Hænderne op af lommerne, sig nu pænt goddag!

Selfie fra 1947 til 1969

Tekst og fotos: Erik Pontoppidan


Jeg har skrevet følgende, ultrakorte essays om mit liv, som tilsammen dækker perioden fra 1947 op til i dag:

  • Hænderne op af lommerne, sig nu pænt goddag! Selfie fra 1947 til 1969

  • At rejse er at leve! Selfie fra 1969 til 1987.

  • 25 år i 3F. Et studie i historiens vingesus i 3F's hovedkontor 1987-2012.

  • Frihedens udfordring. Om frivilligt arbejde i Indien marts-april 2013

  • Mit liv som pensionist. Lidt om interesser, kvinder og parforhold. Selfie fra maj 2013

  • Jeg har desuden skrevet nedenstående essays om mit liv:

    Min barndom i 50-erne

    I bagklogskabens klare lys. Tanker om at blive gammel i september 2016




    Det hele startede med, at jeg indsendte et kronikforslag til Politiken i foråret 2014, fordi avisen opfordrede fritidsskribenter til at skrive en kronik som et personligt, litterært essay med sig selv i centrum. De kaldte det en litterær selfie. Mit bidrag blev ikke optaget, så jeg valgte i stedet for at lægge det ud på min hjemmeside. Det trak forbavsende mange læsere, og jeg undrede mig over, hvem pokker der kunne interessere sig for Erik Pontoppidans liv udover familie, venner og bekendte. Ikke desto mindre har min selfie ligget i den bedre ende med hensyn til besøgstal. Derfor har jeg - opmuntret af den store interesse - valgt at udvide mit bidrag til ialt 5 afsnit, som man kan klikke sig ind på ovenfor.


    Jeg er født i 1947 og har altså været barn i 1950-erne. Når jeg ser tilbage på dette årti, så er jeg dybt fascineret over, at der på så forholdsvis kort tid kan ske så store ændringer i samfundet. Set i historisk perspektiv er 50-60 år jo ingenting, men man kan undre sig over, at det er det samme land, man levede i dengang.

    Om jeg længes tilbage? Både ja og nej. Ja, fordi man dengang var barn og havde hele livet for sig. Men som voksen? Nej, aldrig i livet! 50-erne var en tid fyldt med småborgerlighed, bornerthed, autoritetstro, snobberi, klasseforskelle og rigtig meget ægte fattigdom. Børneopdragelse i moderne forstand eksisterede ikke, eller sagt på en anden måde: Det eneste mål med vores opdragelse var, at vi som børn kunne leve op til de voksnes forventninger. Hænderne op af lommerne, sig nu pænt goddag! Bevares, nogle børn fra især mere bevidste og veluddannede familier har sikkert fået en sund og tænksom opdragelse, men det hørte til undtagelserne. Men man behøver hverken at være sociolog eller professor for at forstå, at 50-erne var det ideelle rekrutteringsgrundlag for oprøret fra 68-generationen!

    Alligevel er jeg selv dybt fascineret af 50-erne som tidsepoke på baggrund af vores egen tid, først og fremmest fordi jeg er født i 1947 og derfor selv har oplevet dem. Jeg kan stadig blive berørt af at se en gammel Morten Korch-film, fordi den skubber til noget inden i mig. Som barn boede jeg i lange perioder på Vestmøn, og når jeg tænker tilbage på min barndom, så lignede livet på bondegårdene til forveksling det, man ser på filmene: Hestetrukne høstmaskiner, duften af nyhøstet korn, roehøsten i efterårsferien, malkning af køerne, gennemsigtige mælkeflasker af glas, gamle Ford-biler og meget andet. Jeg har set det hele selv. Og når skuespillerne i de gamle film ofte taler, som kun dronning Margrethe eller prins Joachim gør det i dag, så finder jeg det ikke unaturligt. For sådan talte man faktisk dengang i middelklassen. Det talte sprog - for slet ikke at tale om det skrevne - var konventionelt i en grad, som er svært at forestille sig i dag. Læs f.eks. nogle artikler i Dansk Husmoderleksikon fra 1948. Her er sprogtonen og stilen mindst lige så interessant som indholdet. Men bortset fra det, så tror jeg, at alle mennesker har en bevidsthed om deres eget barndomsland, som bundfælder sig og følger dem gennem hele livet som en fast referenceramme i deres liv.

    Som syvårig var min store drøm at blive lokomotivfører. Tog og sporvogne var min store interesse. Dengang havde jeg en legeonkel i min farmors anden mand, som var barnløs og derfor kastede sin kærlighed på mig. Sammen med onkel Viggo kørte jeg rundt i byen i timevis med de københavnske sporveje og S-tog. Og når vi skulle besøge onkel Åge og tante Johanne i Klampenborg, var turen derud med S-toget fra Frederiksberg den helt store oplevelse. De gamle S-tog fra 1930-erne havde den fantastiske finesse, at man kunne sidde i den forreste vogn og have den samme udsigt som togføreren. Men ikke nok med det. Onkel Åge var ingeniør ved DSB og boede derfor i en lejlighed på første sal i stationsbygningen i Klampenborg. Der kunne jeg sidde ved vinduet det meste af eftermiddagen og betragte de mange tog, som passerede stationen. Togene til og fra Helsingør var de mest interessante, for de var de længste, og de store damplokomotiver var langt mere eksotiske end S-togene. I hele mit voksne liv har jeg været bidt af at rejse, så man kan sige, at symptomerne på dette allerede viste sig i midten af 1950-erne. Sammen med en legekammerat tegnede vi kilometerlange togskinner med kridt hjemme i vores gade på Frederiksberg, og trafikken på sporene foregik med hjemmelavede legevogne bygget af sæbekasser eller lignende.

    Jeg er enebarn og har derfor nok fået mere opmærksomhed end gennemsnittet. Jeg boede med mine forældre i en lejlighed på N.J Fjords Alle 2 på Frederiksberg nær Landbohøjskolen. Min far og mor var enormt forskellige af sind. Far var overtoldassistent med en beskeden indtægt, men jeg tror, at han kedede sig gudsjammerligt på jobbet, og det var hans fritidsinteresser, som var det egentlige indhold i hans liv. Han var en meget dygtig pianist og spillede hver dag på vores Hornung & Møller-klaver i lejligheden, så det kunne høres i store dele af gaden. Og så læste han til translatør i fransk. Han døde af lungekræft allerede som 40-årig, da jeg var 12 år gammel, og det har helt sikkert sat sig mange dybe spor hos mig, som jeg endnu ikke er helt bevidst om. Men som far var han ikke særlig synlig og bestemmende over for mig.


         



















    Ovenfor, til venstre: Nekrolog for min far (Thomas Hove Pontoppidan), som døde af lungekræft allerede som 40-årig i 1960, da jeg var 12 år gammel. Nekrologen blev bragt i Dansk Toldtidende årgang 1960, nr. 8-9.
    Ovenfor, til højre: Min mor (Oda Pontoppidan) i sin lejlighed på N.J. Fjords Alle 2. Billedet er fra december 1964.






    Hver måned holdt min farmor et "åbent hus" i sin store lejlighed på Brandes Alle 8, 1. sal th. på Frederiksberg, hvor intet manglede. Gæsterne kunne indtage en overdådig middag med kvalitetsmad og kvalitetsvine skænket i krystalglas.
    Billedet et taget i midten af 1950-erne. Personerne er:
    Bagerste række fra venstre: Min mor, Oda Pontoppidan, min farbror, Erik Rosen Pontoppidan, min farmors bror onkel Roberts kone tante Dagny (Dagny Hove), tante Stine, min far, Thomas Hove Pontoppidan, min farbrors kone tante Lise og tante Dagnys adoptivbarn Mathilde Hove ("Muddi").
    Forreste række fra venstre: Onkel Viggos søster tante Arendse (Arendse Rondahl), mig (Erik Pontoppidan), min farmors anden mand onkel Viggo (Viggo Rondahl), min farmor (Ella Rondahl), min farbrors eneste barn Marianne Pontoppidan, min farmors bror onkel Robert (Robert Hove).
    Min farmors bror onkel Robert (Robert Hove) var i mange år præsident for Sø- og Handelsretten og var dengang det helt store forbillede i familiehierakiet.


    Min mor var strengt opdraget i en borgerlig familie, som var meget autoritetstro, og det kom til at præge mig på godt og ondt. Det var vigtigere for hende, hvilket indtryk jeg gjorde på andre mennesker, end hvordan jeg blev opdraget, og jeg blev konstant irettesat næsten ligegyldig hvad jeg foretog mig. Men på hendes ældre dage forandrede hun sig meget, og som voksen endte hun med at blive en central person i mit liv.




    Jeg holdt utrolig meget af min farmor (Ella Rondahl, født Hove), og da hun døde i 1969 følte jeg, at min barndom var definitivt slut. Farmor prøvede ikke at lave mig om, men accepterede mig som den, jeg var, og jeg slappede altid af i hendes selskab. Hun var en særdeles aktiv kvinde lige indtil hendes sygdom og død, og i hele hendes liv nød jeg at komme i hendes store lejlighed på Brandes Alle 8. Til mine stjernestunder i min gymnasietid hørte den obligatoriske eftermiddagste med hjemmebagte boller, når jeg fik fri fra skolen. Billedet er fra 1964.


    Min farmor og onkel Viggo boede i nabogaden kun fem minutters gang fra mit hjem, og jeg benyttede enhver lejlighed til at besøge dem i deres store lejlighed på Brandes Allé. Der fik jeg nemlig lov til alt det, jeg ikke måtte derhjemme. Møblerne kunne bruges som byggeklodser, og onkel Viggo var villig til at lege med på næsten hvad som helst. Onkel Viggo kom fra en velhavende købmandsfamilie i Køge, og han gjorde det muligt for min farmor at leve et ekstravagant liv med stor gavmildhed. En gang om måneden holdt hun ”Åbent hus”, hvor alle i familien kunne komme og spise en overdådig middag, med kvalitetsvine skænket i krystalglas. Og hver sommer i en periode i 1950-erne lejede hun et stort fiskerhus i Tisvildeleje, med direkte adgang til Kattegat. Mine ferier der hører til de lykkeligste perioder i min barndom.



    Familien er samlet ved toldvagtmesterboligen i Hårbølle på Møn. Fra midten af 1950-erne.
    Personerne på billedet er fra venstre mod højre:
    Min mor, Oda Pontoppidan, min mormor Alma Sørensen (født Worm), mig, min far Thomas Hove Pontoppidan, min morfar Oscar William Sørensen.


    I det hele taget havde jeg stor glæde af mine bedsteforældre, da jeg var barn. Min mormor og morfar boede på Vestmøn , og der tilbragte jeg lange perioder med stor kærlighed og omsorg. I modsætning til Tisvildeleje var Møn i 1950-erne det ægte, ”uspolerede” Danmark med hestetrukne høstmaskiner, duften af nyhøstet korn, roehøst i efterårsferien, malkning af køer og autentiske landmænd, som til forveksling lignede dem fra de gamle Morten Korch-film. Morfar var toldvagtmester ved Hårbølle Havn, et idyllisk fiskerleje ved Grønsund på Vestmøn. Hans arbejde bestod i at opkræve havnepenge af de besøgende skibe, og han havde også ansvaret for, at de tre fyr ved det smalle farvand mellem Falster og Møn fungerede tilfredsstillende. Han var meget stolt af sit job. Både han og mormor kom fra en arbejderfamilie i Horsens, og for dem var en tjenestemandsstilling i Toldvæsenet toppen af en karriere. Morfar havde altid sin flotte, hvide kasket på, når han var på arbejde, og han følte sig som en lille konge blandt fiskerne og landmændene på egnen. Selv stortrivedes jeg på Møn, hvor jeg ofte boede flere måneder ad gangen. Østersøen, Grønsund og det smukke, mønske landskab omkring Fanefjord var for mig et uudforsket land, som kun ventede på at blive opdaget. Og min mormor havde en utrolig fantasi. Hun kunne fortælle historier i timevis, som hun bare rystede ud af ærmet til lejligheden. Som deres eneste barnebarn fik jeg al den kærlighed og omsorg, jeg kunne ønske.


         

    Min mormor og morfar, som boede på Vestmøn, hvor jeg opholdt mig i flere måneder ad gangen og fik al den kærlighed og omsorg, jeg kunne ønske.


    Udover de ”åbne huse” viste min farmors gavmildhed sig også på andre måder. I sommeren 1959 forærede hun mine forældre og mig en rejse med tog til Ventimiglia ved den italienske riviera , hvor hun selv var med. Det blev min allerførste udlandsrejse, hvis man ser bort fra korte svipture til Helsingborg og Landskrona med mine forældre. Så det var unægtelig lidt af et kvantespring at rejse til Italien. Jeg glædede mig vanvittigt til turen. Så meget, at jeg brækkede mig i toilettet på afrejsedagen, så taxaen til Hovedbanegården måtte vente. Jeg havde fået fortalt fantastiske historier om bjerge, sovevogne, tunneller, varmt klima, eksotiske planter og andet godt til stimulering af fantasien og rejselysten. Dengang var der langt mere eventyr over en togrejse end i dag, også i Danmark. Jernbaner i 50-erne var noget, man kunne høre, føle og lugte i langt højere grad end i nutidens syntetiske metalhylstre. Flyrejser i 50-erne var næsten ubetalelige for menigmand, så derfor var togrejser dengang den helt almindelige transportform, hvis man skulle rundt i Europa.

    Turen til Italien blev en øjeåbner, som fik stor indflydelse på mit senere liv som rejsefreak. Et af dens højdepunkter var togrejsen gennem Schweiz. Jeg havde aldrig før set bjerge i virkeligheden, og pludselig var de der i fuld størrelse uden for togvinduet. De magiske udsigter op til sneen og den tavse gletscherverden, turen gennem de kilometerlange tunneller, de brusende floder og vandfald, de halsbrækkende jernbanebroer, de store elektriske lokomotiver, som elegant trak de meget lange togstammer gennem landskabet. Den lange Sankt Goddhard-tunnel på 15 kilometer, som klimatisk set var skillelinien mellem Nord- og Sydeuropa. Regn og kølighed på den ene side og sol og varme ved udgangen af tunnellen. Det hele var bare fantastisk.



    I Ventimiglia ved den italienske riviera i sommeren 1959.
    Personerne på billedet er fra venstre mod højre:
    Min farmor Ella Rondahl (født Hove), mig, min far Thomas Hove Pontoppidan.


    Vi boede i cirka 3 uger hos en privat familie i Ventimiglia. I slutningen af 1950-erne var Italien oplevelsesmæssigt og prismæssigt på linie med tredjeverdenslande i dag. Der var meget eksotisk, men der var også meget ægte fattigdom. I dag skal man rejse meget længere væk for at opleve noget, der er lige så fremmedartet som dengang. Men efter turen til Ventimiglia blev rejser og især vandreture i høje bjerge en uundværlig livsform, som kom til at præge mig resten af livet.




    Som 7-årig drømte jeg om at blive lokomotivfører. Det blev dog ved tanken, men drømmen blev udlevet på andre måder. Som f.eks. her ved mit elektriske Märklin-tog i vores lejlighed på N.J. Fjords Alle 2 på Frederiksberg. Eller nede på gaden, hvor jeg sammen med min legekammerat Niels Gosvald tegnede kilometervis af togskinner på fortovet. Billedet er fra starten af 1960-erne


    Så i det store og hele har jeg haft en god og tryg barndom. Dette blev godt og grundigt ændret, da jeg som 17-årig startede i første G på Sankt Jørgens Gymnasium på Frederiksberg . Når jeg kigger på de gamle klassebilleder, får jeg lyst til at spejle mig i forfatteren Carsten Jensens udtalelser i et interview med ham i ”Gymnasieskolen” (september 2013), hvor han bliver spurgt om, hvad han husker bedst fra sin tid på Aalborghus Gymnasium:

    "Elendigheden. Det er de tre værste år i mit liv. Uden sammenligning. Jeg befandt mig midt i verdens mest kvalfulde pubertet, og hver celle i mig skreg på opmuntring, bekræftelse, et eller andet lille bevis på, at der var en fornuftig grund til, at jeg befandt mig på denne smålurvede planet i galaksens glemte hjørne”.

    Sankt Jørgens Gymnasium havde mange dygtige lærere, men i midten af 1960-erne var den præget af en dybt konservativ grundholdning, ikke mindst på grund af den daværende rektor F.T. Mouridsen - en opblæst, teatralsk, snobbet, kolerisk nar af Hans Scherfigske dimensioner, som elskede at høre sig selv tale. Det sidste fik han rig lejlighed til i nogle af mine timer, eftersom jeg havde ham i latin, hvor han brillerede med at kunne de latinske tekster udenad - lige fra Cicero til Caesar. Men det, jeg nok husker ham mest for var, at han bortviste et kærestepar i min klasse i 1. G, fordi pigen blev gravid - det skal lige siges, at dette skete i 1964! Der var stor presseomtale om begivenheden, blandt andet i Ekstra Bladet og TV, hvor blandt andre den unge Ulla Dahlerup var på banen - her dog med en ganske anden kasket på end i dag, nemlig som rødstrømpe! Det hører med til historien, at hverken vores rektor eller nogen af lærerne - på trods af den store presseomtale - kommenterede bortvisningen med ét eneste ord i vores klasse!



    Rektor Mouridsen var den ubestridte leder af Sankt Jørgens Gymnasium i midten af 1960-erne.
    Foto: Jesper Dijohn, født Anthony Dijohn.


    Rektor Mouridsen var meget pigeglad, især over for de unge gymnasieelever, som han tit spillede op til. Derfor var det en fatal hændelse for ham, da han i en af latintimerne var ved at tabe sine forlorne tænder for øjnene af de mange nysproglige kvindelige elever. Under en af sine brølende retoriske udladninger standsede talestrømmen brat ved, at han bøjede sig fremover og tog hænderne op til munden. Bagefter var han blodrød i hovedet et stykke tid. Vi sad som forstenede og forsøgte at holde masken, men da han forlod lokalet, var der frit slag for kommentarer. En af dem var: "Tænk, hvis tænderne var faldet ud på gulvet!".

    Jeg havde næsten ingen rigtige venner i gymnasiet og følte mig meget alene. Jeg savnede et normalt, socialt liv blandt jævnaldrende, havde svært ved at koncentrere mig om lektierne og følte i det hele taget, at det virkelige og interessante liv udspillede sig andre steder. Jeg glædede mig næsten altid til at få fri fra skolen, og hvor utroligt det end lyder, så hørte det til mine stjernestunder at drikke eftermiddagste med hjemmebagte boller hos min farmor (Ella Rondahl, født Hove) i hendes store lejlighed på Brandes Alle 8 på Frederiksberg, som lå kun 5 minutters gang fra mit hjem. Det var dagens oase. Farmor accepterede mig som den, jeg var, hun forsøgte ikke at lave mig om eller opdrage mig, og jeg slappede altid af i hendes selskab . Hun var i øvrigt en særdeles aktiv kvinde lige til sin sygdom og død i 1969. Hun drev en bridgeklub i sin lejlighed, underviste i klaverspil, og hendes interesse for mænd blev ikke mindre med årene. Blandt andet havde hun haft en affære med Paster Sønderskov, som stod for hendes bisættelse i kirken i 1969!

    Dengang som nu var astronomi min store hobby og interesse, som jeg praktiserede med min lille stjernekikkert under de hyppige besøg hos mine bedsteforældre på Møn. Og i København blev jeg gode venner med observator Magnussen og hans assistent på Rundetårns Observatorium, som jeg cyklede ind til meget tit på de stjerneklare aftener. Og så drømte jeg enormt meget om alle de rejser til spændende og eksotiske lande, jeg skulle ud på, når jeg engang blev rigtig voksen. Lufthavnen lå kun ca 40 minutters cykeltur fra Frederiksberg, og derude var det ikke svært at hente inspiration til nye rejseprojekter, hverken inde i afgangshallen eller ude for enden af startbanen! I lufthavnen havde jeg det dengang på samme måde som Osvald Helmut i den klassiske revyvise "Havnen", hvor han cykler ud til skibene efter arbejdstid og drømmer om deres eksotiske mål. I 1960-erne kunne man gå helt ud til flyene i lufthavnen på taget af de lange fingre med gatene og vinke farvel eller goddag til familie og venner, når de steg ind eller ud af deres fly. Dengang var atmosfæren i lufthavnene langt mere afslappet. Der var ingen sikkerhedstjek, og antallet af passagerer var minimalt i forhold til i dag. Før der for alvor kom gang i charterturismen var flybilletter næsten ubetalelige for menigmand.

    Universitetet

    Efter min studentereksamen i 1966 studerede jeg biologi i 2 ½ år ved Københavns Universitet med geografi og geologi som bifag. Og jeg følte det som en stor lettelse at slippe ud af gymnasiet. Frihedsgraden var langt større på Universitetet, og på biologistudiet kunne jeg beskæftige mig med ting, som virkelig interesserede mig. Blandt andet lykkedes det mig at indsamle og artsbestemme cirka 300 vilde danske planter med hjælp fra Rostrups Flora, og det herbarium ligger stadig i pulterkammeret oppe i mit sommerhus. Nogle af planterne hænger endda i glas og ramme på væggene. Et af mine fremtidsprojekter går ud på at lære alle disse planter at kende igen. Arbejdet med at indsamle dem i slutningen af 1960-erne var en dejlig tid, som jeg husker som indbegrebet af 1000 somre.




    Min lyst til at bestige bjerge har eksisteret lige siden min yngste barndom, længe før jeg oplevede bjerge i virkeligheden på togrejsen til Norditalien i sommeren 1959. Som kompensation for de manglende udfordringer i det flade Danmark lykkedes det mig i min barndom at bestige adskillige tårne i København. Billedet her har jeg taget fra Rådhustårnet i København i det tidlige forår 1966. På en lidt melankolsk gråvejrsdag fra en endnu ikke udgravet rådhusplads, men med et velfungerende sporvejsnet.

    KLIK PÅ BILLEDET FOR AT SE FLERE DETALJER.


    Men jeg havde heller ikke ret mange venner, mens jeg studerede ved Universitetet. Til genæld rejste jeg så meget jeg kunne, især på vandreture i flotte bjerge. F.eks. til De Kanariske Øer i januar/februar 1967 (Tenerife), hvor jeg helt alene besteg Spaniens højeste bjerg Pico de Teide, vel at mærke før svævebanen derop blev bygget. Og på bjergvandring og bjergbestigning i Østrig i sommeren 1967 og 1968, hvor jeg blandt andet besteg Østrigs højeste bjerg Grossglockner. Jeg følte, at jeg havde meget lettere ved at komme i kontakt med andre, når jeg var på rejse - noget, som bekræfter min påstand om, at man altid oplever de bedste sider hos hinanden, når man er på farten. Her er alle nemlig som regel åbne og afslappede, fordi ingen skal leve op til nogen som helst gensidige forventninger eller roller. I de lange sommerferier tog jeg arbejde i Toldvæsenet for at tjene penge.

    Til Nepal

    Mine 2 1/2 år på Københavns Universitet førte ikke til nogen kompetencegivende resultater udover et utal af beståede kursusprøver og del-eksamener, men jeg lærte en masse, som jeg fik stor glæde af senere i livet. Og i februar 1969 traf jeg en af de bedste beslutninger, jeg nogen sinde har taget: Jeg rejste helt alene fra Københavns Hovedbanegård over land til Indien og Nepal med offentlig transport langs The Hippie Trail for at realisere min drøm om at vandre i Himalaya. Endelig lykkedes det mig at foretage mig noget selvstændigt, personligt og spændende, hvor jeg forlod de hjemlige, trygge rammer! DEN rejse kom til at præge mig resten af livet! Mange år senere fandt jeg sjovt nok ud af, at forfatteren Carsten Jensen, som i lighed med mig havde haft en forfærdelig gymnasietid, også havde rejst til Indien langs The Hippie Trail - året efter mig!

    Mine drømme om Nepal og Himalaya havde eksisteret i mange år, og de blev forstærket af studier af atlas, rejseforedrag, artikler og ikke mindst efter læsning af den tyske forfatter Herbert Tichys fantastiske bog "De ukendte bjerges land" fra 1956. Og jeg elskede at komme i Husets Bogcafé i Nørregade, som dengang var samlingssted for mange rejsende backpackere. Men drømmene blev for alvor konkrete, da jeg under min studietid faldt over en artikel i studenterbladet "Q" - et lille, beskedent blad med et layout,som ikke afveg meget fra et almindeligt skoleblad. Der faldt jeg over over en lille artikel, som kom til at få afgørende betydning for mit liv. Artiklens overskrift lød: "Til Indien for 500 kroner", og den handlede om, hvordan man kunne rejse fra Danmark til Indien med offentlig transport for et vanvittigt lille beløb. Der var oven i købet et lille kort med rutebeskrivelser gennem Tyrkiet, Iran, Afghanistan, Pakistan og Indien - den legendariske rute, som senere blev døbt "The Hippie Trail". Jeg faldt pladask for artiklen. Den tur var lige noget for mig! Men kunne man også vandre i Himalaya? Det var dengang min helt store drøm, som i slutningen af 60-erne virkede helt urealistisk. På det tidspunkt kendte jeg ingen almindelige danskere, som havde gjort det. Jeg opsøgte straks artiklens forfatter Kim Fleischer Michaelsen, som viste sig også at have været i Nepal! Samtalen med ham gav mig virkelig blod på tanden, og han henviste mig til en Ulrik Søchting i Gentofte, som året i forvejen (i 1968) havde været på trekking sammen med en indfødt sherpa nord for Kathmandudalen i et område, som hed Gosainkund.

    Ulrik og jeg mødtes en aften i hans hjem i Gentofte. Han havde i 1968 rejst til Nepal ad "The Hippie Trail" og gav mig en guldgrube af faktuelle oplysninger både om turen og om vandringer i Nepal. Det var før Lonely Planet og andre de andre detaljerede rejseguides, så den eneste måde at få konkrete og praktiske rejseoplysninger på var at opsøge folk, som havde været der. Ulrik havde i øvrigt mødt dansk rocks jellingesten Eik Skaløe på et hospital i Indien kort før hans død derude samme år. Han fortalte også, at han rent mentalt levede i Nepal flere måneder efter sin hjemkomst på grund af de meget stærke indtryk, han fik derude. Vi havde nogle rigtige hyggelige timer, og efter det tidspunkt tænkte jeg ikke på ret meget andet end at komme af sted!

    Man kan læse mere om min fantastiske tur på www.ponty.dk/hiptrail.htm.




    jeg har været på utallige trekkingture, men sjældent har belønningen for en bestigning været større, end da jeg i foråret 1969 stod på på denne bjergryg ved Gosainkund-søerne nord for Kathmandudalen i Nepal i cirka. 4.800 meters højde. Man kunne se langt ind i Tibet, og i den krystalklare luft øjnedes et utal af bjergtinder. Til højre for mig på billedet ses Langtang-massivet (7.250 meter). De mange toppe i baggrunden til venstre ligger i Tibet.
    Endelig lykkedes det mig at foretage mig noget selvstændigt, personligt og spændende, hvor jeg forlod de hjemlige, trygge rammer!









    Turen til Nepal langs "The Hippie Trail" i foråret 1969 ændrede mit liv og fik stor indflydelse på mange af mine senere holdninger, vaner og gøremål. Jeg var blandt de heldige, som oplevede Mellemøsten, Fjernøsten og Himalayas bjerge før den massive turistinvasion i slutningen af 1900-tallet.
    De to billeder af mig er fra foråret 1969 under min trekkingtur langs "The Jomosom Trail" med udgangspunkt i Pokhara. I dag er der bygget en kørevej langs hele ruten, men i 1960-erne måttte man gå hele vejen op til Jomosom ad en utrolig smuk og eventyrlig vandresti.


    Klik HER for at læse fortsættelsen af denne føljeton: Selfie fra 1969-74 ("at rejse er at leve").
    Klik HER, hvis du vil se min hoved-hjemmeside med blandt andet spændende links til rejser og trekking

    Hvis du har nogen kommentarer eller spørgsmål, så send en mail til erikponty@post.tele.dk