Fra blomstermarkedet på Viru-gaden i det centrale Tallinn.
Estland er et af de tidligere næsten helt ukendte baltiske lande, som er godt på vej til at blive en del af Europa. Det mærker man tydeligt, når man besøger hovedstaden Tallinn. Før murens fald i 1989 var den for langt de fleste danskere bogstavelig talt "en by i Rusland", som ingen rigtig vidste hvor lå. Måske kan de, der i dag er over 50, huske Tallinn som et navn på frekvens-stregerne på langbølgeskalaen på de gode gamle dampradioer, men meget få ville dengang kunne finde byen på et landkort.
Før 1989 var de baltiske lande Estland, Letland og Litauen totalt domineret af Sovjetunionen, og de var dermed fuldstændig underlagt den kommunistiske planøkonomi. Bortset fra, at cirka en trediedel af Estlands indbyggere i dag er russere og bortset fra de mange grå, kedelige og dårligt vedligeholdte bygninger fra Sovjettiden, så virker det som om landet er blevet omhyggeligt støvsuget for ethvert levn fra kommunisttiden. TV og mange forretninger bugner allerede af kapitalismens velsignelser, og i maj 2004 kom alle de 3 baltiske lande ind i EU.
I dag er et besøg i Tallinn en god oplevelse. Den gamle bydel er den bedst bevarede af de baltiske hovedstæder, og turisterne får alt hvad de kan ønske sig af historisk atmosfære, fotogene gader med brosten, hyggelige restauranter og billige priser. Sidstnævnte skal dog tages med et gran salt, for som tidligere nævnt kom Estland ind i EU i maj 2004. Det vil blandt andet betyde, at også turisternes lommepenge vil blive harmoniseret med resten af Europa i løbet af få år. Men i september 2003 kostede det f.eks. halvt så meget at gå på restaurant som hjemme, og visse varer i forretningerne var stadig langt billigere end i Danmark.
Til gengæld er forstæderne uden for den gamle bydel ikke ophidsende. Der er mange fattige, især blandt de ældre, man føler sig ikke tryg ved at gå ud om aftenen, og langt de fleste af boligerne, som er et levn fra Sovjettiden, er grå, triste og dårligt vedligeholdte.
Man alt ialt er et besøg i Tallinn en god og spændende oplevelse, som kan anbefales. Flyvetiden fra København er på små halvanden time, og i september 2003 kunne en tredagestur i en forlænget weekend - inklusiv flyvebillet og to nætter på hotel med morgenmad - gøres fra under 3.000 kroner pr. person.
Retur til hovedside for mit digitale fotogalleri
Hvis du har nogen kommentarer eller spørgsmål, så send en mail til erikponty@post.tele.dk
Hvis du vil se min hoved-hjemmeside med blandt andet spændende links til rejser og trekking, så KLIK HER!