Dette er en af mine favoritsange. Selv om den er skrevet i midten af forrige århundrede (den er fra Fønix-revyen i 1937) er den stadig fyldt med atmosfære, poesi og udlængsel. Den handler om den almindelige lønarbejder, som cykler ned til havnen og fantaserer om skibenes eksotiske mål. Han fantaserer om at være et andet sted end der hvor han er, hvilket er noget, de fleste af os kan nikke genkendende til, ikke mindst i vores rejseglade tidsalder.
Visen er forlængst blevet en klassiker, ikke alene i revygenren men også i den danske kulturhistorie. I en TV-udsendelse har sangeren Kim Larsen engang udtalt, at "når Osvald Helmuth synger: Jeg ser palmer så høje som huse, jeg kan ligefrem høre dem suse, så suser det også ned af ryggen på mig". Slet ikke en ringe anmeldelse! Kim Larsen har også sagt, at han har stor lyst til at synge visen i sin egen fortolkning men endnu ikke har haft mod til det på grund af dens unikke udstråling og kvalitet. Jeg ser frem til, at det engang vil lykkes for ham!
Senest har skuespilleren Tommy Kenter udtalt i et interview i Politiken (Magasinet) den 01.02.09):
"Her sidder vi ved den københavnske havnefront, og der er ikke en ærlig damper i miles omkreds. Hvorfor skal vi i 2009, hvor selv konfirmander har været på jordomrejse, høre om en mand, der dagdrømmer, mens han står og kigger på en bananbåd?
Fordi det vel er den smukkeste frihedssang, der nogensinde er skrevet."
Det, der gør Osvald Helmuths viser så nærværende er, at han fortolker dem med respekt, oprigtighed og følsomhed.
