Vores 18 kameler spadserer adstadigt gennem sandhavet - nogle gange i en lang række, andre gange spredt ud over et stort område. Der blæser en varm og tør ørkenvind imod os. Heroppe fra ca. 3 meters højde kan vi se milevidt ud over Sahara. Sandklitterne ligner et oprørt hav, som pludselig er stivnet, så de høje bølger danner en labyrint af små bakker og fordybninger. Enkelte steder i horisonten står der en enlig dadelpalme, som hjælper med orienteringen og fortæller os lidt om, hvor vi bevæger os hen. Når man har siddet på sin kamel i en halv times tid og har vænnet sig til den vuggende gangart, falder man fuldstændig til ro og nyder livet. Alt andet er ligegyldigt. De eneste lyde er en svag hvislen af det fygende ørkensand og en gang imellem af stemmer fra de øvrige deltagere.

Det hele startede med en notits i august-nummeret af Tidsskrift for Dansk Fjeldvandrerklub om et tilbud til kamel-interesserede fjeldvandrere i oktober måned: 3 dage på kamelryg gennem tunesisk Sahara med overnatning i det fri + 3 dage med landcruiser ad vanskeligt tilgængelige ørkenpister. Denne notits resulterede lynhurtigt - stik imod alle forventninger - i en halv snes henvendelser fra medlemmer + et par andre med tilknytning til klubben, som godt kunne tænke sig noget lignende. De 10 blev suppleret af 5 ikke-fjeldvandrere, og vi var nu tilstrækkeligt mange til at danne et kamelhold under Sahara-specialisten Hans Mydtskovs kyndige ledelse.

Turen blev en dejlig oplevelse for alle. Dels fordi den var fyldt med spændende oplevelser, men også fordi vi havde et mægtig godt kammeratskab undervejs. I det følgende er de 3 kameldage beskrevet ud fra dagbogsnotater og hukommelsen. Resten af turen oplevede vi også en masse, men det ligger uden for rammerne af denne historie.

Mandag den 25. oktober:

I går kørte vi de ca. 300 km. fra kystbyen Houmt Souk på Djerba og ind til ørkenbyen Douz i Syd-Tunesien, hvor sandklitterne begynder. Vi mærker med det samme, at vi er kommet til en helt anden verden. Hvis man går uden for hotellet, er det langt mere "den ægte vare" end ude ved kysten. De ting, der sælges på markedet i byen, er næsten udelukkende til brug for den lokale befolkning og ikke for turister.

Ingen af os har medbragt vandrekort over Sahara. Selv har jeg et foldekort over hele Tunesien i 1:1.000.000 - et udmærket kort til at køre rundt i landet efter, men absolut ikke egnet til at ride rundt i Sahara med. På mit kort standser alle veje og bebyggelser ret pludseligt i det nederste sydvestlige hjørne, og ca. 1/4 af kortet er opfyldt af en markering, som godt kunne minde lidt om et månekort. Området fortaber sig ind i Algeriet, og hvis man red mod syd herfra, ville man bevæge sig tusinder af kilometer i flere måneder gennem det samme landskab. Henover det hele står der med store bogstaver:

GRAND ERG ORIENTAL

Sådan et område på et landkort virker som et forjættet land på en inkarneret fjeldvandrer! - Men denne gang lader vi os dog nøje med en kort tur i nærheden af kysten i det store sandhav.

Vi er tidligt oppe, og ved 8-tiden er der parkeret 18 kameler lige uden for hotellet. Da ingen af os har forstand på kameler, er der 6 kameldrivere med, som sørger for dyrenes forplejning. De viste sig senere at være helt fantastiske til at hjælpe os med alt, hvad vi havde brug for undervejs.

Vi har kun medbragt det mest nødvendige på turen, d.v.s. hvad der kan være i en lille tursæk. Derudover en sovepose + et liggeunderlag og - vigtigst af alt - en 5 liters vanddunk til hver, som vi skriver navn på. Kamelerne bliver fordelt og pakket, og ved 9-tiden går det ud over vidderne. Det varer ikke længe før ørkenklitterne viser sig. Samtidig blæser en scirocco op, som hvirvler sandet langt op over kamelhøjde og trænger ind alle steder. De fleste af os har anskaffet sig en "ørkenklud", som beskytter det meste af hovedet mod sol og sand, men alligevel varer det ikke længe før det knaser mellem tænderne, selv om man holder munden lukket! I modsætning til de danske kyster er Saharas sand utrolig finkornet, nærmest som støv.

Midt på dagen holder vi frokosthvil, og vores kameldriverne laver et pragtfuldt måltid mad bestående af en tallerken salat som hovedret efterfulgt af granatæblekerner som dessert. Dertil en kop meget stærk og sød te. En sådan blanding, hvor næsten halvdelen er sukker, ville være umulig at få ned derhjemme, men hernede virker den utrolig opkvikkende. Man har åbenbart brug for helt andre stoffer på disse breddegrader.




Efter en samlet dagtur på ca. 18 km gør vi holdt for natten. Kameldriverne slår et beduintelt op og begynder at bage det lækre hropsa-brød helt uden brug af køkkengrej. Fremgangsmåden er enkel: Man laver en dej, der formes som en stor rund pizza, og denne lægges i gløderne af et bål fra indsamlede, tørre kviste i nogle minutter. Til sidst børstes sand og aske væk, og man har et lækkert brød, som kan spises for sig selv eller sammen med al slags mad.

Mørket kommer hurtigt og præcist i ørkenen. På denne årstid er det mørkt kl. 17.45, og så skal man ikke bevæge sig ret langt væk. Normalt er natten kulsort, og hvis der ikke er tændt bål eller kommer støj fra lejren, kan man meget nemt fare vild. Denne aften er det dog næsten fuldmåne. Vi sætter os ind i beduinteltet og har det fantastisk hyggeligt.

I løbet af aftenen serverer kameldriverne de lækreste retter mad, og bagefter underholder de os med deres lokale sange. Da det bliver sengetid, kan vi frit vælge, om vi vil sove udenfor eller inde i teltet. Jeg vælger at sove under åben himmel og kommer ikke til at fortryde det. Da det er næsten fuldmåne, bliver ørkenen først på natten oplyst af et eventyrligt skær. Kamelerne har fået forbenene bundet sammen, så de ikke løber alt for langt væk i løbet af natten, men de er ikke bundet mere stramt end at de kan gå rundt i nærheden af lejrpladsen og spise sig mætte i de indtørrede kviste, som vokser på stedet.

Jeg vågner hele tiden ved lyden af en kamel, der gumler eller fordøjer maden. Ved 2-tiden går månen ned, og resten af natten kan man ligge på ryggen og beundre en ubeskrivelig stjernehimmel. Noget af det, jeg husker meget tydeligt fra den nat, er da jeg vågnede kort før solopgang og så gruppens eneste hvide kamel i silhuet foran stjernebilledet Orion. Fantastisk!

Tirsdag den 26. oktober:

Efter morgenmaden pakker vi kamelerne og drager videre ud over sandhavet. Vi har nu efterhånden lært, hvordan man håndterer op -og nedstigning på dyrene, og det kræver lidt koncentration. I samme øjeblik, man sætter sig op på ryggen af kamelen, rejser den sig op. Så gælder det om at holde godt fast, for den rejser sig først på bagbenene, dernæst på forbenene. Mangen en turist har fået en rutchetur hen over halsen, til stor fornøjelse for eventuelle fotografer. Når den lægger sig ned, sker processen i omvendt rækkefølge, d.v.s. først ned på forbenene, dernæst på bagbenene.

I går var det til tider overskyet og blæsende, men i dag er vejret perfekt, med høj og klar himmel. Da vi rider ud gennem klitterne, falder nogle af os for fristelsen til at sætte egne fodspor i de uberørte mønstre i sandet. Ikke så mærkeligt, at nogle af os går i barndom i betragtning af, at vi befinder os i verdens største sandkasse!

Frokost med dejligt, friskbagt hropsa-brød, salat, granatæbler og sød te. Vi rider gennem bølgende sandklitter det meste af eftermiddagen. Ved 4-5-tiden bliver farverne rødlige, og kamelerne kaster lange skygger på sandet. Der blev taget rigtig mange gode billeder den dag!

Aftenhygge i teltet med dejlig mad og hropsa-brød. Vi er kommet en del tættere ind på livet af hinanden i løbet af disse 2 kameldage, og der snakkes, synges og danses til ud på de små timer. Kamelerne har lagt sig i en lang række ude i måneskinnet og synes at være helt i harmoni med sig selv. Det er vanskeligt at sætte sig ind i, hvad de tænker, når man betragter deres arrogante ansigtsudtryk, men de er nogle fascinerende dyr. Når man går hen imod dem, vender de tillidsfuldt hovedet mod en, men de bryder sig absolut ikke om at blive klappet eller kløet bag ørerne. Derimod anfægtes de overhovedet ikke, når man går ind under bugen på dem for at binde forbenene sammen.

Før det blev mørkt, har ude-soverne udvalgt et overnatningssted og anbragt soveudstyret der. Da vi - bogstavelig talt - skal til at finde soveposerne, er vi glade for, at månen endnu ikke er gået ned, for ellers ville der være buldrende mørkt overalt.

Onsdag den 27. oktober:

Næste gang, jeg skal på ørkensafari, vil jeg medbringe et sovepose-overtræk, for der falder meget dug om natten, og om morgenen er alting vådt. Heldigvis tørrer det hele hurtigt, når solen som en ildkugle forlader horisonten. Fra toppen af en sanddyne kan jeg se silhuetterne af vores kameler ca. 1 km borte. Selv om de har haft forbenene bundet sammen om natten, kan de åbenbart alligevel komme langt omkring, især, hvis der er udsigt til noget lækker mad. Jeg gad vide, hvad der er en kamels livret. I hvert fald er det ubegribeligt, at den sparsomme, usle bevoksning kan levere energi nok til, at de kan bære mennesker + en oppakning på et halvt hundrede kilo. Men her har vi jo nok noget af forklaringen på kamelerne som de ældgamle, utrættelige ørkenens skibe. De løber ikke tør for brændstof uden videre, og selv den bedste firehjulstrækker ville være kørt fast der, hvor vi har redet på denne tur.

Morgenmad med sød kaffe og brød, som vi indtager mens solen begynder at få magt. Da kamelerne er samlet sammen og pakket, går det videre tilbage mod Douz. Landskabet veksler mellem sandede sletter med sparsom busk-bevoksning og rene ørkenklitter. Dejlig lang frokostpause i 40 graders varme med friskbagt hropsa-brød og meget sød te. Nogle af de mange kameluldstæpper bliver lagt hen over de lave buske og danner derved et skyggefuldt halvtag.



Mens vi slapper af og nyder livet, holder vores turleder Hans Mydtskov et meget spændende foredrag om Rommels ørkenkrig i 40-erne. Han fortæller nogle detaljer om Hitlers krig i Afrika, som meget få af os har hørt før.

Om eftermiddagen sætter vi kursen direkte mod dadelpalmerne og vandtårnet i Douz. Det er som at nærme sig kysten ude fra et stort hav. Sidste del af turen ind gennem oasen til hotellet foregår ad små stier, hvor vi sidder i den perfekte højde til at kunne se ind i folks haver. Derinde går der tunesiske kvinder rundt og passer de fremmede vækster. Oaserne i Tunesien har en overdådighed af eksotiske afgrøder. De høje, slanke dadelpalmer danner parasol over de underliggende vækster. Figner, abrikoser, ferskner, druer, mandariner, granatæbler og bananer vokser i "mellemetagen". Helt nede i "bunden" dyrkes grønsagerne: Kartofler, gulerødder, auberginer, salat, peberfrugter, fennikel og meget mere.

Ved 5-tiden sidder de fleste af os renvaskede i hotellets have med en øl i hånden og føler os fuldt på højde med situationen. Det er med slet skjult stolthed, at vi fortæller de andre turister på hotellet, hvad vi har lavet - og vi bliver en halv meter højere da vi hører, at nogle af dem bare skal ud og ride en times tid i morgen tidlig for at se solopgangen uden for byen.

Resten af dagene i Tunesien foregik med landcruiser ad veje, som en gang imellem bogstavelig talt løb ud i sandet - men det er en helt anden historie.

PS:
Blandt ikke-fjeldvandrerne på turen var der en kvindelig journalist fra Fyns Amts Avis, som havde for vane at skrive ting ned på en notesblok på de besynderligste tidspunkter. En uges tid efter hjemkomsten til København lå der pludselig 10 eksemplarer af Fyns Amts Avis i entreen fra lørdag den 6. november, da jeg kom hjem fra arbejde. På forsiden var der et stort billede fra turen med henvisning til en helsides-artikel inde i bladet. Og under forsidebilledet kunne man læse:

"Gu var jeg i Sahara. På kamel. Uden toilet. Uden kolde øller eller brusebad. Uden andet selskab end mine karavane-kammerater. Men jeg gør det igen. Ensjalla, om gud vil."