Min første udlandsrejse


Min første udlandsrejse

- med tog til Norditalien i 1959

Tekst: Erik Pontoppidan
Copyright: Erik Pontoppidan


Klik HER for at læse om Danmarks eneste rejsecafé i det indre København


Fra Ventimiglia i sommeren 1959.
Foto: Oda Pontoppidan.


Min første udlandsrejse gik til Ventimiglia i Norditalien med tog i sommeren 1959 sammen med mine forældre og min farmor. Det er nu ikke helt rigtigt, for mine allerførste rejser til et fremmed land var nogle korte svipture til Helsingborg og Landskrona med min far og mor. Men for det første varede disse ture kun nogle få timer, og for det andet husker jeg dem kun som triste søndagsoplevelser i 1950-erne, hvor vi spadserede op og ned ad hovedgaden i de weekend-lukkede svenske byer og drak kaffe på søvnige konditorier. Så var det trods alt langt mere spændende at besøge Bornholm nogle år forinden, selv om denne pragtfulde ø lå inden for Danmarks grænser.

Så på den baggrund var det unægtelig lidt af et kvantespring at rejse til Italien. Jeg glædede mig som et barn, hvad jeg faktisk også var dengang (jeg er født i 1947). Havde fået fortalt fantastiske historier om bjerge, sovevogne, tunneller, varmt klima, eksotiske planter og andet godt til stimulering af fantasien og rejselysten. I 50-erne var togrejsen den altdominerende transportform når man skulle ud og rejse, og i det hele taget var der langt mere eventyr over en togrejse end i dag, også i Danmark. Jernbaner var noget, man kunne høre, føle og lugte i langt højere grad end i nutidens syntetiske metalhylstre. Dengang var det helt almindeligt med direkte, gennemkørende togvogne fra Københavns Hovedbanegård til både Østrig, Italien, og Paris, ja selv Moskva kunne nås på et par døgn med direkte sovevogn fra København. En stor luksus i forhold til i dag, hvor man skal skifte tog flere gange bare for at komme til Italien. Og forstå det eller ej, men jeg synes det er en forringelse af togoplevelsen, at skinnerne i dag er svejset sammen på langt de fleste strækninger i Europa! Før fik man en fornemmelse af bevægelse og fart, når man kørte med tog. Den rytmiske lyd på skinnerne gik én i blodet og blev lagret som en behagelig baggrundsstøj i ens rejseminder. Den taktfaste lyd gav jernbanen en personlighed og identitet, som den ikke har i dag.

Skandinavien-Italien-ekspressen med vores sovevogn afgik ved 9-tiden om morgenen og kørte først gennem det danske sommerland til Gedser. På det tidspunkt var de nye MY-lokomotiver netop sat i drift som afløsere for de gamle damplokomotiver, og selv om de støjede og forurenede ad helvede til, så var de dengang et af flagskibene for teknikkens nye landvindinger. MY-lokomotiverne kom i øvrigt til at køre i over 40 år på De Danske Statsbaner, selv om de på deres ældre dage førte en tilbagetrukket pensionisttilværelse på lokalbaner eller som godstog. Men dengang var de et symbol på et Danmark på vej mod bedre tider.

Fra Gedser gik det videre med færgen til Grossenbrode – en gammel havn, som i dag ligger tæt på det sted, hvor man når det tyske fastland fra Femern-broen. Derfra til Hamborg med et af de store, tyske damplokomotiver, som trods den ældgamle teknik kunne nå op på imponerende hastigheder. Hvis man som mig er jernbaneenthusiast, så er det at køre med et damplokomotiv den ultimative togoplevelse! Ingen maskine kan som disse matche fornemmelsen af kraft og energi, og de, der én gang har kørt med et damptog, vil for altid længes tilbage! I danmark forsvandt damplokomotiverne stille og roligt i løbet af 1960-erne i takt med samfundets modernisering. 10 år senere, i foråret 1969, rejste jeg til Indien over land langs ”The Hippie Trail”, og her oplevede jeg et fascinerende deja-vú med hensyn til damplokomotiver, fordi disse dengang stadig var den altdominerende transportform på det indiske jernbanenet. Togrejserne i Indien står i dag for mig stadig som noget spændende og eventyrligt, og jeg vil aldrig glemme lyden af den evindelige fløjten fra de gigantiske, indiske damptog.

Fra Hamborg gik det videre mod syd gennem det store, nattemørke Tyskland. Som debutant i udlandsrejser var det evenyrligt at vågne op flere gange om natten til lyden af højttalere fra stationerne i de store tyske byer. Når man overnatter i en liggevogn eller en sovevogn og er på vej, føler man sig fuldstændig isoleret fra resten af verden på en behagelig måde. Den dag i dag synes jeg stadig, at det er ganske særlig oplevelse at sove i et tog om natten med bevidstheden om de spændede oplevelser, der venter forude.

Tidigt næste morgen nåede vi til Basel og kørte videre ned gennem Schweiz. Jeg havde aldrig før set bjerge i virkeligheden, og pludselig var de der i fuld størrelse uden for togvinduet. De magiske udsigter op til sneen og den tavse gletscherverden, turen gennem de kilometerlange tunneller, de brusende floder og vandfald, de halsbrækkende jernbanebroer, de store elektriske lokomotiver, som elegant trak de meget lange togstammer gennem landskabet. Den lange Sankt Goddhard-tunnel på 16-18 kilometer, som klimatisk set var skillelinien mellem Nord -og Sydeuropa. Regn og kølighed på den ene side og sol og varme ved udgangen af tunnellen. Det hele var bare fantastisk.

Mit allerførste indtryk af Italien, da vi havde passeret grænsen, var det blændende sollys og den kraftige, fugtige varme, der slog én i møde, blandet med en gennemtrængende lugt af hvidløg og mølkugler! Efter bjergene dukkede Posletten op som en diametral modsætning, med et landskab så fladt som et stuegulv. Og efter Genova kom rivieraen ved Middelhavet. Flotte udsigter, smukke byer med mange gamle huse, et utal af tunneller og et imponerende og bjergrigt bagland med et pragtfuldt klima.

Vi boede i cirka 3 uger hos en privat familie i Ventimiglia og tog på udflugter herfra. Til San Remo, Menton, Nice og det smukke, bjergrige bagland. Penge havde vi ikke ret mange af, så det blev noget med at at smøre en madpakke, som vi spiste i løbet af dagen, men det blev udflugterne bestemt ikke ringere af. I slutningen af 1950-erne var Italien oplevelsesmæssigt og prismæssigt på linie med tredjeverdenslande i dag. Der var meget eksotisk og fremmedartet, men der var også meget ægte fattigdom. F.eks. var der i den gamle bydel i Ventimiglia et ludfattigt slum-område, der mindede om det, man i dag kan finde i udkanten af de store byer i Fjernøsten og Sydøstasien. I dag er Europa blevet langt mere ens og harmoniseret, især efter dannelsen af EU, og man skal rejse meget længere væk for at opleve noget, der er lige så fremmedartet som dengang. Det er nok en del af forklaringen på, hvorfor interrail-kulturen i Europa er på vej ud hos de unge backpackere. En anden forklaring er, at flybilletter i dag er blevet langt billigere end de var før, så mange flere har fået råd til at rejse meget længere væk.

Turen var en enorm oplevelse, især togrejsen, som for mig nok var et af dens højdepunkter. Siden kom jeg til at rejse med tog til Sydeuropa adskillige gange, især på vej ned til sommerlige vandreture i Alperne, hvor jeg har vandret i hundredevis af kilometer gennem årene i både Frankrig, Schweiz, Italien og Østrig. Fra min første udlandsrejse i 1959 gik der dog 3 år før jeg igen fik mulighed for at tage til udlandet, og det blev samtidig min allerførste flyvetur. Her kom jeg for første gang i nærkontakt med den højalpine natur. Vi fløj fra København til Milano og tilbragte 14 dage i Italien og Schweiz, herunder 1 uge i den lille bjergby Macugnaga i Norditalien, tæt på Monta Rosa-massivet. Efter den tur blev rejser og især vandreture i høje bjerge en uundværlig livsform, som kom til at præge mig resten af livet. Det har jeg skrevet masser af artikler om på andre dele af min hjemmeside.





Klik HER for at se en komplet fortegnelse over alle mine udlandsrejser.
Klik HER for at se hovedportalen til mine hjemmesider.