En hyldest til de indiske jernbaner!

Tekst og fotos: Erik Pontoppidan
Copyright: Erik Pontoppidan


Klik HER for at se min indgangsside vores store rejse til Kina, Tibet, Nepal og Indien i efteråret 2009.

Click HERE for English version of this page.

Klik HER for at læse om Danmarks eneste rejsecafé i det indre København.




Nej, det er IKKE en scene fra filmen "Slumdog Millionaire". Det er en flok glade skolebørn ved jernbanemuseet i Delhi i Indien, som var meget mere
interesserede i os end i de gamle damplokomotiver!


De indiske jernbaner er enhver jernbaneenthusiasts drøm. Har man først én gang kørt med tog i Indien, glemmer man det aldrig. Herefter vil togrejser i Danmark være reduceret til transport i syntetiske metalhylstre, som hverken kan føles eller lugtes! Og hvis man vil lære Indiens befolkning og landskaber at kende som rejsende turist, så gøres det næppe på en bedre måde end ved at tage på en længere togrejse i landet. Her vil man få sit livs oplevelse med indtryk, som med garanti vil blive afspillet igen og igen på ens indre hukommelseskort efter hjemkomsten: Tesælgernes gennemtrængende råb på perronerne og i kupéerne, den øredøvende larm, når toget passerer en af de gamle jernbroer, mol-tonerne fra diesellokomotivernes togfløjter! JO, der ER noget romantisk og poetisk over jernbaner!

De indiske jernbaner er en enorm, statsdrevet virksomhed – faktisk verdens største arbejdsgiver - som beskæftiger 1,5 million mennesker. Og for nu at blive ved rekorderne, så transporteres der hver dag 14 millioner passagerer på i alt 63.140 kilometer spor. Det er englænderne, som siden 1836 har anlagt de fleste af linjerne, og efter Indiens selvstændighed i slutningen af 1940-erne har landet selv drevet og udbygget det enorme apparat, som i dag fungerer overraskende effektivt.

Man kan få utrolig mange alternative oplevelser i Indien, men næppe ret meget kan måle sig med en indisk jernbanestation. Her findes simpelt hen alt, herunder et vanvittig eksotisk folkeliv med alt, hvad dertil hører: Bærere, avissælgere, skopudsere, madboder, restauranter, boghandlere, soverum, ventesale, baderum, tesælgere, you name it.

Jeg har oplevet de indiske jernbaner i to tidsepoker. Første gang var i foråret 1969, hvor jeg rejste til Indien og Nepal ad "The Hippie Trail". En del af rejsen (fra den pakistanske grænse til Nepal) foregik med tog gennem Indien, og det gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. Menneskemylderet, det totale kaos på stationerne, tesælgerne, nysgerrigheden, stanken, støvet, de næsten kilometerlange togstammer - for slet ikke at tale om de enorme damplokomotiver, som var enhver jernbaneentusiasts drøm! I Danmark forsvandt damplokomotiverne stille og roligt i begyndelsen af 1960-erne, men ikke i Indien. Det var togrejser, der ville noget! Det virkede som om store dele af landets indbyggere var på evig rejse, hvilket naturligvis er forkert, men fornemmelsen skyldes den store befolkningstæthed i landet. Det var hårdt at rejse med tog på tredje klasse i flere døgn, men set i bakspejlet er det åbenbart lykkedes mig at fortrænge alle de ubehagelige oplevelser, for togrejserne i Indien står i dag for mig som noget spændende og eventyrligt. Mange måneder efter hjemkomsten kørte oplevelserne, lydene og lugtene rundt i hovedet på mig igen og igen som en filmsløjfe.

"Ja, nu står jeg altså her på perronen på Baroda Station på vej sydpå. Jeg står og venter på natekspressen, som om lidt vil ankomme ganske langsomt glidende med ét af de kæmpestore damplokomotiver foran.
Det vil - for det gør det hver gang - først imponere mig med sin størrelse - og derefter med sin længde. De indiske tog forekommer mig at være flere kilometer lange - og lokomotiverne større og vældigere, stoltere end noget, vi nogen sinde oplever på film fra Det Vilde Vesten.
Når toget standser, ved jeg, at det sædvanlige mylder går i gang. En kamp for at komme først op i vognen for os derude på perronen og kamp fra dem inde i toget, der forsøger at trænge sig vej ud. Jeg er ganske alene og har ikke slægt og venner med til at bane vej for mig og til at fragte mine pakkenelliker op i toget og kæmpe mig vej hen til min plads."

Uddrag af Politikens kronik "Mit indiske jernbaneliv" af Bodil Graae lørdag den 17. august 1985.

Anden gang jeg kørte med tog i Indien var 40 år senere, i efteråret 2009. Meget har ændret sig i Indien siden dengang, men de oplevelser, man kan få ved at rejse med tog i landet, er stort set de samme. Lige bortset fra, at de gigantiske damplokomotiver nu er næsten forsvundet, og at den massive fattigdom i Indien heldigvis ikke er nær så udbredt som for 40 år siden.

I november 2009 kørte vi med nattog fra Varanasi til Agra. Vi havde tilbragt 3 utrolig spændende dage i Varanasi, som er en af Indiens helligste byer, og om aftenen kørte vi gennem det kaotiske menneskemylder i byen for at komme til jernbanestationen. Det blev til et deja-vu med nostalgiske undertoner. I samme øjeblik vi gik ud på perronerne følte jeg mig sat 40 år tilbage i tiden. Det var der alt sammen: De massive menneskemængder, tiggerne, tesælgerne, lydene og lugtene! Denne gang havde jeg medbragt nogle venner, som aldrig tidligere havde været i Indien, og jeg tror og håber, at de fangede det eksotiske islæt ved oplevelsen. Min kæreste sammenlignede ganske vist vores anden klasses sovekupé med en kreaturvogn, men faktisk sov vi alle sammen ganske udmærket den nat!

"Togrejserne, hvor jeg sad i den åbne dør med fødderne hvilende på trinbrædtet, rummede en monotoni, der for mig var en slags lægedom og endte med at gå mig i kroppen. Dunket fra skinnesammenføjningerne gentog sig i min hjerne som en uendelig talrække, og jeg slap for at tænke. Der er det mærkelige ved tallene, at er man først begyndt med tallet et, behøver man aldrig igen holde op. Man har fået del i evigheden.
Det ensartede landskab, den varme vind i togvognens åbne dør, skinnesammenføjningerne, der tæller for mig.
Det er en farlig erindring.
Jeg er stadig fanget af den."

Uddrag af forfatteren og debattøren Carsten Jensens bog "Jorden i munden" (forlaget Samleren, 1991) om hans Indiensrejse i starten af 1970-erne.

Lige før vi rejste tilbage til Danmark besøgte vi det seværdige National Rail Museum i New Delhi, hvor et stort antal lokomotiver og togvogne er udstillet fra landets 170-årige jernbanehistorie. Ganske vist er der ingen kørende veterantog på museet, men alligevel vil jeg varmt anbefale det til alle tog-enthusiaster. Min store drøm som 7-årig var at blive lokomotivfører, og på museet kan man komme op i de fleste af de gamle lokomotiver. Det smager da lidt af fugl!

I forbindelse med oplevelsen af de indiske jernbaner føler jeg mig fristet til at drage paralleller til det danske mesterværk "Havnen" fra 1937, sunget af Osvald Helmuth, med tekst af Arvid Müller. Sangen handler om en helt almindelig dansker, som cykler ud til Københavns Havn og fantaserer om skibenes eksotiske mål, og den er fyldt med atmosfære, poesi og udlængsel. Et par linjer i sangen lyder sådan:

"Jeg ka li bare at røre ved skibet,
det er sådan lissom at hilse på livet”.


Sådan har jeg det med de indiske jernbaner!


For god ordens skyld vil jeg lige nævne, at alle nedenstående billeder kan ses i stort format, hvis man klikker på dem!

1: Damplokomotiv på hovedbanegården i Bombay (nu Mumbai), foråret 1969.
2: Menneskemylder på hovedbanegården i Bombay (ny Mumbai) i foråret 1969.
3: Ventende bærere og passagerer på banegården i Benares (nu Varanasi) i foråret 1969.
4: På vej med nattoget (Marudhar Express) mellem Varanasi og Agra 40 år senere, i november 2009.





Jernbaneenthusiaster i Indien bør besøge det seværdige "National Rail Museum" i New Delhi.



Klik HER, hvis du vil se min hoved-hjemmeside med blandt andet spændende links til rejser og trekking.
Klik HER, hvis du vil kontakte mig.