De mørke og fjerne 50-ere

- lidt nostalgi fra en svunden tid

Tekst: Erik Pontoppidan



Klik HER for at læse essayet "min barndom i 50-erne", som handler om mine egne oplevelser.

Klik HER for at læse min anmeldelse af serien på DVD "Gamle Danmark" af Poul Hammerich.
Klik HER for at læse om Dansk Husmoderleksikon og for at høre en vaskeægte popmelodi fra 50-erne!
Klik HER for at se en sang, der belyser kvindens plads i samfundet i 50-erne!



40-erne og især 50-erne har været i fokus i mange år. Jeg nævner i flæng den store interesse for TV-serierne "Matador", "Krøniken" og den allestedsnærværende Elvis-kult. Ikke så langt, jeg kan huske tilbage, har der været en så stor interesse for dette årti. Hvis man i dag er gammel nok til at have oplevet 50-erne, er det ikke ualmindeligt at blive ringet op af skoleelever, som gerne vil interviewe én med henblik på en opgave.

Fedt nok. Men hvorfor nu det?

Et meget kort svar kunne være, at danskerne har behov for en identitet, en fornemmelse af at høre til et sted, et behov for at kende til deres oprindelse, til at føle, at der er noget, som er umiskendeligt dansk i vores multikulturelle samfund. Bevidstheden om, at livet og virkeligheden i 50-erne er så langt fra vores tid, at det kan sammenlignes med en rejse ud til en fremmed galakse samtidig med, at denne tidsepoke rummer et ocean af rødder, som kan føres direkte op til nutiden.


Klik på billedet for fuld opløsning!



Tredje klasse på Fuglevangsvejens Skole (nu Skolen på Bülowsvej), 1957. Klasselæreren på billedet hedder Karsten Krag Rasmussen. Foto: Nørs Foto.

Klik på billedet for fuld opløsning!
Rækken længst til venstre, fra katederet og bagud:     

Anne Marie, ?,
Jens Holsting, ?,
Leo Marcussen, Bruno,
Toke Lund Christiansen, Niels Zokang,
Otto
   

Rækken i midten, fra katederet og bagud:     

? , Ulla Jältring,
Sten Hegner, Ove Lous,
Jørgen, Erik,
Susanne, Jette Güldner Larsen (nu Güldner Knudsen),
Kate Eltang, Ulla Jung,
Niels Erik, Karen
 

Rækken til højre, fra katederet og bagud:     

Lene Jansson, Judith,
Aina, Edith,
Lise, Kirsten Mouritzen,
Flemming Faber Olsen, Erik Pontoppidan,
Ulla Larsen,
Jane, ?
   
Klik HER for at læse om overlærer Holger Caspersen, som var en kendt og berygtet lærer på Fuglevangsvejens Skole på Frederiksberg i 1950-erne og starten af 1960-erne.

Udover den store interesse hos de yngre generationer binder 50-erne "de store årgange" sammen i kraft af deres fælles fortid, og det betyder utrolig meget for dem. Det svarer lidt til, at hvis man i dag har været ude på en eventyrlig rejse alene, så har man efter hjemkomsten et naturligt behov for at dele sine oplevelser med nogen, som har været de samme steder.

Mange af dem, der har oplevet 40-erne og 50-erne, oplever umiddelbart fortiden som lys og lykkelig. Det har den givetvis også været for en hel del, men for mange af dem, der synes, at alt var bedre i gamle dage, spiller deres hjerne dem et puds. Vi er nemlig heldigvis fænomenalt gode til at fortrænge ubehagelige oplevelser og primært huske vores lykkelige stunder. Og gudskelov for det. Ellers ville tilværelsen for mange være uudholdelig. Dertil kommer, at fascinationen af fortiden ofte bunder i, at det, man i virkeligheden er fokuseret på, er sin ungdom, hvor man havde hele livet for sig, og hvor alle muligheder var åbne.


50-erne var Anders And-bladenes storhedstid. De var fyldt med gode, veltegnede historier med substans, humor og pointer. En sådan Anders And - kvalitet laves ikke i de numre, der udkommer i dag. Det er derfor bladene er fyldt med såkaldte "udvalgte serier", som i virkeligheden er genoptryk fra Disneys guldalder.


"Inden dette århundredes slutning vil atomenergien forsyne både vore hjem og fabrikker med varme og lys. En skønne dag vil man ved hjælp af atomkraften begynde at udvide havets rigdomme. Så vil guld, sølv og platin forekomme i en sådan overflod, at man kan benytte disse metaller til rustfri ledninger og beholdere, og rent ferskvand vil forvandle jordens golde ørkener til frugtbar jord."

Flyvemaskiner vil blive udstyret med atommotorer, forklarede han videre. Et atomdrevet fly vil være i stand til at holde trit med solen. Det starter fra London ved middagstid og ankommer til New York ved middagstid, hvorved på en måde selve tidsbegrebet elimineres. Atomenergien vil befri byernes gader og lufthavne fra sne og tåge, og det vil blive muligt at garantere vejret lang tid fremover. Frugt og grøntsager vil modnes ved atomlys i stedet for solskin.

Uddrag af artiklen "Var det nødvendigt at kaste atombomben?" i Det Bedste (Reader's Digest), oktober 1959. Det er Pearl S. Buck, der har skrevet artiklen, og den, der udtaler sig, er nobelpristageren, fysikeren dr. Arthur Compton.

Det Bedste er et amerikansk tidsskrift, der især var meget populært i 1950-erne. Det var dengang et typisk udtryk for den kolde krigs kommunistforskrækkelse i USA. Især i 1950-erne var bladets holdninger stærkt antikommunistiske, hvilket tydeligt skinner igennem i mange af dets artikler.

                                                                     


Når jeg ser tilbage på 1950-ere, så er jeg dybt fascineret over, at der på så forholdsvis kort tid kan ske så store ændringer i samfundet. Set i historisk perspektiv er 50-60 år jo ingenting, men man kan undre sig over, at det er det samme land, man levede i dengang. Om jeg længes tilbage? Nej, aldrig i livet! 50-erne var en tid fyldt med småborgerlighed, bornerthed, autoritetstro, snobberi, klasseforskelle og rigtig meget ægte fattigdom. Børneopdragelse i moderne forstand eksisterede ikke, eller sagt på en anden måde: Det eneste mål for vores opdragelse var, at vi som børn kunne leve op til de voksnes forventninger. Hænderne op af lommerne, sig nu pænt goddag! Bevares, nogle børn fra især mere bevidste og veluddannede familier har sikkert fået en sund og tænksom opdragelse, men det hørte til undtagelserne. Men man behøver hverken at være sociolog eller professor for at forstå, at 50-erne var det ideelle rekrutteringsgrundlag for oprøret fra 68-generationen!


”… Men det var hverdagene der bed, og dem var der flest af. Kun langsomt afslørede et svagt dæmringslys, at noget nyt og mere tiltrækkende var under opsejling, mens årtiet nærmede sig sin afslutning. Hvis nogen havde forestillet sig, at det kom til at gå så stærkt som det gjorde med forandringen, ville man have indrulleret dem blandt fantasterne. Ud fra den betragtning kan man nærmest anse halvtredserne som en idyl, man med eller mod sin vilje føler sig tiltrukket af. Under alle omstændigheder var der mere stille dengang og afgjort mere beskedent, fordi fordringerne og forventningerne var mindre og selvglæden på et niveau, hvor den var til at have med at gøre. I hvert fald i Danmark.”

******

”Historien skrives altid af eftertiden, og man skal passe på at skrive den, som om man allerede i 1950-erne vidste, hvad 1960-erne ville bringe. Til sammenligning: I dag kan det godt lade sig gøre at skrive 1980-ernes historie som historien om alle de små begivenheder og udviklinger, der førte til Murens fald den 9. november 1989 om aftenen, da man kl. 21.20 begyndte at lukke de første gennem afspærringerne ved Bornholmer Strasse. Men det kom ærlig talt som en stor overraskelse. Tilsvarende var gennembruddet i 1960-erne for modernismen i litteraturen og musiklivet, rock’n’roll i ungdomskulturen, avantgarden i billedkunsten, og ungdomsoprøret, der fik navn efter 1968, ikke noget, man kunne vide i 1950-erne. Bagefter kan vi godt skrive historien om alle de små tegn, der helt klart førte i denne retning, men i samtiden var det langtfra givet, at det lige var dem, der havde fremtiden for sig.

Set i det lys må 1950-erne opfattes som et årti, hvor stemningen efterhånden blev præget af en længsel efter, at der skulle ske noget. Man vidste bare ikke hvad. Måske kan man betegne det som en fremadrettet nostalgi, en længsel efter fremtiden. Denne opstemmede forventning blev tydeligere hen mod slutningen af årtiet, hvor man på mange områder kunne se, at noget nyt var på vej. Omvendt står 1950-erne for eftertiden på mange måder som det sidste årti, hvor det traditionelle Danmark eksisterede. Hvor der stadig var en generation af forfattere, der stod imod det nye og følte, at de repræsenterede en ubrudt tradition og for manges vedkommende en autentisk forankring i en kultursammenhæng, der havde sit hjemsted uden for de store byer. Måske præges erindringen også af Morten Korch-filmene, der blev vist i biograferne fra 1950. Den første, ”De røde heste”, blev set af over 2,3 millioner mennesker. Så hvad mon det er, vi længes efter?”

Ovenstående citater stammer fra bogen "1950'erne". Gads Forlag & Golden Days, 2012. 200 sider, rigt illustreret med fantastiske fotografier fra dette årti.

Bogen giver vidt forskellige beskrivelser af 1950'erne. Halvdelen er skrevet af mennesker, der selv oplevede perioden, og den anden halvdel er skrevet af fagfolk, som ud fra hver deres udgangspunkt behandler nogle af de temaer, som var på spil i 1950'erne.

                                                                     


Alligevel er jeg selv dybt fascineret af 50-erne som tidsepoke på baggrund af vores egen tid, først og fremmest fordi jeg er født i 1947 og derfor selv har oplevet dem. Jeg kan også falde i staver over en gammel Morten Korch-film, fordi den skubber til noget inden i mig. Som barn boede jeg i lange perioder på Vestmøn, og når jeg tænker tilbage på min barndom, så lignede livet på bondegårdene i høj grad det, man ser på filmene. Hestetrukne høstmaskiner, duften af nyhøstet korn, roehøsten i efterårsferien, malkning af køerne, gennemsigtige mælkeflasker af glas, gamle Ford-biler og meget andet. Jeg har set det hele selv. Og når skuespillerne i de gamle film ofte taler, som kun dronning Margrethe eller prins Joachim gør det i dag, så finder jeg det ikke unaturligt. For sådan talte man faktisk dengang i middelklassen. Det talte sprog - for slet ikke at tale om det skrevne - var konventionelt i en grad, som er svært at forestille sig i dag. Læs f.eks. nogle artikler i Dansk Husmoderleksikon fra 1948. Kvaliteten er høj, men sprogtonen og stilen er i dag mindst lige så interessant som indholdet. Men bortset fra det, så tror jeg, at alle mennesker har en bevidsthed om deres eget barndomsland, som bundfælder sig og følger dem gennem hele livet som en fast referenceramme i deres liv.


"Det hænder, at jeg falder i staver, hvorfor ved jeg ikke, jeg falder bare i staver og svæver som rumhunden Laika uden at ane, hvor jeg skal hen. Jeg er ikke født sådan, det er noget, der er kommet med alderen. Bedst som jeg sidder og terper tyske verber, mister jeg jordforbindelsen, og under et foredrag i Botanisk Have om tomatens historie steg jeg til vejrs og drev hen over Peblingesøen. Det er noget rod, når man kommer fra en familie, der ser det som en dyd, at man holder begge ben på jorden. Jeg spekulerer på, hvad Laika mon tænkte, da han første gang så solen for enden af universet, og gad vide, om den slags gør indtryk på et russisk gadekryds? Det får vi aldrig opklaret, og Laika vil nok ende sine dage i det store tomme univers uden at ane, hvad det hele gik ud på. Min mor siger, at det kun er kommunister, som kan finde på at sende en lille hund op i en sputnik, men min far holder fast i, at det er i verdensrummet, vi skal finde svaret på livets store spørgsmål. Jeg spørger ham, hvad livets store spørgsmål er, og han fortæller mig, at det klæder børn at tie, når de voksne taler."

Kilde: Uddrag af essay af forfatteren Bjarne Reuter fra bogen "Min barndom i 50'erne" (Lindhardt og Ringhof 2015). Bogen indeholder essays fra 12 kendte personer, som har været børn i dette årti.

                                                                     


Min lillebror er tredve år
min far er cirka atten
min mormor står i kravlegård
men ligger ned om natten

Mit barnebarn på enogfirs
går nu i første klasse
så hendes fjorten oldebørn
dem må min onkel passe

Det kniber lidt fordi han nu
er død og faret hen
men sommetider får han fri
så han kan gå igen

Uddrag af digtet "Slægten" af Benny Andersen.
Kilde: Benny Andersen: Spredte digte. Borgen, 2005.
                            Vore nærmeste døde
står os stadig nær
følger os overalt
følger levende med i alt hvad vi foretager os

Kun i livsvigtige anliggender
spørger vi dem til råds
får straks fremadrettede svar tilbage
ingen af dem er dødbidere

Uden vore kæreste døde
ville vi næppe ha mødt hinanden
Uden vore kæreste døde
ville vort liv stå halvtomt hele året

Uddrag af digtet "Vore nærmeste døde" af Benny Andersen.
Kilde: Benny Andersen: Spredte digte. Borgen, 2005.



Kim Larsen

Kim Larsen har også oplevet 50-erne, og han er også nostalgiker og romantiker. På en god måde. Men han er mere end det. Jeg er en stor beundrer af hans musik, og jeg synes han er en stor kunstner. Han var en af de første, som kunne skrive og synge originale sangtekster på dansk i en tid, hvor al musik skulle synges på engelsk for at slå igennem. Han har nu været aktiv i cirka 30 år og har lavet musik, der er blevet en del af den danske folkesjæl. Lige fra elementære kærlighedssange, som går lige ind i hjertet, til dybt originale tekster, som er blevet klassikere. En af mine yndlingssange er "Jutlandia", som er enestående i sin genre. Hvem kunne i sin vildeste fantasi drømme om, at en sang om et gammelt hospitalsskib fra Koreakrigen i 50-erne skulle gå hen og blive et megahit?

Klaus Rifbjerg

Vi er mange i den klub. Et anden af medlemmerne var Klaus Rifbjerg. Den store kulturradikaler. Til tider ulidelig i sin selvcentrerede opfattelse af tingenes tilstand, men ikke til at komme uden om som forfatter. Her tænker jeg naturligvis på hans mange romaner og noveller, som tager udgangspunkt i 50-erne. Hvis man selv har levet i den tid, kan man umuligt undgå at blive fanget ind i hans univers af lugte, lyde, stemninger, hændelser, kultur, med mere fra den svundne tid. Det er mesterligt skrevet på en måde, som går ind under huden på de fleste med et minimum af følsomhed.



Et par gamle 50-erbilleder af den slags, som findes i titusindvis i gamle familielbum. Selv om sådanne billeder oftest er meget personlige, fortæller de alligevel utrolig meget om den tidsepoke, de stammer fra.

1. Sommermorgen-idyl ved den gamle toldvagtmesterbolig i Hårbølle på Vestmøn.
2. Fra Mortensens gård i Hårbølle på Vestmøn.
3. Frikvarter på Fuglevangsvejens Skole (nu Skolen på Bülowsvej) på Frederiksberg.

Klik på billederne for lidt flere detaljer.



Min stolte morfar med sin første, splinternye bil ved Hårbølle på det vestlige Møn i starten af 50-erne.



Hvis du har nogen kommentarer eller spørgsmål til mig, så KLIK HER!

Hvis du vil se min hoved-hjemmeside med blandt andet spændende links til rejser og trekking, så KLIK HER!