Jorden rundt med Google


Jorden rundt med Google

Et fascinerende legetøj for rejse -og vandrefreaks

Tekst: Erik Pontoppidan
Copyright: Erik Pontoppidan


Klik HER for at læse om Danmarks eneste rejsecafé i det indre København



Udsigt mod verdens trediehøjeste bjerg Kanchenjunga i Østnepal (8.835 meter) fra en position tæt ved Pang Pema, bedre kendt som Kanchenjunga Base Camp. BEMÆRK, at billedet IKKE er et almindeligt fotografi! Det er baseret på Google Earths globale, tredimensionelle satellitfotos i høj opløsning, som muliggør virtuelle flyveture over hele verden i forskellig højde. I efteråret 1989 vandrede jeg den lange vej op til Kanchenjunga Base Camp og har således befundet mig på en position, der ligger meget tæt på billedet. Du kan læse min illustrerede artikel om turen til Kanchenjunga Base Camp ved at klikke HER.


Flere har sikkert allerede prøvet det, og endnu flere har utvivlsomt hørt om det. Det handler om Googles gratis internetprogram Google Earth, som frit kan installeres og bruges på alle nyere PC'ere. For folk, som elsker landkort og bjerge og synes, at geografi er et spændende fag, er dette værktøj intet mindre end fantastisk!

Jeg har altid været vild med kort og atlas. Som barn drømte jeg flere gange om at leje en gymnastiksal, købe samtlige Danmarkskort i 1:25.000 og klistre dem sammen, så man fik et kæmpekort af vores land med de flest mulige detaljer. Denne drøm kan nu realiseres i langt større format på en meget lettere måde og ganske gratis.

Google Earth er et computerprogram, som præsenterer 3-dimensionelle satellit- og luftfotos fra alle egne af Jorden som en slags virtuel globus. Det var tidligere kendt under navnet Keyhole, men det blev opkøbt af Google, som ændrede navnet til Google Earth. Billedmaterialet ligger centralt på en server, hvorfra fotografierne hentes fra de områder, man ønsker at se. Det er ikke aktuelle billeder, man ser, men de viste fotos er op til 3 år gamle. Til gengæld kan man vende og dreje billederne, ændre sin højde over jordoverfladen, flyve frem og tilbage, dykke ned i dybe bjergslugter og se landskaberne i tredimensionelt format. Og hvis man ønsker at vende tilbage til et sted, hvor man har været før, kan man sætte såkaldte "placemarks" på landkortet - en slags elektroniske tegnestifter, så man nemt kan finde tilbage til den tidligere position. Undervejs dukker der stednavne op på billederne, som fortæller én hvor man er, hvis man skulle være i tvivl. Disse navne er ikke altid placeret korrekt (blandt andet fordi brugerne selv er med til at bestemme deres position!), men som regel er de altid nogenlunde tæt på det rigtige sted.



Snapshot fra en af mine virtuelle flyveture med Google Earth over det østlige Java i Indonesien. Billedet viser det fantastiske vulkanområde Tengger Caldera, som jeg besøgte i foråret 1995, og som er et af Indonesiens mest aktive vulkanområder. Det lille krater i forgrunden til venstre med det hvide område i bunden er Gunung Bromo (2.329 meter), som nok er den mest kendte af vulkanerne. Det høje bjerg i baggrunden er Javas højeste vulkan, Gunung Semeru (3.676 meter). Du kan læse min illustrerede artikel om turen til Gunung Bromo ved at klikke HER.


Detaljeringsgraden af billederne varierer en hel del afhængigt af hvilken egn af kloden, man kigger på. Fotografierne af de fleste større, kendte byer, inklusiv København + nu også hele Danmark er så detaljerede, at man kan se bilerne på vejene og finde sit eget hus. Men i øvrigt er der store globale forskelle på, hvor billederne har en høj detaljeringsgrad eller det modsatte. Alle de steder, jeg har kigget på i USA, er opløsningen fin, og det samme gælder det meste af f.eks. Nepal, De Kanariske Øer eller Madeira. Til gengæld er opløsningen over f.eks. polarområderne ikke særlig god. Om forskellen så skyldes mangel på gode satellitbilleder eller en bevidst politik hos Google, er uvist.

Gensyn med gamle vandreruter

Som inkarneret rejsefreak og fjeldvandrer har jeg efterhånden foretaget mange virtuelle flyverejser rundt på jordkloden ved min PC'er. Disse rejser bliver i det lange løb til de rene tidsrøvere, og med god grund! Hjemme i min lejlighed har jeg f.eks. fløjet hen over verdens tredjehøjeste bjerg Kanchenjunga i Østnepal. Jeg vandrede op til foden af dette bjerg i 1989 sammen med blandt andre 3 af mine venner fra Dansk Fjeldvandrerklub, og her fandt jeg flere af vores lejrpladser + et af de meget høje bjergpas (Lapsang La), som vi kæmpede os op over i den tynde luft i 5.000 meters højde. Det mest fantastiske er, at man i computerprogrammet kan anbringe sig på de steder i terrænet , hvor vi gik, og dermed få de samme udsigter på skærmen, som vi havde på den rigtige tur! Man han også dreje om hjørner og på den måde få et indtryk af de panoramaer, vi ikke nåede at opleve på turen.

Klik på nedenstående billeder for stort format

Utroligt, men sandt! Billedet til venstre tog jeg i efteråret 1989 ved solnedgangstid oppe ved Lapsang-sæteren, nær Kanchenjunga i Østnepal. Det store bjerg hedder Ratong (6.678 m). Passet til højre fører ind i nabolandet Sikkim. Billedet til højre stammer fra Google Earth, hvor jeg har navigeret mig frem til en position, det ligger tæt på mit billede fra 1989. På computerbilledet er indtegnet grænsen mellem Nepal og Sikkim. Du kan klikke på billederne, hvis du vil se dem i større format.


På Nepal-billederne lykkedes det mig også at finde min gamle vandrerute fra 1969 hen over Laurebina-passet og Gosainkund-søerne nord for Kathmandudalen + ruten op mellem Annapurna og Dhaulagiri nord for Pokhara. Jeg har desuden bevæget mig ind i Madeiras dybe slugter, som jeg kender fra mine mange besøg på øen. Jeg har også kigget på topografien omkring Bajkalsøen, som jeg besøgte på min tur med den transsibiriske jernbane i efteråret 2006. Og for nylig besøgte jeg den smukke og meget bjergrige ø La Gomera, som er en af De Kanariske øer. Her har jeg allerede udforsket store dele af øen fra forskellige vinkler og kan tydeligt genkende alle de steder, vi besøgte!

Ikke mere om Google Earth i denne omgang. Hvis man er interesseret og har en nyere PC'er kan man downloade programmet på adressen http://earth.google.com/download-earth.html. God tur!




Klik HER, hvis du vil se min hoved-hjemmeside med blandt andet spændende links til rejser og trekking.