At rejse er at leve!

Selfie fra 1969 til 1987

Tekst og fotos: Erik Pontoppidan


Jeg har skrevet følgende, ultrakorte essays om mit liv, som tilsammen dækker perioden fra 1947 op til i dag:

  • Hænderne op af lommerne, sig nu pænt goddag! Selfie fra 1947 til 1969

  • At rejse er at leve! Selfie fra 1969 til 1987.

  • 25 år i 3F. Et studie i historiens vingesus i 3F's hovedkontor 1987-2012.

  • Frihedens udfordring. Om frivilligt arbejde i Indien marts-april 2013

  • Mit liv som pensionist. Lidt om interesser, kvinder og parforhold. Selfie fra maj 2013

  • Jeg har desuden skrevet nedenstående essays om mit liv:

    Min barndom i 50-erne

    I bagklogskabens klare lys. Tanker om at blive gammel i september 2016





    Fra vores bestigning af Kilimanjaro i sommeren 1972.

    Denne website er en fortsættelse af min selfie fra 1947 til 1969 ("Hænderne op af lommerne, sig nu pænt goddag"), som du kan læse ved at klikke HER .

    I foråret 1969 rejste jeg alene langs The Hippie Trail fra Københavns Hovedgård til Kathmandu i Nepal med offentlig transport. Efter ugers rejse over bjerge og gennem ørkener gennem Østeuropa, Tyrkiet, Iran, Afghanistan, Pakistan og Indien nåede jeg til hippiernes drømmeland Nepal.

    I Nepal var jeg på to længere vandreture i Himalaya, hvor jeg hyrede en sherpa, som kunne tale det lokale sprog i landsbyerne og sørge for en del af det praktiske. Turen blev en øjeåbner, som ændrede mit liv, og som fik afgørende indflydelse på mange af mine senere holdninger og gøremål.

    klik HER for at læse mere om min tur til Indien og Nepal langs The Overland Hippie Trail.

    Mens jeg befandt mig i Nepal i 1969 havde jeg besluttet at rejse tilbage til Danmark over land, som jeg også havde gjort på udturen. Og mens jeg indtog enorme mængder te i mit hyggelige guesthouse i Kathmandu, fablede jeg om alle mulige rejseruter: Med skib fra Bombay til Abadan, over land gennem Pakistan og Baluchistan, hjemrejse efter et længere ophold i Goa, med mere. Men på denne tur opdagede jeg, at min personlige grænse for rejseindtryk, hvis man flytter sig hele tiden med få dages mellemrum, ligger på cirka 3 måneder.

    Der findes masser af backpackere og andre, som er i stand til at rejse rundt i verden i halve og hele år, men det er altså ikke mig. Så jeg sprang over, hvor gærdet er lavest, og fløj en del af vejen hjem. Først med fly fra Kathmandu til Patna i Nordindien, dernæst med tog til Bombay, hvor jeg efter cirka 10 dage i kvælende varme smed håndklædet i ringen og købte en flyvebillet (til en helt uhyrlig pris) fra Bombay til Teheran.

    Resten af hjemturen var ikke noget problem. Tog med en ekspresbus fra Teheran til Istanbul, med tog fra Istanbul til Bad Gastein i Østrig og derfra på stop til København. Dengang var det helt usædvanligt at rejse til Indien og Nepal, så det lykkedes mig at overraske og imponere næsten alle, jeg kom i nærheden af, når jeg fortalte, hvor jeg kom fra.

    At komme tilbage til det trygge Danmark efter så mange oplevelser var noget af en kold tyrker. Her tænker jeg igen og igen på Troels Kløvedal, som i en af sine bøger har skrevet, at mange af hans venner, som den gang vendte hjem fra Fjernøsten, brugte det følgende halve år på at kigge ind i en væg i et forsøg på at fordøje deres oplevelser. Turen kom til at præge mig resten af mit liv og fik afgørende indflydelse på meget af det, jeg foretog mig. De første mange måneder havde jeg ikke lyst til at snakke om andet end min fantastiske rejse. Der kørte hele tiden indre grammofonplader rundt i mit hoved: Lyden af togfløjten fra de indiske damplokomotiver, den øredøvende larm, når de lange tog kørte over de gamle jernbroer i Nordindien, den religiøse, tibetanske musik, hyrdernes fløjten for at holde styr på karavanerne på The Jomosom Trail, you name it. Og jeg var overbevist om én ting: Fra nu af ville jeg bruge så meget som muligt af mit liv på at rejse!

    Min konkrete fremtid blæste i vinden, men jeg besluttede, at nu ville jeg have en uddannelse, som var til at overskue, og som kunne bruges til noget. Derfor søgte jeg i løbet af foråret 1969 ind på Danmarks Biblioteksskole og blev optaget på den 4-årige bibliotekaruddannelse, som startede til efteråret. I mellemtiden tog jeg et midlertidigt job i Toldvæsenet for at tjene penge.

    Månelandingen

    I øvrigt forløb sommeren 1969 forløb stille og roligt. Det meste af tiden arbejdede jeg ved det daværende Jernbanens Toldkammer i Vasbygade, hvor jeg passede telefoner i omstilllingen eller beregnede told og moms for de enorme bunker af klareringer af varer, som blev modtaget konstant. Det var et hyggeligt og meningsfuldt job, som gav en del ekstra penge på min slunkne bankkonto efter den lange rejse. Og også rart at indgå i en meget regelmæssig dagsrytme efter i måneder at have skiftet bopæl med få dages mellemrum. Men hvis jeg skal fremhæve noget, jeg især husker fra den sommer, så var det månelandingen! Hele verden fulgte Apollo 11's legendariske færd, som startede med affyringen af den gigantiske Saturn 5-raket på størrelse med Rådhustårnet i København og kulminerede, da Neil Armstrong satte sin fod på Månen dem 20. juli og udtalte de berømte ord. Vi fulgte landingen nede på Møn i den direkte TV-transmission om aftenen den 20. juli, hvor Claus Toksvig med stor begejstring fortalte om, hvor mange meter, der nu var tilbage ned til Månens overflade. Set i bakspejlet synes jeg, at missionen var en utrolig teknisk bedrift i betragtning af den daværende teknologi og computerkraft. Vi kørte tilbage til København i bil senere på denne sommeraften med udsigt til Månen, hvor der nu stod et landingsfartøj med levende mennesker. En fantastisk tanke! Og jeg stod (selvfølgelig!) op ved totiden om natten hjemme på Frederiksberg for at se de direkte, tågede optagelser af Neil Armstrong, som gik ned ad landingsmodulets stige og satte sit legendariske fodaftryk.




    Dette fantastiske billede er ikke fra den første månelanding men fra Apollo 17-missionen i december 1972, som til dato er menneskets seneste besøg på månen. Landingen skete i Taurus-Littrow-dalen, som modsætning til den første månelanding er et stærkt kuperet område. Kilde: Wikipedia.

    OBS! DU KAN KLIKKE PÅ BILLEDET FOR STØRRE OPLØSNING.


    Rum-freaks som mig bør i den forbindelse se filmen "Moonshot" (på dansk: "Apollo 11 - rejsen til månen") fra 2009. Den er en blanding af fiktion og fakta om den fantastiske tur, hvor de autentiske film- og lydoptagelser indgår som en væsentlig og dybt fascinerende del. Men den handler også om de 3 astronauters privatliv og deres familier. Hvad mange ikke vidste dengang var, at missionen var forbundet med en betydelig risiko og bød på mange dramatiske episoder. De var under nedstigningen fløjet for langt i forhold til det planlagte landingssted på månen og befandt sig derfor i lav højde over et stærkt kuperet område, med klippestykker på størrelse med biler. Og efter landingen var der kun brændstof tilbage til 15 sekunders flyvning. Og lige før starten fra månens overflade viste det sig, at den kontakt, som skulle aktivere raketmotoren, var knækket, formentlig på grund af et stød fra en af astronauternes rygsække - en potentiel katastrofe for missionen. Problemet blev heldigvis løst på lavteknologisk vis med en stofpen!

    Biblioteksskolen

    Mine 4 år på Biblioteksskolen på Amager var ikke specielt inspirerende. Det meste af undervisningen var kedelig, og 4 år var alt for lang tid til den uddannelse. Der var en overvægt af kvinder på skolen (hvilket jeg dog ikke i sig selv anså for at være noget negativt!), men skolens renommé passede meget godt til den betegnelse, som vistnok blev trykt i bibliotekarernes fagblad, hvor skolen blev kaldt ”De pæne pigers paradis”. Med få undtagelser manglede eleverne kort og godt personlighed og drive. Under uddannelsen var jeg studentermedhjælper på Frederiksberg Bibliotek, og det husker jeg som en god oplevelse. Biblioteket blev dengang styret af en mærkværdig gruppe mellemledere af midaldrende og ældre kvinder. Jeg husker især den cigarrygende, slagfærdige men skrappe leder af voksenudlånet frøken Forchammer og den spinkle, men bestemte fru Trinhammer, som var leder af katalogafdelingen. Men selv om der var en atmosfære af noget hengemt og verdensfjernt i de bogfyldte lokaler havde jeg det fint med at arbejde i dette miljø. Med al den viden samlet på ét sted følte man sig som en vigtig brik i datidens informationssamfund.

    I bibliotekaruddannelsen indgik 3 måneders praktikophold på et folkebibliotek. Langt de fleste valgte et bibliotek i København og omegn, men jeg besluttede, at dén oplevelse skulle være så eksotisk som muligt. Derfor søgte jeg en praktikplads på Lemvig Bibliotek i det mørke Jylland i efteråret 1972. Det blev en oplevelse på godt og ondt. Da jeg ankom, kendte jeg ikke ikke en sjæl i Lemvig bortset fra ejeren af det hus på Heldumvej, hvor jeg havde lejet et kælderværelse. Fru Jørgensen var for så vidt en flink, ældre dame, men mit værelse var under al kritik. Det var godt nok billigt at leje (150 kroner om måneden), men ørentvistene dryssede ned fra loftet, rummet var fugtigt, og der gik vandrør gennem lokalet. Sjældent har jeg følt mig mere ensom end i de 3 måneder! Biblioteket var OK, med søde mennesker, men jeg fik ingen rigtige venner under opholdet. En del af weekenderne tilbragte jeg i de flotte naturområder ude ved Vesterhavet, som jeg kørte ud til på min medbragte Velo Solex. I mine ensomme aftener lyttede jeg til min transistorradio, læste bøger, drømte om Nepal og talte dagene til jeg kunne rejse tilbage til København med lyntoget.




    I sommeren 1972 deltog jeg i en arbejdslejr arrangeret af Mellemfolkeligt Samvirke, hvor vi arbejdede i 2 landsbyer nær provinsbyen Kisumu ved Viktoriasøen.


    Med Mellemfolkeligt Samvirke til Østafrika

    Så var der mere gang i den i min sommerferie fra Biblioteksskolen i 1972. Jeg havde læst om arbejdslejre arrangeret af Mellemfolkeligt Samvirke, hvor man kunne vælge mellem at tilbringe et par måneder med praktisk arbejde i nogle afsides landsbyer i Kenya eller Ghana. Jeg ansøgte om et ophold i Kenya og blev godkendt! Vi startede med at deltage i nogle ”kend dig selv” - kurser hos MS i København, kombineret med kurser i swahili. Det skabte et godt sammenhold i vores gruppe, og på afrejsedagen steg vi forventningsfulde ind i DC-8 - flyet fra SAS i Kastrup, som bragte os til Nairobi i Kenya. Det følgende par måneder boede vi i to landsbyer ved Viktoriasøen nær provinsbyen Kisumu, hvor vi deltog i den manuelle del af byggeprojekter til gavn for lokalområdet. Det var befriende at få jord under neglene og komme tæt på den lokale befolkning i forhold til den meget trygge og kedelige hverdag på biblioteksskolen. Udover opholdet i de to landsbyer lykkedes det mig blandt andet at bestige Kilimanjaro og tilbringe en uge med vandring i Ruwenzoribjergene i Uganda.

    Som en sidegevinst fra Afrika-rejsen i sommeren 1972 fik jeg mulighed for at opleve Grækenland for første gang. SAS-flyet fra Nairobi mellemlandede nemlig i Athen på hjemrejsen, og det viste sig, at min SAS-billet tillod et gratis stop der så længe, jeg havde lyst. Så på vejen hjem fra Nairobi hoppede jeg ud af DC-8'eren i Athen og tilbragte et par uger i det græske øhav, med ophold på Kreta og Santorini. Det blev en øjeåbner af de helt store, som satte sig dybe spor i form af mange dejlige rejser til de græske øer, især med min datters mor.

    I kibbutz i Israel




    Mine kibbutz-ophold i Israel i 1972 og 1973 var fantastiske oplevelser. Det var fedt at få jord under neglene i forhold til studiet på Biblioteksskolen.


    I det sidste semester, som var helliget vores hovedopgave, tog jeg to måneder ned i en kibbutz i Israel, hvor jeg plukkede bananer, appelsiner og grapefrugter og fik nogle fantastiske oplevelser. I forhold til Biblioteksskolen var det igen befriende i bogstavelig forstand at få jord under neglene! I starten af 1970-erne var det politisk korrekt at rejse til Israel, fordi det politiske klima i Mellemøsten var meget forskelligt fra i dag. Et kibbutzophold var dengang en slags dannelsesrejse for mange unge fra hele verden, ikke mindst fra Danmark. Vores indkvartering var meget enkel (de udenlandske frivilliges kvarter blev kaldt "ghettoen"!), men det vigtigste var det gode sociale liv i kibbutzen og de enestående oplevelser, vi fik. Der blev skabt mange venskaber under opholdet (når man er på rejse, oplever man som regel de bedste sider hos hinanden), og selv fik jeg et indgående kendskab til Mellemøsten, som jeg har bibeholdt lige siden.

    Og min hovedopgave på Biblioteksskolen? Det var en bibliografi over Møn, som jeg lavede på cirka 3 uger med intensivt arbejde på diverse biblioteker, herunder et besøg i godsejer Scavenius’ private bogsamling på hans gods i Klintholm.



    Et kibbutzophold var dengang en slags dannelsesrejse for mange unge fra hele verden, ikke mindst fra Danmark. Vores indkvartering var meget enkel (de udenlandske frivilliges kvarter blev kaldt "ghettoen"!), men det vigtigste var det gode sociale liv i kibbutzen og de enestående oplevelser, vi fik. Der blev skabt mange venskaber under opholdet.



    Grønjordskollegiet

    I 1972-73, mens jeg studerede ved Biblioteksskolen, boede jeg 1 år på Grønjordskollegiet på Amager. En af mine bekendte havde brug for at fremleje værelse 1203 i et år, og det passede mig fint. Kollegiet lå næsten lige ved siden af Biblioteksskolen, og på det tidspunkt havde jeg brug for at bo et sted, hvor der var gode muligheder for social kontakt med jævnaldrende. Jeg havde aldrig boet på kollegium før, og livsformen der viste sig at være ideel for en single som mig uden ret mange venner, hvor der var mulighed for uforpligtende kontakt med andre studerende i tyverne i det omfang, man selv havde lyst til. Det blev et godt år med mange gode og sjove oplevelser. Fælleskøkkenet var ideelt til uforpligtende snak, hvor man løste verdenssituationen og også havde mulighed for at snakke om mere personlige ting. Og sidst, men ikke mindst: Et kollegium er et ideelt sted for en single til afprøve alle former for samvær med det modsatte køn!

    Jeg blev færdiguddannet som bibliotekar i sommeren1973. Tanken om fast ansættelse på et folkebibliotek tiltalte mig mildest talt ikke, i hvert fald ikke som et livslangt kald. På Frederiksberg Bibliotek snakkede jeg en del med en af de faste medarbejdere, som jeg senere blev kæreste med. Rut var heller ikke til mainstream-bibliotekarer, så vi følte os meget på bølgelængde med hinanden. Og lige før min afsluttende eksamen gav hun mig et tip, som jeg er hende dybt taknemmelig for. Hun gjorde mig opmærksom på en ledig stilling som vikar ved Askov Højskoles Bibliotek, hvor man både var ansat ved biblioteket og var højskoleelev. Jeg nåede at søge stillingen lige inden ansøgningsfristens udløb og fik jobbet! Sjældent har jeg været så lykkelig som den formiddag på Grønjordskollegiet, hvor jeg åbnede min postkasse og fik et positivt svar fra Kirsten Korup på Askov!




    Sjældent har jeg været så lykkelig som den formiddag på Grønjordskollegiet, hvor jeg åbnede min postkasse og fik et positivt svar fra Kirsten Korup på Askov!


    På ekspedition til Østgrønland

    Sommeren 1973 var i det hele taget en tid fyldt med forventninger og oplevelser. Jeg deltog i en ekspedition til Østgrønland arrangeret af Dansk Bjergklub og Dansk Fjeldvandrerklub, hvor vi blev sejlet ind i bunden af en af de dybe fjorde nær Ammassalik og foretog en del vandreture ud fra vores basislejr der. Modsat i dag var det dengang meget billigt at rejse til Østgrønland, især, hvis man var en gruppe. Transporten foregik med DC-8 fra København til Søndre Strømfjord og derfra videre med en gammel DC-6 cirka 600 kilometer tilbage over indlandsisen til den lille flyveplads med en grusbane på øen Kulusuk nær Ammassalik.




    Billedet her af mig, som jeg aldrig har set før nu, har ligget i mange år i en arkivkasse hos den nu afdøde videnskabsmand, seismolog og jordskælvsekspert Erik Hjortenberg. Det er fra sommeren 1973 ved Sermilikfjorden nær Ammassalik i Østgrønland på en ekspedition, som blev arrangeret af Dansk Bjergklub og Dansk Fjeldvandrerklub i fællesskab. På billedet sidder jeg på en bjergtop, som Erik Hjortenberg og jeg besteg. Vores gruppe blev sejlet ind i bunden af en ubeboet, dyb fjord, hvor vi oprettede en basislejr og foretog gedigne vandreture med fuld oppakning i cirka 3 uger.
    Jeg kan huske, at vi efterlod en tom dåse leverpostej på toppen. Gennem årene har jeg filosoferet meget over, om den (dåsen) ligger der endnu, men i dag er den helt sikkert rustet op!
    Man kan læse videre om denne tur på www.ponty.dk/gallery6.htm .


    Turen med DC-6'eren blev en af mine flotteste flyveture nogensinde. Vi startede fra Søndre Strømfjord lidt over midnat og satte kursen op over indlandsisen mod de storslåede fjeldområder omkring Ammassalik. Udsigten ned over den kolde isørken i den lyse polarnat var helt fantastisk. Ved halv tretiden om natten begyndte nedstigningen til den lille lufthavn på Kulusuk-øen ved Danmarksstrædet. DC6'erens målbevidste, metalliske, fortrolige motorlyd ændredes til en vedholdende, brummende susen, mens flyet dykkede ned gennem det tætte skylag, og nedenunder skyerne var vi pludselig tæt på meget voldsomme bjergformationer med blåsort vand og isbjerge i bunden. Landingen på den lille grusbane i Kulusuk forløb planmæssigt efter et brat sving ud over fjorden, med udsigt til masser af store isbjerge på nært hold. Det var i øvrigt første gang jeg så isbjerge i virkeligheden, og det var derfor meget svært at bedømme deres størrelse fra luften. Den målestok blev først sat på plads nogle dage senere, da vi sejlede rundt i de Østgrønlandske fjorde og vandrede rundt mellem bjerge og gletschere på Ammassalik-øen.

    Fra Kulusuk blev man (for 50 kroner!) transporteret med helikopter ind til Ammassalik, hvorfra vores ekspeditioner startede. For der var flere ekspeditioner. Målet for en af grupperne fra Dansk Bjergklub var at bestige det 2.460 meter høje Ingolf Fjeld et stykke inde på indlandsisen, 150 km fra Ammassalik. Planerne for min gruppe var at foretage vandringer i det fantastiske fjordområde i baglandet. Der var hverken veje eller stier i området, så man kunne med god ret kalde det en ekspedition. Vi medbragte rygsække med fuld oppakning på turene inklusiv telt, sovepose og stormkøkken, kæmpede os over stenede bjergpas, blokmarker og gletchere og fik nogle fantastiske naturoplevelser, især i området omkring Sermilikfjorden med masser af isbjerge.




    På ekspedition til Østgrønland i sommeren 1973. I baggrunden isbjergene i Sermilikfjorden.


    Kort tid efter hjemkomsten - i starten af september 1973 - tog jeg for anden gang ned til min kibbutz i Israel i 2 måneder. Det blev også en spændende tur, hvor jeg kom tæt ind på livet af en masse mennesker, men jeg oplevede også starten af Yom Kippurkrigen, hvor Israel blev angrebet fra alle sider. Mange af de unge mænd i kibbutzen blev indkaldt til hæren, og situationen var i starten af krigen yderst alvorlig. Om natten slog Katusha-raketter fra det nærliggende Libanon ned på markerne, og en tidlig morgen vågnede vi af et øredøvende brag. Det var en sovjetisk bygget MIG-jager, som blev skudt ned over byen Nahariya i et forsøg på at snige sig ind over Israel nordfra.

    klik HER for at læse mere om mine kibbutz-ophold i Israel.
    klik HER for at læse mere om mit ophold i Østafrika i sommeren 1972.
    klik HER for at læse mere om Ruwenzori-bjergene i Uganda.
    klik HER for at læse om min bestigning af Kilimanjaro i sommeren 1972.
    klik HER for at læse om min ekspedition til Østgrønland i sommeren 1973.


    På Askov Højskole

    Den 1. november 1973 startede jeg mit ophold på Askov Højskole. Det blev en af de lykkeligste perioder i min ungdom. Jeg har aldrig før eller siden haft så gode muligheder for selvudvikling og positiv kontakt med andre mennesker som her. De gamle fag fra min skoletid blev pludselig interessante på en helt anden måde, dels fordi alt var baseret på frivillig interesse, men også fordi det føles langt mere meningsfuldt at tilegne sig viden, når man har større livserfaring. Og samværsformen på højskolen var utrolig givende. At være sammen i mange måneder uden at skulle konkurrere eller leve op til noget gjorde, at man fik stor gensidig respekt og oplevede de bedste sider hos hinanden. Opholdet blev bestemt ikke ringere af, at stort set alle eleverne på skolen var i en søgende periode af deres liv og derfor var meget åbne for samtaler og kontakt med andre. Det var jo især det, man var kommet for.




    Hyggeaften i Humlehaven på Askov Højskole i efteråret 1973.


    Jobbet ved biblioteket var på halv tid, og arbejdet var tilrettelagt sådan, at jeg samtidig kunne deltage i skolens undervisning som højskoleelev. En helt fantastisk kombination, som uden sammenligning var det lykkeligste år i min ungdom. Skolens bibliotek var med sine 80.000 bind en vigtig del af skolens undervisning, og det havde en helt unik bogsamling om højskolerne og deres historie, specielt om Grundtvig. Mit arbejde bestod i vejledning af elever og lærere, fremskaffelse af klassesæt til undervisningen, katalogisering af nye bøger og lignende.

    Det var på Askov, at jeg for første gang for alvor begyndte at finde min egen identitet og begyndte at tro på mig selv. Omgivet af spændende og inspirerende lærere til dagligt, som tog én alvorligt, og med besøg af kendte foredragsholdere udefra fra tid til anden. Sammen med cirka 170 søgende og åbne mennesker, der primært var kommet for at lære noget om sig selv og hinanden og suge viden til sig på et helt frivilligt grundlag. Med fester og underholdning stort set hver eneste weekend. Med mulighed for at snakke med andre, når man havde lyst, men også for at være alene med sig selv, hvis det var det man ville.

    Efter tiden på Askov gik det mere og mere op for mig hvilket enormt privilegium det havde været at kunne tilbringe mange måneder helt uforpligtende sammen med så mange vidt forskellige mennesker. Samvær med kolleger i et lønnet arbejde kan være rart og givende, hvis man er heldig, men det kan slet ikke sammenlignes med det fællesskab, vi havde på skolen, hvor folk var kommet med det primære formål at være sammen.

    Et højskoleophold er en af den slags oplevelser, som ikke kan gentages, men til gengæld kommer den til at præge én for resten af livet. For mit eget vedkommende blev Askov skelsættende for mange af mine fremtidige meninger, holdninger og gøremål.

    Til allersidst noget meget væsentligt: Udover de faglige ting, man lærer på en højskole, har man her en enestående mulighed for at få en dybere forståelse for demokratiet og dets væsen og for at finde sin egen identitet. Slet ikke så ringe endda!


    Min dejlige, gamle Ford Anglia

    Min dejlige, gamle Ford Anglia fra 1956 (den før modellen med den grimme bagrude!) skal lige have et par ord med på vejen, for den hører på en vis måde også med til Askovtiden. Da min morfar døde i foråret 1973 arvede jeg hans 17 år gamle bil, som han havde passet og plejet gennem årene. Få år før han døde havde han udskiftet motoren, og fordi han havde bygget en garage til den, var den i fin stand trods sin høje alder. Jeg tog den med til Askov, hvor jeg havde stor glæde af den. Det var på Askov, at jeg mødte moderen til mit eneste barn, som jeg var kæreste med i cirka 15 år, så Kirsten og jeg kørte til Randbøl Hede, til Ribe, til marsklandet og mange af de andre seværdige områder i nærheden af skolen. Allerede på det tidspunkt var det lidt af en vetaranbil, som folk kiggede langt efter og også ind imellem gav den rosende ord med på vejen på grund af dens fine stand. Men mens jeg deltog i sommerskolen i 74 stoppede min status som bilejer på en lidt dramatisk måde. Jeg var kørt alene ned til grænsen ved Tønder for at købe et af de små billige, sort-hvide TV-apparater, man dengang kunne få med stor rabat i Tyskland. Da jeg havde købt mit fjernsyn, blev jeg stoppet af politiet, som tjekkede bilen for at undersøge, om den levede op til de gældende sikerhedskrav. Det gjorde den ikke. Det var det, man dengang kaldte et paragraf 13-eftersyn. De halede stykker af rustne, knækkede fjedre ud af vognbunden og spurgte, om jeg ville have dem som souvenir, fandt flere andre fejl, og værst af alt: Ved en test af katastrofeopbremsning skred bilen ud til siden. Slutresultatet blev, at de fjernede nummerpladerne, så jeg måtte spadsere flere kilometer til jernbanestationen i Tønder med mit nye fjernsyn i hånden og tage et sent aftentog tilbage til Askov.




    Sjovt nok har jeg ingen fotos af min egen elskede, gamle Ford Anglia, men billedet her er en tro kopi af den, både af modellen og af farven. Lige bortset fra, at bilen på billedet er højrestyret.


    Men det var en dejlig bil, som jeg i dag tænker tilbage på med en vis nostalgi, og der skulle gå mere end 10 før jeg igen fik status som bilejer. Denne gang som ejer af en Skoda 105, som viste sig fuldt ud at leve op til de gamle, nu ikke mere gældende Skoda-vittigheder!

    klik HER for at læse mere om mit år på Askov Højskole.


    Tilbage til et normalt liv

    Jeg forlod Askov med en klump i halsen og et udefinerligt tomrum efter et helt fantastisk år fyldt med glæde og stærke oplevelser. De allersidste nætter på skolen i starten af august overnattede jeg i mit telt ude på den store græsplæne, fordi min ansættelse udløb den 31. juli 1974. Min sidste store oplevelse på skolen var Amatørsymfonikernes årsmøde på Askov, hvor hele skolen genlød af musik fra de mange musikanter, som spillede i små grupper næsten overalt. Kulminationen var nogle fantastiske koncerter med et stort orkester i festsalen. Jo, hvis man befinder sig på en højskole, får man altid oplevelser af høj kvalitet!




    Min sidste store oplevelse på Askov Højskole var Amatørsymfonikernes årsmøde, hvor hele skolen genlød af musik fra de mange musikanter, som spillede i små grupper næsten overalt. Kulminationen var nogle fantastiske koncerter med et stort orkester i festsalen.


    Herefter var der dømt hverdag i København, hvor jeg søgte med lys og lygte efter et bibliotekarjob. Da jeg søgte jobbet på Askov, var der et relativt stort behov for bibliotekarer, men i sensommeren 1974 var situationen anderledes. Det tog mig 2 år at finde et fast job efter 3 vikariater i Hvidovre, Frederikssund og Birkerød. Min første ansættelse var et tremåneders vikariat i voksenafdelingen ved Hvidovre Bibliotek i efteråret 1974. Det var et forfærdeligt sted at være. En ren katastrofe. En nedtur af format, hvor jeg kedede mig gudsjammerligt det meste af tiden. Der var en massiv overkapacitet af bibliotekarer i Hvidovre selv om det kun var få af de forkælede ansatte, der ville indrømme det. Og set på baggrund af det forløbne år på Askov var det et enormt antiklimaks at være ansat her. Først og fremmest fordi jeg i et helt år havde været vant til et utrolig spændende liv med masser af oplevelser.

    Albertslund Bibliotek

    De to andre vikariater i Frederikssund og Birkerød var om ikke mere spændende, så i hvert fald mere interessante. Og omsider - i efteråret 1976 - lykkedes det mig at få en rigtigt, permanent job ved Albertslund Bibliotek, hvor jeg var ansat fra 1976-82. De fleste af årene her var en god oplevelse. Jeg blev ansat i voksenafdelingen og havde desuden ansvaret for bibliotekets lokalhistoriske samling på Stensmosegård, hvor opgaverne bestod i indsamling og registrering af materiale, interviews med lokale beboere, planlægning af udstillinger, med mere. Alt i alt et bijob med en stor frihedsgrad, som jeg nød meget i starten.

    Der var en højt fagligt niveau og et stort engagement blandt bibliotekarerne i Albertslund. Pionerånden var ikke slut, og den var stadig præget af de tanker, som fulgte i kølvandet på 68-oprøret. Dertil kom, at den stigende velfærd gav bibliotekerne nogle økonomiske muligheder, de aldrig havde haft før. Albertslund var en af de nye forstadskommuner til København, som på rekordtid havde udviklet sig fra to anonyme sognekommuner (Herstedøster og Herstedvester), der for det meste bestod af bondegårde og gartnerier - og så naturligvis det verdensberømte Vridsløselille Statsfængsel, i dag mest kendt fra Olsen-banden. Med den forbedrede økonomi var der her optimale muligheder for at skabe noget nyt på biblioteksfronten.

    Overbibliotekar Bent Werner blev manden, der udnyttede disse muligheder. Han blev ansat som bilioteksleder i Albertslund allerede i 1963, og i slutningen af 1970-erne var han lidt af en guru i biblioteksverdenen. Et piberygende, lidt pudsigt, men meget velbegavet menneske med stor viden, empati og ikke mindst med en fænomenal evne til at forhandle med kommunalbestyrelsen og biblioteksudvalget for at få bibliotekets mærkesager igennem. Han var en af de få, jeg har kendt, som tog demokratiet og dets spilleregler helt alvorligt. For mange var han også en personificering af overklassen og aristokratiet.

    Bent Werner var en interessant personlighed, men inderst inde var han et blufærdigt menneske, som var svær at komme ind på livet af. I nogle situationer manglede han kendskab til de mest elementære detaljer i danskernes dagligliv, men i sit arbejde svævede han over vandene og havde stor viden og indsigt. Han kunne til tider være arrogant over for sine kolleger, men han var også parat til at støtte medarbejdere, hvis de havde personlige problemer. Og så elskede han kvalificeret modstand i diskussioner. Desværre døde han i en relativt ung alder ved en trafikulykke i Jylland få år efter, at jeg havde forladt Albertslund. Jeg kunne godt lide ham, og han var en person, jeg er glad for at have kendt.




    Bibliotekar Karen Bertelsen var ansat i børnebiblioteket i Albertslund, da jeg var der. Hun var et forfriskende pust i forhold til den tjekkede voksenafdeling. Et dejligt og rummeligt menneske med en social humoristisk sans, en charmerende bornholmsk accent og en stor alternativ intelligens, som fik én til at slappe af i hendes selskab. Billedet, som jeg selv har taget, er fra filialen på Stensmosegård i 1970-erne.

    Karen Bertelsen døde den 23. maj 2013, 70 år gammel, efter kort tids sygdom. Hun blev færdiguddannet fra Danmarks Biblioteksskole i 1967. Hun kom til Albertslund Bibliotek i 1971, hvor hun blev ledende børnebibliotekar i 1981. I en kort periode fra 1986 til 1987 var hun, som følge af tidligere stadsbibliotekar Bent Werners død, konstitueret som stadsbibliotekar. I 2005 valgte hun at gå på efterløn for at få tid til sine mange interesser: Sprog, familie, rejser, litteraturkreds og meget mere.

    jeg kan fuldt ud tilslutte mig nedenstående uddrag af hendes nekrolog i bibliotekarernes fagblad "Perspektiv", august 2013:

    "Karen var en farverig og dynamisk person, og hendes ramsaltede bemærkninger og smittende latter satte tingene i perspektiv og kulør på tilværelsen. Hun var kreativ og havde blik for utraditionelle løsninger. Hun var afholdt af alle, kolleger, samarbejdspartnere og brugere, og hun var en dygtig leder, der forstod at få medarbejderne til at trives og begejstres og tage initiativer".


    Til gengæld havde jeg i alle mine 6 år i Albertslund en afdelingsleder i voksenafdelingen, som uden overdrivelse var tæt på at tage livet af flere af sine medarbejdere - i hvert fald psykisk. Lene var for så vidt et interessant menneske. Jeg har endnu ikke i mit liv oplevet en så udpræget taktisk begavelse på nært hold, når det handler om at manipulere med andre mennesker til egen fordel. Men som leder i moderne forstand var hun hverken særlig klog eller særlig dygtig. Til gengæld havde hun nogle af de evner, som mange yngre politikere bruger år på at tilegne sig, hvis det da overhovedet lykkes for dem: Evnen til det taktiske, politiske spil, til hele tiden at være et skridt foran de andre i kampen om at få sin vilje. Men på Albertslund Bibliotek brugte hun desværre disse evner på en negativ måde, så arbejdsklimaet endte med at være rent ad helvede til. Hun endte med at blive en person, som efterlod psykiske ar hos mange af de kolleger, hun ikke brød sig om.

    Hvis jeg skal finde en mere kendt, sammenlignelig mennesketype, kommer jeg næsten altid til at tænke på sygeplejersken (spillet af Louise Fletcher) i den blændende Oscar-belønnede film af Milos Forman "Gøgereden" fra 1975, med Jack Nicholson i den anden af hovedrollerne. Filmen er baseret på Ken Keseys anti-autoritære bestseller af samme navn fra 1962. En fantastisk film, som bør ses af alle, der interesserer sig for kommunikation mellem mennesker. Filmen er en psykologisk gyser og er dybest set et studie i konformitetens spændetrøje og magtens natur.

    klik HER for at læse mere om mine 6 år på Albertslund Bibliotek.

    Fritiden i 1970-erne

    1970-erne var alt ialt en god tid. På Askov havde jeg mødt en pige, som jeg kom til at bo sammen med i cirka 16 år og fik mit eneste barn sammen med. Kirsten og jeg levede et stille og roligt, men godt liv, elskede vandringer i naturen, rejste en del, især om sommeren, og i en periode i 70-erne blandt andet til Grækenland, hvor vi flere år i træk besøgte en ny græsk ø hvert år: Leros, Samos, Kos og mange flere. Det var før den massive turistinvasion begyndte, så de små græske øer var fredfyldte og forholdsvis uberørte oaser med en høj grad af autencitet. De findes stadig, men i dag skal man sejle langt væk fra lufthavnenes startbaner og lave sine egne rejsearrangementer for at nå ud til dem. I 70-erne besøgte vi blandt andet også Egypten, Sri Lanka og Grønland. Sidstnævnte sted regnede det det meste af tiden i de 3 uger, vandreturen varede. Med det resultat, at vi boede 4 dage på sømandshjemmet i Julianehåb for at vente på bedre vejr. Det havde lange udsigter, så i stedet for at vandre spiste vi enorme mængder lagkage og drak spandevis af kaffe.




    I en periode i 1970-erne rejste jeg hver sommer med min datters mor til Grækenland, hvor vi besøgte en ny græsk ø hvert år: Leros, Kos, Samos og mange flere. Billedet her er fra Leros i sommeren 1979, hvor vi venter på færgeafgangen til Kos.


    Så var der lidt mere format over vores jul og nytår i Egypten i 1976/77, som var en stor oplevelse. Vi fejrede juleaften i gæstgiveriet hos Sheik Ali Abd El Rasoul i hans hus af tørret ler på vestbredden ved Luxor, red på æsler ud til Kongernes og Dronningernes Dal og slappede af i de autentiske omgivelser. Året efter holdt vi jul i Sri Lanka i dyreparken Wirawila, som i dag - formentlig af hensyn til turismen - er omdøbt til det mere velklingende navn Yala. Vi hoppede på et af Tjæreborgs dengang ekstremt billige tilbud for 3 ugers ophold i kystbyen Hikkaduwa og rejste på egen hånd op til teplantagerne i højlandet, besteg Adam's Peak, cyklede rundt mellem landsbyerne i baglandet og slappede ind imellem af på vores hotel i Hikkaduwa.

    Hjemme i Danmark var vi meget tillnyttet foreningen Dansk Fjeldvandrerklub. Det er en lille, lidt nørdet klub på cirka 270 medlemmer, som stadig lever i bedste velgående. Vi befandt os begge to ekstremt godt i klubben, og jeg arrangerede et utal af vandreture for dens medlemmer, for det meste en- eller flerdagsture i Danmark. Klubbens lidt mærkværdige navn dækker over, at dens medlemmer tit tager på vandreture i fjeld og ødemark med rygsæk, telt, stormkøkken og proviant. Som kompensation for de manglende bjerge og ødemarker herhjemme arrangerer klubben en masse en- og flerdagsture, især i Sjælland og Skåne. Det smagte lidt af den ægte vare, og det gav et rigtig godt socialt fællesskab blandt hyggelige og tænksomme mennesker. Kirsten og jeg fik flere personlige venner for livet i klubben, som jeg stadig ser i dag.

    EDB-assistentuddannelsen

    Det endte med, at jeg opsagde mit job i Albertslund i efteråret 1982 og skiftede branche. Jeg tog et sabbat-år, som jeg brugte til at uddanne mig til EDB-assistent ved Købmandsskolen ved Nørreport i København. Den uddannelse eksisterer ikke i dag men er for længst erstattet af flere længerevarende uddannelser, hvor der blandt andet er indlagt flere bløde fag for at undgå, at de studerende ender som rene IT-nørder. Men det var et travlt og spændende år, hvor vi virkelig lærte noget, vi kunne bruge. Der blev udviklet, programmeret og printet til den helt store guldmedalje, og tro det eller lad være: Hvis jeg i dag mærker den specielle duft fra netop udskrevne leporello-lister, kan jeg blive helt nostalgisk!

    Jeg har arbejdet i IT-branchen lige siden - et skift, jeg på ingen måde har fortrudt. Udover, at det er en utrolig spændende branche, så er der efter min mening mange flere forskellige typer mennesker i IT-branchen end blandt bibliotekarer, ikke mindst uddannelsesmæssigt. Og det skader jo ikke!

    Mit første IT-job efter endt uddannelse var i IT-afdelingen ved PKA (Pensionskassernes Administrationskontor), som sjovt nok også lå ved Nørreport Station i København. Her udviklede jeg programmer og systemer, med programmeringssproget ALGOL som software og Regnecentralens RC8000 som hardware. Alt i alt et godt sted at være og med gode kolleger selv om jeg måtte erkende, at jeg stadig havde meget at lære rent fagligt i den virkelige IT-verden. PKA var dengang et pænt og velrenommeret firma, med begge ben på jorden og uden de store politiske armbevægelser, faktisk med meget borgerlige medarbejdere. Dog tror jeg, at IT-afdelingen var den mest bohemeagtige og interessante gruppe i firmaet. Hvilket bekræfter min gentagne påstand om, at der generelt er rigtig mange forskellige mennesketyper i IT-branchen!

    Cirka 3 år senere - i starten af 1987 - søgte jeg et job i 3F's IT-afdeling (eller i SID, som det hed dengang). Under ansættelsessamtalen viste det sig, at 3F brugte præcis de samme værktøjer som PKA, så jeg blev ansat næsten på stedet, med start den første marts 1987. Her blev jeg hængende i 25 1/2 år indtil jeg gik på pension i september 2012. Det kan man læse meget mere om på www.ponty.dk/3f.htm .

    Klik HER for at læse mere om mine 25 år i 3F.

    Klik HER, hvis du vil se min hoved-hjemmeside med blandt andet spændende links til rejser og trekking.

    Hvis du har nogen kommentarer, så send en mail til pontoppidan214@gmail.com .