Ideen startede allerede for cirka tre år siden i efteråret 2006, da en del af vores gruppe havde været i Kina med den transsibiriske jernbane, med ophold i Sibirien og Mongoliet undervejs. Det blev en fantastisk tur med utrolig mange oplevelser. Og da nogle i gruppen var inkarnerede tog-enthusiaster, blev der kort tid efter hjemkomsten fostret en helt ny rejseplan: Hvorfor ikke fortsætte togrejsen fra Beijing med det splinternye ”Himmeltog” fra Beijing til Tibets hovedstad Lhasa?

Ideen tog efterhånden form, og det lykkedes at samle en lille gruppe på ni deltagere gennem De Berejstes Klub, som var med på projektet om den ultimative transasiatiske rejse! Flot formulering, men ikke spor overdrevet. Gruppen blev enig om i efteråret 2009 at følges fra Kinas hovedstad Beijing til Nepals hovedstad Kathmandu. Først 48 timer med Himmeltoget fra Beijing til Lhasa, og derfra med landcruiser gennem Tibets højland og ned til hippiernes gamle paradis-destination.

Turen blev en af mit livs største rejseoplevelser. Den tekniske planlægning af rejsen blev betroet til det danske Kipling Travel, som løste opgaven på fortrinlig vis, ikke mindst takket være bureauets direktør og Nepal-enthusiast Lars Gundersen, som efter en sej kamp med de kinesiske myndigheder fik vores Tibet-tilladelser på plads i sidste øjeblik. Hele turen var nemlig ved at gå i vasken få dage før afrejsen, fordi den kinesiske besættelsesmagt besluttede at lukke Tibet for udenlandske turister på grund af frygt for uroligheder i forbindelse med 60-årsdagen for Folkerepublikken Kina, som tilfældigvis blev fejret lige i dagene omring vores planlagte rejse.


Himmeltoget



En af verdens flotteste togrejser er begyndt!

Efter 5 dage i Beijing steg vores nimandsgruppe om bord i ”Himmeltoget” fra Beijings vestbanegård, som er den største jernbanestation i Asien. Men utrolig meget i Kina er meget stort. Togrejsen startede kl. 21.30 den 2. oktober 2009 og førte os på cirka 48 timer op til Tibets hovedstad Lhasa, som ligger 3.600 meter over havet. Jeg vil ubetinget hævde, at den sidste af disse to dage er verdens flotteste og mest fantastiske togrejse! De sidste 1.000 km. af banen er kun få år gammel og fører hen over Tibets højsletter. 960 km af disse ligger over 4.000 meter, 780 km ligger over 4.500 meter, og 20 km ligger over 5.000 meter over havet! Ikke saa mærkeligt, at jernbanen kaldes ”Himmeltoget”! Når man passerer 3.000 meter i højden, pumpes der kunstig ilt ind i kupeerne! Vi var de eneste vestlige turister i togets 14 vogne og nød især udsigten fra restaurant-vognen, som jo har udsigt til alle sider. For de, der ikke ved det, vil jeg nævne, at Tibet for relativt få år siden var et af verdens mest lukkede og ufremkommelige lande, og for mit eget vedkommende er et besøg i Tibet noget, jeg har drømt om siden jeg var omkring 15 år gammel.


Rejsen gennem Tibet



Bedemøller fra Sera-klosteret nær Lhasa

I foråret 1969 stod jeg en tidlig morgen på en bjergtop i Nepal ved Gosainkund-søerne i små 5.000 meters højde i fuldstændig skyfrit vejr. Tæt på kunne man se Langtangs isklædte top på over 7.000 meter, og i det fjerne var der udsigt til hundredevis af sneklædte tinder inde i Tibet, som dengang var et fuldstændig lukket land for udlændinge. Derfor var det en helt speciel oplevelse for mig at få mulighed for at besøge dette land 40 år senere.

Selv om en stor del af Tibets hovedstad Lhasa i dag er en moderne by, er der stadig masser af levende spor fra landets ældgamle kultur. Tibetanerne er lette at kende fra den kinesiske besættelsesmagt på deres udseende og deres beklædning. Overraskende mange svinger f.eks. stadig deres bedemøller i hånden, mens de passerer forbi det massive opbud af kinesisk militær, som konstant overvåger byen. Og der findes stadig en gammel bydel fyldt med atmosfære, templer og røgelse.

Dagen efter vores ankomst til Lhasa besøgte vi Potala-paladset i byens centrum, som var Dalai Lamas bolig indtil han flygtede til Dharmsala i Indien i 1959, hvor han stadig bor. Det er en både fantastisk og meget tragisk historie, men besøget i Potala-paladset var uden overdrivelse en af mit livs store oplevelser.

Betegnelsen ”Verdens tag” om Tibet skal tages helt bogstaveligt, for gennemsnitshøjden for vores overnatningssteder var omkring 4.000 meter. Og det er noget, der kan mærkes! I starten bliver man stakåndet af den mindste fysiske aktivitet og får meget nemt hovedpine, Men selv i højder på omkring 5.000 meter findes der landsbyer med flokke af yakokser, får og geder, og her leves livet stort set stadig som i middelalderen. Høsten var i fuld gang hos bønderne i oktober, og kornet tærskes stadig med håndkraft og males til mel i gammeldags stenkværne. Som brændsel bruges tørret yaklort, som gemmes i enorme mængder i landsbyerne, fordi der er meget få træer i denne højde. Utroligt, men sandt! Undervejs tilbragte vi en enkelt nat ved den nordlige Everest base camp nær Rongbuk-klosteret i over 5.000 meters højde. Det var helt overvældende rent naturmæssigt, men hold kæft hvor var der koldt! Der blæste en halv orkan ned fra bjerget med temperaturer på omkring eller lidt under frysepunktet. Ufatteligt, at nogen har energi til at fortsætte opstigningen herfra og yderligere 3.500 højdemeter til toppen af Everest!

På turens sidste dag gennem Tibet kørte vi omkring 3.000 højdemeter ned fra det tibetanske højland og krydsede grænsen mellem Kina og Nepal ved den såkaldte ”Friendship Bridge”, som ligger i en dyb kløft. Det var et gedemarked uden lige. Blandt andet gennemgik kineserne omhyggeligt al vores bagage, tilsyneladende med det ene formål at finde bøger med billeder af Dalai Lama, som i så fald omgående blev konfiskeret. Fuldstændig absurd, da der jo findes hundredetusinder af sådanne billeder uden for Kina. Turen fra grænsen til Kathmandu blev til gengæld en dejlig oplevelse, hvor Nepals vanvittig flotte landskaber og smukke kultur viste sig fra deres bedste side. Og selv om Kathmandu er blevet en voldsomt trafikeret og larmende storby, har den stadig rigtig mange oplevelser at byde på. Jeg besøgte Kathmandu første gang for 40 år siden (i 1969), så byen har en helt særlig plads i mit hjerte, som er svær at komme udenom.


På Everest-trek i Nepal



Lyden af klokker fra de utallige karavaner af yakokser, vi mødte på turen, er noget af det, jeg altid vil forbinde med Nepal.

Da vi nåede frem til Kathmandu, rejste cirka halvdelen af gruppen hjem som planlagt, mens 4 af os fortsatte rejsen på egen hånd. Når man nu er havnet i et af verdens smukkeste og mest spændende rejselande, hvorfor så tage hjem så hurtigt? Så den resterende firemandsgruppe delte sig i første omgang i to: Efter nogle dage i Kathmandu fløj jeg med en af mine venner til den lille, højtliggende flyveplads Lukla, hvorfra vi var på en fantastisk trekkingtur til foden af Mount Everest. Jeg har vandret i Nepal flere gange før, men denne tur overgik de andre med hensyn til natur og panoramaer. På ni dage vandrede vi i strålende solskinsvejr frem og tilbage mellem Lukla og det højtliggende udsigtspunkt Kala Patthar i 5.550 meters højde, lige over for verdens højeste bjerg. En krævende tur, som ikke er for hvem som helst, og slet ikke på så kort tid som 9 dage. Når det lykkedes os at gennemføre turen på så kort tid, var det kun fordi vi kom fra Tibet og dermed i forvejen var akklimatiserede til store højder.

Vores vandretur i Everest-området startede efter en forrygende flyvetur på 45 minutter fra Kathmandu til den lille, højtliggende, helt usandsynlige flyveplads ved byen Lukla i 2.840 meters højde. Jeg sad forrest i det lille fly og havde derfor samme udsigt som piloterne lige før landingen, hvilket dog ikke var nogen behagelig oplevelse. Landingsbanen i Lukla er nemlig ultrakort og skrånende, og den starter og slutter med en bjergvæg! Men i øvrigt var flyveturen ubeskrivelig smuk og dramatisk. Undervejs krydser man en masse bjergrygge, som går på tværs af flyveretningen, så når man kigger ned, oplever man flere gange at svæve hen over en dyb dal for pludselig at være faretruende nær jorden, når et af bjergpassene passeres. Mod nord ses under hele flyveturen Himalayas mægtige hovedkæde med de mange 8.000’ere, og lige inden landingen flyver man ikke over, men mellem bjergene. Det kan ikke undre, at denne rute kun er åben i klart vejr! Der fører ingen køreveje derop (den nærmeste kørevej fra Kathmandu slutter 5-6 dages vandring fra flyvepladsen i Lukla), så al varetransport sker med yakokser eller med bærere.

Vandreturen var ubeskrivelig smuk, ikke mindst, fordi det var fint vejr hele tiden. Det er muligt på denne rute at overnatte i små, meget enkle lodges undervejs, og de højst beliggende af disse er omgivet af isklædte, 7-8.000 meter høje bjerge på alle sider. Men det var som sagt en hård tur, især på grund af den store højde. Så jeg er meget stolt af mig selv, blandt andet, fordi det lykkedes mig at bestige en bjergtop ved navn Kala Patthar på 5.550 meter. Fra toppen var der ubeskrivelige udsigter, af hvilke den mest interessante var udsigten til verdens højeste bjerg Mount Everest (8.850 meter), som ligger lige over for. Fra toppen af Kala Patthar kan man se næsten hele den klassiske bjergbestigerrute til Everest fra Nepal-siden.

I øvrigt har jeg slet ikke omtalt vores nepalesiske følgesvend Rajesh Karki, som tog med fra Kathmandu på trekkingturen. Han var 19 år og var en fantastisk fyr med humoristisk sans, som bar en del af vores bagage og hjalp os på alle måder på turen. Og så talte han i øvrigt udmærket engelsk. Og det bliver næppe sidste gang, vi ser ham. Han er nemlig rejst til Warschawa i Polen i midten af november 2009 for at studere samfundsvidenskab på universitetet der i 4 år. Og han har en stående invitation fra os til at besøge os i Danmark. Så vi glæder os til at guide ham rundt i København og omegn og ikke mindst til at vise ham havet, som han aldrig har set!

Mens min ven Per Allan og jeg var på trekking, tog den anden halvdel af firemandsgruppen, Elise og Margrethe, til Pokhara, hvor de havde en mindre krævende men spændende tur med masser af oplevelser. Hvilket næppe kan overraske i betragtning af, at ingen af dem tidligere havde været i Nepal!


Videre til Indien



Indere ved det verdensberømte Taj Mahal-mausolæum ved Agra.

Fra Kathmandu fløj vi til byen Varanasi i Indien, hvor vi boede på et fantastisk hotel lige ud til Ganges-floden. En helt surrealistisk by. Måtte gå de sidste 800 meter til fods ved ankomsten gennem den ældgamle bydel, hvor husene nærmest lukker sig over de smalle gader som en tunnel, og hvor gaden af og til spærres af en hellig ko. Varanasi er en af Indiens allerhelligste byer. Her brænder ligbålene døgnet rundt, så asken fra de døende kan strøs ud i den hellige Ganges-flod. Døde børn og hellige mænd brændes ikke men sænkes ned i floden fastgjort til nogle sten, og det falder ikke altid lige heldigt ud. En eftermiddag kom der en død mand flydende og kom i klemme mellem bådene ved flodbredden, men det var der ingen af de forbipasserende, der tog særlig notits af. Lige bortset fra en af bådfolkene, som bugserede liget ud midt i floden igen. Hvis DET var sket i Frederiksholms Kanal, var der omgående mødt en stab af politifolk og krisepsykologer op! I Varanasi oplevede vi også nogle helt utrolige hindu-ceremonier, som heller ikke kan beskrives men skal opleves.

Efter 3 fantastiske dage i Varanasi kørte vi ca. 12 timer med nattog til Agra. Modsat vores forventninger sov vi alle tre udmærket, selv om ombordstigningen i toget var et vaskeægte gedemarked. Banegården i Varanasi kan ikke beskrives, den skal opleves! Den meget korte forklaring er, at de indiske jernbaner hører til nogle af de mest eksotiske oplevelser, man kan få i dette land!

Grunden til, at vi gjorde ophold i Agra var, at vi gerne ville se (og gense) en af verdens største seværdigheder Taj Mahal. Og ja, det ER (stadig) et fantastisk bygningsværk. Elise og Margrethe har aldrig set det før, men jeg så det første gang for 40 år siden. Den følgende dag kørte vi de 300 kilometer fra Agra til New Delhi (nu med taxa!), hvor vi tilbragte de sidste to nætter af denne fantastiske rejse.

Dette var cirka en titusindedel af vores oplevelser. Hvis artiklen har vakt din interesse, kan du læse mere om turen på nogle af mine andre illustrerede websites. Hovedindgangen til disse kan ses på www.ponty.dk/tibeths.htm.

Klik HER for at se hovedindgangen til min hjemmeside, med masser af interessante og spændende artikler om alt mellem himmel og jord.
Klik HER, hvis du har kommentarer eller spørgsmål til mig, eller hvis du vil købe nogle af mine billeder.