I september 2008 var jeg på en kombineret sejlads og ø-vandring i Kroatien med et mindre, ombygget træskib. Vi boede på skibet, som havde 10 dobbeltkahytter, og i løbet af en uge sejlede vi rundt i Adriaterhavet og gik i land på flere af de små øer – en utrolig god kombination, hvor man kommer tæt på naturen og hinanden. En del af dagen blev brugt til naturskønne vandringer i bjergene, med pragtfulde udsigter over øhavet hele horisonten rundt. Resten af dagen hyggede vi os om bord eller gik på opdagelse i de små, idylliske havnebyer, vi lå i undervejs.
Det var på alle måder en god tur. Rejsen var arrangeret af Topas, og de 19 deltagere var et perfekt selskab, som vi havde det både sjovt og hyggeligt med. Der er mange praktiske fordele ved at rejse i en gruppe, men der er ingen garanti for, at gruppen fungerer godt, blandt andet fordi man jo ikke kender hinanden i forvejen, når det er et rejsebureau, der arrangerer turen. Det gjorde den her. Jeg er sikker på, at alle deltagerne er vendt hjem med store naturoplevelser og et mentalt overskud, som kan bruges i hverdagen mange måneder fremover. Og jeg fik endnu engang bekræftet min erfaring for, at deltagere på ture med fysiske udfordringer som hovedregel altid er hyggelige og omgængelige mennesker!
Jeg har rejst rigtig meget over hele verden og har blandt andet sejlet rundt i det græske øhav adskillige gange, men jeg har aldrig tidligere besøgt Kroatien og Adriaterhavet, og jeg har heller aldrig prøvet denne kombination af et mini-krydstogt og vandreture. Kroatien er en del af det tidligere Jugoslavien og er et relativt nyt, uopdaget turistområde for andre end de indfødte. Rigtig mange danskere har besøgt de græske øer eller Italien, men Kroatien har indtil nu været en sort plet på landkortet for de fleste danskere. Selv om vi er et meget rejsende folkefærd, så mødte vi ikke en eneste landsmand på turen ud over vores egen gruppe, og dét hører til sjældenhederne, når man er dansk turist i udlandet!
Jeg håber, at billederne på denne website kan inspirere rejselystne danskere og overbevise andre om, at turen var spændende og interessant.
|
|
|
|
|
|
|
|