I bagklogskabens klare lys

Tanker om at blive gammel i september 2016

Af Erik Pontoppidan



    Foto: Susanne Rossing


Jeg har skrevet følgende, ultrakorte essays om mit liv, som tilsammen dækker perioden fra 1947 op til i dag:

  • Hænderne op af lommerne, sig nu pænt goddag! Selfie fra 1947 til 1969

  • At rejse er at leve! Selfie fra 1969 til 1987.

  • 25 år i 3F. Et studie i historiens vingesus i 3F's hovedkontor 1987-2012.

  • Frihedens udfordring. Om frivilligt arbejde i Indien marts-april 2013

  • Mit liv som pensionist. Lidt om interesser, kvinder og parforhold. Selfie fra maj 2013

  • Jeg har desuden skrevet et længere, illustreret essay om min barndom i 50-erne, som du kan læse ved at klikke HER

    I august 2017 fyldte jeg 70 år. Fødselsdage har det jo med at gøre én eftertænksom og kigge tilbage på sit liv, og derfor fik jeg lyst til at skrive et essay om, hvordan det føles at blive gammel. Hvad der især er interessant i den forbindelse er, hvordan virkeligheden svarer til de forventninger man havde, da man var ung. For nylig bragte dagbladet Politiken en artikelserie, hvor en række personer skrev en fiktiv dagbog til sig selv som unge. Faktisk et rigtig godt og interessant koncept. Rent tankespin, men tænk, hvis man kunne gøre det!

    Det får mig til at tænke på to fremragende film. Dels den danske science fictionfilm ”Farligt venskab” fra 1995, hvor en aldrende læge (spillet af Ulf Pilgaard) har opfundet en maskine, som gør det muligt at bytte ”sjæl” med en teenager. Forstået på den måde, at hele hjernens bevidsthed og hukommelse bliver byttet med en anden, men kroppene bliver uforandrede. En ældre mands hjerne i en ung krop og omvendt. Det kommer der noget både sjovt og tankevækkende ud af i filmen!

    Lad os forestille os, at jeg som 69-årig kunne bytte bevidsthed med en 18-årig. Altså at hele min hjernes bevidsthed og hukommelse blev installeret i en tilfældig, 18-årig krop. Umiddelbart en interessant tanke, men jeg ville med stor sandsynlighed blive en gammelklog outsider i mine ”jævnaldrendes” øjne. Og jeg tror jeg ville kede mig! De store begivenheder i livet kan ikke opleves flere gange, i hvert fald ikke med den samme begejstring.

    Den anden film er den amerikanske, romantiske komedie ”En ny dag truer” (”Groundhog Day”) fra 1993, med Phil Connors (spillet af Bill Murray) og Rita (spillet af Andie MacDowell) i hovedrollerne. Den handler om den livstrætte TV-reporter Phil, som havner i en ”tidssløjfe”, hvor den samme, kedelige dag gentager sig igen og igen. Alt, hvad der sker, er præcis det samme dag efter dag, og den eneste, der kan ændre dette mønster, er Phil. Da Phil således kan forudsige begivenhedernes gang, giver det ham nogle fantastiske muligheder. Tænk, hvis man kunne det! Phil ender med at blive byens helt, og det lykkes ham til sidst – efter enorme, gentagne anstrengelser og dyrekøbte erfaringer - at score den kvinde, han er forelsket i. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har set filmen, men den hører til mine absolutte favoritter.

    Men tilbage til den fiktive dagbog til mig selv som ung. Jeg har faktisk allerede skrevet en sådan, men den er ifølge sagens natur blevet af en så privat karakter, at den ikke har almen interesse. Måske for min allernærmeste familie, men de ligger med få undtagelser alle sammen på kirkegården. Så jeg vil i stedet for, som titlen antyder, skrive et lille essay om, hvordan det føles at blive gammel.

    Noget af det første, jeg kommer i tanker om, når jeg kigger tilbage på mit liv, er: Hold da kæft hvor har du spildt meget tid på grund af din umodenhed og dit manglende overblik! Her kommer drømmen om at leve sit liv om med sin nuværende livserfaring i bagagen igen op til overfladen, men fred være med den. I stedet for bør man glæde sig over den rigdom af erfaringer og oplevelser, man har fået. De har tilsammen gjort én til et helt menneske, som kender sig selv på en måde, man kun kunne drømme om i sit yngre liv. Man kender sine stærke og svage sider, man tør omsider være sig selv, og man har fundet en livsholdning og et politisk standpunkt, som bunder i en dyb og lang erfaring, og som derfor hænger sammen og giver mening. Og så er det for mig utrolig værdifuldt, at jeg i dag har nogle få venner, som jeg har kendt i en menneskealder, og som har været vidner til mit liv.

    Som alle andre er jeg præget af min opvækst og min opdragelse. På godt og ondt. Ingen omsorgssvigt og voldsomme, traumatiserende oplevelser bortset fra, at min far døde af lungekræft som 40-årig i 1960, da jeg var 12 år gammel. Ellers har jeg fået masser af kærlighed og omsorg som barn, især fra mine bedsteforældre. Men alle kan jo i bagklogskabens klare lys finde fejl og mangler hos deres nærmeste familie, og det gælder også mig.

    Min mor var et godt og ansvarligt menneske, som ville mig det bedste. Men hun var enormt autoritetstro og havde en grænseløs beundring for akademikere og folk, der var blevet noget ved musikken, og det kom til at præge min opdragelse. Det var meget vigtigt for hende, hvilket indtryk jeg gjorde på andre mennesker, og hendes livssyn og livsstil som ung var i høj grad præget af, at hun spejlede sig i overklassen og den højere middelklasse. Det skal dog siges til hendes ros, at hun på sine ældre dage forandrede sig meget, og som voksen endte hun med at blive en central person i mit liv.

    Den eneste person i min familie, jeg er rigtig vred på, er min morbror. Efter min fars tidlige død i 1960 kom han desværre til at udgøre en slags faderfigur for mig, og det var mindre heldigt, for morbror Knud mobbede mig meget på en ondskabsfuld måde i min barndom og ungdom. Blandt de mildere former for mobning kan nævnes, at han ofte, når vi diskuterede mere seriøse emner, kunne finde på at sige til mig: ”Hvad mener professoren?” Og det var IKKE positivt ment! For nylig fik jeg mulighed for at afreagere på nogle af fortidens traumer ved at gøre noget, jeg havde planlagt et stykke tid: Jeg pissede på hans gravsten på Fanefjord Kirkegård på Møn. Det lettede i mere end én forstand. Og det skal lige tilføjes, at jeg var 100 procent ædru, da jeg gjorde det!

    Som ung havde jeg svært ved at score kærester. Det var bestemt ikke lysten, der manglede, men jeg var frygtelig genert, manglede selvtillid og havde svært ved at finde min egen identitet. Et af mine problemer var, at jeg stillede meget store krav til mig selv med hensyn til, hvad jeg sagde til andre. Jeg forventede, at alt, hvad jeg sagde, skulle være åndfuldheder, og det er generelt et dårligt udgangspunkt, hvis man vil score kvinder! Senere har jeg (heldigvis!) fået revanche. Men jeg har utallige gange spejlet mig i Woody Allens gamle film ”Mig og Bogart” fra 1972 med Woody Allen og Diane Keaton i hovedrollerne. Denne herlige komedie handler kort fortalt om den unge neurotiker Allan Felix, som også har det svært med at score kærester, men i fantasien får gode råd og tips af sit filmidol Humphrey Bogart!

    Som ældre støder man ofte på følelsen af deja vu. Forstået på den måde, at små og store begivenheder synes at gentage sig. Det er en del af det, man kalder livserfaring, og som blandt andet udstyrer én med evnen til at prioritere og sige fra i de engagementer og gøremål, man finder uinteressante. Sådan havde jeg det ikke, da jeg var ung. Og det er slet ikke en dårlig evne! Følelsen af større og bedre overblik som ældre kommer én til gode på rigtig mange måder. I politik kommer man uvægerligt til at drage paralleller og finde ligheder i forhold til tidligere begivenheder. Og i privatlivet - især i parforhold! – er man blevet bedre til at styre uden om potentielle minefelter.

    Som pensionist er det tankevækkende, at langt de fleste i dag med indflydelse og magt var små børn, da jeg var i tyverne. Tænk, at statsminister Lars Løkke og Barack Obama var små drenge, da jeg som 21-årig i 1969 rejste til Indien og Nepal! I øvrigt har jeg det helt fint med at være uden indflydelse i de store spørgsmål. Jeg har aldrig haft nogen som helst ønsker om personlig magt, og for mig er det helt OK at være en tilbagelænet tilskuer til både kloge og tåbelige tiltag i det, som Storm P. kaldte ”Det pulveriserende liv”.

    Jeg har rejst rigtig meget i mit liv og gør det stadig. Jeg kan stadig blive fascineret af fremmede kulturer med livsformer og tankesæt, som er totalt forskellige fra mine egne. Men med hensyn til anderledes samfund og kulturer, så ser jeg det som et stort privilegium, at jeg er gammel nok til at have oplevet 1950-erne i Danmark. Tænk, at det er det samme land, jeg boede i dengang! DEN periode slår alle mine eksotiske rejseoplevelser, især fordi den var en del af min opvækst og derfor har en dybde, man kun sjældent får på rejser til fremmede lande. De fleste ældre har deres barndomsoplevelser knivskarpe på nethinden, i hvert fald i glimt, og det gælder også mig. De kan en gang imellem fylde mig med nostalgi. En af fordelene ved at være barn og ung er, at man har hele livet for sig, og at alle muligheder og drømme står åbne. Men at længes tilbage til sin barndom er en ulogisk anakronisme. Vi har jo (heldigvis) en formidabel evne til at fortrænge de ubehagelige oplevelser, og som voksen og moden er man jo blevet et helt andet menneske.

    Hvis jeg – udover min barndom i 1950-erne – skal fremhæve oplevelser, som har været skelsættende for mit liv, så er der to, som kommer øverst på listen. Den ene er min rejse langs The Hippie Trail til Indien og Nepal i foråret 1969, og den anden er mit ophold på Askov Højskole i 1973/74. Den første var en meget lang geografisk rejse ud i den tredje verden, og den blev et enormt kulturchok med helt fantastiske oplevelser på alle planer. Askov-tiden blev mere en indre rejse, hvor man lærte sig selv at kende og sugede viden til sig i et utrolig givende samspil med en masse andre mennesker.

    Rejsen langs The Hippie Trail foregik med offentlig transport fra Københavns Hovedbanegård til Kathmandu og var en oplevelse, der virkelig rykkede. Jeg havde aldrig været uden for Europa før, og mit senere møde med Orienten og Fjernøsten blev for mig som for de fleste andre backpackere et enormt kulturchok. Jeg havde flere bevæggrunde til at tage af sted, men mit vigtigste formål med rejsen var en længe næret drøm om at vandre i Himalaya, som kun var besøgt af få vesterlændinge på det tidspunkt. Det lykkedes også! Og Troels Kløvedal overdriver ikke, når han fortæller om mange af sine venner og bekendte, som kom hjem fra Indien og Nepal i den periode og tilbragte det næste halve år med at kigge ind i en væg i et forsøg på at fordøje deres oplevelser.

    Opholdet på Askov, hvor jeg i næsten et helt år både var højskoleelev og arbejdede på skolens store bibliotek, blev en af de lykkeligste perioder i min ungdom. Det var på Askov, at jeg for første gang for alvor begyndte at finde min egen identitet og begyndte at tro på mig selv. Lærerne på Askov i 1970-erne var en guldgrube af inspiration, og de kom til at præge mange af os med deres faglige dygtighed, personlighed og engagement. Men det vigtigste var det tætte samvær med en stor gruppe søgende mennesker fra alle samfundslag, som var kommet med det primære formål at være sammen og lære noget af hinanden.

    Fysisk er jeg (so far) så priviligeret, at jeg ikke kan mærke den store forskel på dengang jeg var ung. Jeg kan stadig uden besvær vandre i bjerge, cykle, bestige trappeopgange og dyrke sex. Dog er jeg blevet for gammel til at slæbe rundt med en rygsæk med fuld oppakning på over 20 kilo, som jeg gjorde i mine unge dage på adskillige vandreture i blandt andet Grønland. Jeg ville muligvis stadig kunne gøre det, men jeg har ikke lyst til at gøre forsøget. Og hvis jeg ikke skal på en decideret vandretur, er jeg gået over til rullekuffert-folket, når jeg skal ud og rejse!

    Og psykisk? I det store og hele alt vel. Jeg har sværere ved at huske telefonnumre og lære fremmedsprog, og der skal mere til end før for at gøre mig begejstret og engageret. Men det sidste er nok mere et resultat af et helt livs indtryk og oplevelser end af psykisk og åndeligt forfald.

    Og a propos det psykiske, så var det meget svært for mig at gå på pension. Muligvis den største omvæltning i mit liv. I dag har jeg vænnet mig til det og har ikke mere lyst til at have et fuldtidsjob, men sådan var det bestemt ikke i starten. Rigtig mange nyslåede pensionister siger, at de har det fantastisk, og at de ikke kan forstå, hvordan de fik tid til at gå på arbejde. Jeg håber for dem selv, at de mener, hvad de siger, men hvis de fleste taler sandt, skiller jeg mig ud fra flertallet, for sådan følte jeg det ikke i starten. Uanset hvor mange venner man har og hvor meget man er engageret i, så har vi pensionister oceaner af tid i forhold til det arbejdende folk!

    Morfars kabaler

    Når jeg kigger på noget af det, mange pensionister bruger timer og halve dage på, og som tilsyneladende giver dem både livskvalitet og sindsro, kan jeg en gang imellem blive lidt misundelig. Det handler om helt ukomplicerede beskæftigelser, som på ingen måde er fordummende, men efter min mening er ensformige og i længden kedelige. Min morfar praktiserede dem i adskillige år næsten på fuld tid nede ved Hårbølle på Vestmøn, især, da han gik på pension som toldvagtmester, men hvad det angår, har han ikke givet noget DNA videre til mig .

    Morfar læste næsten ingen bøger, men han sled det ene kortspil op efter det andet med sine kabaler, og hvis der dengang fandtes mesterskaber i kryds og tværs-opgaver, ville han uden tvivl have scoret højt. Ikke sådan at forstå, at min morfar var ubegavet. Slet ikke! Han var en en klog og velbegavet mand, som kunne have drevet det vidt, hvis han havde fået en uddannelse. Han sad i det lokale sogneråd i en årrække, og en af hans nære venner var Pastor Helge Buus, som var sognepræst i Fanefjord Kirke i 40 år.

    Men som sagt: Jeg kan godt ind imellem blive misundelig på min morfar og de mange andre, som kan bruge så meget kvalitetstid på kabaler, kryds og tværs, sodoku og lignende. For der er stadig rigtig mange, som bruger rigtig mange timer på det og slapper rigtig meget af ved det. En af fordelene er, at man får mulighed for at lukke alle andre tanker ude for en stund for at koncentrere sig om helt simple opgaver, som intet har med følelser og hverdagens problemer at gøre.



    Jeg savner:

    Den bedøvende uvirkelighed i Himalayas rhododendronskove

    Karavanernes klokkeklang i Kali Gandaki

    Tesælgernes råb på de indiske jernbanestationer

    Lyden af hestekærrer

    Tordenvejr og fugtige tåger i Ruwenzoris regnskove

    Regnfuglens sang på Kenyas savanne

    De anstrengende busture gennem Østafrika

    Åndenøden i Kilimanjaros iltfattige luft

    DC-6’erens metalliske klang over indlandsisen i den lyse polarnat

    Bananbladenes raslen i vinden på Kibbutz Cabris marker

    Den sunde træthed efter dagens arbejde i bananplantagerne

    Den hede, tørre luft i Sinais mørke bjerge

    Udsigten til den strålende stjernehimmel fra min soveplads i ørkensandet

    Fuldmånen og den lune nattevind ved Det Døde Hav

    Den natlige vækning fra de arabiske byers moskeer

    Basargadernes duft af krydderier, snavs og grøntsager

    Søvnløsheden ved forventningen om morgendagens oplevelser


                                                                                           

    I 1960-erne og 70-erne skrev jeg dagbog i kortere perioder. Og for nylig læste jeg lidt i dem. Interessant læsning (for mig), især fordi man i dag er et helt andet sted i sit liv. Men der er et enkelt, gennemgående tema i dagbøgerne, som også dengang fyldte rigtig meget, nemlig rejser.
    Især perioden 1969-74 var meget turbulent på en positiv måde, hvor jeg rejste og oplevede utrolig meget. Og i dagbøgerne fandt jeg dette lille digt, som jeg skrev i 1970-erne, og som i høj grad afspejler mine oplevelser, tanker og drømme fra dengang.



    Klik HER, hvis du vil se min hoved-hjemmeside med blandt andet spændende links til rejser og trekking

    Hvis du har nogen kommentarer eller spørgsmål, så send en mail til pontoppidan214@gmail.com .