New Zealand - landet ved verdens ende New Zealand - landet ved verdens ende

Indtryk og fotos fra et besøg i januar-februar 2013


Tekst og fotos: Erik Pontoppidan
Copyright: Erik Pontoppidan


For English version of this page, please click HERE

Klik HER for at læste om mit besøg på Nordøen i New Zealand i januar 2016

Klik HER for at læse om Danmarks eneste rejsecafé i det indre København




På vandretur i det smukke område omkring Lake Wanaka, i Mount Aspiring National Park.


Som ung i 1970-erne drømte jeg om at rejse til New Zealand og arbejde. Jeg sendte flere ansøgninger til relevante adresser, men desværre uden resultat. Der var ikke brug for bibliotekarer i nybyggerlandet. Mange år senere blev jeg IT-specialist, men på det tidspunkt var jeg for længst blevet arbejdsramt og etableret med alt, hvad det fører med sig af afhængigheder.

Men i januar-februar 2013 lykkedes det mig omsider at realisere min drøm om at besøge landet sammen med to af mine venner fra Dansk Fjeldvandrerklub. Om formiddagen den 28. januar landede vi i Christchurch paa Sydøen efter en samlet flyvetid på cirka 22 timer, med flyskifte i Singapore. Når man er i New Zealand, kan man ikke komme længere væk fra Danmark, med mindre man rejser ud i rummet!

Jeg deltog i en rundrejse på 3 uger med Topas på Sydøen i New Zealand, og vores gruppe på 20 deltagere fungerede fint. På Topas-turene spiser man fælles morgenmad, hvor man også smører sin frokostpakke, og om aftenen lavede vi enten mad i fællesskab eller gik ud og spiste på en restaurant. Det er en samværsform, som er både social og hyggelig. Vi havde vores egen bus med en kvindelig, New Zealandsk chauffør under hele rejsen.

Selv om vi vandrede næsten hver dag, var det ikke en rigtig vandretur – i hvert fald ikke, hvis man er inkarneret vandrer! – for vi kørte cirka 3.000 kilometer i bus, og vandringerne blev foretaget med udgangspunkt i bussen, som stoppede på kendte og spektakulære steder i den smukke natur. Jeg ville helst have været på en længere, sammenhængende vandretur, men jeg havde jo aldrig tidligere besøgt New Zealand, og da det her var en rejse helt om på den anden side af jordkloden, ville jeg som de fleste andre i gruppen gerne se så meget som muligt af landet under mit besøg.

New Zealand er et moderne og vestligt orienteret land, men det har alligevel sin specielle stil. Man fornemmer tydeligt, at det er en tidligere del af det britiske imperium, f.eks. i parcelhusenes byggestil, på gadenavne og stednavne, på lyden af dørklokkerne, der i forbavsende mange tilfælde lyder som Big Ben i London, med mere. Men i forhold til England er her oceaner af plads. Befolkningen er på kun 4.4 millioner, af hvilke langt de fleste bor i de større byer, og landet er større end Storbritanien. Og New Zealand er et El Dorado for backpackere. Det vrimler med billige hostels overalt, og friluftslivet prioriteres meget højt herude. Hvis man er til hitch-hiking, så finder man næppe et bedre land at rejse rundt i. Blandingen af de venlige og gæstfri New Zealændere og de sparsomt trafikerede veje gør New Zealand til det ideelle land, hvis man kan li at blaffe og har god tid til sin rejse.




En sejltur på Milford Sound hører til de obligatoriske seværdigheder for enhver turist i New Zealand.


Rent naturmæssigt er New Zealand et smukt og relativt uberørt land, især på grund af den lave befolkningstæthed. Man kan finde landskabstyper fra hele jordkloden her: De norske fjorde, det skotske højland, Alpernes forrevne bjergtoppe og gletschere, Indonesiens vulkanlandskaber. Det er der alt sammen, om end i miniformat. New Zealands natur er jo ikke ekstrem i egentlig forstand, med meget høje bjerge og store ørkener, men landet har noget andet, som man ikke finder i Europa: Indbyggertallet er meget lille i forhold til størrelsen, og fauna og flora er totalt forskellige i forhold til vores del af verden.

Mange rejsebureauer forsøger i dag at sælge New Zealand som et vaskeægte nybyggerland med Crocodile Dundee – typer på værtshusene og spændende byer med lokalpræg. Hvad det angår, var jeg skuffet. Langt de fleste byer i New Zealand består af en lang, ucharmerende hovedgade med moderne huse og tankstationer, og i sidegaderne finder man traditionelle parcelhuskvarterer med nydelige huse, som ikke har meget adventure-præg over sig. Den allerstørste attraktion i landet er efter min mening New Zealænderne selv. Sjældent har jeg mødt en mere venlig og gæstfri befolkning end her. Alle virker som om de er kisteglade for at få besøg af udenlandske turister, og det er utrolig nemt at komme i snak med ”Kiwierne”, som de kaldes. Og rent psykologisk har det helt sikkert en væsentlig betydning for kiwierne, at landet befinder sig ved ”verdens ende” – langt væk fra krige, politiske brændpunkter og forurening. Derudover er det utvivlsomt også en attraktion for mange danskere at besøge et land, som ligger helt omme på den anden side af jordkloden med alt det fascinerende, dette fører med sig i form af en unik flora og fauna, omvendte årstider, med mere.

Vi startede rundturen i Christchurch på Sydøen og kørte først nordpå, op gennem New Zealands store vindistrikt i det nordøstlige hjørne af Sydøen, med kilometerlange vinmarker og nøgne, græsklædte bjerge i baggrunden. Derefter kørte vi over i Sydøens nordvestlige del, hvor vi var på en af vores allerflotteste vandreture på cirka 25 km i Abel Tasman National Park. Stien førte os ind og ud af bugter med gyldne sandstrande, turkisgrønt vand og klippeformationer med pelssæler. Her afhang vandreruten af, om det var højvande eller lavvande!

De følgende 2 uger kørte vi ned langs de flotte bjerge og fjorde på vestkysten af Sydøen. Her var et af højdepunkterne det legendariske Milford Sound, som er nævnt i stort set alle turistreklamer om New Zealand. Det er da også et smukt og uberørt fjordlandskab, som minder en del om den norske vestkyst.

Vejret var næsten perfekt, men man skal have respekt for solen hernede, for det beskyttende ozonlag er meget tyndt på disse kanter nær Antarktis, hvilket kan både ses og mærkes på det kraftige sollys. Og nu vi er ved det kosmiske, så bevæger solen sig MOD uret, og både de kendte stjernebilleder hjemmefra og månens faser står på hovedet!



Klik på nedenstående billeder for at forstørre dem og få at vide, hvad de forestiller!


















Specielt for amatørastronomer: En af mine store oplevelser i New Zealand var at se stjernebilledet
Orion stå på hovedet! Stjernekendere vil bemærke, at Orions bælte peger OP mod Sirius,og at
Oriontågens stjerner kan skimtes OVER bæltet. Den røde stjerne nederst til venstre er Aldebaran
i Tyren. Billedet er hentet fra internettet, men det giver en meget præcis beskrivelse af virkeligheden.



Klik HER, hvis du vil se min hoved-hjemmeside med blandt andet spændende links til rejser og trekking.
Klik HER, hvis du vil kontakte mig.