Jeg har rejst og vandret meget over hele verden, men ingen steder har jeg oplevet en natur, som er smukkere og mere storslået end i Nepal!

Det er landet med verdens højeste bjergkæde med toppe på over 8.000 meter. Det er landet, hvor livet ude i de små landsbyer og bjergstammer stort set stadig leves som i middelalderen. Det er landet, hvor det at vandre ikke er noget, indbyggerne gør for deres fornøjelses skyld men af simpel nødvendighed, for langt det meste af Nepal er stadig helt uden veje og biler.

		De 4 billeder til venstre viser dele af det "rigtige" Nepal, som man især kan opleve ved at vandre i bjergene. Du kan klikke på alle 4 billeder og se dem i stort format med beskrivende tekster. <== Klik på billederne for stort format og mere info.

Og netop naturen og isolationen gør Nepal til et mekka for vandrere. Et rigtig trekking-tur i Nepals bjerge er der ikke ret mange, der slipper fra uden at blive dybt påvirket af de meget stærke indtryk, man får derude. Det opdagede hippierne allerede i 60-erne, da de stort set havde hele landet for sig selv som turister.

Siden er antallet af turister i Nepal steget år for år. I 1952 var der 562, i 1964 var tallet steget til ca. 10.000, i 1968 var der over 20.000, og i dag er turismen nærmest eksploderet. Kathmandu ER blevet en moderne storby med alt, hvad det fører med sig, men selve Kathmandudalen omkring hovedstaden og den gamle bydel er absolut stadig et besøg værd. Og Nepals bjerge med de mange landsbyer, stammer og sproggrupper vil mange, mange år ud i fremtiden bevare deres uberørthed.

Vejen fra Indien op til Kathmandu.
Fra den indiske grænse tog jeg med en lokal bus fra byen Raxaul op til Kathmandu i Nepal. Vejen, som er 130 km lang, blev åbnet i 1953. Efter et par timers kørsel gennem det flade Terai-bælte med skov nåede vi foden af Himalaya og begyndte at stige opad. Billedet er taget i eftermiddagssolen og viser noget af den fantastiske vej, som er omgivet af terrasse-marker.

Jeg har besøgt Nepal 3 gange med 20 års mellemrum (første gang i foråret 1969) og været på en del trekking-ture derude. Første gang var i foråret 1969, hvor jeg rejste til landet ad den rute, der for mange blev den "klassiske" dannelsesrejse ad "The Hippie Trail" fra Københavns Hovedbanegård til Kathmandu. Her var jeg på flere trekkingture i Himalaya. Dels på en rundtur op gennem Helambu - området nord for Kathmandu-dalen til de hellige Gosainkund-søer, dels ad "The Jomosom Trail", som går op i Kali Gandaki - dalen mellem Annapurna og Dhaulagiri nord for byen Pokhara. Mit andet besøg var 20 år senere, i 1989, hvor jeg deltog i en lang, organiseret trekking-tur på en måned op til foden af verdens trediehøjeste bjerg Kanchenjunga i Øst-Nepal. Turen var meget lang og til tider hård (vi vandrede i alt ca. 450 km. i bjergene!), men det var dog en ren luksustur sammenlignet med min første rejse, hvor jeg arrangerede det hele selv og stort set levede af ris i landsbyerne. Alligevel blev den tur også en fantastisk oplevelse, ikke mindst fordi vi vandrede gennem områder, som var totalt uberørte af turisme.

"MUST"-steder i Nepal

Flere har spurgt mig, hvad man absolut SKAL se, hvis man kommer til Nepal. Det lyder umiddelbart som noget, der er meget nemt at svare på, men det er ikke rigtigt - med mindre man da kender dem, der spørger. Min egen rejseerfaring har lært mig, at det ofte er de oplevelser, der ikke var planlagt eller forventet, som bliver turens største oplevelser. Omvendt kan det, der i rejsebøgerne beskrives som helt fantastisk, godt gå hen og blive en skuffelse, men det kommer an på, hvordan man selv er skruet sammen, og hvad man interesserer sig for.
Det skal dog ikke afholde mig fra at komme med et par forslag! De kan kun blive meget tilfældige, for der er utrolig meget at se og opleve.

Kathmandu og Kathmandudalen

Kathmandu er for længst blevet en moderne storby med alt hvad det indebærer, men den gamle bydel er absolut et besøg værd, og de to helligdomme Bodnath Stupa og Abetemplet (Swayambhunath) hører til hoved-attraktionerne for alle turister, der besøger Nepal. Sidstnævnte ligger på en bakketop vest for byen, hvor man har en flot udsigt over Kathmandudalen. Og nu vi er i Kathmandu-dalen, så må man ikke overse den smukke by Bhaktapur eller Bhadgaon 13 km øst for Kathmandu. Den rummer en masse interessante templer og pagoder. De fleste historiske bygninger er i øvrigt mange hundrede år gamle, hvilket er ret imponerende, da de næsten alle sammen er lavet af træ.

De 2 billeder til venstre er taget i eller omkring Kathmandu. Du kan klikke på begge billeder og se dem i stort format med beskrivende tekster. <== Klik på billedere for stort format og mere info.

Så tog han ud til Tibet og leved' som asket, juhu og spilled' jødeharpe for de hellige i Kathmandu og gik på line til de tigged' ham om at komme ned igen men de snakker sgu om fyren endnu de snakker sgu om fyren endnu i Kathmandu. Fra sangen "Rocco" fra Kim Larsens LP "Midt om natten". Indspillet sommer/efterår 1983. Tekst og musik: Kim Larsen. Klik HER for at læse mere om Kim Larsen.

Ovenstående er kun et lille udpluk af , hvad der er værd at se i Kathmandu og omegn. Der er utrolig meget mere at se og opleve i den store dal, hvor livet stadig leves på en måde, der er totalt anderledes end i den vestlige verden. Man kan bruge lang tid med at gå på opdagelse i de små gader i Kathmandus centrale bydel. Eller lej evt. en cykel og kør rundt på de små veje i dalen - og vær frem for alt godt forberedt inden afrejsen, så du ved lidt om landet i forvejen og har gjort dig nogle tanker om, hvad du gerne vil se. Det giver et langt større udbytte af turen. Der er masser af gode rejseguides om Nepal, f. eks. Politikens "Turen går til Nepal" eller Lonely Planet's udgivelser, hvis du har brug for mere detaljerede og praktiske oplysninger.


Trekking

MEN! Ingen Nepal-besøg uden en trekking-tur i bjergene! Det er ude på landet, det rigtige Nepal findes. Her er der et hav af muligheder, som helt afhænger af ens kondition og af, hvor tæt man har lyst til at komme Himalayas sne. På nogle af ruterne behøver man ikke medbringe telt men kan overnatte i små guest-houses og hoteller langs ruten. Det er det, som kaldes "teahouse-trekking". Andre, mindre besøgte ruter kræver, at man organiserer turen med sherpaer, bærere, lejede telte og andet udstyr.

De 2 billeder til venstre er taget tæt på Himalayas sne. Du kan klikke på begge billederne og se dem i stort format med beskrivende tekster. <== Klik på billedere for stort format og mere info.

Typiske ruter for en "teahouse-trekking" er f. eks. ture i Annapurna-området nord for byen Pokhara i det centrale Nepal eller ruten fra Jiri nær Kathmandu til området omkring Mount Everest. Disse ruter kræver ikke den helt store udrustning og giver meget flotte panoramaer, hvis ellers ens kondition er i orden. Man kan blandt andet finde flere oplysninger om trekking og trekking-ruter i Lonely Planets bog (på engelsk) "Trekking in the Nepal Himalaya".

I den forbindelse skal nævnes, at man kan leje næsten alt trekking-udstyr i Kathmandu til rimelige priser, og der er også masser af forretninger, som sælger brugt udstyr. Mange steder kan man både leje og købe udstyret. Det er meget almindeligt, at backpackere, som rejser rundt i Asien i mange måneder, køber, lejer eller sælger deres udrustning i Nepal, hvis de tager på trekking i bjergene og bagefter skal ned til varmere himmelstrøg.


Gruppeture?

I stedet for at vandre individuelt kan man vælge at slutte sig til en organiseret gruppe, hvor alt det praktiske bliver arrangeret i forvejen. Det har både fordele og ulemper. En af ulemperne er, at man sjældent kender de andre turdeltagere i forvejen. Det er jo altid lidt af en satsning, når man tager ud på en længere tur med folk, man slet ikke kender. Men hvis man er er heldig, kan en gruppetur blive en enormt hyggelig og positiv oplevelse. En af de absolutte fordele ved en gruppetur er, at man kun skal bære en lille del af oppakningen selv og i øvrigt kan koncentrere sig om det, man er kommet for, nemlig at opleve Nepals natur og kultur. Det kan godt lyde som en luksus-holdning, men det ER faktisk utrolig lækkert at slippe for at tænke på alle de praktiske problemer!

Fra en af de mange landsbyer på den lange vandretur op til foden af verdens trediehøjeste bjerg Kanchenjunga i øst-Nepal.

Selve trekking-turen fra civilisationen og op til Kanchenjunga tog ca. 2 uger. I starten af turen gik vi gennem et område med landsbyer, som var totalt upåvirkede af turisme. Vi gik på en højderyg i 2 - 3.000 meters højde og kom ind imellem op i de tætte rhododendronskove. Under skovgrænsen var der smålandsbyer beboet af Rai -og Limbu-folket. I modsætning til andre trekking-ruter i Nepal var der ikke antydning af hoteller, tiggeri eller souvenir-salg. Til gengæld gloede folk uhæmmet på os, især ved vores rastesteder. Men vores påklædning, udstyr og vaner har sikkert også været en kilde til undren hos dem - for slet ikke at tale om vores motiver til at holde ferie på denne måde helt frivilligt!

Der er masser af trekking-bureauer i Kathmandu, som arrangerer ture i bjergene. Priserne varierer en del afhængigt af graden af service. Det absolut dyreste er at bestille trekkingturen hjemme fra Danmark gennem et rejsebureau. Ikke desto mindre er der mange danskere, der vælger denne løsning, og det skyldes først og fremmest, at tid er penge. Eller sagt på en anden måde: Mange har ikke tid eller overskud til selv at arrangere en trekkingtur ved at kontakte et bureau i Nepal. Og hvis man f.eks. kun skal til Nepal i 2-3 uger er der slet ikke tid til at gå rundt i Kathmandu og købe udstyr eller forhandle med trekking-bureauer, men her skal hele arrangementet helst køre på skinner. Det bliver allerdyrest, hvis der kommer en dansk rejseleder med på turen.




Nepalesisk familie under et af de store, skyggefulde træer, der ofte findes i og omkring landsbyerne. Billedet er taget nær Helambu-området nord for Kathmandudalen.

Hvis man vælger en gruppetur, så vil jeg anbefale, at man tager ud i et af de mindre besøgte områder, hvor det kun er tilladt at færdes i organiserede grupper. Det ER nu engang mere spændende at komme ud til steder, hvor befolkningen ikke er så vant til turister.

Individuel trekking

Hvis man i stedet vælger at arrangere det hele selv og tage på trekking sammen med en eller flere gode venner, så må man være indstillet på, at der ikke umiddelbart er nogen bærer til at slæbe ens rygsæk eller vise vej, men det bør dog ikke afskrække nogen med en rimelig god kondition og et minimum af eventyrlyst. Blot vil jeg på det bestemteste fraråde nogen at tage på trekking HELT alene, dvs. uden nogen ledsagere overhovedet. I øvrigt kan en bærer hyres lokalt og til en pris, der ligger milevidt under det, man skal betale gennem et agentur, og to vandrere kan udmærket deles om 1 bærer. De nemmeste områder som individuel trekker finder man i de "klassiske" områder (f. eks. omkring Everest, Annapurna og Langtang), hvor der har været vandrere i de sidste 30 år og derfor er masser af små guest houses og tea houses i og omkring landsbyerne, så man ikke behøver at medbringe så meget udstyr.

Højdesyge

En af de alvorligste risici for alle trekkere er højdesyge, som skyldes det lave iltindhold i luften. For folk, der aldrig har været over ca. 3.000 meter er det umuligt at forestille sig, hvordan det føles. Ens kondi falder til et hidtil ukendt lavpunkt, hvert skridt bliver efterhånden en udfordring, man tænker langsommere, får let hovedpine og bliver let irriteret over bagateller, og en rygsæk på 15 kilo kan nemt føles som om den vejer 50. I ekstreme tilfælde kan man dø af det, hvilket sker ikke sjældent i de højtliggende områder omkring Everest, hvor der kommer mange turister.

Fra byen Tukucha i Thakkhola-dalen, 2.400 meter over havet. Denne by, som ligger på "The Jomoson Trail" nær Annapurna, bebos af thakali-folket, hvis udbredelse i Nepal næsten udelukkende er begrænset til denne dal. Da klimaet heroppe er meget tørt, er mulighederne for landbrug ret små, men thakali er først og fremmest et handelsfolk. Tukucha ligger på en af de ældgamle karavaneruter, som i århundreder har været brugt til transport mellem det nordlige Nepal og Tibet og syd-Nepal.
I Thakkhola-dalen, som ligger dybt nede mellem to af verdens højeste bjerge Annapurna og Dhaulagiri, er husenes arkitektur meget forskellig fra det øvrige Nepal, og det skyldes først og fremmest det tørre klima. Bygningerne er hvide, med flade tage og atriumgårde.

Hovedreglen, hvis man vil undgå højdesyge, er at stige langsomt under turforløbet og være beslutsom nok til at gå ned i lavlandet, hvis symptomerne bliver for voldsomme. Bjergbestigere forsøger at undgå at stige mere op end 3-400 højdemeter om dagen, og hvis man som trekker følger denne regel, har man en chance for at kunne følge med ved højder over ca. 3.000 meter. Derudover bør man holde hviledage ind imellem. Den bedste kur, hvis mn HAR fået højdesyge, er at gå nedad så hurtigt som muligt.

Hvornår skal man trekke i Nepal?

De bedste tidspunkter for trekking i Nepal (i hvert fald i de mere kendte områder, der ligger syd for Himalayas hovedkæde) er foråret (april-maj), hvor der er masser af farver, men hvor luften kan være lidt uklar og efteråret (oktober-december), hvor farverne er mere visne, men hvor luften til gengæld er klarere og udsigterne ofte bedre. En stor attraktion ved at trekke i foråret er oplevelsen af de blomstrende rhododendronskove i højderne, hvor det føles som at vandre i et uvirkeligt eventyrland.

En stor attraktion ved at trekke i foråret er oplevelsen af de blomstrende rhododendronskove i højderne, hvor det føles som at vandre i et uvirkeligt eventyrland. Billedet her er taget i aftenskumringen oppe i bjergskoven nær Gorapani-passet, omtrent midtvejs mellem Pokhara og Jomoson. Vi kom hertil efter en hel dags vandring gennem landsbyer og terrasse-marker.