|
I starten af maj 2009 lykkedes det en af mine venner fra De Berejstes Klub at overtale mig til at tage med på en forlænget weekend til hovedstaden Minsk i starten af maj 2009. Det kom jeg ikke til at fortryde, eller sagt på en anden måde: Det blev en utrolig spændende oplevelse.
”Hvad synes du om Jeres præsident Lukashenko?”
Det spørgsmål startede jeg med at stille til vores turist-konsulent Mr. Burdenkov i bilen fra lufthavnen ind til Minsk. Han smilede skævt og gentog spørgsmålet på russisk til chaufføren, hvorefter han svarede: ”He is a good guy!”. Bagefter kom der et par sarkastiske bemærkninger ud mellem sidebenene.
Nogle timer senere stillede jeg det samme spørgsmål til bartenderen i en café i Minsk, da vi var blevet installeret på vores hotel i byen og var gået i vodka-mode. Han smilede det samme skæve smil og svarede undvigende.
Samme aften fik vi et kollektivt svar på spørgsmålet, da vi overværede en demonstration i byens centrum mod Lukashenko-styret. En stor menneskemængde havde samlet sig med plakater og fotos på Oktober-pladsen, hvor de råbte slagord mod regeringen og viste skilte med provokerende tekster: ”Tepjerj – svabodna!” – ”Frihed nu!”, og plakater med teksten ”Hatim znatch pravdu!” – ”Vi vil kende sandheden!” Demonstrationen var lidt af en overraskelse. Ud fra nyhederne om Hviderusland i pressen kunne man nemt få den opfattelse, at en sådan demonstration ville blive spulet væk med vandkanoner eller det, der er værre.
Hvad tænker en gennemsnitsdansker, når man nævner byen Minsk? Kolde vintre, krigstraumer, betonkommunisme, politi på alle gadehjørner, korpulente mænd og kvinder, med mere. Hvis det er sådan, du også tænker, så tag til Minsk et par dage i sommerhalvåret og oplev ”The real thing”. Du vil møde en ren og meget grøn by med store, brede boulevarder, høj himmel, smukke og yderst vel- og letpåklædte unge piger, et meget lavt prisniveau, lav kriminalitet og meget venlige mennesker, som ikke på nogen måde er pågående. Især det sidste er en værdifuld kvalitet, hvis man f.eks. drager sammenligninger med mange af landene i Mellemøsten og den 3. verden.
Minsk blev næsten totalt jævnet med jorden under Anden Verdenskrig, for byen lå lige i brændpunktet for tyskernes ”Operation Barbarossa”, som havde til formål at udvide nazisternes ”Lebensraum” og erobre Moskva. Det lykkedes som bekendt ikke, men en af sideeffekterne af myrderierne på østfronten blev, at Minsk i dag ikke kan konkurrere med andre langt mere kendte byer i Centraleuropa som f.eks. Prag eller Budapest. I hvert fald ikke, når det gælder snoede, romantiske gader med gamle, historiske bygninger. Til gengæld er Minsk i dag en meget grøn by med utrolig mange parker og rekreative områder. Og vi mødte en venlighed, som ligger lysår fra befolkningen i det gamle Sovjetunionen. Her skal det lige tilføjes, at kun få hviderussere taler fremmedsprog, så i den forbindelse vil en smule kendskab til russisk være guld værd. I øvrigt var der ikke ret mange, der vidste, hvor Danmark ligger, men omvendt er jeg er ret sikker på, at kun et fåtal af danskere kan placere Hviderusland på et atlas.
Af indlysende grunde har Anden Verdenskrig en meget stor indflydelse på kulturen og dagliglivet i Hviderusland i dag. Tænk bare på, hvor meget de 5 besættelsesår har sat sig spor hos danskerne på trods af, at forholdene herhjemme var en ren søndagsskole i sammenligning med resten af Europa. Overalt i Minsk finder man krigsmindesmærker fra den traumatiske fortid. Og hvis du har svært ved at forstå betydningen af de massive krigstraumer, så besøg det store og seværdige museum for ”Den Store Fædrelandskrig” i byens centrum. Det får én til at revidere sin opfattelse, hvis man tror, at man skal helt tilbage til den mørke middelalder for at støde på folkemord i Europa. Et af de mindesmærker, der gjorde størst indtryk på mig, var Zaslavskaja Jewish Memorial. På dette sted blev 5.000 jøder skudt og smidt i en massegrav på en enkelt dag i marts 1942.
A propos Anden Verdenskrig, så var vi så utrolig heldige at befinde os i Minsk på uafhængighedsdagen den 9. maj, som er Hvideruslands svar på befrielsen i Danmark den 5. maj 1945. Vi slog os ned på en fortovscafé tæt på Oktoberpladsen i byens centrum og nød en af mange store halvliters øl (som i Minsk p.t. kan erhverves for mellem 4 og 10 kroner), mens vi betragtede de fantastiske optog. Hele den centrale bydel var lukket af for biltrafik, mens det ene hornorkester efter det andet passerede forbi vekslende med smukke, unge, lårkorte piger i røde uniformer, gamle krigsveteraner med en hel sildesalat af ordner, folk i nationaldragter og tusinder af balloner. Det var en fantastisk oplevelse. I hvert fald fik vi masser af øl og hornmusik den formiddag!
Og festen fortsatte til langt ud på aftenen, hvor tusinder af søde, unge, øldrikkende mennesker samledes nede ved Svislach-floden. Vi slog os ned på en udendørs café midt i det hele og indtog et lækkert måltid mad med Moldova-cognac til kaffen. Aftenen sluttede med et imponerende fyrværkeri, som kunne ses over hele byen. Et af vores endnu uløste mysterier er, hvorfor den ældre generation glimrede ved sit fravær udendørs på en så dejlig og festlig forårsaften som denne. Vi så næsten kun helt unge mennesker nede ved floden, hvilket man kan undre sig over i betragtning af, at det er afslutningen på Anden Verdenskrig, der fejres.
Vores tur fik en smuk afslutning, da LOT-flyet hjem svævede ud over den blå Østersø i et fantastisk forårsvejr. Under indflyvningen til Kastrup passerede vi først hen over Dueodde på Bornholm, og kort tid efter gled flyet i lav højde hen over det sydlige Skåne med blomstrende, knaldgule rapsmarker og lange skygger i aftensolen. Jeg tror, vi begge to er vendt hjem med et mentalt overskud, som vi kan bruge i hverdagen mange uger fremover.
|
|
|
|
|
|
|
|
