I november 2015 købte jeg den nye bog ”Min barndom i 50-erne” (Lindhardt og Ringhof, 2015) på Bogforum i Bella Centeret. Bogen indeholder essays skrevet af 12 kendte danskere, som fortæller om deres barndom i 50-erne. Det er spændende læsning for én, som selv har været barn i dette årti! Og bogen inspirerede mig til at skrive mit eget essay. Det kommer her:

Jeg er født i 1947 og har altså været barn i 1950-erne. Når jeg ser tilbage på dette årti, så er jeg dybt fascineret over, at der på så forholdsvis kort tid kan ske så store ændringer i samfundet. Set i historisk perspektiv er 50-60 år jo ingenting, men man kan undre sig over, at det er det samme land, man levede i dengang.

Om jeg længes tilbage? Både ja og nej. Ja, fordi man dengang var barn og havde hele livet for sig. Men som voksen? Nej, aldrig i livet! 50-erne var en tid fyldt med småborgerlighed, bornerthed, autoritetstro, snobberi, klasseforskelle og rigtig meget ægte fattigdom. Børneopdragelse i moderne forstand eksisterede ikke, eller sagt på en anden måde: Det eneste mål med vores opdragelse var, at vi som børn kunne leve op til de voksnes forventninger. Hænderne op af lommerne, sig nu pænt goddag! Bevares, nogle børn fra især mere bevidste og veluddannede familier har sikkert fået en sund og tænksom opdragelse, men det hørte til undtagelserne. Men man behøver hverken at være sociolog eller professor for at forstå, at 1950-erne var det ideelle rekrutteringsgrundlag for oprøret fra 68-generationen!

Alligevel er jeg selv dybt fascineret af 50-erne som tidsepoke på baggrund af vores egen tid, først og fremmest fordi jeg er født i 1947 og derfor selv har oplevet dem. Jeg kan stadig blive berørt af at se en gammel Morten Korch-film, fordi den skubber til noget inden i mig. Som barn boede jeg i lange perioder på Vestmøn, og når jeg tænker tilbage på min barndom, så lignede livet på bondegårdene til forveksling det, man ser på filmene: Hestetrukne høstmaskiner, duften af nyhøstet korn, roehøsten i efterårsferien, malkning af køerne, gennemsigtige mælkeflasker af glas, gamle Ford-biler og meget andet. Jeg har set det hele selv. Og når skuespillerne i de gamle film ofte taler, som kun dronning Margrethe eller prins Joachim gør det i dag, så finder jeg det ikke unaturligt. For sådan talte man faktisk dengang i middelklassen. Det talte sprog - for slet ikke at tale om det skrevne - var konventionelt i en grad, som er svært at forestille sig i dag. Læs f.eks. nogle artikler i Dansk Husmoderleksikon fra 1948. Her er sprogtonen og stilen mindst lige så interessant som indholdet. Men bortset fra det, så tror jeg, at alle mennesker har en bevidsthed om deres eget barndomsland, som bundfælder sig og følger dem gennem hele livet som en fast referenceramme i deres liv.

På Frederiksberg

Jeg er enebarn og har derfor nok fået mere opmærksomhed end gennemsnittet. Jeg boede med mine forældre i en lejlighed på N.J Fjords Alle 2 på Frederiksberg nær Landbohøjskolen. Min far og mor var enormt forskellige af sind. Far var overtoldassistent med en beskeden indtægt, men jeg tror, at han kedede sig gudsjammerligt på jobbet, og det var hans fritidsinteresser, som var det egentlige indhold i hans liv. Han var en meget dygtig pianist og spillede hver dag på vores Hornung & Møller-klaver i lejligheden, så det kunne høres i store dele af gaden. Hans favoritmusik var Chopins etuder og ballader, som jeg den dag i dag kan afspille næsten fejlfrit. Dog ikke på klaveret, men på mit indre hukommelseskort. Og så læste han til translatør i fransk. Han døde af lungekræft allerede som 40-årig i 1960, da jeg var 12 år gammel, og det har helt sikkert sat sig mange dybe spor hos mig, som jeg endnu ikke er helt bevidst om. Men som far var han ikke særlig synlig og bestemmende over for mig.

Øverste billede:
Min far (Thomas Hove Pontoppidan) var en meget dygtig pianist. Til hans favoritter hørte Chopins etuder og ballader, men han kunne også spille efter gehør. Som her sammen med min farbror (Erik Rosen Pontoppidan), der synger, akkompagneret af min far i min farmors store lejlighed i Brandes Alle 8, 1. sal til højre. Det er mig, der sidder på skødet af min farmor. Billedet er fra ca. 1950.

Nederste billede:
Min far spillede hver dag på vores Hornung & Møller-klaver i vores lejlighed i N. J. Fjords Alle 2 på Frederiksberg, så det kunne høres i store dele af gaden.



Min mor var strengt opdraget i en borgerlig familie, som var meget autoritetstro, og det kom til at præge mig på godt og ondt. Det var vigtigere for hende, hvilket indtryk jeg gjorde på andre mennesker, end hvordan jeg blev opdraget, og jeg blev konstant irettesat næsten ligegyldig hvad jeg foretog mig. Men på sine ældre dage forandrede hun sig meget, og som voksen endte hun med at blive en central person i mit liv.



Ovenfor, til venstre: Nekrolog for min far (Thomas Hove Pontoppidan), som døde af lungekræft allerede som 40-årig i 1960, da jeg var 12 år gammel. Nekrologen blev bragt i Dansk Toldtidende årgang 1960, nr. 8-9.
Ovenfor, til højre: Min mor (Oda Pontoppidan) i sin lejlighed på N.J. Fjords Alle 2. Billedet er fra december 1964.

Hver måned holdt min farmor et "åbent hus" i sin store lejlighed på Brandes Alle 8, 1. sal th. på Frederiksberg, hvor intet manglede. Gæsterne kunne indtage en overdådig middag med kvalitetsmad og kvalitetsvine skænket i krystalglas.

Billedet et taget i midten af 1950-erne. Personerne er:

Bagerste række fra venstre: Min mor, Oda Pontoppidan, min farbror, Erik Rosen Pontoppidan, min farmors bror onkel Roberts kone tante Dagny (Dagny Hove), tante Stine, min far, Thomas Hove Pontoppidan, min farbrors kone tante Lise, tante Dagnys adoptivbarn Mathilde Hove ("Muddi").
Forreste række fra venstre: Onkel Viggos søster tante Arendse (Arendse Rondahl), mig (Erik Pontoppidan), min farmors anden mand onkel Viggo (Viggo Rondahl), min farmor (Ella Rondahl), min farbrors eneste barn Marianne Pontoppidan, min farmors bror onkel Robert (Robert Hove).
Min farmors bror onkel Robert (Robert Hove) var i mange år præsident for Sø- og Handelsretten og var dengang det helt store forbillede i familiehierakiet.

Min farmor boede i nabogaden kun fem minutters gang fra mit hjem sammen med sin anden mand Viggo Rondahl, og jeg benyttede enhver lejlighed til at besøge dem i deres store lejlighed på Brandes Allé 8. Der fik jeg nemlig lov til alt det, jeg ikke måtte derhjemme. Møblerne kunne bruges som byggeklodser, og onkel Viggo var villig til at lege med på næsten hvad som helst. Onkel Viggo kom fra en velhavende købmandsfamilie i Køge og arbejdede som toldkasserer, og i kraft af sin formue gjorde han det muligt for min farmor at leve et ekstravagant liv med stor gavmildhed. En gang om måneden holdt hun ”Åbent hus”, hvor alle i familien kunne komme og spise en overdådig middag, med kvalitetsvine skænket i krystalglas. Og hver sommer i en periode i 1950-erne lejede hun det store fiskerhus på Hovedgaden 100 i Tisvildeleje, med direkte adgang til Kattegat. Fra baghaven førte en lille trætrappe direkte ned til stranden, og det første jeg hørte, når jeg vågnede om morgenen og kiggede op i træloftet, var bølgernes brusen. Mine ferier der hører til de lykkeligste perioder i min barndom.



Jeg holdt utrolig meget af min farmor (Ella Rondahl, født Hove), og da hun døde i 1969 følte jeg, at min barndom var definitivt slut. Farmor prøvede ikke at lave mig om, men accepterede mig som den, jeg var, og jeg slappede altid af i hendes selskab. Hun var en særdeles aktiv kvinde lige indtil hendes sygdom og død, og i hele hendes liv nød jeg at komme i hendes store lejlighed på Brandes Alle 8. Til mine stjernestunder i min gymnasietid hørte den obligatoriske eftermiddagste med hjemmebagte boller, når jeg fik fri fra skolen. Billedet er fra 1964.

Som syvårig var min store drøm at blive lokomotivfører. Tog og sporvogne var min store interesse. Dengang havde jeg en legeonkel i min farmors anden mand, som var barnløs og derfor kastede sin kærlighed på mig. Onkel Viggo var tidligere kaptajn i forsvaret og stokkonservativ, men det mærkede jeg overhovedet ikke noget til dengang. Sammen med ham kørte jeg rundt i byen i timevis med de københavnske sporveje og S-tog. Og når vi skulle besøge onkel Åge og tante Johanne i Klampenborg, var turen derud med S-toget fra Frederiksberg den helt store oplevelse. De gamle S-tog fra 1930-erne havde den fantastiske finesse, at man kunne sidde i den forreste vogn og have den samme udsigt som togføreren. Men ikke nok med det. Onkel Åge var ingeniør ved DSB og boede derfor i en lejlighed på første sal i stationsbygningen i Klampenborg. Der kunne jeg sidde ved vinduet det meste af eftermiddagen og betragte de mange tog, som passerede stationen. Togene til og fra Helsingør var de mest interessante, for de var de længste, og de store damplokomotiver var langt mere eksotiske end S-togene. I hele mit voksne liv har jeg været bidt af at rejse, så man kan sige, at symptomerne på dette allerede viste sig i midten af 1950-erne. Sammen med min legekammerat Niels Gosvald tegnede vi kilometerlange togskinner med kridt hjemme i vores gader på Frederiksberg, og trafikken på sporene foregik med hjemmelavede legevogne bygget af sæbekasser eller lignende.

Som 7-årig drømte jeg om at blive lokomotivfører. Det blev dog ved tanken, men drømmen blev udlevet på andre måder. Som f.eks. her ved mit elektriske Märklin-tog i vores lejlighed på N.J. Fjords Alle 2 på Frederiksberg. Eller nede på gaden, hvor jeg sammen med min legekammerat Niels Gosvald tegnede kilometervis af togskinner på fortovet. Billedet er fra starten af 1960-erne


Fuglevangsvejens Skole

Fra første til syvende klasse og fra første til anden real gik jeg på Fuglevangsvejens Skole på Frederiksberg (nu Skolen på Bülowsvej), som var en af Københavns mange store kommuneskoler. Det var alt i alt en god tid. Det siges jo, at barndommens erindringer er noget, som sætter dybe spor i ens bevidsthed, og det kan jeg kun bekræfte. I hvert fald sidder mine klassekammerater, lærere og oplevelserne fra de første 9 skoleår stadig helt tydeligt på nethinden.

Lærerne på Fuglevangsvej




Tredje klasse på Fuglevangsvejens Skole (nu Skolen på Bülowsvej), 1957. Klasselæreren på billedet hedder Karsten Krag Rasmussen. Foto: Nørs Foto.

KLIK PÅ BILLEDET FOR FULD OPLØSNING!

Rækken længst til venstre, fra katederet og bagud:      Anne Marie, ?, Jens Holsting, ?, Leo Marcussen, Bruno, Toke Lund Christiansen, Niels Zokang, Otto

Rækken i midten, fra katederet og bagud:      ? , Ulla Jältring, Sten Hegner, Ove Lous, Jørgen, Erik, Susanne, Jette Güldner Larsen (nu Güldner Knudsen), Kate Eltang, Ulla Jung, Niels Erik, Karen

Rækken til højre, fra katederet og bagud:      Lene Jansson, Judith, Aina, Edith, Lise, Kirsten Mouritzen, Flemming Faber Olsen, Erik Pontoppidan, Ulla Larsen, Jane, ?

Klik HER for at læse om overlærer Holger Caspersen, som var en kendt og berygtet lærer på Fuglevangsvejens Skole på Frederiksberg i 1950-erne og starten af 1960-erne.

Vores klasselærer fra første til syvende klasse hed Karsten Krag Rasmussen. Det var hans første klasse som lærer, og jeg synes han klarede opgaven fint. Eleverne i klassen var som altid meget forskellige, og jeg tænker tit på, hvordan det er gået mange af dem senere i livet. Takket være min hjemmeside og min Facebook-profil har jeg fået kontakt til flere af dem i mit voksne liv, og det har været både spændende og interessant.

Også lærerne står stærkt i min erindring. I den alder kan ens lærere ikke undgå at blive en slags rollemodeller for én på godt og ondt. Og her var der ved Gud også stor spredning i personligheder og mennesketyper! Hr. Krag var i den henseende ret normal, men skolen rummede en bred buket af bohemer, enspændere, diktatorer og ligeyldigheder. Jeg nævner i flæng tegne- og engelsklæreren hr. Rich, som var en boheme med en helt speciel stil. Jeg havde ham i tegning og senere i engelsk, hvor jeg fik skudsmålet ”Flink, dygtig og interesseret”. Man kan sige meget om ham, men kedelig var han i hvert fald ikke. Rygtet vil vide, at han var frihedskæmper under Anden Verdenskrig.

I den modsatte grøft befandt sig hr. Thorup Madsen, som jeg havde i naturhistorie. Han var en meget vidende person, men jeg kedede mig gudsjammerligt i hans timer og hørte ikke efter. Det sidste måtte jeg høre for engang da der blev uddelt karakterbøger. Han rev mig i øret og sagde blandt andet: ”Du har sådan et godt hoved. Hvorfor skruer du det ikke af!”

Hr. Høy havde til gengæld pædagogiske evner og en god, humoristisk sans. Jeg havde ham i historie, som jeg syntes han gjorde meget levende og interessant. En gang imellem spillede han en symfoni ved at slå på de ophængte lamper i klasselokalet med sin pegepind – til stor morskab for klassen.

Frøken Lautrup virkede som et ensomt menneske, der må have haft det hårdt i skolen. Jeg tror, hun tit blev mobbet af eleverne, og hun havde svært ved at få styr på klassen. Jeg havde hende i regning og senere i tysk.

Frøken Jørgensen, som underviste i tegning, var nok den lærer, som havde den laveste status i skolen. Der var ingen, der tog hende alvorligt eller regnede hende for noget. I timerne råbte hun højt, skældte ud og smækkede med dørene, når hun blev vred, og det skete tit.

Af andre lærere, som jeg først fik i 1960-erne, da jeg gik i første og anden real, kan jeg nævne Sigurd Petersen, Holger Caspersen og fru Lyngborg. Sigurd Petersen havde jeg i dansk, og han var lidt af en type. En dygtig og seriøs lærer, som ankom til skolen hver morgen i sin Citroën Traction Avant fra 1930-erne (kendt fra flere klassiske gangsterfilm!). Han og jeg var rigtig gode venner, blandt andet, fordi dansk og dansk stil var et af mine favoritfag. Når han kom ind i klassen med de rettede stile, simulerede han ofte, at tasken med stilene var umanerlig tung af alle de rettelser han havde skrevet i dem. Men han kunne også blive meget vred, hvis en af eleverne blev vanskelig eller ikke opførte sig som de skulle. Og så tror jeg, han havde lidt af en skuespiller i maven. Jeg kan huske, at han flere gange læste op af nogle klassiske skuespil (blandt andet fra Holbergs ”Jeppe på bjerget”) og i den grad levede sig ind i rollen – til stor morskab for klassen.

Holger Caspersen var nok den mest frygtede af alle lærerne. Han var ansat ved skolen i 40 år og må derfor have været kendt af tusinder af elever. Jeg havde ham som klasselærer i første og anden real og har lavet en speciel website alene til ham, som kan læses på www.ponty.dk/holgcasp.htm.

Fru Lyngborg havde jeg i latin i første og anden real, hvor vores bekendtskab sluttede med den lille latinprøve, baseret på klassikeren ”Mikkelsens latinbog”. Meget terperi med mange bøjninger og mærkværdige sætninger (hvem husker f.eks. ikke historien om landmanden og hugormene, som var halvdøde af kølige vindpust?!). Fru Lyngborg var en sød og følsom lærer, og rygtet vil vide, at hun var kæreste med kunstneren Asger Jorn.



Frikvarter på Fuglevangsvejens skole (nu Skolen på Bülowsvej) i 1950-erne. Jeg står selv yderst til venstre. I midten min legekammerat Niels Gosvald fra N. J. Fjords Alle.

Næsten alle lærerne uddelte lussinger i vekslende omfang. Den værste af dem alle i den forbindelse var Holger Caspersen, som var hadet af frygtet af mange og elsket af en minoritet. Men ellers var fysisk vold i høj grad en del af pædagogikken i 50-erne og starten af 60-erne. I det hele taget var livsstilen hos lærerne dengang meget forskellig fra i dag. Hvis man f.eks. engang imellem vovede sig ind på lærerværelset, blev man mødt af en massiv hørm af tobaksrøg.

Lige over for skolen lå der en fabrik, som fremstillede sutter til spædbørn. Og her øjnede jeg en mulighed for at lave en lille forretning! Et af spildprodukterne fra fabrikken var nogle små gummiringe, som stammede fra beskæring af sutterne. Jeg opdagede, at disse ringe kunne bruges til fremstilling af massive gummibolde, som havde helt fænomenale hoppeegenskaber! De blev meget populære blandt mine legekammerater, og jeg solgte dem i en periode indtil fabrikken ikke gad at have mig rendende længere.

Fagene i skolen

Generelt var jeg en dygtig elev i kommuneskolen i de boglige fag. Især dansk og fremmedsprog hørte til mine favoritter. Men jeg havde allerede dengang svært ved at koncentrere mig og tænke struktureret. Det kom blandt andet til udtryk i faget historie, hvor jeg klarede mig dårligt på grund af min manglende evne til at strukturere dagens lektie og genfortælle den på en forståelig måde. Det med manglende koncentration og overblik har jeg efterhånden lært at leve med. Når man bliver ældre, bliver de fleste fortrolige med deres stærke og svage sider og opdager, at der altid er noget, man er god til.

Vi lever jo i en diagnosernes tid. For nylig (i efteråret 2015) fik jeg ved et tilfælde - til min store overraskelse - konstateret, at jeg har typiske symptomer på ADHD! Heldigvis i mildere grad, for jeg har klaret mig rimelig godt i mit liv både jobmæssigt og socialt. Men rigtig mange af symptomerne på ADHD passer uhyggelig præcist på mig. Og set i bakspejlet har det været lidt af en øjeåbner. Der er rigtig mange ting, som er faldet på plads, når jeg ser tilbage på mit liv, efter at jeg har fået det at vide.

Når man læser eller hører om ADHD i dag er det først og fremmest i forbindelse med børn og unge, men der findes også masser af voksne, som lever med det i større eller mindre grad. Der er flere grunde til, at man ikke hører så meget om ADHD hos voksne. Dels fordi de fleste voksne har lært at leve med sygdommen og tilpasse sig både socialt og fagligt, fordi de har lært at kende og udnytte deres stærke og svage sider. Men sikkert også fordi forældre i dag er utrolig optagede af deres børns trivsel og er langt mere behandlingskrævende end før. Sygdommen har altid eksisteret, men i vor tid, hvor der er gået inflation i diagnoser, er den blevet meget synlig.

Gymnastik og sport

Gymnastik og sport var mine hadefag i både kommuneskolen og i gymnasiet. I ekstrem grad! Jeg var elendig til gymnastik – for slet ikke at tale om den sport, vi dyrkede i gymnastiktimerne. Når der f.eks. skulle vælges håndboldhold, blev jeg altid valgt til sidst, og ikke nok med det. Holdvælgerne skændtes om, hvem der IKKE skulle have mig med på holdet!

Og den årlige idrætsdag for skolerne var et mareridt. Alle var tvunget til at deltage i den stort anlagte event med faner og geledder, og jeg hadede det som pesten. Jeg husker især en episode fra en af åbningsceremonierne, hvor vi alle stod opmarcheret i lange lige rækker med faner. Fra højtalerne gjaldede kommandoer ud til børnene. Da de lange rækker på et tidspunkt blev kommanderet til at dreje 90 grader til venstre, drejede jeg, distræt, som jeg var, 90 grader til højre. Med det resultat, at jeg pludselig kiggede ind i øjnene på hundredevis af ukendte skoleelever. Sådan noget glemmer man aldrig!

I dag er jeg stadig en 100 procent ignorant, når det gælder sport. Jeg kender mange meget sympatiske mennesker, som er vilde med f.eks. fodbold og cykelløb, så jeg må simpelt hen mangle et konkurrence-gen. Ikke fordi jeg ikke bryder mig om fysiske udfordringer. Slet ikke! Jeg elsker at cykle og vandre og har deltaget i et utal af ret krævende trekkingture og bjergbestigninger i det meste af mit liv, men selve konkurrencemomentet er for mig en by i Rusland.

De gamle forretninger i kvarteret

Som alle andre steder på Frederiksberg eksisterede der i 1950-erne et utal af småforretninger i vores kvarter, som nu er nedlagte. Og nogle af deres indehavere var typer, man ikke glemmer. På hjørnet af Fjords Alle og Rolighedsvej lå der f.eks. en stor møbelforretning. Eller jeg vil nu snarere kalde det en marskandiserforretning, for den indeholdt alt muligt skrammel i kategorien brugte og slidte møbler. Indehaveren var en trivelig ældre mand, som om sommeren kunne sidde i timevis uden for forretningen og ryge cigarer. Jeg tror ikke han solgte ret meget af sit tvivlsomme varelager, men en type, det var han i hvert fald. En af dem, der bliver siddende på nethinden. Lige over for møbelhandlerens butik lå grønthandler Ulriksens lille butik på Fjords Alle. Også en type, som var umulig at forveksle med andre. Fru Ulriksen lignede en ældre kvinde fra et eventyr, og hendes butik lignede noget, som kunne have været udstillet på Arbejdermuseet. Der var en rigtig, gammeldags kaffekværn med store hjul, og lugten i butikken glemte man aldrig, hvis man havde været der. Den var en blanding af kaffe, grøntsager, frugter, vaskepulver og diverse kolonialvarer. Fru Ulriksen var ikke altid helt appelsinfri, og så vidt jeg husker drev hun en lille vognmandsforretning i bagbutikken.




Min mor, morfar og mormor ved mit barndomshjem på N. J. Fjords alle 2 ved Landbohøjskolen. Billedet er formentlig fra midten af 1950-erne.
I baggrunden, på hjørnet ved Rolighedsvej, holder en linje 2 ved stoppestedet. Bemærk også den store møbel- og tæppeforretning på hjørnet, som er omtalt i teksten.

Så var der langt mere ordnede forhold i frøken Rasmussens ismejeri ca 50 meter længere nede på Fjords Alle. Hun havde også sine faste kunder fra gaden, som hun kendte alle sammen. Det var før køleskabenes tid, så et par gange om ugen kom der en mand med en stor isblok på nakken, så mejerivarerne kunne holde sig friske. Og hver morgen fik hun leveret friske forsyninger af mælk, fløde, smør, med mere i en hestetrukket vogn fra sin leverandør. Jeg boede lige over for hendes mejeri i N.J. Fjords Alle 2 og husker tydeligt lyden af hestesko på asfalten og klirren af mælkeflasker hver morgen. I dag er alle tre butikker forsvundet, og der er ingen spor tilbage af dem. Lokalerne i møbelforretningen genopstod senere som ”Husar Pub”, der eksisterede i mange år som en vaskeægte københavnsk bodega, indtil den for nylig fik nye ejere og genopstod som ”Gensyn Bar” med et helt andet og mere moderne koncept. Og fru Ulriksens og frøken Rasmussens butiksvinduer er muret til, så alle synlige spor udefra er væk.

Og så var der Nielsens lille renseri på Rolighedsvej, tæt ved købmand Felskovs købmandsbutik på hjørnet af Dr. Abildgaards Alle. Udover at være renseri var det - i hvert fald for mine forældre - en slags uofficielt informationssted for sladder om, hvad der foregik i privatsfæren rundt omkring i kvarteret. De havde datteren Jane, som jeg kom til at gå i klasse med i 7 år på Fuglevangsvejens Skole, og som jeg stadig kommunikerer med via Facebook. Jane var i øvrigt den allerførste pige, jeg kyssede (på kinden) i første eller anden klasse, oven i købet i fuld offentlighed i skolegården. Hvilket vakte enorm opstandelse, især blandt drengene. Dengang var jeg ikke særlig genert. Det kom først senere!

Roxy og Metropol

Den store oplevelse for kvarterets børn og unge i 50-erne, især i weekenderne, var dobbeltprogrammerne i Roxy- biografen på Godthåbsvej. Det flotte Roxy-skilt i lysende neon eksisterer endnu, men er i dag blevet degraderet til at være reklame for et Netto-supermarked samme sted. Men dengang kunne man for nogle få kroner få adgang til hele to spillefilm i fuld længde. Absolut ikke smalle film men typisk tidens cowboy- og actionfilm som "Zorro's sorte pisk", klassikere med John Wayne, med flere. Og de blev de rene tilløbsstykker. Med voldsom larm i biografen før forestillingen og råb og piften i salen når der var to, der kyssede hinanden. "Ismand!" er ikke et af de nyere ord med bibetydninger i de danske slangordbøger!




Fra krydset mellem Godthåbsvej og Falkoner Alle på Frederiksberg, 1967. For mig ren nostalgi. Det var mit barndomskvarter i 50-erne og 60-erne, og efter den tid har jeg boet i området i flere perioder. Jeg synes, at billedet er meget stemningsfuldt og indeholder utrolig mange detaljer fra kulturen i 1960-erne.
Roxy-skiltet i baggrunden er de sidste rester af Roxy-biografen, som jeg besøgte flittigt i min barndom. Biografen lukkede i 1977, og i dag ligger der et Netto-supermarked på stedet. Foto: Per Bech Petersen.




Roxy-biografen på Godthåbsvej, Frederiksberg, maj 1965.
Det helt store tilløbsstykke i 1950-erne og 60-erne i Roxy-biografen var dobbeltprogrammerne på søndag eftermiddage, hvor man for nogle få kroner kunne se hele to af tidens populære spillefilm. Med voldsom larm i biografen før forestillingen og råb og piften i salen når der var to, der kyssede hinanden. "Ismand!" er ikke et af de nyere ord med bibetydninger i de danske slangordbøger! Billedet er hentet fra kb.dk.


Et andet biograf-tilløbsstylkke var det årlige juleshow med Walt Disneyfilm i Metropol-biografen på Strøget, som i dag er omdannet til en tøjforretning. Det var før fjernsynet blev udbredt for alvor, så børn og voksne stod i kø for at få billetter til de mange tegnefilm fra Disneys guldalder. Film med Anders And var topscoreren i popularitet og vakte altid bifald, mens film med Pluto lå meget længere nede på scorelisten. Egentlig ret pudsigt, fordi Disney selv ikke brød sig om Anders And, efter sigende, fordi han altid var uopdragen og gjorde de forkerte ting. Mickey Mouse - spejderdrengen, der altid gjorde det rigtige - var til gengæld hans favorit!

Onkel Robert og tante Dagny

Min farmors bror onkel Robert (Robert Hove) og hans kone tante Dagny (Dagny Hove) var et af min barndoms åndehuller i 50-erne. De havde et stort, dejligt sommerhus i på Slugtvej i Tisvildeleje og var altid meget gæstfrie. Jeg tilbragte mange sommerdage hos dem, som jeg nød i fulde drag, først og fremmest fordi de accepterede mig som den, jeg var, og ikke gjorde nogen som helst forsøg på at opdrage mig. Onkel Robert var i mange år præsident for Sø- og Handelsretten med hovedsæde i København, så penge var ikke noget problem for dem. Om sommeren kørte onkel Robert på arbejde i sin store Opel Kaptajn om morgenen, så det var tante Dagny, der som hjemmegående hyggede om mig og sine andre gæster. Der var en forfriskende atmosfære af afslappethed i huset. Ingen krav om gode manerer, pænt tøj og andre borgerlige forventninger - lige præcis det, jeg havde brug for som barn. Vi spillede badminton i haven, snakkede og slappede af, og jeg cyklede lange ture i Tisvilde Hegn helt alene i højsommeren. Tisvilde Hegn og Asserbo Plantage er et vidunderligt, magisk område, som jeg stadig holder utrolig meget af. Man finder her en strækning på cirka 6 kilometer med perfekt badestrand, som er helt uden bebyggelse, og hvor den fredede nåleskov går helt ud til kysten. Mange år senere, i starten af nullerne, købte jeg et sommerhus i Melby ved Liseleje på den anden side af hegnet, og der befinder jeg mig så godt i dag, at jeg bor der en stor del af tiden året rundt, også i den mørke vinter.

Tante Dagny og onkel Robert havde ingen biologiske børn, men de havde adopteret en dansk pige, som var en del år ældre end mig. Mathilde eller "Muddi",som vi kaldte hende, var en sød og frisk pige, som i høj grad prægede atmosfæren i huset, når hun var der. Og på den anden side af Slugtvej boede en familie med en lille, rødhåret pige, som af og til løb forbi huset og en gang blev forulempet af en af tante Dagnys puddelhunde. Det var Sanne Salomonsen! Da min far døde i sommeren 1960 var jeg kun 12 år gammel, så derfor syntes familien ikke, at jeg burde deltage i hans begravelse og alle de ritualer, der fulgte med. Derfor blev jeg den sommer sendt til Tisvildeleje, hvor jeg boede hos Dagny og Robert i flere uger indtil jeg skulle starte i skolen til august. Det husker jeg som en dejlig tid med stor omsorg og empati. Så meget, at jeg var grædefærdig, da jeg steg op i skinnebussen til København.

Møn var mit barndomsland

Jeg havde stor glæde af alle mine bedsteforældre, da jeg var barn. Min mormor og morfar boede på Vestmøn, og der tilbragte jeg lange perioder med stor kærlighed og omsorg. I modsætning til Tisvildeleje var Møn i 1950-erne det ægte, ”uspolerede” Danmark med hestetrukne høstmaskiner, duften af nyhøstet korn, roehøst i efterårsferien, malkning af køer og autentiske landmænd, som til forveksling lignede dem fra de gamle Morten Korch-film. Morfar var toldvagtmester ved Hårbølle Havn, et idyllisk fiskerleje ved Grønsund på Vestmøn. Hans arbejde bestod i at opkræve havnepenge af de besøgende skibe, og han havde også ansvaret for, at de tre fyr ved det smalle farvand mellem Falster og Møn fungerede tilfredsstillende. Han var meget stolt af sit job. Både han og mormor kom fra en arbejderfamilie i Horsens, og for dem var en tjenestemandsstilling i Toldvæsenet toppen af en karriere. Morfar havde altid sin flotte, hvide kasket på, når han var på arbejde, og han følte sig som en lille konge blandt fiskerne og landmændene på egnen.



Min mormor og morfar, som boede på Vestmøn, hvor jeg opholdt mig i flere måneder af gangen og fik al den kærlighed og omsorg, jeg kunne ønske.

Selv stortrivedes jeg på Møn, hvor jeg ofte boede flere måneder ad gangen. Østersøen, Grønsund og det smukke, mønske landskab omkring Fanefjord var for mig et uudforsket land, som kun ventede på at blive opdaget. Jeg strøg rundt alene på de små veje på min mormors damecykel og fandt mange favoritsteder, som jeg besøgte igen og igen. Et af dem var den dejlige sandstrand tæt ved Stenminerne, hvor Grønsund munder ud i den store Østersø. Det var magisk pludselig at stå ved et åbent hav uden landkending i horisonten. Og et par kilometer ude langs stranden forsvandt kystlinien bag en pynt. Jeg var vanvittig nysgerrig efter at se, hvad der gemte sig bag pynten, men det fik jeg – så vidt jeg husker – først at se, da jeg blev voksen. Senere, da jeg fik bil, har jeg rundet pynten mange gange på en af mine favorit-vandreture fra Hårbølle Havn til Fanefjord Skov. Det er en flot naturoplevelse langs en øde strandbred og med vekslende udsigter. Sydfalster og Møn er kendetegnet ved at have store strandområder ud til Østersøen, hvor bøgeskoven vokser helt ud til strandkanten, og det er for mig indbegrebet af dansk natur. En vandretur i skovkanten en sommerdag langs en strand med bøgeskov hører efter min mening til de mest seværdige naturoplevelser, man kan få herhjemme.

Dette billede er fra Fanefjord Skov, med udsigt over Hjelm Bugt ved Østersøen. Stedet hedder Luselejet og er meget smukt og stemningsfuldt om sommeren. Sydfalster og Møn er kendetegnet ved at have store strandområder ud til Østersøen, hvor bøgeskoven vokser helt ud til strandkanten, og det er for mig indbegrebet af dansk natur. En vandretur i skovkanten en sommerdag langs en strand med bøgeskov hører efter min mening til de mest seværdige naturoplevelser, man kan få herhjemme.

På Møn lærte jeg at ro. Jeg fik lov til at låne en træjolle af en af fiskerne, som jeg sejlede rundt i alene i Grønsund om sommeren. Det var fedt at opleve de mønske landskaber fra søsiden, hvor de tog sig helt anderledes ud. Og fristende at ro over til Falster, som kun var et par kilometer væk, men det fik jeg kun lov til, hvis morfar var med. Grønsund er et farvand med meget stærk strøm, som let kunne føre én langt ud i Østersøen, hvis man tabte en åre.

¨
Til venstre: Sommermorgen-idyl med mormor og morfar ved toldvagtmesterboligen i Hårbølle på Vestmøn.
Til højre: Fra Mortensens gård nær Hårbølle på Vestmøn.

Min mormor havde en utrolig fantasi. Hun kunne fortælle historier i timevis, som hun bare rystede ud af ærmet til lejligheden, som regel ved sengetid. Set i bakspejlet kan jeg i dag undre mig over, at hendes historier i den grad kunne fængsle mig, men det bekræfter jo bare, hvor forskellig børns oplevelse af verden er i forhold til de fornuftige voksne. Mormor var også en meget flittig husmor, som levede 100% op til 50-ernes syn på kønsrollerne. Det var hende, som stod for alt arbejdet i hjemmet og diskede op med alverdens lækre retter, når familien kom på besøg, og hun syede selv tøj og duge på sin pedaldrevne Singer symaskine. I starten af 50-erne var det et gammeldags komfur, der blev brugt i køkkenet - en konstruktion med jernringe, der passede ind i hinanden og dækkede mere eller mindre over den åbne ild nedenunder. Lyden af disse ringe, som blev taget af og lagt på for at styre varmen, var noget af det første jeg hørte, når jeg vågnede om morgenen.

Og så henkogte mormor jordbær til den store guldmedalje. En gang op året kørte vi hen til en gård i nærheden og fyldte hele bilens bagagerum med friske jordbær, som blev kogt i mange timer i en kæmpestor gryde. Gryden var fyldt med små glas, der var hermetisk lukkede med gummiringe. Og når processen var slut, blev glassene sat ned i viktualierummet i kælderen, hvor indholdet kunne nydes i form af jordbærgrød i mange måneder. I forhold til mormor havde morfar et meget lukrativt job!




Dette billede er fra en familiefest i landsbyen Damme på Vestmøn i december 1964. Det er ikke min familie, som er med på billedet, men for det meste lokale beboere fra de omkringliggende gårde. Manden med brillerne og høreapparatet er brugsuddeler Valdemar Henriksen ved Hårbølle Brugs.

Jeg synes, at billedet er meget stemningsfuldt og fortæller en masse om et landmiljø, som nu er forsvundet. Et godt stykke op i 1960-erne lignede miljøet og det sociale liv på Møn stadig det, man kan opleve i de gamle Morten Korch-film. I dag ligger næsten alle dem, der var med til denne fest, begravet ved Fanefjord Kirke.




Min stolte morfar med sin første, splinternye bil (en Ford Prefect) ved toldvagtmesterboligen i Hårbølle på det vestlige Møn i starten af 50-erne.

Mormor og morfar var meget selskabelige. De blev konstant inviteret til runde fødselsdage, sølvbryllupper og lignende på de omkringliggende gårde, og morfar var jævnligt til kortspil med vennerne. Når jeg boede på Møn, blev jeg altid taget med ud til selskaberne, hvor jeg i de sene timer blev lagt på en sofa for at sove. Ind imellem vågnede jeg op til lyden af dæmpede stemmer og kortspil i en sky af tobaksrøg. Jeg følte det som om morfar kendte alle Vestmøns beboere. I hvert fald hilste han på alle, han mødte, når jeg var sammen med ham i bilen ude på de små veje. Og jeg tror han følte sig som lidt af en konge i kraft af sin status som toldvagtmester blandt egnens bønder og fiskere. Han var en begavet mand, som kunne have drevet det vidt, hvis han havde fået en uddannelse. Præsten i Fanefjord Kirke i 40 år, Pastor Helge Buus, var hans nære ven, som tit besøgte os. Dette venskab varede lige til det sidste, og det var Buus, som bisatte ham, da han døde i 1973. Morfar var desuden medlem af sognerådet i Fanefjord i en periode, og han havde en stor del af æren for, at Hårbølle Havn blev bygget (den åbnede i april 1958), så de lokale fiskere kunne losse deres fangst nær deres bopæl i stedet for at sejle helt til Stubbekøbing.

Juleaften i Hårbølle

I 1950-erne og 60-erne holdt vi næsten altid juleaftenerne i toldvagtmesterboligen i Hårbølle på Møn, og de vil for mig altid være indbegrebet af julen. Det var altid de samme, der var til stede: Min mor og far (indtil hans død i 1960), min mormor og morfar og min morbror. Husets mure bestod af ren cement uden isolering, så det kunne være svært at varme op om vinteren. Derfor blev nogle af stuerne lukket af og henlå i isnende kulde. Men juleaften blev alle rummene varmet op, godt hjulpet af de mange stearinlys. Gåsen, som lang tid i forvejen var udpeget på en af gårdene, blev sat i ovnen om eftermiddagen, og så kørte hele familien til gudstjeneste i Fanefjord Kirke. Kirken var stuvende fuld, mens pastor Buus' særprægede stemme gjaldede ud i rummet mellem hvælvingerne og kalkmalerierne. Alle, der forlod kirken efter gudstjenesten, fik en håndtryk af Buus og et "Gud velsigne Dem" med på vejen. Hans velsignelse gav genlyd i kirken, og på afstand lød den som luften, der bliver lukket ud af et cykeldæk i gentagne ryk.

Resten af aftenens forløb lignede enhver anden dansk juleaften, og den var noget, vi alle sammen så frem til med glæde. Men for mit eget vedkommende var gaverne naturligvis aftenens vigtigste begivenhed!

Morfars kabaler

Når jeg kigger på noget af det, mange pensionister bruger timer og halve dage på, og som tilsyneladende giver dem både livskvalitet og sindsro, kan jeg en gang imellem blive lidt misundelig. Det handler om helt ukomplicerede beskæftigelser, som på ingen måde er fordummende, men efter min mening er ensformige og i længden kedelige. Min morfar praktiserede dem i adskillige år næsten på fuld tid nede ved Hårbølle på Vestmøn, især, da han gik på pension som toldvagtmester, men hvad det angår, har han ikke givet noget DNA videre til mig .

Morfar læste næsten ingen bøger, men han sled det ene kortspil op efter det andet med sine kabaler, og hvis der dengang fandtes mesterskaber i kryds og tværs-opgaver, ville han uden tvivl have scoret højt. Ikke sådan at forstå, at min morfar var ubegavet. Slet ikke! Han var en en klog og velbegavet mand, som kunne have drevet det vidt, hvis han havde fået en uddannelse. Han sad i det lokale sogneråd i en årrække, og en af hans nære venner var Pastor Helge Buus, som var sognepræst i Fanefjord Kirke i 40 år.

Der var en vis symbiose mellem min farmor og min morfar. Farmor drev en bridgeklub i sin store lejlighed på Brandes Alle på Frederiksberg og havde derfor i sagens natur et stort forbrug af spillekort, men i hendes velrenommerede klub var der grænser for, hvor slidte kortene måtte være. Så når kortenes udløbsdato var nået, blev de sendt til Møn, hvor de blev genbrugt på næsten fuld tid dels til kabaler, dels til imponerende korthuse, som jeg efterhånden blev rigtig god til at konstruere.

Men som sagt: Jeg kan godt ind imellem blive misundelig på min morfar og de mange andre, som kan bruge så meget kvalitetstid på kabaler, kryds og tværs, sodoku og lignende. For der er stadig rigtig mange, som bruger rigtig mange timer på det og slapper rigtig meget af ved det. En af fordelene er, at man får mulighed for at lukke alle andre tanker ude for en stund for at koncentrere sig om helt simple opgaver, som intet har med følelser og hverdagens problemer at gøre.


Min første udlandsrejse i sommeren 1959




Fra Ventimiglia i sommeren 1959.Foto: Oda Pontoppidan.

Udover de ”åbne huse” for familien på Brandes Alle viste min farmors gavmildhed sig også på andre måder. I sommeren 1959 forærede hun mine forældre og mig en rejse med tog til Ventimiglia ved den italienske riviera, hvor hun selv var med. Det blev min allerførste udlandsrejse, hvis man ser bort fra korte svipture til Helsingborg og Landskrona med mine forældre. Men for det første varede disse ture kun nogle få timer, og for det andet husker jeg dem kun som triste søndagsoplevelser i 1950-erne, hvor vi spadserede op og ned ad hovedgaden i de weekend-lukkede svenske byer og drak kaffe på søvnige konditorier. Så var det trods alt langt mere spændende at besøge Bornholm nogle år forinden, selv om denne pragtfulde ø lå inden for Danmarks grænser.

Så det var unægtelig lidt af et kvantespring at rejse til Italien. Jeg glædede mig som et barn, hvad jeg jo også var dengang (jeg er født i 1947). Så meget, at jeg brækkede mig i toilettet på afrejsedagen, så taxaen til Hovedbanegården måtte vente. Jeg havde fået fortalt fantastiske historier om bjerge, sovevogne, tunneller, varmt klima, eksotiske planter og andet godt til stimulering af fantasien og rejselysten. Dengang var der langt mere eventyr over en togrejse end i dag, også i Danmark. I 50-erne var toget den altdominerende transportform når man skulle ud og rejse, og i det hele taget var der langt mere eventyr over en togrejse end i dag, også i Danmark. Jernbaner var noget, man kunne høre, føle og lugte i langt højere grad end i nutidens syntetiske metalhylstre. Dengang var det helt almindeligt med direkte, gennemkørende togvogne fra Københavns Hovedbanegård til både Østrig, Italien, og Paris, ja selv Moskva kunne nås på et par døgn med direkte sovevogn fra København. En stor luksus i forhold til i dag, hvor man skal skifte tog flere gange bare for at komme til Italien. Og forstå det eller ej, men jeg synes det er en forringelse af togoplevelsen, at skinnerne i dag er svejset sammen på langt de fleste strækninger i Europa! Før fik man en fornemmelse af bevægelse og fart, når man kørte med tog. Den rytmiske lyd på skinnerne gik én i blodet og blev lagret som en behagelig baggrundsstøj i ens rejseminder. Den taktfaste lyd gav jernbanen en personlighed og identitet, som den ikke har i dag.

Skandinavien-Italien-ekspressen med vores sovevogn afgik ved 9-tiden om morgenen fra Københavns Hovedbanegård og kørte først gennem det danske sommerland til Gedser. På det tidspunkt var de nye MY-lokomotiver netop sat i drift som afløsere for de gamle damplokomotiver, og selv om de støjede og forurenede ad helvede til, så var de dengang et af flagskibene for teknikkens nye landvindinger. MY-lokomotiverne kom i øvrigt til at køre i over 40 år på De Danske Statsbaner, selv om de på deres ældre dage førte en tilbagetrukket pensionisttilværelse på lokalbaner eller som godstog. Men dengang var de et symbol på et Danmark på vej mod bedre tider.

Fra Gedser gik det videre med færgen til Grossenbrode – en gammel havn, som i dag ligger tæt på det sted, hvor man når det tyske fastland fra Femern-broen. Derfra til Hamborg med et af de store, tyske damplokomotiver, som trods den ældgamle teknik kunne nå op på imponerende hastigheder. Hvis man som mig er jernbaneenthusiast, så er det at køre med et damplokomotiv den ultimative togoplevelse! Ingen maskine kan som disse matche fornemmelsen af kraft og energi, og de, der én gang har kørt med et damptog, vil for altid længes tilbage! I danmark forsvandt damplokomotiverne stille og roligt i løbet af 1960-erne i takt med samfundets modernisering. 10 år senere, i foråret 1969, rejste jeg til Indien over land langs "The Hippie Trail", og her oplevede jeg et fascinerende deja-vú med hensyn til damplokomotiver, fordi disse dengang stadig var den altdominerende transportform på det indiske jernbanenet. Togrejserne i Indien står i dag for mig stadig som noget spændende og eventyrligt, og jeg vil aldrig glemme lyden af den evindelige fløjten fra de gigantiske, indiske damptog.

Fra Hamborg gik det videre mod syd gennem det store, nattemørke Tyskland. Som debutant i udlandsrejser var det eventyrligt at vågne op flere gange om natten til lyden af højttalere fra stationerne i de store tyske byer. Når man overnatter i en liggevogn eller en sovevogn og er på vej, føler man sig fuldstændig isoleret fra resten af verden på en behagelig måde. Den dag i dag synes jeg stadig, at det er ganske særlig oplevelse at sove i et tog om natten med bevidstheden om de spændende oplevelser, der venter forude.

Tidigt næste morgen nåede vi til Basel og kørte videre ned gennem Schweiz. Jeg havde aldrig før set bjerge i virkeligheden, og pludselig var de der i fuld størrelse uden for togvinduet. De magiske udsigter op til sneen og den tavse gletsjerverden, turen gennem de kilometerlange tunneller, de brusende floder og vandfald, de halsbrækkende jernbanebroer, de store elektriske lokomotiver, som elegant trak de meget lange togstammer gennem landskabet. Den lange Sankt Goddhard-tunnel på 15 kilometer, som klimatisk set var skillelinien mellem Nord -og Sydeuropa. Regn og kølighed på den ene side og sol og varme ved udgangen af tunnellen. Det hele var bare fantastisk.

Mit allerførste indtryk af Italien, da vi havde passeret grænsen, var det blændende sollys og den kraftige, fugtige varme, der slog én i møde, blandet med en gennemtrængende lugt af hvidløg og mølkugler! Efter bjergene dukkede Posletten op som en diametral modsætning, med et landskab så fladt som et stuegulv. Og efter Genova kom rivieraen ved Middelhavet. Flotte udsigter, smukke byer med mange gamle huse, et utal af tunneller og et imponerende og bjergrigt bagland med et pragtfuldt klima.



Mine forældre og min farmor i Ventimiglia i Norditalien i sommeren 1959.
Fra venstre: Thomas Hove Pontoppidan, Oda Pontoppidan, Ella Rondahl.

Vi boede i cirka 3 uger hos en privat familie i Ventimiglia og tog på udflugter herfra. Til San Remo, Menton, Nice og det smukke, bjergrige bagland. Penge havde vi ikke ret mange af, så det blev noget med at at smøre en madpakke, som vi spiste i løbet af dagen, men det blev udflugterne bestemt ikke ringere af. I slutningen af 1950-erne var Italien oplevelsesmæssigt og prismæssigt på linje med tredjeverdenslande i dag. Der var meget eksotisk og fremmedartet, men der var også meget ægte fattigdom. F.eks. var der i den gamle bydel i Ventimiglia et ludfattigt slum-område, der mindede om det, man i dag kan finde i udkanten af de store byer i Fjernøsten og Sydøstasien. I dag er Europa blevet langt mere ens og harmoniseret, især efter dannelsen af EU, og man skal rejse meget længere væk for at opleve noget, der er lige så fremmedartet som dengang. Det er nok en del af forklaringen på, hvorfor interrail-kulturen i Europa er på vej ud hos de unge backpackere. En anden forklaring er, at flybilletter i dag er blevet langt billigere end de var før, så mange flere har fået råd til at rejse meget længere væk.

Turen var en enorm oplevelse, især togrejsen, som for mig nok var et af dens højdepunkter. Siden kom jeg til at rejse med tog til Sydeuropa adskillige gange, især på vej ned til sommerlige vandreture i Alperne, hvor jeg har vandret i hundredevis af kilometer gennem årene i både Frankrig, Schweiz, Italien og Østrig. Fra min første udlandsrejse i 1959 gik der dog 3 år før jeg igen fik mulighed for at tage til udlandet, og det blev samtidig min allerførste flyvetur. Her kom jeg for første gang i nærkontakt med den højalpine natur. Vi fløj fra København til Milano og tilbragte 14 dage i Italien og Schweiz, herunder 1 uge i den lille bjergby Macugnaga i Norditalien, tæt på Monte Rosa-massivet. Efter den tur blev rejser og især vandreture i høje bjerge en uundværlig livsform, som kom til at præge mig resten af livet. Det har jeg skrevet masser af artikler om på andre dele af min hjemmeside.

Tilbageblik

Jeg er i dag pensionist og har derfor fået mere tid til at tænke tilbage på min barndom i 50-erne. Noget af det, der forbavser mig på mine ældre dage er, hvor klart min familie og mine bekendte fra dengang står i erindringen og hvor meget, jeg tænker på dem. Det er nok en af grundene til, at jeg har skrevet dette essay.

Jeg er enebarn, og bortset fra min datter har jeg ingen familie tilbage. De ligger alle sammen på kirkegården, og dem, der lever endnu udover min datter har jeg ingen kontakt med. Så mit sociale netværk betyder rigtig meget for mig. Langt de fleste med store familier siger, at familien betyder alt for dem. Som min ekskærestes datter med mange søskende og egne børn engang skrev til mig i en mail: ”Venner kommer og går, familien består”. Jeg vil - med afsæt i min egen situation - vende citatet om, så MIT mantra er: ”Man kan vælge sine venner, men man kan ikke vælge sin familie”.

Alligevel føler jeg, at min afdøde familie har betydet utrolig meget for mig og min opvækst. De dukker konstant op i mine natlige drømme, og der går ikke en dag uden, at jeg tænker på mine forældre eller mine bedsteforældre. De har uvægerligt præget mig på godt og ondt (heldigvis mest på det gode), men alligevel er det mærkeligt, at de så mange år efter stadig fylder så meget i min bevidsthed. Jeg lytter en gang imellem til gamle båndoptagelser fra min barndom og ungdom, hvor familien er samlet. På juleaftener og under almindelige samtaler på Møn i 1960-erne og 70-erne. Det er en meget mærkelig oplevelse, og jeg stiller tit mig selv det samme spørgsmål som den aldrende Tony i Thomas Manns klassiske roman ”Huset Buddenbrook”, hvor hun som gammel tænker tilbage på sit liv: Hvor blev de alle sammen af?