Jeg har selv været ung i 1960-erne og starten af 1970-erne og har derfor oplevet denne tidsepoke på nært hold. Ungdomsoprøret var på godt og ondt en spændende periode, som fik ryddet op i et stivnet univers af fordomme, bornerthed, snobberi og unødvendig konservatisme fra fortiden. Til gengæld var der mange af bevægelsens deltagere, som gik helt amok, da de stiftede bekendtskab med den marxistiske samfundsopfattelse. Mange af disse fik åndelige skyklapper på og blev selvsmagende og intolerante i en grad, som det er svært at forestille sig. Dette gjaldt i særdeleshed mange af de unge venstreorienterede universitetsstuderende, som beskæftigede sig med marxistisk samfundsanalyse.

I min barndom holdt jeg meget af Anders And-blade, og jeg slugte historierne hver tirsdag, når bladet udkom. 50-erne og til dels starten af 60-erne var i det hele taget Anders And-bladenes storhedstid. De var fyldt med gode, veltegnede historier med substans, humor og pointer. En sådan Anders And - kvalitet laves ikke i de numre, der udkommer i dag. Det er derfor bladene er fyldt med såkaldte "udvalgte serier", som i virkeligheden er genoptryk fra Disneys guldalder.

For mange år siden faldt jeg over en stor akademisk afhandling om tegneserier, skrevet over en to-årig periode af en gruppe danskstuderende ved Århus Universitet i 1973 (Tegneserier. En ekspansions historie. Ved Lissi Ørvad Andersen, m. fl. Forlaget GMT, 1973. 343 sider, rigt illustreret). I bogen studeres tegneserierne, som de foreligger i hæfteform på det danske marked, "som en bevidsthedsform mærket af sin status som vare", som det beskrives på omslaget. På det gule omslag står desuden, at "Undersøgelsen redegør for, hvorledes tegneserierne blev til o. 1900 som led i strukturomdannelsen af pressen under kapitalismens ekspansion fra liberalkapitalisme til monopolkapitalisme. Undersøgelsen behandler de dominerende tegneseriegenrer og er lagt an på at vise, hvorledes disse er et produkt af en konflikt imellem det kapitalistiske samfunds ideologi og den monopolistiske virkelighed. Til forsoning af konflikten tilbyder tegneserierne liberalkapitalismens myter, men afslører herigennem, at kapitalismen er på vej til at udvikle sig ud over grænserne i det forestillingssystem, den legitimerer sig ved". Sådan! Unægtelig en stor og seriøs udmelding, man ikke normalt forbinder med noget så uakademisk som tegneserier.


Her er et par eksempler på bogens utallige diagrammer:
For nylig fik jeg lyst til at gense bogen og lånte den derfor på mit lokale bibliotek. Det var et meget underholdende gensyn. Allerede dengang fandt jeg bogen ustyrlig morsom fordi den er så ekstrem i sine udgangspunkter. Forfatterne har helt sikkert hygget sig med opgaven, som rent sprogligt ligger på et meget højt niveau, og set i forhold til de herskende analysemetoder dengang er det givetvis blevet bedømt som et værk af høj kvalitet. Når jeg finder bogen underholdende og morsom er det dog ikke på grund af indholdet i sig selv, men på grund af dens signalement af den daværende tidsånd. 60-erne og starten af 70-erne var som bekendt de politiske ideologers årti, og det var ikke god tone at udgive eller læse noget, som ikke rummede klare politiske budskaber. Der herskede en utrolig intolerance over for almindelige menneskers læsevaner og vaner i det hele taget, og meget af det, som ikke rummede subtile pointer og politiske holdninger, blev fejet af bordet og betegnet som værdiløst. Her var tegneserierne dengang et oplagt offer for denne tendens. I ovennævnte akademiske afhandling vendes alting på hovedet, så en elementær fascination af en god historie nærmest gøres kriminel. Det er nærliggende i disse tider at drage paralleller til religiøs fundamentalisme, hvor der også tages de helt store skyklapper på når det skal afgøres, hvad der er rigtigt og forkert. Alt i denne bog dissikeres og pilles fra hinanden, så den i sidste ende ikke kan bruges til noget som helst. Det skulle da lige være som et alvorligt skræmmeksempel, der rummer kimen til en dybere forståelse af fanatisme og årsagen til totalitære regimers opståen.

Læs f.eks. her, hvad der står i bogen om begrebet komik (på side 213):

" ... I den videre fremstilling vil vi benytte komik som analytisk hovedbegreb, hvorved vi forstår: Et brud på en socialt normbundet rolleudfyldning, som hos en given tilskuer vækker lystfølelse (latter). Komikkens sociale udtryk - latteren - kan betragtes som en social straf, som en retledning over for den 'uheldige', som ikke har kunnet indfri en given rolleforventning.

Barnets latter er ofte kompenserende. Når det (f.eks. i Anders And & Co.) møder situationer, hvis rollekrav det ikke selv ville være i stand til at honorere, ler det, hvis det viser dig, at den agerende heller ikke er i stand til det. I en beskyttet situation kan det genkende og betragte sig selv som socialt inkompetent. Igennem identifikationen med voksenverdenen opnår barnet akkurat så megen kompensation, at det får overskud til at kunne le af sin egen afmægtighed og sociale utilstrækkelighed. Komikken er således tvetydig. Det, at en given social norm bevidst eller ubevidst overtrædes, kan umyndiggøre den agerende. Latteren kan da virke - både som sanktion over for overtræderen (f.eks. i en fortælling) og som kompensation hos betragteren - som middel til at hjælpe sig ud af ubehaget (dysforien) og momentant genetablere en psykologisk, social balance (euforien)."


Bogen vrimler med udvalgte eksempler fra tegneserier. Her er et af dem:

Om bogen er ligegyldig? Indholdsmæssigt, JA, men som historisk kildemateriale til forståelse af 60-erne og 70-erne som ideologisk årti er den meget væsentlig. Den vil formentlig kunne bruges i en fjern fremtid af historikere, der skal skrive doktorafhandlinger om, hvordan man tænkte under ungdomsoprøret i midten af det 20. århundrede.

”Et tilhørsforhold på venstrefløjen var ligesom et stykke tøj, der ikke bare passede alle størrelser, men også ved enhver lejlighed. Jeg blev ikke bare medlem af en gruppe, der, hvis man tænker nærmere over det, i grunden var verdensomspændende og gjorde en til bror og kammerat til kæmpende og undertrykte på alle kontinenter: Vietnamesere, palæstinensere og forfulgte chilenere i en broget skare. Jeg behøvede ikke engang at vide noget særligt om dem for at blive grebet af en instinktiv samhørighedsfølelse. Også mit behov for at opleve min egen helt enestående individualitet blev opfyldt, om end på en særlig måde: I en berusende følelse af bedreviden.”

Kilde: Karsten Jensen: Ud. Opdagelsedrejser 1978 - 2010. Gyldendal, 2010. 535 sider.