Ens livsforløb er resultatet af et uforudsigeligt kaos af tilfældigheder. Det får jeg bekræftet igen og igen. Men de gange i mit liv, hvor jeg frivilligt har kastet mig ud i noget helt nyt, som ofte har været forbundet med risici og uforudsigelighed, har indtil nu været vellykkede og har givet helt nye og spændende oplevelser.
Det er umuligt at undgå uønskede og tragiske hændelser, der kan forandre ens liv fuldstændigt. Sygdom, ulykker, skilsmisser, ægtefællens dødsfald og fyring fra et mangeårigt job er nogle af de jokere, som kan tvinge én til at leve et helt andet liv. Men hvis man bliver forskånet for store og små katastrofer, er der mange, som vælger at leve et meget regelmæssigt liv uden de store forandringer. Hvis man har et godt job, som man er tilfreds med, er det fristende at blive hængende der i det meste af en menneskealder, og jeg bliver ofte positivt overrasket over de mange tilsyneladende lykkelige, livslange ægteskaber, man møder.
Selv har jeg haft et ret turbulent og omskifteligt liv. Bestemt ikke altid lykkeligt, men mine mange oplevelser har givet mig stor livserfaring. Men som tidligere nævnt: Hvis jeg skal finde en rød tråd i det hele, så har de gange, hvor jeg frivilligt har ændret mit livsforløb totalt ved at kaste mig ud i noget helt nyt, som ofte har været forbundet med stor usikkerhed og risiko, indtil nu givet mig positive oplevelser og et nyt syn på livet.
Jeg har oplevet masser af ting, som har tvunget mig til at ændre mit liv: Brudte parforhold, brudte venskaber, dødsfald, you name it. Men af alle disse vil jeg fremhæve fire kvantespring, som har haft enorm betydning for mit livsforløb. De kommer her:
1: The Hippie Trail, foråret 1969
I vinteren og foråret 1969 rejste jeg helt alene til Nepal over land med offentlig transport ad den rute, som senere blev døbt "The Hippie Trail". Mine forventninger til turen var på én gang enorme og uvirkelige. Jeg havde aldrig været uden for Europa før, og mit senere møde med Orienten og Fjernøsten blev for mig som for de fleste andre backpackere et enormt kulturchok.
Jeg havde flere bevæggrunde til at tage af sted. Mit biologi-studium ved Københavns Universitet var gået i hårdknude, jeg havde så godt som ingen venner, og min fremtid blæste i vinden. Men mit vigtigste formål med rejsen var en længe næret drøm om at vandre i Himalaya, som kun var besøgt af få vesterlændinge på det tidspunkt. Rejsen startede på Københavns Hovedbanegård på en iskold, sen aften i februar med Østersø-ekspressen med kurs mod det daværende Østberlin over Gedser. Dengang var der langt mere eventyr over en togrejse end i dag, også i Danmark, og i det hele taget var jernbaner noget, man kunne høre, føle og lugte i langt højere grad end i nutidens syntetiske metalhylstre. Jeg kan f.eks. huske, at Østersø-ekspressen altid medbragte en direkte, gennemkørende sovevogn fra København til Moskva, og det syntes jeg i sig selv var meget eksotisk. I dag skal man skifte tog et utal af gange bare for at rejse til Italien.
Til venstre: På vej østover med damptog i Anatoliens højland i Tyrkiet fra Istanbul til Erzurum i februar 1969.
Til højre: Med lokalbus i Afghanistan fra Herat til Kandahar i foråret 1969.
Jeg gjorde ophold mange steder undervejs langs ”The Hippie Trail”. I forhold til nutidens transport, hvor man sætter sig ind i et fly og står ud i Langbortistan få timer senere, var rejsen hård og anstrengende, men den satte sig dybe spor hos dem, der gennemførte den. Det får man bekræftet, når man taler med gamle hippier og veteraner fra "The Trail" eller læser deres rejsebeskrivelser på internettet. For mange blev turen en væsentlig, uformel del af deres uddannelse, og for mit eget vedkommende blev rejsen normgivende for mange af mine senere holdninger, vaner og gøremål. "The Hippie Trail" blev for mig starten på en livslang karriere som backpacker og almindelig turist i store dele af verden, og rejsen har skaffet mig flere nye venner og masser af bekendte, blandt andet gennem mit medlemskab af ”De Berejstes Klub” og som bartender i rejsecaféen ”Cafe Globen” i det indre København.
På vandring i Nepals Himalaya i foråret 1969.
På billedet til højre står jeg i 5.000 meters højde med udsigt ind i Tibet. Bjerget til højre er Langtang, som er over 7.000 meter højt.
Man kan læse mere om min rejse langs ”The Hippie Trail” på www.ponty.dk/hiptrail.htm.
2: Askov Højskole 1973-74
I sommeren 1973 afsluttede jeg den 4-årige uddannelse som bibliotekar ved Danmarks Biblioteksskole i København. Mainstream-planerne for de nyuddannede bibliotekarer dengang var en tryg ansættelse på et folkebibliotek, primært i København og omegn, og på det tidspunkt var det relativt nemt at finde arbejde i branchen. Selv havde jeg ikke meget lyst til en livslang tjenestemandsstilling som offentlig ansat på et bibliotek, men så poppede der pludselig en joker ind i billedet. Under mit arbejde som studentermedhjælper på Frederiksberg Bibliotek mødte jeg en pige, som jeg senere blev kæreste med. Hun gjorde mig opmærksom på et årsvikariat på Askov Højskole på halv tid, hvor man samtidig kunne deltage i skolens undervisning som højskoleelev - en helt fantastisk kombination. Jeg søgte stillingen i sidste øjeblik - og fik den!
Opholdet på Askov blev en af de lykkeligste perioder i min ungdom. Jeg havde studeret i mange år og rejst rundt i verden, men jeg har aldrig før eller siden haft så gode muligheder for selvudvikling og positiv kontakt med andre mennesker som her. De gamle fag fra min skoletid blev pludselig interessante på en helt anden måde, dels fordi alt var baseret på frivillig interesse, men også fordi det føles langt mere meningsfuldt at tilegne sig viden, når man har større livserfaring. Og samværsformen på højskolen var utrolig givende. At være sammen i mange måneder uden at skulle konkurrere eller leve op til noget gjorde, at man fik stor gensidig respekt og oplevede de bedste sider hos hinanden. Opholdet blev bestemt ikke ringere af, at stort set alle eleverne på skolen var i en søgende periode af deres liv og derfor var meget åbne for samtaler og kontakt med andre. Det var jo især det, man var kommet for.
Til venstre: Socialt samvær i Humlehaven på Askov i vinteren 1973.
Til højre: På Askov Højskoles Bibliotek arbejdede jeg sammen med Kirsten Korup, som var den daglige leder af biblioteket fra 1965 til sin død i 2009. Jeg husker hende som et varmt, humoristisk og rummeligt menneske, som levede og åndede for højskolen og dens liv.
Det var på Askov, at jeg for første gang for alvor begyndte at finde min egen identitet og begyndte at tro på mig selv. Omgivet af spændende og inspirerende lærere til dagligt, som tog én alvorligt, og med besøg af kendte foredragsholdere udefra fra tid til anden. Sammen med cirka 170 søgende og åbne mennesker, der primært var kommet for at lære noget om sig selv og hinanden og suge viden til sig på et helt frivilligt grundlag. Med fester og underholdning stort set hver eneste weekend. Med mulighed for at snakke med andre, når man havde lyst, men også for at være alene med sig selv, hvis det var det, man ville.
I de senere år, hvor jeg er blevet pensionist og har fået mere tid, har jeg deltaget i en masse ugekurser om mange forskellige emner på flere højskoler i Danmark, og jeg er hver gang vendt hjem med et stort psykisk overskud, med ny viden og inspirerende socialt samvær med vidt forskellige mennesker. Højskoleånden lever og har det godt!
Man kan læse mere om mit ophold på Askov Højskole på www.ponty.dk/askov.htm.
3: Nyslået EDB-assistent!
Efter sammenlagt cirka otte år som bibliotekar forskellige steder i København og omegn endte det med, at jeg opsagde mit job efter seks år ved Albertslund Bibliotek i efteråret 1982 og skiftede branche.
De fleste af årene på Albertslund bibliotek var en god oplevelse. Der var en højt fagligt niveau og et stort engagement blandt bibliotekarerne. Pionerånden var ikke slut, og den var stadig præget af de tanker, som fulgte i kølvandet på 68-oprøret. Dertil kom, at den stigende velfærd gav bibliotekerne nogle økonomiske muligheder, de aldrig havde haft før. Men på jobbet er arbejdsmiljøet og kollegerne afgørende for trivslen. Et tvunget samvær på 7-8 timer hver dag i årevis er umuligt at bære, hvis kemien ikke passer, og arbejdsmiljøet i voksenafdelingen på Albertslund Bibliotek var elendigt. Det var præget af mobning, klikedannelse og en afdelingsleder, som utvivlsomt ville have scoret højt i en intelligenstest, men som var totalt umulig til at administrere mennesker.
Man kan læse mere om mit arbejde ved Albertslund Bibliotek på www.ponty.dk/alblund.htm.
Bibliotekar Karen Bertelsen var ansat ved Albertslund Bibliotek, da jeg arbejdede der fra 1976-82. Hun var et forfriskende pust i forhold til den tjekkede voksenafdeling. Et dejligt, rummeligt og socialt menneske med humoristisk sans, en charmerende bornholmsk accent og en stor alternativ intelligens, som fik én til at slappe af i hendes selskab.
Så det endte med, at jeg opsagde mit job ved Albertslund Bibliotek og tog et sabbat-år, som jeg brugte til at uddanne mig til EDB-assistent ved Købmandsskolen ved Nørreport i København. Den uddannelse eksisterer ikke i dag men er for længst erstattet af flere længerevarende uddannelser, hvor der blandt andet er indlagt flere bløde fag for at undgå, at de studerende ender som rene IT-nørder. Men det var et travlt og spændende år, hvor vi virkelig lærte noget, vi kunne bruge. Der blev udviklet, programmeret og printet til den helt store guldmedalje!
Jeg fortsatte med at arbejde i IT-branchen indtil jeg gik på pension i september 2012 - et skift, jeg på ingen måde har fortrudt. Udover, at det er en utrolig spændende branche, så er der efter min mening mange flere forskellige typer mennesker i IT-branchen end blandt bibliotekarer, især uddannelsesmæssigt, og det skader jo ikke. En anden forskel mellem at være bibliotekar og IT-specialist er, at man som bibliotekar ved en lille smule om alting, mens IT-specialister ved rigtig meget om et lille fagområde. Smag og behag!
Mit lønnede arbejdsliv endte med 25 ½ års ansættelse som systemudvikler ved 3F’s udviklingsafdeling. Det var en dejlig tid med masser af spændende opgaver og - modsat Albertslund Bibliotek - et rigtig godt arbejdsmiljø med gode kolleger og en dygtig udviklingschef.
Man kan læse mere om mit mangeårige arbejde som systemudvikler i 3F på www.ponty.dk/3F.htm.
4: Kærlighed har ingen alder!
- min vestafrikanske romance i Senegal
Efter en skilsmisse i efteråret 2018 havde jeg brug for at rejse et sted hen med mulighed for eksotiske oplevelser og for at opleve en kultur, som var totalt forskellig fra Danmark, så jeg besluttede at slå mig ned en måneds tid i landsbyen Abene i det sydlige Senegal i januar-februar 2019. Og det var her, jeg mødte min nuværende hustru Fatou ”ved en smuk tilfældighed”, som Kim Larsen synger i sit lille mesterværk "Perron Gare du Nord”. Fatou var dengang chefkok på den lille strandlodge, hvor jeg boede i Abene, og til min store forundring kom hun hver dag hen til min stråhytte efter endt arbejdstid for at konversere. Det tillagde jeg ikke nogen særlig betydning i starten. Men det endte med, at vi juleaftensdag 2020 blev gift i byen Ziguinchor, hvor vi holdt en bryllupsfest hos hendes familie med cirka 100 gæster. I øvrigt midt i en coronatid, hvor hele Danmark var lukket ned. Det skal lige nævnes, at jeg ikke i min vildeste fantasi havde planer om at blive gift, da jeg rejste til Senegal første gang, men det bekræfter kun, hvor meget ens livsforløb er styret af tilfældigheder. Og hvorfor skulle man ikke prøve at få noget dejligt og spændende ud af den sidste del af sit liv?!
I februar 2019 mødte jeg min hustru Fatou "ved en smuk tilfældighed", og vi blev gift juleaftensdag 2020 i byen Ziguinchor.
Og nu er jeg blevet grundejer i Senegal! I marts 2021 købte vi en grund nær landsbyen Abene i Casamanche-provinsen i det sydlige Senegal, hvor vi nu (i december 2022) er i fuld gang med at bygge en lille Bed and Breakfast-lodge (”Chez Fatou et Saladin”) med tilhørende restaurant og bar, som åbner i løbet af vinteren, hvis alt går som planlagt.
Vores sted ligger cirka 110 kilometer nord for byen Ziguinchor. I foråret 2021 var vores grund på 50 gange 100 meter ren jungle, med tæt buskads overalt. Vi startede med at få ryddet grunden, og herefter var det meget vigtigt at få gravet en brønd. I første omgang blev vandet kun brugt til fremstilling af håndstøbte mursten til husbygning. Men vores projekt skrider frem. Vores dejlige, private runde hus blev klart til indflytning i december 2021, og lige nu er der fuld gang i bygningen af restauranten og gæstehuset, som kommer til at rumme tre dobbeltværelser med eget bad og toilet.
Vi bor meget naturskønt, 400 meter fra en perfekt sandstrand ved Atlanterhavet, hvor der er større chance for at møde en ko end en turist. Der er et rigt fugleliv, først på natten kvækker cikaderne som besat, og det er et perfekt ”dark sky” - sted at kigge stjerner. Ved daggry bliver vi vækket af sangen fra eksotiske fugle, som jeg kan genkende på lyden, men som jeg ikke kender navnene på.
Området har et enormt potentiale for turisme, men infrastrukturen mangler. Der er ingen asfalterede veje i kilometers omkreds, og de steder, man kan overnatte, har en standard, som ikke egner sig til mainstream-turisme. Gennemsnitstemperaturen om dagen fra november til februar er mellem cirka 25 og 32 grader. Og vores sted kører på næsten ren fusionsenergi! Bortset fra gasflasker til madlavning er det solpaneler, som leverer al energien til huset: Køleskab, lys, TV, Wi-fi, batterier, vandpumpe og meget andet.
Til venstre: Vores første dejlige private hus var klart til indflytning i december 2021.
Til højre: Min hustru er uddannet kok og laver fremragende mad.
Og jeg er vildt imponeret over min hustrus organisationstalent! Uden hende havde jeg ikke kunnet købe en stor grund og få bygget et hus med alt tilbehør, og slet ikke til de rigtige priser. Og så er hun en fremragende kok. Og sidst, men allervigtigst: Trods vores meget forskellige kulturer taler vi rigtig godt sammen. Hun er velbegavet og har et lyst sind, med masser af humor. Det officielle sprog i Senegal er fransk, som jeg er blevet rimelig god til efter at have kendt hende i snart fire år. Det er første gang, min hustru har haft sit eget hus, og hun nyder at være i både huset og på vores store grund, hvor hun har plantet grønsager, papaya, citroner, appelsiner, maniok, agurker og meget andet.
Man kan læse mere om mine oplevelser i Senegal på www.ponty.dk/senegal2021-22-dansk.htm.
Klik eller tryk
HER for at se hovedmenuen for den danske del af min hjemmeside.
