Fra passet Tizi n Tacheddirt (3.230 meter), Høje Atlas

Denne artikel er oprindelig skrevet som et indlæg til tidsskriftet Globen, udgivet af De Berejstes Klub, som jeg er aktivt medlem af. Blandt medlemmerne havde vi for en del år siden en ide kørende, der hed "rejsestafetten". Kort fortalt gik ideen ud på, at udvalgte medlemmer skrev om deres 10 bedste oplevelser i en eller anden kategori. Ikke nødvendigvis noget, der har med rejser at gøre, for det kunne handle om alt lige fra madoplevelser til udsigter. Den, der skrev om sine favoritter, gav derefter stafetten videre til et andet medlem, som skrev om 10 nye personlige oplevelser efter eget valg. Og som en af de udvalgte besluttede jeg at udvælge og beskrive mine 10 bedste trekkingture.

Den opgave havde jeg det helt fint med, men det var lidt af en udfordring. Både at udvælge de 10 ture og at begrænse beskrivelsen af dem til ganske få linier. For hvad er en god trekkingtur? Udover naturen, udsigterne og vejret, så er en vellykket tur en kombination af mange forskellige faktorer. Det kan f.eks. være ens humør, de mennesker, man møder undervejs, hvor man er i sit liv, hvilke behov og ønsker, man har lige nu, og meget andet. Det spiller også en rolle hvor meget man har rejst i forvejen og hvor meget af verden, man allerede har set. F.eks. var min første trekkingtur i Himalaya en helt unik oplevelse, som aldrig kan gentages, og det samme gælder i øvrigt den oplevelse, jeg havde da jeg på min allerførste udlandsrejse til Norditalien oplevede Alperne fra kupévinduet i min sovevogn.

Til allersidst: Rækkefølgen af de 10 beskrivelser er kronologisk og er altså ikke udtryk for en prioritering, for at lave en sådan ville være en endnu sværere opgave end at udvælge mine 10 favoritter.

1. Pico de Teide

I januar 1967 besteg jeg helt alene Spaniens højeste bjerg Pico de Teide på Tenerife (3.716 meter). Det skal lige siges, at det var før svævebanen blev bygget, så jeg mødte ikke en eneste turist på vejen derop. Turen varede kun en enkelt dag, men den var en stor oplevelse, blandt andet fordi det var første gang jeg kom tæt på en vulkan. Jeg tog med den første, meget tidlige morgenbus fra Puerto de la Cruz nede ved Atlanterhavet og kørte op til det enorme krater ved Las Cañadas i cirka 2.000 meters højde. Derfra startede jeg selve bestigningen. Jeg nåede toppen først på eftermiddagen og beundrede udsigten fra det rygende krater inden jeg startede nedturen og fangede den sidste bus tilbage til Puerto.

Siden denne tur er turiststrømmen eksploderet, og i dag kan enhver tage derop med den svævebane, der er bygget i mellemtiden. Jeg har aldrig siden været deroppe, men til gengæld har jeg set Teide på afstand på mange af mine senere rejser til vands, til lands og i luften.


2. Gosainkund

Denne vandretur på en halv snes dage i foråret 1969 foregik i Helambu - Gosainkund - området nord for Kathmandudalen i Nepal. Den er er en af mine største oplevelser overhovedet, og det er nok primært fordi det var allerførste gang jeg oplevede Himalaya. I Kathmandu hyrede jeg min egen sherpa (til 7 kroner om dagen), som viste vej, talte med folk i landsbyerne og sørgede for en del af det praktiske. Trekkere var der yderst få af dengang - faktisk så få, at man i landsbyerne havde nogenlunde check på de enkeltpersoner, der kom forbi med flere dages mellemrum. Det hele var bare fantastisk: Aftenerne og nætterne hos de lokale familier, hvor man sad i de mørke, tilrøgede landsbyhuse og oplevede et sceneri og en stemning, man troede kun hørte hjemme i middelalderen. Begravelsesceremonien i sherpalandsbyen Tarke Gyang, hvor lama-orkesteret var i fuld aktion med trommer, horn og cymbeller - en oplevelse, jeg i øvrigt den dag i dag stadig kommer til at tænke på hver gang jeg taber et grydelåg på gulvet! Og nåh ja, forresten: Udsigterne og naturscenereiet var formidable. Vi gik over Laurebina-passer i 4.610 meters højde i snestorm og overnattede i en forladt sæterhytte ved en af de hellige Gosainkund-søer. Næste morgen vågnede vi i strålende sol med udsigt til store dele af Himalaya-kæden. Der var ikke en sky på himlen, og vi kunne se langt ind i Tibet, med det imponerende Langtang-massiv i forgrunden.


3. Kilimanjaro

En af mine helt store drømme var at bestige Afrikas højeste bjerg Kilimanjaro, og det fik jeg mulighed for at gøre noget ved i sommeren 1972, da jeg rejste to måneder til Kenya for at deltage i et arbejdslejr-projekt arrangeret af Mellemfolkeligt Samvirke i nogle landsbyer ved Viktoriasøen.

Turen tog i alt 5 dage (3 dage op og 2 dage ned), og vi gik gennem utrolig forskellige landskaber undervejs. Først gennem banan- og kaffeplantager, derefter gennem tæt skov, som længere oppe blev til en mærkværdig bevoksning af forkrøblede træer beklædt med mosser og laver. Om formiddagen på den anden vandredag holdt skoven pludselig op, og først på det tidspunkt så vi Kilimanjaro for første gang som baggrund i et åbent, hedeagtigt slettelandskab. Inden selve topbestigningen gik vi over en stor, gold slette overstrøet med store sten - og den 4. dag tidligt om morgenen overværede vi solopgangen på kraterranden ved Gillman's Point i en højde af 5.600 meter - rystende af kulde og udmattelse!


4. Ruwenzori

Denne tur føltes næsten lige så meget som en rejse i en tidsmaskine som en almindelig rejse. Ruwenzori-bjergene eller "Månebjergene" i Uganda er et af verdens mest særprægede bjergområder og er i øvrigt en af hovedkilderne til Nilen, som man søgte så ihærdigt efter i sidste halvdel af 1800-tallet. På trods af, at området ligger tæt på ækvator, er der sneklædte toppe på over 5.000 meter med tilhørende gletschere. I løbet af en uges tid i sensommeren 1972 vandrede jeg gennem fugtige tåger, kravlede over og under væltede, mosbegroede træstammer, og efterhånden vænnede jeg mig til at synke ned i mudder til knæene. Men da jeg efterhånden nåede op i højderne blev anstrengelserne rigeligt belønnet med fantastiske udsigter til blandt andet Mount Speke (5.035 meter) mens jeg stod midt i et landskab af mærkværdige planter i overstørrelse som f.eks. kæmpe-lobelie og kæmpe-brandbæger. Når jeg nævner det med en tidsrejse i starten er det fordi området passer perfekt til forestillingen om et landskab fra juratiden. Jeg mødte dog ingen dinosaurer på turen, men hvis Steven Spielberg skulle få lyst til at lave endnu en film om "Jurassic Park", så har han her de perfekte kulisser!


5. Sinai

I forbindelse med et kibbutz-ophold i Israel i 1973 var jeg på en 5 dagestur i Sinai-ørkenen med firehjulstræk. Vi overnattede i soveposer i ørkensandet, og om dagen kørte vi rundt i den meget smukke natur med de utrolige farver og landskaber, som findes på Sinai-halvøen. Vi fik desværre ikke lejlighed til at møde Moses, men vi besteg dog Sinai-bjerget, hvor vi oplevede solopgangen fra toppen.


6. Ribera de Janela

Det var under mit allerførste besøg på Madeira i sommeren 1978, og jeg havde besluttet at vandre op gennem den storslåede og dybe dal Ribera de Janela til et sted, der hedder Rabacal. Jeg startede fra byen Porto Moniz helt ude vestpå og fulgte en levada (en vandingskanal med en smal sti ved siden af) i 4 ½ time ind i den øde dal gennem et drømmeagtigt landskab, hvor stien førte gennem adskillige, kilometerlange, buldermørke tunneller. Dengang var der ingen detaljerede guidebøger, og jeg har senere fundet ud af, at jeg skulle være klatret op af kløften ad en sti længe før. Så efter ca. 16 kilometers vandring sluttede levadaen pludselig ved et vandfald, og da det var sent på eftermiddagen, måtte jeg overnatte i bunden af kløften og gå samme vej tilbage næste morgen.

Turen varede kun et døgns tid, men sceneriet på vejen ind og ud gennem dalen hører til mine mest intense oplevelser. Lyden af strømmende vandfald overalt, de ekstremt kuperede bjerge, natten helt alene dybt inde i kløften, fuglesangen i det første morgenlys, de meget lange tunneller, som jeg i gik igennem helt alene med en lommelygte, hvor batteriet var næsten opbrugt - det hele gav en blanding af fascination og angst, som gjorde netop denne tur uforglemmelig. Madeiras levadaer er efter min mening noget unikt og eventyrligt og burde helt seriøst komme i betragtning, hvis man en dag skulle finde på at redefinere verdens syv vidundere!


7. Kanchenjunga

Siden mit første besøg i Nepal i 1969 drømte jeg hele tiden om engang at vende tilbage for at komme tæt på verdens højeste bjerge endnu engang. Og i efteråret 1989 - 20 år senere - fik jeg mulighed for at gøre det igen. Denne gang var vi en gruppe på 14 danskere, som i løbet af 5 uger gik op til foden af verdens trediehøjeste bjerg Kanchenjunga i Øst-Nepal.

Det tog os cirka 2 ugers vandring at nå frem fra byen Biratnagar til Kanchenjunga base camp ved Pang Pema, som ligger i 5.200 meters højde, kun få kilometer fra det sted hvor Nepals, Tibets og Sikkims grænser mødes. Men også turen op gennem "The Himalayan Foothills" var en stor oplevelse. Først gik vi en gennem et område med landsbyer, som var totalt upåvirkede af turisme, og ind imellem kom vi op i de tætte rhododendronskove. Senere gik vi op langs floderne Tamur og Ghunsa og steg langsomt op gennem de dybe dale til Pang Pema i en højde af ca. 5.200 m. For at undgå at gå den samme vej tilbage krydsede vi det vanskelige Lapsang-pas på over 5.000 meter og gik tilbage til civilisationen gennem Gurung-folkets område, med deres smukke lerhuse og rismarker.


8. Rinjani

I sommeren 1998 var jeg så utrolig heldig at få bevilget 4 måneders sabbat-orlov fra min arbejdsplads. Og som rejsefreak valgte jeg at bruge min orlov til en lang rundrejse til Thailand, Australien og Indonesien. Et af højdepunkterne på den tur var bestigningen af Rinjani-vulkanen på øen Lombok i Indonesien - stadig en af mine allerflotteste trekkingture til dato.

Sammen med en gruppe andre backpacker-turister sejlede jeg til Lombok fra øen Flores i en mindre fiskerbåd. Turen tog 4 dage, og undervejs gik vi ind i bugter og i land på øde øer hvor de, der havde lyst, kunne bade og snorkle. På den 4. dag dukkede Rinjani-bjergets enorme silhuet op i morgendisen. Bjerget er en ca. 3.700 meter høj vulkan, som ind imellem rører på sig - sidste gang vistnok i 1994. Nedenunder toppen ligger der en stor sø i 2.000 meters højde i bunden af et kæmpekrater, med en lille vulkankegle i midten.

Jeg startede bestigningen fra landsbyen Senarú på nordsiden af bjerget. Stien fører op gennem store bjergskove, hvor det vrimler med nysgerrige aber. Ved ca. 2.000 meter forsvinder skoven, og længere oppe har man en helt fantastisk udsigt. Fra mit telt over trægrænsen kunne jeg se solen gå ned i et tæt skytæppe, og det eneste, der ragede op over skyerne, var toppene af 2 store vulkaner ovre på naboøen Bali, ca. 100 km borte i luftlinie. Og oppe fra kraterranden (2.650 meter) kunne man se den store kratersø 650 meter nede, med den lille vulkankegle Segara Anak i midten. Jeg gik ned i bunden af krateret den følgende dag af en stejl sti og tog en svømmetur i søen, hvor vandet var dejlig varmt på grund af den vulkanske aktivitet i området.


9. Høje Atlas

Denne tur i september 2.003 var en stor oplevelse i et meget eksotisk land og med en helt unik natur. Det blev en rundtur på 11 vandredage gennem de højeste dele af Atlasbjergene, som ligger i Marokko på kanten af Sahara, med overnatning i telt og med muldyr til at bære den tungeste del af oppakningen. På turen passerede vi gennem mange maleriske berberlandsbyer, og en af nætterne tilbragte vi på et lokalt herberg, hvor jeg sov under åben himmel på tagterrassen. Sjældent har jeg set en så flot stjernehimmel i den klare ørkenluft. Turens geografiske højdepunkt var bestigningen af Nordafrikas højeste bjerg Jebel Toubkal (4.167 meter).


10. På ørkensafari i det sydlige Algeriet

Hvis nogen opfatter Sahara som en flad og ensformig sandørken, så er det en sandhed med modifikationer. Turen i marts 2017 var ikke en egentlig vandretur, men Tassili-bjergene og deres omgivelser i det sydlige Sahara hører til blandt de flotteste landskaber, jeg har oplevet i mit mangeårige rejseliv, og det siger ikke så lidt!

På ørkensafari i det sydlige Algeriet i marts 2017.
Det var vildt imponerende, hvad en god firehjulstrækker kunne klare i dette terræn, som er helt uden veje. Der krævedes dog tilløb en gang imellem, når nogle af de meget stejle sandklitter skulle forceres.

Med udgangspunkt i oasebyen Djanet i det sydlige Algeriet kørte jeg i marts 2017 rundt off-road en uges tid i de fantastiske ørkenlandskaber, med overnatning i telt. Området, vi kørte rundt i, var totalt øde og ubeboet, og man skal være særdeles stedkendt for at færdes alene her på egen hånd, for landskaberne er en labyrint af store sletter, der forbindes af smalle wadier, vekslende med enorme, gule sandklitter i spektakulære parabelmønstre. Og bjergene er forvitret på en særpræget måde, som appellerer til fantasien. Her findes masser af enkeltstående søjler og mærkværdige silhuetter, som man kan få til at ligne hvad som helst.

Men det, området omkring Tassili-bjergene er mest berømte for, er de ældgamle klippemalerier og helleristninger, som findes overalt, og som er skabt for mellem 12.000 og 1.500 år siden. Man ved meget lidt om de mennesker og den kultur, som fandtes dengang, men ude i de øde ørkenlandskaber er der masser af billeder af elefanter, giraffer, næsehorn og køer på klipperne, som viser, at klimaet i Sahara dengang var helt anderledes end i dag.

Mange antager fejlagtigt, at mennesker, som vandrer alene, er ensomme, mens de i virkeligheden oplever en ro, eftertanke, åndelig tilfredsstillelse og livskvalitet. At vandre med andre, du ikke har følelser for, blot for ikke at være alene, er mere ensomt end at vandre for sig selv. Det er det, man opfatter med ens sanser af ens omgivelser, der skaber ens identitet. Vandreture i øde egne er dermed i stand til at ændre ens identitet på en positiv og udviklende måde, så man til sidst går rundt og føler sig som et helt andet menneske. De positive minder fra vandreture ude i naturen vil også berige ens liv til hverdag, når man ikke vandrer, da oplevelserne lagres i ens bevidsthed og instinktnatur for altid. Af Janus Juul Povlsen, foredragsholder og eventyrer.

Klik HER, hvis du vil se min hoved-hjemmeside med blandt andet spændende links til rejser og trekking.