Tekst og fotos: Erik Pontoppidan
Copyright: Erik Pontoppidan

Klik eller tryk HER for at læse om min vestafrikanske romance i Senegal i januar 2020.

Klik eller tryk HER for at læse om mine oplevelser i Senegal i december/januar 2020-21.

Klik eller tryk HER for at læse om mine oplevelser i Senegal i december/februar 2021-22.

Klik eller tryk HER for at læse om mit besøg i fiskerlandsbyen Pointe Saint-Georges i februar 2022.

Click or push HERE to check out some of my favourite photos from Casamance in southern Senegal.



Fiskerbåde i Abene.

At ankomme ad en sandet jordvej til landsbyen Abene i det sydlige Senegal i januar 2019 efter otte timers flyvning fra det vinterkolde Danmark og to timers bilkørsel fra lufthavnen i Gambia var som at lande på en fremmed planet. Vanvittig eksotisk! Der var meget få turister i byen, og det var absolut ikke mainstream-turister. Ikke ret mange af dem var unge backpackere. De fleste var ældre, hvide turister, der rejste alene eller som par. Og forbavsende mange af dem - både mænd og kvinder - gifter sig eller bliver kærester med de lokale. Nogle af dem slår sig endda ned i byen. Her var stor fattigdom, men meget stor venlighed og ikke ret meget af den irriterende ”hustling”, som man finder i flere af de afrikanske lande oppe ved Middelhavet.

Jeg boede i Abene en måned. Det er sjældent, at jeg bor så længe det samme sted på mine rejser i udlandet, men jeg kom bestemt ikke til at mangle oplevelser af den grund! Jeg kom tæt ind på livet af flere af de lokale og deres dagligdag i stedet for de flygtige bekendtskaber, man ofte får efter få dages ophold, hvor man aldrig ser hinanden igen. Og jeg fik flere rigtige venner i byen. Blandt andet den lokale tømrer Ibou, som hjalp mig utrolig meget, og Fatou, der arbejdede som kok på den lodge, hvor jeg boede cirka halvdelen af tiden. Jeg inviterede dem begge to til et 10 dages ophold i Danmark i september 2019, med alt betalt af mig, men trods et enormt bureaukratisk arbejde og en stor pose penge til flybilletter, visum-ansøgninger, med mere, blev de nægtet turistvisum til Danmark. Jeg havde glædet mig meget til deres besøg, som også ville have været en stor oplevelse for mig. Fatou har aldrig prøvet at flyve før, og hendes eneste udlandsrejser til dato har været til nabolandene Gambia og Mali.

Man kan læse mere om den skandaløse behandling af Fatous og Ibous visum-ansøgninger HER.

Når jeg valgte at rejse til Abene, var det fordi danskeren Mette Lotus for et par år siden udgav bogen “Fatimas restaurant”, med anekdoter fra det virkelige liv hos de lokale i landsbyen. En interessant og humoristisk bog, som viser hvor stor forskel, der er mellem afrikanernes og europæernes måde at tænke og handle på. Mette Lotus er ikke uddannet læge, men siden 1995 har hun boet i Abene cirka 3 måneder i vinterhalvåret, hvor hun er gift med en lokal og har en “barfodsklinik” for de lokale på sit sted, som hun kalder ”African Paradise Abene”. Her har hun købt en grund, hvor hun har fået bygget flere små huse med plads til i alt 18 overnattende gæster. På sin ”klinik” behandler hun et bredt spektrum af lettere skavanker, lige fra tandpine til sår og rygsmerter. Der er et lille hospital i byen, der også fungerer som fødeklinik, og desuden et lillebitte apotek, men der er ingen uddannede læger i landsbyen.

Det kostede 7 Euro om dagen at bo hos Mette Lotus, men det er absolut kun for folk, som holder af tæt socialt samvær og prioriterer spændende oplevelser frem for bekvemmelighed. Der er ét fælles bad og toilet, der kommer kun vand ud af hanerne nogle få timer i døgnet, og elforsyningen kommer og går fra tid til anden. Man køber selv sin mad i landsbyen, som kan tilberedes i det fælles køkken, eller også kan man spise lokalt på en af de mange restauranter i byen. Det meste af det vidste jeg godt i forvejen, men jeg valgte at bo der, fordi jeg - udover, at jeg gerne ville opleve et spændende og eksotisk land - også havde en forventning om et hyggeligt og tæt socialt samvær under mit ophold.

Turen blev en stor oplevelse - på godt og ondt. Vi er jo i det sorte Afrika, og der er meget stor forskel på at holde ferie i f.eks. Tunesien og her. Som nævnt er der turister i Abene, men det er meget få i forhold til flere af de afrikanske lande oppe ved Middelhavet, og det er absolut ikke mainstream-turister. De danskere, jeg lærte at kende, var mildt sagt alternative. I den positive ende kloge, humoristiske og spændende mennesker. I den modsatte ende mærkværdige personligheder, som voldte mig store problemer under mit ophold. Nogle af dem med en opførsel, som til forveksling lignede "Borderline" - symptomer. Men herom senere.

En af danskerne i den positive ende var Thomas, som er 67 år og bor fast i Abene sammen med sin smukke og langt yngre afrikanske kone. En klog og meget vidende mand med en imponerende specialviden om både astronomi og astrologi - en sjælden kombination! Han havde en klippefast tro på, at mange verdenshistoriske begivenheder burde have kunnet forudses ud fra planeternes og stjernernes positioner. Jeg har aldrig troet på astrologi, men astronomi og rumfart er en af mine spidskompetencer og store interesser. Dejligt at kunne snakke med en, for hvem f eks. Ekliptika og Algol i stjernebilledet Perseus er basisviden!

Turen blev en stor, men meget blandet og ikke kun positiv oplevelse. Men herom senere.

Grå, kold og regnfuld vintermorgen i Kastrup

Jeg lettede planmæssigt klokken 7 om morgenen (forfærdeligt tidspunkt!) den 16. januar 2019 fra Kastrup i regn og gråvejr med Brussels Airlines. Flyskifte i Bruxelles, og derefter videre mod syd til Banjul i Gambia, med mellemlanding i Senegals hovedstad Dakar, med en smuk indflyvning i eftermiddagssolen over Atlanterhavet. De fantastiske udsigter fra et fly får mig tit til at tænke over, hvordan den rejseglade H.C. Andersen ville have reageret, hvis han havde fået tilbudt en vinduesplads i et ganske almindeligt rutefly. Det ville med garanti have resulteret i masser af begejstrede rejseartikler og essays! De fleste i dag kigger blaserte ud af flyvinduet uden at tænke over, at det faktisk er virkeligheden, de oplever. Men udsigten fra 9.000 meter bliver naturligvis mere virkelighedstro, hvis man står på toppen af Mount Everest i stedet for at kigge ud gennem et flyvindue.

I Dakar stod en del negre ud af flyet. Jeg er ved at brække mig over den voksende politiske korrekthed, hvad enten det handler om negerkonger i børnebøger eller klassiske sange fra Højskolesangbogen! Men nok om det indtil videre. Vi landede planmæssigt i Banjul i Gambia ved halv syvtiden om aftenen.

Ind i Senegal

Grænsen til Senegal er lukket om natten, så vi overnattede på et hotel nær lufthavnen og rejste videre mod syd næste eftermiddag med en fællestaxa til landsbyen Abene i Senegal, som vi nåede efter mørkets frembrud. Vanvittig eksotisk! I Abene er der ingen asfalterede veje, meget få turister og et dagligliv, som er lysår fra den danske kultur. De fleste i landsbyen kender Mette Lotus, og omvendt ved hun rigtig meget om, hvad der foregår på stedet.

Senegal er jo en tidligere fransk koloni, og som alle andre tidligere kolonilande er der mange traditioner, som har overlevet. Så godt som alle taler fransk, baguettes (de lange, franske brød), og mange franske drikkevarer kan købes selv på et sted som her. Man kan f.eks. købe en hel liter Pastis (næsten det samme som Pernod eller Ricard) for, hvad der svarer til 25 danske kroner. Lidt farligt for dem, som elsker den drink i den danske højsommer!

Cirka halvdelen af tiden boede jeg sammen med en lille håndfuld andre danskere, hvor vi havde det hyggeligt og tog ud på nogle gode udflugter sammen. En af de første dage gik vi syv kilometer mod syd langs den perfekte sandstrand til landsbyen Kafountine, hvor vi spiste frokost. Og dagen efter var vi på en heldagstur med båd til det store floddelta i den sydlige del af landet. Det består af en labyrint af små bifloder med mangrovesumpe, hvor man skal være lokalkendt for ikke at fare vild. Og der er krokodiller i området, og nogle af dem er pænt store! Undervejs spiste vi frokost i et mikrosamfund på en lille ø uden vejforbindelse ude i mangrovesumpen, med en lille skole og en kristen kirke. Og der dyrkes andet end kartofler og grøntsager her. Der dyrkes også Marihuana, som eksporteres til blandt andet Gambia. Det er ulovligt og strafbart, men det er endnu ikke lykkedes en politibetjent hverken med eller uden uniform at optage en rapport. Det et for farligt for ordensmagten at dukke op på de kanter!

Min debut som skolelærer

Et par gange fik jeg lov til at prøve at undervise som skolelærer i engelsk i ”Nelson Mandela School” (også kaldet ”Voksenskolen”) i Abene, fordi eleverne ikke er børn, men voksne senegalesere i alderen fra cirka 20-30 år og enkelte ældre. Skolen er i øvrigt grundlagt af en ældre dansk kvinde, som er gift med en lokal og bor i Abene et par måneder i vinterhalvåret. Jeg var lidt nervøs i starten fordi jeg ikke er uddannet skolelærer, men det gik over al forventning. Den første gang var der cirka 15 elever og to faste lærere til stede i klassen. Lærerne talte fint engelsk og oversatte min undervisning på engelsk til fransk og det lokale sprog Mandingo. Og vi kom vidt omkring. Jeg startede med at fortælle lidt om mig selv og derefter om blandt andet Danmark, Skandinavien, Grønland, eskimoer, igloer, isbjørne, indlandsisen, parforhold i Danmark, solsystemet og månelandingen i 1969. Hvad sidstnævnte angår var der flere som mente, at månelandingen var et fupnummer!

Bagefter var der åbent for spørgsmål. En af eleverne ville gerne vide lidt mere om mig, og her fortalte jeg blandt andet, at jeg havde levet i tre længere papirløse parforhold. Og det var virkelig noget, der vakte interesse! Her i Abene er cirka 20 procent kristne og resten muslimer, og parforhold uden ægteskab er absolut ”no-go” her. En af eleverne spurgte: ”Fortæl lidt om fordele og ulemper ved ægteskab og papirløse forhold”!


Vi krydser grænsen mellem Senegal og Gambia.

Senere var vi på en todages udflugt til den sydlige del af Gambia. Hovedvejen fra Abene til grænsen var en uasfalteret, sandet vej, som får danske skovveje til at ligne motorveje. Grænsen til Gambia var en lille flod, som man krydsede i små både og blev padlet over på den anden side. I båden var der udover passagerer plads til både motorcykler og smuglervarer.

Min nye afrikanske ven

Under mit ophold i Abene fik jeg en afrikansk ven, som hjalp mig utrolig meget og kørte mig rundt til spændende steder i omegnen på sin motorcykel. Jeg besøgte hans hus og hans familie, og en af dagene kørte vi ud til en spændende lokal festival i nabolandsbyen Kabadio. Ibou, som er tømrer, har arbejdet for Mette i mange år, og hjemme hos sig selv har han et lille værksted, hvor han bygger klædeskabe, senge, borde, stole og lignende. Uden motorsav! Han taler udmærket engelsk, og det virker som om han kender alle i byen.

Hvad Ibou ikke vidste før jeg fortalte ham det var, at han er omtalt i et helt kapitel i Mettes bog ”Fatimas restaurant” under navnet ”Mustafa”. Jeg oversatte en del af kapitlet om ham til engelsk, som indeholder meget personlige oplysninger om ham. Jeg ved ikke hvad han tænkte, da jeg læste det op for ham, men hvis han var overrasket og overrumplet, skjulte han det godt!

Min sidste undervisningsdag ved Voksenskolen gik også fint. Også denne gang var der masser af spørgsmål og stor interesse, og vi kom vidt omkring: Det danske kongehus, herunder Dronning Margrethe og hendes nytårstaler, menneskesmuglere og overfyldte gummibåde på Middelhavet, Donald Trump og Vladimir Putin, NATO og EU, de meget forskellige danske politiske partier og deres mangfoldige holdninger til gæstfrihed og angst for fremmede.

Koks i kulissen

Jeg havde oprindelig planlagt at bo hos Mette Lotus under hele mit ophold i Abene. Men efter et par uger med hyggeligt samvær med de andre gæster i ”African Paradise” skete der noget, som kom til at ændre min ferie radikalt. Jeg er meget på Facebook og holder meget af at lægge rejsebreve ud på nettet, hvis jeg oplever noget spændende. Men et af mine opslag gjorde Mette Lotus meget vred. Så vred, at hun bad mig om at flytte!

Historien er meget kort, at jeg blandt andet skrev på Facebook, at Mette havde ansat en lille stab af negre til at klare nogle af de praktiske gøremål. Når jeg skrev NEGRE, var det det naturligvis humoristisk ment, fordi jeg som tidligere nævnt er dødtræt af den politiske korrekthed, men det fangede hun ikke. Jeg tror hun anså mig for at være racist.

Men jeg tror, at der lå andet og mere bag hendes reaktion. Vi er jo (heldigvis) alle sammen forskellige, og en gang imellem møder man personer, som irriterer én uden at man kan forklare hvorfor. Det kan være ens kropssprog, humor, kommentarer, holdninger, you name it. Jeg tror hun syntes jeg var mærkelig og asocial, og hun fik blandt andet afløb for sin irritation ved at kritisere min køkkenkultur. På trods af, at jeg altid vaskede op efter mig og tørrede køkkenbordet af før hun bad mig om at flytte. Men jeg glemte at smide brugte karklude i vaskekurven og kom en enkelt gang til at smide kartoffelskræller i den forkerte affaldsspand!

Så jeg brugte det meste af en dag til at finde et nyt sted at bo. Og efter at jeg var flyttet, nægtede hun at refundere de 330 kroner til mig for de sidste, forudbetalte overnatninger. Med den begrundelse, at jeg ikke havde ryddet ordentligt op i mit værelse og tømt min mad i køleskabet. Det havde jeg faktisk heller ikke hverken energi eller lyst til efter den behandling og efter at have brugt det meste af en dag i kvælende varme til at finde et nyt sted at bo. Ved mine sidste samtaler med hende blev hun nærmest utilregnelig og råbte og skreg til mig om min egoisme og manglende sociale kompetence!

Mange af mine rejsevenner har fortalt om ubehagelige oplevelser på rejser i den tredje verden med bureaukrati, skrankepaver, hustlere, snyderier og lignende, blandt andet i Afrika. Jeg mødte kun venlige og hjælpsomme afrikanere i Senegal. Men det er tankevækkende, at en af mine mest traumatiske og ekstremt ubehagelige oplevelser med mennesker på mine udlandsrejser var med en dansker i Abene! Socialt samvær betyder rigtig meget for mig, og jeg er aldrig tidligere i mit voksenliv blevet kritiseret for egoisme og manglende social kompetence. Så ud fra mine egne oplevelser vil jeg fraråde nogen at planlægge et længere ophold hos Mette Lotus i Abene, med mindre de kender hende i forvejen - og det gør langt de fleste af hendes gæster. Abene er en spændende og interessant landsby, især, hvis man gerne vil tæt ind på livet af de lokale, og der er mange andre og langt mere attraktive steder, man kan bo i byen.



Fra Mette Lotus' "African Paradise" i Abene.

Et par dage efter jeg var flyttet havde Thomas inviteret nogle af danskerne og hans lokale venner til et grillparty (spidstegt pattegris) i sit hus i Abene. Jeg var også inviteret, men blev væk, fordi Mette Lotus også deltog i festen. Da jeg mødte Thomas et par dage senere på en café i byen, fortalte jeg ham, hvorfor jeg ikke deltog. Hans kommentar var: ”Når der er konflikter her i byen, sørger jeg altid for at befinde mig i orkanens øje. Og må jeg gi' dig et godt råd, Erik: Hvis du møder op til en fest, hvor du er uvenner med en af deltagerne, så starter du med at veksle håndtryk med alle de andre undtagen hende. Og til allersidst hilser du på den, som ikke kan li' dig. Så bliver hun nemlig nødt til også at hilse på dig”!

Mit nye afrikanske paradis

De to første dage efter min flytning boede jeg i et hus midt i byen med en dejlig tagterrasse, hvor man om natten kunne lægge sig på ryggen og kigge op på det fantastiske univers, hvor stjernerne funklede og blinkede som besat (sidstnævnte er et citat fra Kim Larsens ”Kvinde min”!). Men resten af ferien - de sidste ni dage - boede jeg i en stråhytte tæt ved stranden på en lodge i Abene i en stil, som vakte nostalgiske minder fra mine tidligere rejser som backpacker i den tredje verden. Man kunne høre bølgebruset fra Atlanterhavet døgnet rundt. Det blev lyst ved syvtiden, og det første, man hørte om morgenen, var eksotisk fuglesang. Jeg blev bedre og bedre til at genopfriske mit fransk, som næsten alle taler i Senegal udover det lokale sprog. Landet har mange forskellige lokalsprog, men her er lokalsproget Mandingo, som var komplet uforståeligt for mig! Og da jeg skulle flytte ud til min stråhytte, kørte Ibou mig derud med både mig, min store rullekuffert og min håndbagage på motorcyklen!

Man kan ikke bruge betalingskort i Abene (at hæve kontanter på mit VISA-kort krævede en længere rejse), så jeg havde på Mettes anbefaling medbragt masser af Euro. Men beholdningen var baseret på, at jeg skulle bo hos hende under hele mit ophold. Min dejlige stråhytte tæt på stranden kostede 80 kroner pr. nat, hvilket var absolut rimeligt i forhold til beliggenheden og standarden. Det samme gjaldt priserne i den hyggelige restaurant i backpacker-stil, så jeg klarede mig lige akkurat de sidste ni dage uden en ATM-automat. Og utroligt nok vekslede købmanden i Abene også danske kroner, som jeg helt tilfældigt også havde medbragt nogle stykker af - om end til en dårlig kurs.

Fred, ro og søde mennesker

Det var meget længe siden, jeg havde prøvet at bo 9 dage samme sted på en rejse, hvor jeg ikke havde planlagt at foretage mig noget særligt. Men det blev en god oplevelse. Nok den bedste del af ferien. Som en af mine venner skrev til mig: ”Der er ingenting, der ikke er godt for noget!”. Men min hytte tæt ved stranden lå jo også et fantastisk sted. Stjernehimlen var fantastisk. Orion strålede højt oppe på himlen, Karlsvognen stod på hovedet, og Nordstjernen kunne lige akkurat anes over horisonten. Og hvis man var lidt melankolsk om morgenen, blev man altid i godt humør ved morgenmaden, hvor man blev opvartet af utrolig venlige og smukke kvinder. Og alle, der kom forbi min hytte i løbet af dagen, råbte ”Bonjour Erik! ca va?”.

Jeg fik også en snak med tre tyske turister på stedet. Blandt andet med en ældre mand fra Halle, som ligger i det tidligere DDR. Det fik vi en interessant samtale ud af. Han er gammel nok til at have oplevet det kommunistiske Østtyskland som voksen. Da jeg sagde ”Mächtig gewaltig!” (”skide godt, Egon!”) fik vi en snak om Olsen Bandens enorme succes i DDR og årsagerne til den. Det var selvfølgelig fordi filmene gjorde nar af kapitalismen. Han fortalte også, at cirka 3.000 østtyskere er druknet i Østersøen i deres forsøg på at flygte fra DDR til Møn. Noget, som aldrig blev fortalt offentligt under Honeckers diktatur. Havde også en rigtig god snak med to tyske piger og Ibou over et glas Pastis ved min stråhytte. Her kom vi også vidt omkring: Kvinder og Islam, Adam og Eva, skik og brug i Senegal. Ibou er muhammedaner. Jeg fortalte pigerne, at jeg havde lært at tale tysk i skolen og i de østrigske bjerghytter. Og så sagde de, at mit tyske også havde en østrigsk accent. Det har jeg aldrig fået at vide før!

Der var ikke wi-fi hvor jeg boede, så en gang om dagen gik jeg ned i byen til min stamcafė for at tjekke mails, med mere. Ikke sjældent i selskab med en Gin & Tonic, som kostede 10 kroner. Og ved længere ophold på et sted som dette kommer man naturligvis til at lære de lokale bedre at kende. I den forbindelse var jeg overrasket over, hvor forskellig vores viden om verden er. Kun få af dem, jeg talte med, vidste f.eks, hvad Kilimanjaro eller Himalaya var. Og jeg viste min nye bog til Ibou, som er 56 år, hvor jeg blandt andet har skrevet et kapitel om Auschwitz og Holocaust. Han vidste en del om Anden Verdenskrig, men Auschwitz og jødeudryddelserne havde han aldrig hørt om. Heller ikke om hverken Walt Disney, Mickey Mouse eller Anders And. Men han vidste meget om Afrika, også uden for Senegal. Til gengæld kender alle i Afrika det afrikanske megahit ”Malaika”. Ikke fordi jeg vil kritisere de lokale for deres uvidenhed - slet ikke! - men det viser bare, at verden er mangfoldig.

Tirsdag morgen (14. februar) kunne jeg fornemme, at der var noget galt ved morgenmaden. Alle så meget alvorlige ud, og der sad en ældre fransk kvinde i restauranten så ulykkelig ud. Det viste sig, at kvindens afrikanske mand var død i løbet af natten i en alder midt i 50-erne. De havde boet flere år i nabobyen Kafountine, og det virkede som om alle på lodgen havde kendt ham.

Jeg var nu fyldt helt op med indtryk og havde ikke behov for flere eksotiske oplevelser. Men det var en super øvelse i mindfulness at sidde på min bænk ved havet om formiddagen og lytte til bølgernes beroligende brusen, indtil solen nåede hen til bænken ved 11-tiden. Midt på dagen blev det meget varmt (cirka 37 grader), men efter klokken 16 kunne sætte jeg ned på min bænk igen og nyde solnedgangen, nu i en helt anden belysning.



Hvis alt går som planlagt, åbner vores nye Bed and Breakfast-sted "Chez Fatou et Saladin" i vinteren 2022-23.

Tilbage til Danmark

Ibou havde skaffet en bil på afrejsedagen, som hentede mig ved 16-tiden og kørte mig fra Abene til lufthavnen i Gambia. Det er en tur på et par timer, og den kostede cirka 60 Euro. Man kan også benytte den lokale transport med bus til næsten ingen penge, men det fandt jeg for kompliceret og besværligt, især, fordi man jo skal krydse grænsen mellem Senegal og Gambia undervejs. Så jeg nød turen og det eksotiske dagligliv på forsædet med åbent vindue og tænkte på, hvor mærkeligt det ville være at trille min rullekuffert den sidste kilometer fra Melby togstation til mit sommerhus om et døgns tid. Og ingen problemer ved grænsekontrollen - kun stor venlighed overalt.

Afgang fra Banjul klokken 23.25 med Brussels Airlines, flyskifte i Bruxelles efter små 6 timers flyvning, og fra Kastrup med metro og tog op til Melby ved Liseleje i strålende forårsvejr midt i februar. Jeg var psykisk og fysisk træt ved hjemkomsten, men hold da op hvor var det en spændende rejse! Til tider hårdt og anstrengende, især på grund af kontakten med nogle af de splittergale danskere i Abene, men fyldt med spændende oplevelser og meget lærerigt. Og hjemkomsten er jo også en del af rejseoplevelsen.



Kort over den vestlige del af Gambia og det sydvestlige Senegal.
Landsbyen Abene ligger til venstre i midten af kortet.


Klik på nedenstående billeder for at forstørre dem og få at vide, hvad de forestiller.



Klik HER, hvis du vil se min hoved-hjemmeside med blandt andet spændende links til rejser og trekking.