Det var meget svært for mig at gå på pension. Som det vanemenneske, jeg altid har været, var det en stor omvæltning lige pludselig at skulle tilrettelægge mit eget liv 100% efter rigtig mange år i et trygt og meningsfuldt job på arbejdsmarkedet med gode kolleger. Mine interesser var nu ikke mere fritidsinteresser men var pludselig blevet selve indholdet i mit liv. Måske misundelsesværdigt for mange, men ikke desto mindre en af de største omvæltninger i min tilværelse. Kort tid efter min fratrædelse syntes jeg, at der skulle ske noget radikalt, så jeg rejste til Indien i to måneder, hvor jeg deltog i frivilligt arbejde med undervisning af børn og unge i engelsk og IT.

Jeg gik på pension i september 2012 og har nu forlængst vænnet mig til mit nye liv. Det er vigtigt for mig, at hver dag har et formål, hvad det så end måtte være. Hvis jeg brugte flere sammenhængende dage udelukkende til avislæsning, radio, TV, rengøring og lignende, ville det gå op i hat og briller. Så det gør jeg ikke. I stedet for har jeg engageret mig i en række aktiviteter, som det kræver en kalender at holde styr på: Arbejde i Ældresagen, ugentlige bartendervagter i Danmarks eneste rejsecafé Café Globen, som jeg er medejer af, diverse aftenkurser, med mere. I modsætning til dengang jeg var arbejdsramt, er mine aktiviteter nu spredt over alle tidspunkter på alle dage i løbet af ugen, så der nu for alvor er brug for en kalender.

Jeg har rejst rigtig meget både før og efter jeg gik på pension. Jeg har været aktivt medlem af De Berejstes Klub siden 2002 og bruger stadig klubben meget, både i Café Globen, på medlemsaftener og på rejser arrangeret af klubben, f.eks. til Iran (i sommeren 2014) og til Kirgisistan, som jeg besøgte i sommeren 2015. Og så har jeg foretaget adskillige andre rejser siden min pensionering. Interesserede kan se en komplet fortegnelse over mine udlandsrejser på www.ponty.dk/ultimali.htm. Listen bliver løbende ajourført. Jeg bruger stadig en del af min fritid til at vedligeholde min efterhånden store hjemmeside, som især handler om rejser. Den bliver besøgt af rigtig mange, og det er et meget kreativt arbejde at udvikle den.

Og sidst, men ikke mindst: Socialt samvær med venner og bekendte er meget vigtigt for mig. Jeg er en ivrig biografgænger, men modsat mange andre synes jeg, at TV har rigtig mange gode film og udsendelser, hvis man blot er selektiv. Det er rigtigt, at f.eks. DR1 har alt for mange totalt ligegyldige programmer i primetime, men DR-K og DR2 har et rigt udvalg af kvalitetsstof, som man kan vælge at se afhængigt af smag og interesser.


Mit sommerhus



Siden starten af nullerne har jeg haft et sommerhus i Melby ved Liseleje, hvor jeg nu bor permanent. Og jeg holder utrolig meget af stedet. Det er et norsk bjælkehus med brændeovn og flere træterrasser. Selv foretrækker jeg den sydvendte terrasse, for der skinner solen altid mest. Den store stue indeholder masser af dejlige bøger, som er samlet gennem et helt liv, og på væggene er der kort over områder fra hele verden.

Og så har jeg et fedt sommerhus i Melby ved Liseleje - et norsk bjælkehus, hvor jeg nu bor permanent. Her er der bøger alle vegne, og i den store stue hænger der kort på væggene over eksotiske områder fra hele verden. Og her er der altid noget at tage sig til, både praktisk og intellektuelt. I mit pulterrum i sommerhuset ligger der en kæmpe stak gamle Anders Andblade og Illustrerede Klassikere helt tilbage fra 1950-erne. Tegneserier, som jeg dengang lærte utrolig meget af, inklusiv Anders Andbladene! I min barndom holdt jeg meget af disse blade, og jeg slugte historierne hver tirsdag, når der udkom et nyt nummer. 50-erne og til dels starten af 60-erne var i det hele taget Anders And-bladenes storhedstid. De var fyldt med gode, veltegnede historier med substans, humor og pointer. En sådan kvalitet laves ikke i de numre, der udkommer i dag. Det er derfor bladene er fyldt med såkaldte "udvalgte serier", som i virkeligheden er genoptryk fra Disneys guldalder.

Pulterkammeret rummer også mange papirbilleder, jeg selv har taget og fremkaldt, i kassevis af gamle dias, som jeg ind imellem scanner ind til digitalt format, og et herbarium med cirka 300 vilde danske planter fra dengang, jeg studerede biologi ved Københavns Universitet. Alt det betyder meget for mig, og jeg kunne ikke drømme om at skille mig af med noget af det. De mange planter blev indsamlet og artsbestemt af mig ud fra Rostrups Flora i slutningen af 1960-erne, og jeg har en plan om engang at gennemgå dem alle sammen for at lære dem at kende igen. Jeg husker min tid som aktiv botaniker som indbegrebet af tusind somre, hvor jeg vandrede rundt i skove, på marker og i strandområder og havde et lyst, positivt og forventningsfuldt syn på fremtiden.

Men selv om pensionister i dag er et travlt og engageret folkefærd, så er jeg er sikker på, at de fleste af dem bruger en del af deres øgede fritid til at reflektere over deres liv. Det har jeg også gjort.

Kvinder og parforhold

Siden jeg blev voksen har den røde tråd i mit liv været de tætte relationer i mine langvarige parforhold. Siden midten af 1970-erne har jeg – udover flere mindre affærer - haft tre langvarige forhold, og i december 2020 blev jeg gift med Fatou fra Senegal after at have kendt hende i to år. I øvrigt færste gang i mit liv, jeg har indgået ægteskab. De har alle sammen betydet meget for mig og været lærerige på hver sin måde, men når jeg tænker tilbage, er de utrolig forskellige indbyrdes. Det kan umiddelbart undre én, at man kan falde for SÅ forskellige typer kvinder, men det siger noget om, at alle mennesker har utrolig mange facetter, og at man ikke kan rubricere personer som om de var frimærker. Og alle udvikler sig jo gennem hele livet og er helt andre personer som 60-årige end som 20-årige.



Det bedste af mine kortvarige forhold var mit samvær med Erika i cirka 3/4 år i 1990. Vi var blandt andet gode til dybe, fortrolige samtaler med masser af substans og rejste sammen et par gange (til Polen og Portugal). Billedet er fra vores tur til Algarvekysten i det sydlige Portugal i sommeren 1990.

Og så er der jo tilfældighedsfaktoren! Forstået på den måde, at det er fuldstændig tilfældigt men af altafgørende betydning hvem man støder ind i i sit liv. Et eksempel: Mit første lange kæresteforhold, som varede 15 ½ år, blev skabt, fordi en bibliotekarkollega på Frederiksberg Bibliotek i foråret 1973 tilfældigvis gjorde mig opmærksom på et ledigt årsvikariat som bibliotekar ved Askov Højskoles Bibliotek. Jeg søgte jobbet dagen før ansøgningsfristens udløb og fik det! Og på Askov blev jeg kæreste med min nabo i Humlehaven, som jeg senere flyttede sammen med i København og fik et barn med. Dybt fascinerende ved nærmere eftertanke, men et yderst almindeligt eksempel i livets lotteri.

At leve i et parforhold er nok det tætteste, man kan komme et andet menneske. Men hvorfor er skilsmisseprocenten i Danmark 46 %? Det er der skrevet utallige bøger og romaner om, og at gå i detaljer om emnet her ville være som at beskrive en nål i en høstak! Men man kunne som noget meget alment sige, at de små irritationer over egenskaber hos sin partner, som man fortrænger i forelskelsesfasen, er de samme, der mange år senere kan få afgørende betydning for forholdet.

Og så tror jeg det er meget vigtigt ved valg af partner, at man med det samme føler sig fysisk tiltrukket af hinanden. Udseendet er jo det allerførste indtryk, man får af en person, man aldrig har mødt før, og de gange, jeg har været på dating, har jeg i løbet af cirka ti sekunder kunnet afgøre, om der er basis for et forhold! Hvis man ikke med det samme føler sig fysisk tiltrukket af hinanden mener jeg ikke, at man skal gå videre. Men hvis man både kan li den andens udseende og det senere viser sig, at kemien passer og man er på bølgelængde, begynder det at blive interessant!

Jeg må på det bestemteste advare mod parforhold, hvor man udover sin partner skal dele bolig med hans eller hendes hjemmeboende børn. Det er en farlig cocktail, som desværre er årsag til rigtig mange skilsmisser. Nogle - nok især kvinder - mener, at man sagtens kan elske andres børn lige så meget som sine egne. Det er IKKE rigtigt! Blodets bånd er noget fundamentalt, som har rødder langt tilbage i menneskehedens historie. Lyder det gammeldags? Måske, men det bliver det ikke mindre rigtigt af. Jeg taler af både personlig og af nære venners erfaring.

Når et par flytter sammen og tager nogle af deres egne børn med i forholdet, medbringer de også mange års individuel opdragelse, kotymer og traditioner. De medbringer også dybe, følelsesmæssige bånd, som det er meget svært for fremmede at blive en del af. Og de fleste mindre børn ser deres papfar eller papmor som et fremmedelement og måske endda som en trussel. Bevares, der findes da eksempler på det modsatte, men de hører til undtagelserne.

Min femme fatale

Jeg vil ikke gå i detaljer med mine parforhold, for det hører ind under privatsfæren. Med én undtagelse. I 1995 mødte jeg en pige, som jeg kom sammen med et lille halvt års tid, og dėt scenarie var så anderledes og spektakulært, at det fortjener en kort omtale. Til skræk og advarsel for sex-hungrende mænd, som ukritisk springer ud i en affære alene på grund af indpakningen!

Karin var velbegavet, charmerende og sexet. Vi mødtes på en vandretur i starten af 1995. Det var på det tidspunkt mere end et år siden, at jeg havde haft nærkontakt med det svage køn, og i den situation er de fleste mænd meget udsatte, hvis de oplever, at en tiltrækkende kvinde viser dem mere end almindelig interesse.

Jeg var på det tidspunkt 48, og Karin var 10 år yngre end mig. Veltalende, intelligent, med en flot figur og med store bryster, lyst hår og en meget kvindelig udstråling, som på mange måder kunne minde om Marilyn Monroe. Vi snakkede rigtig godt sammen på vandreturen, og da vi skiltes, spurgte hun, om hun måtte kontakte mig. Det gjorde hun så et par uger senere, da hun dukkede uanmeldt op ved min lille toværelses lejlighed i Lyngby. Efter et par glas vin brød hun pludselig grædende sammen. Jeg forstod ikke helt hvorfor, men det endte med, at hun overnattede hos mig.

Jeg var naturligvis smigret i starten, for Karin var i det ydre en meget attraktiv kvinde, som uden overdrivelse kunne score næsten alle de mænd, hun ville dengang. Men da vi begyndte at komme sammen, opdagede jeg efterhånden, at der var noget rivende galt med hende. Hendes liv blev langsomt afdækket for mig, og efterhånden måtte jeg erkende, at jeg var stødt ind i en femme fatale. Hun havde i mange år været på førtidspension på grund af psykiske problemer, var blevet seksuelt misbrugt som barn og havde forsøgt at begå selvmord flere gange. Jeg fik aldrig sat navn på hendes diagnose, men jeg vil i bagklogskabens lys betegne hende som en typisk borderliner. En borderliner er et menneske med en personlighedsforstyrrelse, hvor man handler impulsivt og uforudsigeligt, har svært ved at styre sit temperament og let kommer i konflikt med andre, og det passede perfekt på hende.

Karin var undtagelsen i mine forhold med hensyn til at være utro. Hun sendte positive signaler ud til alle de mænd, hun fandt tiltrækkende, og i løbet af de få måneder, vi var sammen, tog hun på en charterrejse til Tyrkiet med en anden fyr, og hun prøvede endda at skjule det for mig. Når jeg tænker tilbage, er det oplagt at sammenligne hende med en, der nød at have hovedrollen i en teaterforestilling med en masse medvirkende skuespillere.

Vi kom sammen et lille halvt års tid, og slutscenerne var meget dramatiske. De typiske, gentagne slut-scenarier var, at vi skiltes som uvenner, hvorefter hun ringede til mig nogle dage senere og ville genoptage kontakten. Det endelige brud skete en sommerdag i 1995, hvor Karins mor ringede til mig og fortalte, at hun var på vej ud til mig med en økse. Heldigvis slap jeg med skrækken.

Affæren satte sig dybe spor hos mig som den følsomme person, jeg er, og det tog flere år, før jeg kom op på mærkerne igen og var stand til at fungere normalt. I bagklogskabens lys har jeg tit ærgret mig over, at jeg ikke sprang ud af forholdet i tide, men som tidligere nævnt er de fleste singlemænd meget udsatte og i følelsernes vold, hvis de efter lang tids cølibat møder interesse fra en attraktiv kvinde. Men jeg kan fuldt ud tilslutte mig det advarende ordsprog om kærlighed og parforhold, som siger: ”Hold dig væk eller tag, hvad der kommer!.

”… Som mænd forstår vi ikke umiddelbart, hvorfor de samme diskussioner kan dukke op igen og igen. Når vi én gang har afsluttet en diskussion, tror vi, at den er slut. Vi tror, ting går over af sig selv. Ligesom med svenskenøglen i værkstedet bilder vi os ind, at den er sat på plads, når vi én gang har været igennem snakken. Det er den ikke. Det er med diskussioner i parforhold som med muldvarpeskud på en græsplæne: De dukker op igen og igen og er svære at komme til livs. Derfor, uanset hvor små diskussionerne måtte synes, og hvor harmløse de tager sig ud, betaler det sig at gå dem i møde og tage dem alvorligt. Det er trods alt nemmere at slukke en ildebrand, når det bare er gløder, end når hele huset står i flammer.” Kilde: Lars Daneskov: Kæreste mand. Kunsten at blive en bedre halvdel. 2010. Lars Daneskov har blandt andet været kæreste med TV-værten Cecilie Frøkjær.

Hella Joofs ti bud: 1. Det største af alt er kærlighed. Det er vigtigere end alt andet. Vand kærligheden, så den ikke tørrer ud. Og tak for den, hver gang du møder den. 2. Spar ikke på kærligheden. Elsk alt, hvad du kan. Men du må ikke lade som om. Du må ikke handle med kærligheden. Og du må ikke jaske med den. 3. Du skal huske at slappe af. Trække stikket. Sove på sofaen midt på dagen. Lade opvasken stå. Gå på bare tæer i græsset. 4. Tilgiv dine forældre. De gjorde det så godt, de kunne. De var også små børn engang med store knæ og bange øjne. Du får selv brug for tilgivelse, når du en dag bliver mødt af dine egne børns vrede. 5. Du må ikke tage et andet menneskes liv. Selvfølgelig må du ikke det. Men du må heller ikke ødelægge et andet menneskes livsglæde. Du må ikke mobbe og lægge fælder. Og du må ikke glæde dig, når det går andre dårligt. Eller når din veninde har fået en stor røv og forkølelsessår. 6. Du må gerne blive skilt, hvis du har giftet dig med den skrupforkerte. Men hvis du har giftet dig med den rigtige, så prøv at finde kærligheden frem igen. Måske ligger den pakket ned i en kasse med vintertøjet. Måske har du glemt den oppe i sommerhuset. Husk, at nissen flytter med. Så hvis du ikke har fået styr på dine dæmoner i dit første ægteskab, vil du møde dem i dit næste. Og det næste ... 7. Det, der er dit, er dit, og det, der er andres, er ikke dit. Man kan ikke tage noget fra hinanden. Den mand eller kjole eller det job, der gør din veninde lykkelig, vil du slet ikke have. Du vil hellere have din egen mand og din egen kjole og dit eget job. Der er ingen grund til at være misundelig. Der er nok til os alle. 8. Du må ikke bagtale hverken dine venner eller dine fjender. Sig tingene til folks ansigt, men mærk lige først efter, om du er ude i et kærligt ærinde. Hvis ikke, er det tit bedre at tie. 9. Glæd dig over alt det, der er dig. Din krop, din sjæl, din højde, din vægt. Du er præcis, som du skal være. En sjæl i en krop. Kroppen skal du passe på, så sjælen har et godt sted at bo. Du må ikke tale grimt til og om din krop. Så bliver den ked af det, og så strammer den om sjælen. 10. Husk, at livet er en rejse, og nogle gange ender man i en anden by end den, man havde købt billet til. Så må man anskaffe sig et kort over den nye by og glæde sig over dens floder og tårne og spir. Husk, at livet bliver bedre og bedre for hver dag, der går. Men det er en hemmelighed. Kilde: Forfatteren, filminstruktøren og skuespillerinden Hella Joof.

”Ægteskabet er næstekærlighedens planteskole” Ovenstående citat, som stammer fra selveste N.F.S. Grundtvig, hørte jeg i radio24syv i en udsendelse med et interview med en præst (jeg husker ikke hvilken) i januar 2018. Efter min mening et ganske tankevækkende citat, som stadig er brugbart i dag på trods af, at det er mindst 150 år gammelt. Jeg ved ikke, hvornår og hvor Grundtvig har sagt eller skrevet det. Og så er jeg i øvrigt overrasket over, at ordet ”planteskole” er så gammelt!

Rejserne

Jeg har været en meget ivrig rejsende lige siden jeg var i starten af 20-erne og er det stadig. Ikke sådan at forstå, at jeg har rejst uafbrudt gennem alle årene, men lysten har altid været der. Og det er efterhånden blevet til rigtig mange ture. Men antallet af lande, jeg har besøgt, har aldrig interesseret mig særlig meget. Måske lige bortset fra, at det er mine landeerobringer, som har givet mig adgang til medlemskab af De Berejstes Klub - en lille skare af særdeles berejste mennesker, som er enormt inspirerende at være sammen med, hvis man er bidt af at opleve verden.

Da jeg var helt ung, foretog jeg en del af rejserne alene, mest som backpacker, og det havde jeg det helt fint med dengang. Det gav en langt mere intens kontakt med den lokale befolkning, og man har antennerne ude på en helt anden måde, end hvis man er sammen med andre. Dertil kommer, at det var en meget lærerig oplevelse at blive sat af helt alene i en fjern afkrog af verden, helt løsrevet fra de vante og trygge rammer. Senere i mit liv har jeg foretrukket at rejse sammen med mine kærester, venner, min familie eller som deltager i tilfældige grupper.

Jeg kan huske at jeg som cirka 50-årig drømte om at rejse rundt i Sydamerika et par måneder som backpacker, når jeg gik på pension. Det gør jeg ikke mere, og det er der flere grunde til. Både psykiske og fysiske. Når man er over 60 er det de færreste, som f.eks. orker at tilbringe mange timer på en støvet bænk i Bolivia for at vente på en lokal bus. Jeg føler heller ikke mere nogen særlig lyst eller glæde ved at lande et tilfældigt sted i Langbortistan og starte med at traske rundt i timevis for at finde et sted at overnatte og bagefter udforske omegnen uden i forvejen at have besluttet, hvad jeg vil se og opleve. Det har jeg prøvet så mange gange før, og man kan lidt forenklet sige, at der i dag skal mere til for at overraske og begejstre. Og mine mange eksotiske førstegangsoplevelser blandt fremmede kulturer rundt i verden gennem årene hører til de begivenheder, der ikke kan gentages, i hvert fald ikke med den samme begejstring. En lidt trist erkendelse, men ikke desto mindre sand for mit eget vedkommende. Og selv om jeg stadig en gang imellem tager på relativt krævende trekkingture, gider jeg ikke mere slæbe rundt på en tung rygsæk med fuld oppakning. Men her findes der heldigvis i dag masser af alternative vandremuligheder, hvor kun ens egen eller rejsearrangørernes fantasi sætter grænser.

En anden forskel på før og nu er, at jeg i dag lægger større vægt på kvaliteten af oplevelserne end på kvantiteten. Jeg er i dag mere tilbøjelig til at vende tilbage til sine favoritlande og favoritsteder for at uddybe mit kendskab til kulturen og naturen der. Nepal og Indonesien var i mange år mine favoritlande, men mindre kan også gøre det i dag. Jeg har f.eks. p.t. (i februar 2022) besøgt Madeira 7 gange (første gang i sommeren 1978), som jeg faldt pladask for allerede under mit første besøg. I de følgende år fik jeg lokket venner, kærester og familie derud for at vise dem øens fantastiske natur og dens unikke vandremuligheder. Af andre af mine mere traditionelle og geografisk mere nære favoritsteder kan jeg nævne De Kanariske Øer, som jeg har besøgt alle 7. Her kan man med fordel bo på de lidt mindre kendte af øerne (f.eks. La Gomera og La Palma), som har en fantastisk natur.

Rent rejsemæssigt føler jeg, at en vis ring er sluttet. I slutningen af 1960-erne holdt jeg meget af at komme i det daværende Husets Bogcafé på Nørregade. Det var dengang et sted, hvor mange unge backpackere mødtes for at udveksle rejserfaringer ude fra den store verden, især fra den legendariske, gamle rejserute "The Hippie Trail" over land fra Danmark til Indien og Nepal. I dag er jeg medejer af Danmarks eneste rejsecafe Café Globen i det centrale København, hvor jeg nu meget ofte befinder mig BAG baren som bartender og udover at sælge drikkevarer får en snak med de unge backpackere og rejsefreaks fra hele verden Det er ikke spor kedeligt!

Du kan i øvrigt se en liste over alle mine rejser på www.ponty.dk/ultimali.htm .

Jeg savner: Den bedøvende uvirkelighed i Himalayas rhododendronskove Karavanernes klokkeklang i Kali Gandaki Tesælgernes råb på de indiske jernbanestationer Lyden af hestekærrer Tordenvejr og fugtige tåger i Ruwenzoris regnskove Regnfuglens sang på Kenyas savanne De anstrengende busture gennem Østafrika Åndenøden i Kilimanjaros iltfattige luft DC-6’erens metalliske klang over indlandsisen i den lyse polarnat Bananbladenes raslen i vinden på Kibbutz Cabris marker Den sunde træthed efter dagens arbejde i bananplantagerne Den hede, tørre luft i Sinais mørke bjerge Udsigten til den strålende stjernehimmel fra min soveplads i ørkensandet Fuldmånen og den lune nattevind ved Det Døde Hav Den natlige vækning fra de arabiske byers moskeer Basargadernes duft af krydderier, snavs og grøntsager Søvnløsheden ved forventningen om morgendagens oplevelser

I 1960-erne og 70-erne skrev jeg dagbog i kortere perioder. Og for nylig læste jeg lidt i dem. Interessant læsning (for mig), især fordi man i dag er et helt andet sted i sit liv. Men der er et enkelt, gennemgående tema i dagbøgerne, som også dengang fyldte rigtig meget, nemlig rejser.
Især perioden 1969-74 var meget turbulent på en positiv måde, hvor jeg rejste og oplevede utrolig meget. Og i dagbøgerne fandt jeg dette lille digt, som jeg skrev i 1970-erne, og som i høj grad afspejler mine oplevelser, tanker og drømme fra dengang.


Familien

Jeg er enebarn, og bortset fra min datter har jeg ingen familie tilbage. De ligger alle sammen på kirkegården. Så mit sociale netværk betyder rigtig meget for mig. Langt de fleste med store familier siger, at familien betyder alt for dem. Som min ekskærestes datter med mange søskende og egne børn engang skrev til mig i en mail: ”Venner kommer og går, familien består”. Jeg vil - med afsæt i min egen situation - vende citatet om, så MIT mantra er: ”Man kan vælge sine venner, men man kan ikke vælge sin familie”.

Alligevel føler jeg, at min afdøde familie har betydet utrolig meget for mig og min opvækst. De dukker tit op i mine natlige drømme, og jeg tænker meget ofte på mine forældre eller mine bedsteforældre. De har uvægerligt præget mig på godt og ondt (heldigvis mest på det gode), men alligevel er det mærkeligt, at de så mange år efter stadig fylder så meget i min bevidsthed. Jeg lytter en gang imellem til gamle båndoptagelser fra min barndom og ungdom, hvor familien er samlet. På juleaftener og under almindelige samtaler på Møn i 1960-erne og 70-erne. Det er en meget mærkelig oplevelse, og jeg stiller tit mig selv det samme spørgsmål som den aldrende Tony i Thomas Manns klassiske roman ”Huset Buddenbrook”, hvor hun som gammel tænker tilbage på sit liv: Hvor blev de alle sammen af?


Klik HER, hvis du vil læse min artikel "I bagklogskabens klare lys", som handler om at blive gammel.
Klik HER, hvis du vil se min hoved-hjemmeside med blandt andet spændende links til rejser og trekking.