I slutningen af 60-erne var jeg på vandretur i Nepal. Rejsen til "Verdens Tag" blev foretaget ad den rute, som blev kaldt "The Hippie Trail" over land med tog og bus gennem Europa, Tyrkiet, Iran, Afghanistan, Pakistan og Indien op til Kathmandu i Nepal. Jeg planlagde selv det hele og startede turen en kold februar-aften med Østersø-ekspressen fra Københavns Hovedbanegård mod Gedser og Berlin.

Efter at have krydset adskillige bjerge, højsletter, ørkener og lande stod jeg i Nepals hovedstad Kathmandu ca. 1 måned senere. Men hovedformålet med rejsen var at realisere min drøm om at vandre i Himalaya. Det lykkedes også - og DEN oplevelse kom til at præge mig resten af livet.

Siden mit første besøg drømte jeg hele tiden om engang at vende tilbage til Nepal og tage på vandretur igen for at mærke lugtene og lydene og ikke mindst komme tæt på verdens højeste bjerge endnu engang. Et besøg i Himalaya er der nemlig ikke ret mange, der slipper godt fra uden at blive dybt påvirket af de meget stærke indtryk, man får derude.

I efteråret 1989 - 20 år senere - fik jeg mulighed for at gøre det igen. Det var dog en ren luksustur sammenlignet med min første rejse, hvor jeg arrangerede det hele selv og stort set levede af ris på hele den krævende trekking-tur. Denne gang havde vi bærere og sherpaer med, som viste vej og sørgede for alt det praktiske. Men også dén tur blev fantastisk spændende. Den blev arrangeret af Marco Polo Tours, og vi var en gruppe på 14 danskere, som i løbet af 5 uger gik op til foden af verdens trediehøjeste bjerg Kanchenjunga i Øst-Nepal. 4 af os var fra Dansk Fjeldvandrerklub, og vi var de eneste, der kendte hinanden i forvejen.

Til venstre: På vej op gennem den lange og dybe Ghunsa-dal.
Til højre: Aftenstemning ved Lapsang-sæteren, nær Kanchenjunga. Bjerget til venstre hedder Ratong (6.678 m). Passet til højre fører ind i nabolandet Sikkim.

Efter et par dage i Kathmandu fløj gruppen til byen Biratnagar i lavlandet ved den indiske grænse. Herfra kørte vi med 2 land-rovers op mod bjergene og fortsatte så langt vi kunne komme ad kørevejen. Efter 8 timers kørsel slog vi lejr i ca. 2.000 meters højde i buldrende mørke uden for landsbyen Hile, som ligger nær det sted, hvor hjulsporet går over i en vandresti.

Herfra startede den egentlige ekspedition - for at nå frem til Kanchenjungas nordside må helt klart betragtes som en ekspedition. Det tog os ca. 2 uger at nå frem til Kanchenjunga base camp ved Pang Pema, som ligger i 5.200 meters højde, kun få kilometer fra det sted hvor Nepals, Tibets og Sikkims grænser mødes. Men selve bjerget var ikke et mål i sig selv. Turen op gennem "Mellemlandet" eller "The Himalayan Foothills" var nemlig også en stor oplevelse. Først gik vi en lille uges tid gennem et område med landsbyer, som var totalt upåvirkede af turisme. Vi gik på en højderyg i 2 - 3.000 meters højde og kom ind imellem op i de tætte rhododendronskove. Under skovgrænsen var der smålandsbyer beboet af Rai -og Limbu-folket. I modsætning til andre trekking-ruter i Nepal var der ikke antydning af hoteller, tiggeri eller souvenir-salg. Til gengæld gloede folk uhæmmet på os, især ved vores rastesteder. Men vores påklædning, udstyr og vaner har sikkert også været en kilde til undren hos dem - for slet ikke at tale om vores motiver til at holde ferie på denne måde helt frivilligt!

På turen over højderyggen havde vi næsten konstant udsigt til Makalu (nær Everest), og længere mod øst til vores mål: Det enorme Kanchenjunga-massiv, som trods sin afstand på et halvt hundrede kilometer virkede imponerende og dragende. Efter nogle dage langs højderyggen gik stien på den 4. trekking-dag brat nedad til ca. 750 meter over havet ved byen Dobhan. Nedturen gik gennem et meget malerisk landskab med smukt dekorerede huse, frugttræer, ris -og hirsemarker.

Efter Dobhan fulgte vi hovedruten op til Kanchenjunga. De næste 10 dage gik vi op langs floderne Tamur og Ghunsa og steg langsomt op gennem floddalen fra 750 m til 5.200 m. Disse 10 dage havde vi dag og nat flodens brusen i ørerne. Det var flere steder vanskeligt at komme frem, for der var mange jordskred, og der var ikke broer over floderne alle steder.

Efterhånden nåede vi op i sherpa-landet, hvor "hovedstaden" i disse egne hedder Ghunsa, i en højde af 3.400 meter. Efter en hviledag her gik det for alvor opad. I løbet af de næste 3 dage steg vi fra 3.400 meter op til 5.200 meter ved Pang Pema, hvor Kanchenjunga base camp ligger (d.v.s. det sted, hvor bjergbestiger-ekspeditioner etablerer deres hovedlejr før den egentlige klatretur mod toppen af Kanchenjunga begynder). Landskabet udvidede sig, udsigterne blev længere, og pludselig var de virkelig høje bjerge på helt nært hold.

Vejret var med os, for det meste af tiden stod de ispansrede 7 -og 8.000-ere skarpt mod den mørkeblå himmel. På hviledagen i Pang Pema forsøgte nogle i gruppen sig med en 6.000-er, men ingen nåede helt til tops, fordi den øverste del af bjerget var isbelagt, og det var kun få, der havde isøkse med. Om natten kunne vi ligge og høre lavinerne tordne ned fra højderne. Stjernehimlen heroppe var utrolig - man fik en fornemmelse af hvordan der ville se ud, hvis man befandt sig uden for jordens atmosfære.

Vi gik tilbage til Ghunsa på 2 dage, men der lå endnu en stor udfordring foran os: Hvis vi ikke ville gå samme vej tilbage gennem den lange Ghunsa-dal, var det nødvendigt at passere Lapsang-passet i 5.200 meters højde. For mange i gruppen blev det den hårdeste pasovergang nogen sinde. Først en rimelig nem og meget smuk tur fra Ghunsa op til Lumba Sumba-sæteren, som lå ved foden af passet, ved Yamatari-gletcheren. Her slog vi lejr i 4.400 meters højde på en græseng mellem rislende vandløb og yak-okser. Næste dag kæmpede vi os op over passet i 12 timers uafbrudt vandring og klatring over store sten og skærver. Sti var der i hvert fald ikke meget af.

Fra pashøjden gik det så nedad: Først over et nyt hav af sten og skærver, senere ned over græsskråninger til kanten af Yalung-gletcheren, hvor vi slog lejr. Denne lejr, som lå kun få km fra Sikkim, var en af de flotteste på hele turen. Der var ispansrede tinder på alle sider undtagen i et lille område mod syd, hvor man kunne se ned gennem en dal til "Mellemlandet". Ved solnedhang lå skyerne som regel i et tykt tæppe nede over rhododendronskovene, så det føltes som at sidde i et fly. Gik man fra lejren og op langs Yalung-gletcheren, kom man op gennem et område med græsenge, små søer og yak-okser, og ca. 1 times gang fra lejren var der en ny udsigt til Kanchenjunga på nært hold, denne gang fra sydsiden. Det var et fantastisk sted!

Vi holdt en hviledag i denne lejr, og derefter gik det nedad: Først gennem tætte skove langs Simbua-floden, næste dag op og ned over 2 bjergrygge til Yampoudin, som var den første større landsby efter Ghunsa. Vi fejrede, at vi var kommet "til byen" ved at drikke masser af risbrændevin. Nogle gik tur i byen bagefter og besøgte en åndemaner, som efter sigende skulle have været utrolig spændende. I hvert fald kom de, der havde mødt ham, meget sent hjem! Næste dag var heldigvis hviledag, hvor alle badede i sol eller vand og fik vasket noget tøj.

Resten af dagene gik vi det meste af tiden i beboede områder. Vi havde valgt en rute, som kun meget få trekkere benytter, og det kunne tydeligt mærkes på folk i landsbyerne: Stadig ingen tiggeri eller falbyden af varer, men kun nysgerrighed og venlighed. Vi var nu i Gurung-folkets område med deres smukke lerhuse. På terrassemarkerne arbejdede mennesker, okser og vandbøfler med den sidste del af rishøsten. Her blev der brugt mindst lige så mange film som oppe ved Kanchenjunga!

Omsider nåede vi tilbage til "civilisationen" - hvilket i dette tilfælde vil sige til en by, som det var muligt at køre videre fra med lastbil. Fra byen Phidim var der bestilt en bus, som skulle køre os ud af bjergene, tilbage til Biratnagar. Det blev til en 14 timers bustur ad veje, som gør danske skovveje til de rene autostradaer. Bussen var fuldt lastet og kørte i timevis med rasende motor i 1. gear. Vores sherpaer, bærere og køkkenhold var med, og de underholdt os med sang det meste af tiden. I skumringen nåede vi at se Nepals te-distrikt ved Illam, hvor tebuskene dækkede de bølgende bjerge så langt øjet rakte.

Dette var cirka en tusindedel af, hvad vi oplevede på vandreturen - og så er hele turforløbet endda ikke beskrevet her. Både før og efter ekspeditionen opholdt vi os nemlig nogle dage i Kathmandudalen, hvor vi også oplevede en masse. Her ledte jeg i øvrigt med lys og lygte efter det lille hotel, jeg boede på i foråret 1969, da jeg besøgte Nepal første gang. Jeg fandt også stedet efter lang tid. Dengang lå det i landlige omgivelser, men nu var det klemt inde i storbyen Kathmandu mellem 2 høje luksushoteller, og bygningen var ikke noget hotel længere. Den blev brugt som en slags klædefabrik, hvor der sad et stort antal nepalesere og syede tøj til byens fattige indbyggere.

Kathmandu ER blevet en moderne storby med alt, hvad det fører med sig, men selve Kathmandudalen og den gamle bydel er absolut stadig et besøg værd. Og Nepals bjerge og de små landsbyer med deres store antal stammer og sproggrupper vil mange, mange år ud i fremtiden bevare deres uberørthed. Der bygges hele tiden nye veje i Nepal, men det vil vare langt ind i det næste årtusinde før man kan køre op til alle de afsides bjerg-samfund, hvor livet i dag stort set stadig leves som i middelalderen.

Klik HER for at læse min rigt illustrerede artikel om Nepal som rejse- og trekkingland.
Klik HER for at læse min artikel om rejsen til Nepal ad "The Hippie Trail" i 1969.
Klik HER for at se min hoved-hjemmeside med blandt andet spændende links til rejser og trekking.

Hvis du har nogen kommentarer eller spørgsmål til mig, så send en mail til pontoppidan214@gmail.com .