Vores første møde med Mongoliet var, da vi ankom med toget fra Irkutsk i Rusland til landets hovedstad Ulan Bator klokken 8 om morgenen den 19. september. Det var mærkeligt og spændende at køre gennem denne by fra banegården til vores hotel i et helt nyt land efter cirka 2 1/2 uge i Rusland. Forskellen på nabolandet Rusland var enorm. Befolkningen ligner kinesere af udseende bortset fra, at de er højere og taler et helt andet sprog. Næsten ingen taler engelsk, men der er stor hjælpsomhed og venlighed overalt. Landet har kun haft demokrati i cirka 15 år, for fra 1920-erne og op til cirka 1990 har det været underlagt Sovjet-kommunismen.
Mongoliet er verdens tyndest befolkede land. Landskabet består af endeløse, bakkede græssletter eller ørken, og overalt ser man nomadernes traditionelle, runde telte, som de flytter rundt med for at finde græsgange til deres heste, køer, får, geder og kameler. Halvdelen af mongolerne bor i nomadetelte. Nomadekulturen hviler helt i sig selv, og de er 100 procent selvforsynende med deres dyr. I f.eks. Egypten og Tunesien ville de lokale komme farende og bede om penge, hvis de så en turist på 100 meters afstand, men det sker ikke her. I den retning er Mongoliet stadig et af Asiens mest uberørte lande, hvis det handler om kulturel påvirkning udefra og turisme.
Elise og jeg rejste med en gruppe på 8 personer fra De Berejstes Klub, som fik arrangeret denne fantastiske tur fra Moskva til Kina med den transsibiriske og den transmongolske jernbane. Vi rejste rundt i Mongoliet i cirka. 1 uge. Afstandene var store, og veje var nærmest ikke-eksisterende, hvilket vil sige, at vores 4-hjulstrækkere kørte ad tilfældige hjulspor ud over stepperne og ørkenen. Det ville have været meget svært, hvis vi selv skulle have fundet vej, for der var overhovedet ingen vejskilte, og der kunne gå timer før man mødte en modkørende bil. Det kunne føles langt at køre op til 300 km på en dag i dette terræn, men langt ude i synsfeltet havde man altid udsigt til nomadernes telte og deres dyr, og på den høje himmel over græssletterne og Gobi-ørkenen svævede et imponerende antal ørne og andre meget store rovfugle, som vi også ofte mødte stående ved side af hjulsporet.
På det meste af turen overnattede vi i nomadetelte. Da det var i slutningen september blev det ofte koldt om natten, så vi måtte flere gange fyre op i den lille brændeovn midten af teltet. En anden stor hjælp til at holde varmen fik vi i den fremragende mongolske vodka, der som så meget andet i dette land er opkaldt efter deres store folkehelt Djengis Khan.
