Kærlighed har ingen alder!

Kærlighed har ingen alder!

Min vestafrikanske romance i Senegal i januar 2020

Tekst og fotos: Erik Pontoppidan
Copyright: Erik Pontoppidan

Klik eller tryk HER for at læse om mine oplevelser i Senegal i januar-februar 2019.

Klik eller tryk HER for at læse om mine oplevelser i Senegal i december/januar 2020-21.

Klik eller tryk HER for at læse om mine oplevelser i Senegal i december/februar 2021-22.

Klik eller tryk HER for at læse om mit besøg i fiskerlandsbyen Pointe Saint-Georges i februar 2022.

Click or push HERE to check out some of my favourite photos from Casamance in southern Senegal.



Min hustru Fatoumata Binta Manga er uddannet kok og laver fremragende mad.


Det er vildt fascinerende, hvor meget tilfældigheder kan styre ens livsforløb. Det er totalt uforudsigeligt, hvem man møder i sit liv, eller hvilke oplevelser, man har til gode. Og jeg tror ikke på dem, som mener, at skæbnen er styret af en højere magt.

Jeg mødte Fatou i landsbyen Abene i det sydlige Senegal i februar 2019 ”ved en smuk tilfældighed”, som Kim Larsen synger i sit lille mesterværk "Perron Gare du Nord", og vi har været i kontakt med hinanden næsten dagligt lige siden over nettet. Fatou taler kun fransk udover det lokale stammesprog Wolof, og selv om mit fransk langtfra er perfekt, har vi alligevel været i stand til at føre relativt dybe samtaler. Vores verdensbillede og viden er enormt forskellige, men det gjorde kun vores samvær mere spændende. Fatou har aldrig prøvet at flyve før, og hendes eneste udlandsrejser til dato har været til nabolandene Gambia og Mali. Hun har aldrig besøgt en biograf, og før januar 2020 var cykling kun noget, hun havde set andre gøre. Sidstnævnte prøvede jeg at råde bod på ved at give hende nogle lektioner ved stranden. Og det er helt utroligt, at en intelligent og tænksom pige som Fatou aldrig nogen sinde havde prøvet at arbejde med en PC. Det fik vi også gjort noget ved, for denne gang havde jeg medbragt min nye bærbare Labtop.

Miraklernes tid er ikke forbi

Jeg ankom til Banjul i Gambia den 3. januar 2020 med Brussels Airlines, med flyskifte i Bruxelles og mellemlanding i Dakar. Jeg vænner mig aldrig til de meget tidlige fly-afgange. Flyet afgik klokken 7 fra Kastrup, og da jeg bor tæt på Liseleje i Nordsjælland, havde jeg egentlig planlagt af tage med et sent tog fra Melby og overnatte nogle timer i rejsecaféen Cafè Globen i det centrale København, som jeg er medejer af. Det gik for så vidt også efter planen bortset fra, at den meget berejste Claus Andersen fra De Berejstes Klub befandt sig live i caféen, da jeg ankom lidt over midnat. Nu er Claus heldigvis en af dem, der kan snakke om andet end havemøbler og børnebørn, så jeg fik så godt som ingen søvn den nat og var meget træt på det meste af rejsen.

Men da jeg i Bruxelles skulle gå om bord i flyet til Banjul, skete der et mirakel. Af uransalige årsager blev jeg opgraderet til Business Class! Jeg fik ingen fyldestgørende forklaring bortset fra en kort bemærkning om, at der var sket en fejl ved pladsbookingen i flyet. Og hold kæft en service! Bestilte en whisky med is et par minutter efter, at jeg havde fundet min plads, og kort tid efter blev der delt champagne ud. Og frokosten: Flere valgfrie menuer med udsøgte vine. Lige hvad jeg havde brug for efter en søvnløs nat! Og så fik jeg i øvrigt udleveret en stor æske belgisk chokolade, da jeg stod af flyet i Banjul!

Nok om Business Class. Lige bortset fra hvor tankevækkende det er, at man kan uddanne et personale til flere grader af venlighed. Og hvor meget det betyder for ens velbefindende at blive så godt behandlet.

Jeg ankom til Banjul i Gambia ved 19-tiden. Grænsen til Senegal lukker ved solnedgang, så jeg overnattede på Woodpeckers Resort, som ligger kun lidt over 1 kilometer fra lufthavnen. Her blev jeg hentet næste formiddag af Fatou og Ibou og i løbet af et par timer kørt til landsbyen Abene i det sydlige Senegal.


Udsigt over Casamanche-floden fra terrassen i vores hotelværelse i Ziguinchor i det sydlige Senegal.
Det grønne på den anden flodbred er udstrakte mangroveskove.


Fatou og jeg nød hinanden i næsten 3 uger på Atlantic Abene Resort, som ligger ved stranden cirka 1 kilometer fra fiskerbådene i landsbyen, og bortset fra et besøg hos hendes forældre i Ziguinchor tilbragte vi dagene i afslappet ro. Stedet er fantastisk. Stranden er perfekt, også til at cykle på, og havets brusen og fuglesangen er de lyde, man hører mest. Hvis infrastrukturen omkring Abene havde været bedre, ville området have et enormt potentiale for hotelbyggeri i den helt store stil, så gudskelov, at det indtil nu kun er sandede grusveje, der fører til landsbyen.

Familiebesøg i Ziguinchor

Under mit ophold besøgte jeg Fatous familie i deres hus i udkanten af Ziguinchor. Først de cirka 120 kilometer med fællestaxa til Ziguinchor. Den lokale transport på disse kanter foregår typisk med fællestaxaer, som kører mellem fastlagte knudepunkter. Der er ingen tidsplan, men de kører, når chaufføren har fundet passagerer nok til, at bilen er fyldt op.

Næste formiddag tog vi ud til Fatous familie med en taxa gennem byens menneskemylder til lyden af den typiske afrikanske popmusik i bilens radio. Selv om sproget og kulturen er meget forskellige, så er rytmerne og guitarspillet i popmusikken forunderligt nok næsten præcis de samme som under mit besøg i Kenya i 1972. Og der er godt nok lige så langt fra Senegal til Nairobi som fra Senegal til København!

Besøget hos Fatous familie og hendes forældre var en oplevelse. Det var lige før den sidste del af turen derud krævede en firehjulstrækker, for vejen var enormt hullet og stærkt beskadiget af regntiden i sommerperioden. Der er stor fattigdom omkring familiens hus, men ingen er ensomme, for alle kender hinanden, og Fatous store familie har et stærkt sammenhold. De fleste bor i Ziguinchor, og to af hendes brødre bor og arbejder i Rusland og Spanien.


Familiebesøg hos Fatous forældre i Ziguinchor.


Før besøget spurgte jeg Fatou, om hun havde et forslag til eventuelle besøgsgaver fra mig til familien. I Danmark er det jo typisk vin, chokolade og blomster, man giver hinanden. Det er no go her. På vejen derud kørte vi omkring det lokale marked, og det endte med, at jeg købte 5 liter jordnøddeolie, en pose løg, 6 store flasker sodavand og en stor sæk ris, der var så tung, at der skulle mindst to til at bære den.

Jeg kan ikke helt forklare hvorfor, men personligt har jeg det sådan, at når jeg har tilbragt et par dage i et U-land som f.eks Senegal, så bliver jeg afstresset, og det meste af min tendens til at være kontrolfreak forsvinder. Måske fordi afrikanernes opfattelse af tid er helt forskellig fra Europa, og fordi de altid finder en ukompliceret løsning, hvis der opstår praktiske problemer på rejsen.

The Beatles – hvem er det?

En af de ting, som har overrasket mig i Senegal er, hvor forskellig vores viden om verden er. Så godt som ingen af de lokale her på egnen kender f.eks. Elvis Presley, The Beatles, Walt Disney, Kilimanjaro eller Himalaya. Det vil mange i Europa sikkert opfatte som et bevis på de tilbagestående afrikanere på det mørke kontinent - et typisk eksempel på, at vi stadig opfatter de gamle kolonimagter, vi kalder ”Vesten”, som verdens centrum. Og hvis man skulle nævne et par begreber, som kunne være et fælles symbol på den vestlige verden de seneste 100 år, hvad kunne det så være? Hollywood, Disney, Holocaust, 11. september?

Viden er mange ting. En af mine gamle gymnasiekammerater, som jeg har haft kontakt med gennem mange år, og som bor i London, fortalte mig engang om et quiz-show i TV, hvor man kunne vælge det rigtige svar ud fra et antal muligheder. I quiz-showet deltog nogle unge piger, som skulle svare på, om Treblinka var en polsk popgruppe eller en KZ-lejr fra nazitiden. De valgte det første. Og på min tidligere arbejdsplads var der en i øvrigt dygtig programmør sidst i 20-erne, som i frokostpausen i kantinen spurgte: ”Hvordan var det nu med Polen? Var de med i Anden Verdenskrig?”.

Fantastisk stjernehimmel

En af aftnerne gik vi ned på stranden i mørket, og et par minutter efter, at vi havde slukket pandelampen, havde vi udsigt til en fantastisk, måneløs stjernehimmel. Venus lyste så stærkt, at lyset fra den spejlede sig i havet, Cassiopeia stod på hovedet, Orion lå næsten vandret, og man kunne se Andromeda-galaksen. Sidstnævnte skal man præcis vide hvor er, for den er kun en lille tåget lysplet. Men den er uden konkurrence det fjerneste objekt, man kan se med det blotte øje en mørk nat. Godt og vel 2 ½ millioner lysår væk, og med cirka 300 milliarder stjerner!

Man skal lige vænne sig til, at firmamentet er forskudt 42 grader i forhold til i Danmark. Et uomstødeligt bevis på, at jorden er rund!


Hvis alt går som planlagt, åbner vores nye Bed & Breakfast-sted "Chez Fatou et Saladin" nær landsbyen Abene i vinteren 2022-23.



Klik eller tryk på nedenstående billeder for at forstørre dem og få at vide, hvad de forestiller.






Kort over den vestlige del af Gambia og det sydvestlige Senegal.
Landsbyen Abene ligger til venstre i midten af kortet.



Klik HER, hvis du vil se min hoved-hjemmeside med blandt andet spændende links til rejser og trekking.