brev hjem i maj 1968 skriver han fra Nepal:
Kære Iben og Thorgeir
Vidunderlige dage i Nepal
Jeg har det virkelig godt - og altmulig fantastisk strømmer fra templer, rismarker og mountains. Ingen snak men jeg glæder mig til at se Jer!! ...
I efteråret 1968 - da han var 25 år gammel - døde han afmagret og forhutlet ved byen Ferozepore i Indien, nær den pakistanske grænse – i øvrigt et af knudepunkterne på den gamle ”Hippie Trail” fra Europa til Fjernøsten. De sidste lakoniske ord i hans dagbog var:
This is a suicide. There is no one to blame except the evil man inside me
Eik Skaløe er senere blevet en myte med hans mystiske og tragiske død i Indien. I nyere tid er han blevet udødeliggjort ved at have fået en plads opkaldt efter sig langt ude på Christianshavn. Slet ikke så ringe endda! Og myten om ham lever skam stadig i bedste velgående. Så sent som i 2008 blev der produceret et radiospil til DR’s P1 i 4 afsnit med titlen ”Eik Skaløes genkomst”. Det fortæller en fiktiv historie om radiodokumentaristen Georg Larsen, som er rejst til Indien, efter han har fået et brev fra Eik Skaløes gamle ven, der påstår, at Steppeulv-forsangeren slet ikke er død, men lever under et nyt navn i Himalaya-bjergene! Efter min mening et meget interessant og medrivende stykke drama. Ifølge producent Thomas Hedemann fik radiospillet mange lyttere til at henvende sig for at spørge, om det nu også kunne være rigtigt!
De, der i dag hører ”Hip” første gang, vil nok synes, at den lyder noget syret og flippet. Det var der også en hel del, der syntes dengang. Men for mange af os andre, som har været unge i 60-erne og måske oven i købet har rejst til Indien og Nepal langs ”The Hippie Trail”, er musikken og sangteksterne forbundet med dyb nostalgi og er udtryk for et typisk tidsbillede fra hippie-generationen. Men døm selv. Læs et par af teksterne fra LP-en ved at klikke HER, eller endnu bedre: Køb eller lån pladen og lyt til musikken.
Til allersidst: Steppeulvene og Eik Skaløe er glimrende beskrevet i nedenstående uddrag af Kim Skottes feature i Politiken søndag den 24. januar 2015:
… Steppeulvene er en historie om et band, der var en postgang for tidligt på den. Ikke mange fattede dengang i 1967, hvad de unge fliphoveder havde gang i med deres dansksprogede pigtrådsmusik med brokker af blues og Dylan. ”Hip” fik dårlige anmeldelser, og det tog to år at sælge de blot 700 eksemplarer. Men Steppeulvene gik ikke ud af historien, da de gik ned. De gik over i den. Hip blev Steppeulvenes lp ved med at være.
Takket være internettet er fortiden og nutiden blevet ét musikalsk fedt. 47 år efter Eik Skaløes død, kun 25 år, i grænseområdet mellem Indien og Pakistan, får Steppeulvenes tekster det stadig til at snurre i hjernen på nye generationer.
… Men inden man automatisk folder bedetæppet ud foran den kanoniserede danske beatklassiker og bla-bla-bla’er mere om Steppeulvenes betydning, kan man spørge sig selv, hvad det egentlig er, man hører på ”Hip”.
Man hører et mulighedsvindue, der bliver slået op på vid gab. Lyden af et ganske kort øjeblik i historien, hvor alt synes muligt. Hvor verden pludselig var åben og aldrig ville lukke sig igen.
I Eik Skaløes tekster, der er et vidunderligt møde mellem et eksotisk syretrip og de meget danske ordlege hos kærestens far, Halfdan Rasmussen, ligger verden åben. Måske for første gang åben for næsten alle. Åben har den hele tiden været for den rige, for sømanden, emperiets embedsmænd og den opdagelsesrejsende. Men nu åbner sprækken sig og blev en ladeport.
”Itsi-bitsi, tag med mig til Nepal” sang Steppeulvene og indbød til lamabal i Østen. Efterhånden som årene er gået, er det blevet almindelig dannelse for mange at tage ud og se Nepal og resten af den store verden. Guidebøgerne har blik for den mindste baggydesnask, og der er kø for foden af Mount Everest og Kilimanjaro. Drømmen er blevet demokratiseret, brugerorienteret og et spørgsmål om at have styr på sine billigbilletter. Selv for den, der ikke rejser ud, er verden takket være massemedier og internet blevet uvirkelig velkendt, og imens æder den individuelle friheds mange behov løs af klodens naturlige og kulturelle ressourcer.
Men i 67 åbnede vinduet i Skaløes sange indad og udad til en anden verden. Rejsen gik til Østen, hvor hashen var stærk, billig og tilgængelig. Økonomien var i vækst, og det samme var middelklassen, der mistede sine normer i takt med den frihed og de valgmuligheder, den pludselig kunne lade tilflyde sine børn. Fantasien kom til magten i stedet for pligten.
Eik Skaløe var tidligt ude og langt fremme i de violette snabeltyrkersko. Fra han var helt ung, rejste han til Nordafrika og Mellemøsten med sin guitar. Han rejste til Østen og kom hjem med nye vaner, som indbragte ham 5 måneder i spjældet i Helsingør efter et indbrud på et apotek.
Udviklingen fra beatpoesi til beatmusik var flydende. Stofferne dannede bro sammen med fascinationen af andre kulturers spiritualitet. Men hvor beatpoeterne var en eksklusiv subkultur, blev hippiebevægelsen et massivt generationsopgør, der på godt og ondt lavede om på hele molevitten. Verden lå åben og ville ikke lukke sig igen.
De unge flyttede ind i Siddhartas verden. Hermann Hesse åbnede de unges øjne for Østens spiritualitet og leverede med sin roman ”Steppeulven”både bandets navn og teksten til afslutningsnummeret ”Kun for forrykte”.
… Verden ligger vidt åben. Åben for en omfordeling, hvor de rigeste fra alle lande rager til sig i de frie markedskræfters navn. Autoritære styrer er det nye sort. Friheden og ufriheden er begge på akavet fremmarch. Den fri kærlighed er blevet skilt og er gået på swingerklub, mens rockerbander sidder tungt på hashklumpen.
Som sang betragtet lyder 2015 ikke meget af Steppeulvene.
”Lyt til en gammel arabers sang, og hans klokke der siger ding dang”
Ding dang, hvad mener du , Eik? Hvad fanden har du gang i? Er du ude på noget? Taler du ned, spiller du op? Ding Dang, Ding Dang. Det er godt nok nat med den ”Dunhammeraften”
