Mit liv som pensionist

Lidt om interesser, kvinder og parforhold

Selfie fra maj 2013

Tekst og fotos: Erik Pontoppidan















Jeg har aldrig været gift, men siden midten af 1970-erne har jeg – udover flere mindre affærer - haft to langvarige forhold og har i nu siden januar 2015 haft en ny, sød kæreste, som jeg holder rigtig meget af og flyttede sammen med i Gl.Holte i juli 2016. De har alle sammen betydet meget for mig og været lærerige på hver sin måde.
Billederne ovenfor viser de tre vigtigste kvinder i mit liv. Til venstre Kirsten, som jeg mødtes med på Askov Højskole i november 1973 og fik mit eneste barn sammen med. Vi var kærester fra 1973 til 1989. Billedet er taget i 1970-erne.
I midten Elise, som jeg var kæreste med fra 1997 til 2013. Vi mødtes til en singlefest på Nørrebro i marts 1997. Billedet er taget på min fødselsdag under et besøg i Cirkusrevyen på Bakken i sommeren 2002.
Til højre min nye, dejlige kæreste Susanne, som jeg har kendt siden januar 2015. Vi mødtes på en date på Frederiksberg. Billedet er taget ved Brødemose Skov, Melby ved Liseleje, i april 2016.


Jeg har skrevet følgende, ultrakorte essays om mit liv, som tilsammen dækker perioden fra 1947 op til i dag:

  • Hænderne op af lommerne, sig nu pænt goddag! Selfie fra 1947 til 1969

  • At rejse er at leve! Selfie fra 1969 til 1987.

  • 25 år i 3F. Et studie i historiens vingesus i 3F's hovedkontor 1987-2012.

  • Frihedens udfordring. Om frivilligt arbejde i Indien marts-april 2013

  • Mit liv som pensionist. Lidt om interesser, kvinder og parforhold. Selfie fra maj 2013

  • Jeg har desuden skrevet nedenstående essays om mit liv:

    Min barndom i 50-erne

    I bagklogskabens klare lys. Tanker om at blive gammel i september 2016



    Det var meget svært for mig at gå på pension. Som det vanemenneske, jeg altid har været, var det en stor omvæltning lige pludselig at skulle tilrettelægge mit eget liv 100% efter rigtig mange år i et trygt og meningsfuldt job på arbejdsmarkedet med gode kolleger. Mine interesser var nu ikke mere fritidsinteresser men var pludselig blevet selve indholdet i mit liv. Måske misundelsesværdigt for mange, men ikke desto mindre en af de største omvæltninger i min tilværelse. Kort tid efter min fratrædelse syntes jeg, at der skulle ske noget radikalt, så jeg rejste til Indien i to måneder, hvor jeg deltog i frivilligt arbejde med undervisning af børn og unge i engelsk og IT.

    Jeg gik på pension i september 2012 og har nu (i efteråret 2015) efterhånden vænnet mig til mit nye liv. Det er vigtigt for mig, at hver dag har et formål, hvad det så end måtte være. Hvis jeg brugte flere sammenhængende dage udelukkende til avislæsning, radio, TV, rengøring og lignende, ville det gå op i hat og briller. Så det gør jeg ikke. I stedet for har jeg engageret mig i en række aktiviteter, som det kræver en kalender at holde styr på: Arbejde i Ældresagen, ugentlige bartendervagter i Danmarks eneste rejsecafé Café Globen, som jeg er medejer af, diverse aftenkurser, med mere. I modsætning til dengang jeg var arbejdsramt, er mine aktiviteter nu spredt over alle tidspunkter på alle dage i løbet af ugen, så der nu for alvor er brug for en kalender.

    Og så har jeg rejst rigtig meget både før og efter jeg gik på pension. Jeg har været aktivt medlem af De Berejstes Klub siden 2002 og bruger stadig klubben meget, både i Café Globen, på medlemsaftener og på rejser arrangeret af klubben, f.eks. til Iran (i sommeren 2014) og til Kirgisistan, som jeg besøgte i sommeren 2015. Og i december/januar 2015-16 holdt jeg jul og nytår i Australien, hvor vi sluttede turen i New Zealand. I den forbindelse bruger jeg en hel del tid på at vedligeholde min efterhånden store hjemmeside, som især handler om rejser. Den bliver besøgt af rigtig mange, og det er et meget kreativt arbejde at udvikle den.

    Og sidst, men ikke mindst: Samvær med min dejlige kæreste og socialt samvær med venner og bekendte er meget vigtigt for mig. Jeg er en ivrig biografgænger, men modsat mange andre synes jeg, at TV har rigtig mange gode film og udsendelser, hvis man blot er selektiv. Det er rigtigt, at f.eks. DR1 har alt for mange totalt ligegyldige programmer i primetime, men DR-K og DR2 har et rigt udvalg af kvalitetsstof, som man kan vælge at se afhængigt af smag og interesser.


    Mit sommerhus



    Siden starten af nullerne har jeg haft et sommerhus i Melby ved Liseleje, hvor jeg opholder mig i perioder året rundt. Og jeg holder utrolig meget af stedet. Det er et norsk bjælkehus med brændeovn og flere træterrasser. Selv foretrækker jeg den sydvendte terrasse, for der skinner solen altid mest. Den store stue indeholder masser af dejlige bøger, som er samlet gennem et helt liv, og på væggene er der kort over områder fra hele verden. Jeg elsker at rejse, men når jeg kommer hjem, tager jeg altid op i mit sommerhus for at fordøje mine indtryk.


    Og så har jeg et fedt sommerhus i Melby ved Liseleje - et norsk bjælkehus, hvor jeg opholder mig i perioder året rundt. Her er der bøger alle vegne, og i den store stue hænger der kort på væggene over eksotiske områder fra hele verden. Og her er der altid noget at tage sig til, både praktisk og intellektuelt. I mit pulterrum i sommerhuset ligger der en kæmpe stak gamle Anders Andblade og Illustrerede Klassikere helt tilbage fra 1950-erne. Tegneserier, som jeg dengang lærte utrolig meget af, inklusiv Anders Andbladene! I min barndom holdt jeg meget af disse blade, og jeg slugte historierne hver tirsdag, når der udkom et nyt nummer. 50-erne og til dels starten af 60-erne var i det hele taget Anders And-bladenes storhedstid. De var fyldt med gode, veltegnede historier med substans, humor og pointer. En sådan kvalitet laves ikke i de numre, der udkommer i dag. Det er derfor bladene er fyldt med såkaldte "udvalgte serier", som i virkeligheden er genoptryk fra Disneys guldalder.

    Pulterkammeret rummer også mange papirbilleder, jeg selv har taget og fremkaldt, i kassevis af gamle dias, som jeg ind imellem scanner ind til digitalt format, og et herbarium med cirka 300 vilde danske planter fra dengang, jeg studerede biologi ved Københavns Universitet. Alt det betyder meget for mig, og jeg kunne ikke drømme om at skille mig af med noget af det. De mange planter blev indsamlet og artsbestemt af mig ud fra Rostrups Flora i slutningen af 1960-erne, og jeg har en plan om engang at gennemgå dem alle sammen for at lære dem at kende igen. Jeg husker min tid som aktiv botaniker som indbegrebet af tusind somre, hvor jeg vandrede rundt i skove, på marker og i strandområder og havde et lyst, positivt og forventningsfuldt syn på fremtiden.

    Men selv om pensionister i dag er et travlt og engageret folkefærd, så er jeg er sikker på, at de fleste af dem bruger en del af deres øgede fritid til at reflektere over deres liv. Det har jeg også gjort.

    Kvinder og parforhold

    Siden jeg blev voksen har den røde tråd i mit liv været de tætte relationer i mine langvarige parforhold. Siden midten af 1970-erne har jeg – udover flere mindre affærer - haft to langvarige forhold og har i nu siden januar 2015 haft en ny, sød kæreste, som jeg holder rigtig meget af. De har alle sammen betydet meget for mig og været lærerige på hver sin måde, men når jeg tænker tilbage, er de utrolig forskellige indbyrdes. Det kan umiddelbart undre én, at man kan falde for SÅ forskellige typer kvinder, men det siger noget om, at alle mennesker har utrolig mange facetter, og at man ikke kan rubricere personer som om de var frimærker. Og alle udvikler sig jo gennem hele livet og er helt andre personer som 60-årige end som 20-årige.



    Det bedste af mine kortvarige forhold var mit samvær med Erika i cirka 3/4 år i 1990. Vi var blandt andet gode til dybe, fortrolige samtaler med masser af substans og rejste sammen et par gange (til Polen og Portugal). Billedet er fra vores tur til Algarvekysten i det sydlige Portugal i sommeren 1990.


    Og så er der jo tilfældighedsfaktoren! Forstået på den måde, at det er fuldstændig tilfældigt men af altafgørende betydning hvem man støder ind i i sit liv. Et eksempel: Mit første lange kæresteforhold, som varede 15 ½ år, blev skabt, fordi en bibliotekarkollega på Frederiksberg Bibliotek i foråret 1973 tilfældigvis gjorde mig opmærksom på et ledigt årsvikariat som bibliotekar ved Askov Højskoles Bibliotek. Jeg søgte jobbet dagen før ansøgningsfristens udløb og fik det! Og på Askov blev jeg kæreste med min nabo i Humlehaven, som jeg senere flyttede sammen med i København og fik et barn med. Dybt fascinerende ved nærmere eftertanke, men et yderst almindeligt eksempel i livets lotteri.

    At leve i et parforhold er nok det tætteste, man kan komme et andet menneske. Men hvorfor er skilsmisseprocenten i Danmark 46 %? Det er der skrevet utallige bøger og romaner om, og at gå i detaljer om emnet her ville være som at beskrive en nål i en høstak! Men man kunne som noget meget alment sige, at de små irritationer over egenskaber hos sin partner, som man fortrænger i forelskelsesfasen, er de samme, der mange år senere kan få afgørende betydning for forholdet.

    Sammenbragte børn i parforholdet

    Jeg må på det bestemteste advare mod parforhold, hvor man udover sin partner skal dele bolig med hans eller hendes hjemmeboende børn. Det er en farlig cocktail, som desværre er årsag til rigtig mange skilsmisser. Nogle - nok især kvinder - mener, at man sagtens kan elske andres børn lige så meget som sine egne. Det er IKKE rigtigt! Blodets bånd er noget fundamentalt, som har rødder langt tilbage i menneskehedens historie. Lyder det gammeldags? Måske, men det bliver det ikke mindre rigtigt af. Jeg taler af både personlig og af nære venners erfaring.

    Når et par flytter sammen og tager nogle af deres egne børn med i forholdet, medbringer de også mange års individuel opdragelse, kotymer og traditioner. De medbringer også dybe, følelsesmæssige bånd, som det er meget svært for fremmede at blive en del af. Og de fleste mindre børn ser deres papfar eller papmor som et fremmedelement og måske endda som en trussel. Bevares, der findes da eksempler på det modsatte, men de hører til undtagelserne.

    ”… Som mænd forstår vi ikke umiddelbart, hvorfor de samme diskussioner kan dukke op igen og igen. Når vi én gang har afsluttet en diskussion, tror vi, at den er slut. Vi tror, ting går over af sig selv. Ligesom med svenskenøglen i værkstedet bilder vi os ind, at den er sat på plads, når vi én gang har været igennem snakken. Det er den ikke. Det er med diskussioner i parforhold som med muldvarpeskud på en græsplæne: De dukker op igen og igen og er svære at komme til livs.

    Derfor, uanset hvor små diskussionerne måtte synes, og hvor harmløse de tager sig ud, betaler det sig at gå dem i møde og tage dem alvorligt. Det er trods alt nemmere at slukke en ildebrand, når det bare er gløder, end når hele huset står i flammer.”


    Kilde: Lars Daneskov: Kæreste mand. Kunsten at blive en bedre halvdel. 2010. Lars Daneskov har blandt andet været kæreste med TV-værten Cecilie Frøkjær.


    Rejserne

    Jeg har været en meget ivrig rejsende lige siden jeg var i starten af 20-erne og er det stadig. Ikke sådan at forstå, at jeg har rejst uafbrudt gennem alle årene, men lysten har altid været der. Og det er efterhånden blevet til rigtig mange ture. Men antallet af lande, jeg har besøgt, har aldrig interesseret mig særlig meget. Måske lige bortset fra, at det er mine landeerobringer, som har givet mig adgang til medlemskab af De Berejstes Klub - en lille skare af særdeles berejste mennesker, som er enormt inspirerende at være sammen med, hvis man er bidt af at opleve verden.

    Da jeg var helt ung, foretog jeg en del af rejserne alene, mest som backpacker, og det havde jeg det helt fint med dengang. Det gav en langt mere intens kontakt med den lokale befolkning, og man har antennerne ude på en helt anden måde, end hvis man er sammen med andre. Dertil kommer, at det var en meget lærerig oplevelse at blive sat af helt alene i en fjern afkrog af verden, helt løsrevet fra de vante og trygge rammer. Senere i mit liv har jeg foretrukket at rejse sammen med mine kærester, venner, min familie eller som deltager i tilfældige grupper.

    Jeg kan huske at jeg som cirka 50-årig drømte om at rejse rundt i Sydamerika et par måneder som backpacker, når jeg gik på pension. Det gør jeg ikke mere, og det er der flere grunde til. Både psykiske og fysiske. Når man er over 60 er det de færreste, som f.eks. orker at tilbringe mange timer på en støvet bænk i Bolivia for at vente på en lokal bus. Jeg føler heller ikke mere nogen særlig lyst eller glæde ved at lande et tilfældigt sted i Langbortistan og starte med at traske rundt i timevis for at finde et sted at overnatte og bagefter udforske omegnen uden i forvejen at have besluttet, hvad jeg vil se og opleve. Det har jeg prøvet så mange gange før, og man kan lidt forenklet sige, at der i dag skal mere til for at overraske og begejstre. Og mine mange eksotiske førstegangsoplevelser blandt fremmede kulturer rundt i verden gennem årene hører til de begivenheder, der ikke kan gentages, i hvert fald ikke med den samme begejstring. En lidt trist erkendelse, men ikke desto mindre sand for mit eget vedkommende. Og selv om jeg stadig en gang imellem tager på relativt krævende trekkingture, gider jeg ikke mere slæbe rundt på en tung rygsæk med fuld oppakning. Men her findes der heldigvis i dag masser af alternative vandremuligheder, hvor kun ens egen eller rejsearrangørernes fantasi sætter grænser.

    En anden forskel på før og nu er, at jeg i dag lægger større vægt på kvaliteten af oplevelserne end på kvantiteten. Jeg er i dag mere tilbøjelig til at vende tilbage til sine favoritlande og favoritsteder for at uddybe mit kendskab til kulturen og naturen der. Nepal og Indonesien var i mange år mine favoritlande, men mindre kan også gøre det i dag. Jeg har f.eks. p.t. (i juli 2016) besøgt Madeira 7 gange (første gang i sommeren 1978), som jeg faldt pladask for allerede under mit første besøg. I de følgende år fik jeg lokket venner, kærester og familie derud for at vise dem øens fantastiske natur og dens unikke vandremuligheder. Af andre af mine mere traditionelle og geografisk mere nære favoritsteder kan jeg nævne De Kanariske Øer, som jeg har besøgt alle 7. Her kan man med fordel bo på de lidt mindre kendte af øerne (f.eks. La Gomera og La Palma), som har en fantastisk natur.

    Rent rejsemæssigt føler jeg, at en vis ring er sluttet. I slutningen af 1960-erne holdt jeg meget af at komme i det daværende Husets Bogcafe på Nørregade. Det var dengang et sted, hvor mange unge backpackere mødtes for at udveksle rejserfaringer ude fra den store verden, især fra den legendariske, gamle rejserute "The Hippie Trail" over land fra Danmark til Indien og Nepal. I dag er jeg medejer af Danmarks eneste rejsecafe Cafe Globen i det centrale København, hvor jeg nu meget ofte befinder mig BAG baren som bartender og udover at sælge drikkevarer får en snak med de unge backpackere og rejsefreaks fra hele verden Det er ikke spor kedeligt!

    Du kan i øvrigt se en liste over alle mine rejser på www.ponty.dk/ultimali.htm .



    Jeg savner:

    Den bedøvende uvirkelighed i Himalayas rhododendronskove

    Karavanernes klokkeklang i Kali Gandaki

    Tesælgernes råb på de indiske jernbanestationer

    Lyden af hestekærrer

    Tordenvejr og fugtige tåger i Ruwenzoris regnskove

    Regnfuglens sang på Kenyas savanne

    De anstrengende busture gennem Østafrika

    Åndenøden i Kilimanjaros iltfattige luft

    DC-6’erens metalliske klang over indlandsisen

    Bananbladenes raslen i vinden på Kibbutz Cabris marker

    Den sunde træthed efter dagens arbejde i bananplantagerne

    Den hede, tørre luft i Sinais mørke bjerge

    Udsigten til den strålende stjernehimmel fra min soveplads i ørkensandet

    Fuldmånen og den lune nattevind ved Det Døde Hav

    Den natlige vækning fra de arabiske byers moskeer

    Basargadernes duft af krydderier, snavs og grøntsager

    Søvnløsheden ved forventningen om morgendagens oplevelser


                                                                                           

    I 1960-erne og 70-erne skrev jeg dagbog i kortere perioder. Og for nylig læste jeg lidt i dem. Interessant læsning (for mig), især fordi man i dag er et helt andet sted i sit liv. Men der er et enkelt, gennemgående tema i dagbøgerne, som også dengang fyldte rigtig meget, nemlig rejser.
    Især perioden 1969-74 var meget turbulent på en positiv måde, hvor jeg rejste og oplevede utrolig meget. Og i dagbøgerne fandt jeg dette lille digt, som jeg skrev i 1970-erne, og som i høj grad afspejler mine oplevelser, tanker og drømme fra dengang.



    Familien

    Jeg er enebarn, og bortset fra min datter har jeg ingen familie tilbage. De ligger alle sammen på kirkegården, og dem, der lever endnu udover min datter har jeg ingen kontakt med. Så mit sociale netværk betyder rigtig meget for mig. Langt de fleste med store familier siger, at familien betyder alt for dem. Som min ekskærestes datter med mange søskende og egne børn engang skrev til mig i en mail: ”Venner kommer og går, familien består”. Jeg vil - med afsæt i min egen situation - vende citatet om, så MIT mantra er: ”Man kan vælge sine venner, men man kan ikke vælge sin familie”.

    Alligevel føler jeg, at min afdøde familie har betydet utrolig meget for mig og min opvækst. De dukker tit op i mine natlige drømme, og jeg tænker meget ofte på mine forældre eller mine bedsteforældre. De har uvægerligt præget mig på godt og ondt (heldigvis mest på det gode), men alligevel er det mærkeligt, at de så mange år efter stadig fylder så meget i min bevidsthed. Jeg lytter en gang imellem til gamle båndoptagelser fra min barndom og ungdom, hvor familien er samlet. På juleaftener og under almindelige samtaler på Møn i 1960-erne og 70-erne. Det er en meget mærkelig oplevelse, og jeg stiller tit mig selv det samme spørgsmål som den aldrende Tony i Thomas Manns klassiske roman ”Huset Buddenbrook”, hvor hun som gammel tænker tilbage på sit liv: Hvor blev de alle sammen af?



    Klik HER, hvis du vil se min hoved-hjemmeside med blandt andet spændende links til rejser og trekking

    Hvis du har nogen kommentarer eller spørgsmål, så send en mail til erikponty@post.tele.dk