Sct. Jørgens Gymnasium på Frederiksberg i midten af 1960-erne Sct. Jørgens Gymnasium på Frederiksberg i midten af 1960-erne

Med uddrag af Claus Boxenbaums selvbiografi fra 2005, blandt andet fra Sankt Jørgens Gymnasium.

Af Erik Pontoppidan


I oktober 2016 fejrede studenterne fra årgang 1966 fra Sankt Jørgens Gymnasium 50 års jubilæum i Café Globen i København. Det blev en fantastisk og tankevækkende event. Klik HER for at læse om den.

Klik HER for at se min illustrerede website om udvalgte lærere på Sankt Jørgens Gymnasium.



Rektor F.T. Mouridsen, som var den ubestridte leder på Sankt Jørgens Gymnasium i midten af 1960-erne.
Billedet er hentet fra det daværende skoleblad "Spex".
  Foto: Jesper Dijohn (født Anthony Dijohn).

Min gymnasietid på Sankt Jørgens Gymnasium var ikke særlig lykkelig. Skolen havde mange dygtige lærere, men i midten af 1960-erne var den præget af en dybt konservativ grundholdning, ikke mindst på grund af den daværende rektor F.T. Mouridsen - en opblæst, teatralsk, snobbet, kolerisk nar af Hans Scherfigske dimensioner, som elskede at høre sig selv tale. Det sidste fik han rig lejlighed til i nogle af mine timer, eftersom jeg havde ham i latin, hvor han brillerede med at kunne de latinske tekster udenad - lige fra Cicero til Caesar. Men det, jeg nok husker ham mest for var, at han bortviste et kærestepar i min klasse i 1. G, fordi pigen blev gravid - det skal lige siges, at dette skete i 1964! Der var stor presseomtale om begivenheden, blandt andet i Ekstra Bladet og TV, hvor blandt andre den unge Ulla Dahlerup var på banen - her dog med en ganske anden kasket på end i dag, nemlig som rødstrømpe! Det hører med til historien, at hverken vores rektor eller nogen af lærerne - på trods af den store presseomtale - kommenterede bortvisningen med ét eneste ord i vores klasse!

Rektor Mouridsen var meget pigeglad, især over for de unge gymnasieelever, som han tit spillede op til. Derfor var det en fatal hændelse for ham, da han i en af latintimerne var ved at tabe sine forlorne tænder for øjnene af de mange nysproglige kvindelige elever. Under en af sine brølende retoriske udladninger standsede talestrømmen brat ved, at han bøjede sig fremover og tog hænderne op til munden. Bagefter var han blodrød i hovedet et stykke tid. Vi sad som forstenede og forsøgte at holde masken, men da han forlod lokalet, var der frit slag for kommentarer. En af dem var: "Tænk, hvis tænderne var faldet ud på gulvet!".




Tredie A på Sankt Jørgens Gymnasuium fra skoleåret 1965-66.

Personerne på billedet er:

Bagerste række, fra venstre mod højre:
Henning Scheller, Bjarne Lars Bo Andersen, Erik Pontoppidan, Jytte Jensen, lærer Alfred Bolbjerg, Anthony Dijohn (i dag Jesper Dijohn), Lisbeth Grundtvig.

Forreste række, fra venstre mod højre:
Ulla, Jette Rentz-Petersen, Elin Dal, Vibeke Wang, ?, Birthe Rude, Jytte Von Halling.

Når jeg ser på dette billede, får jeg lyst til at spejle mig i forfatteren Carsten Jensens svar i et interview med ham i ”Gymnasieskolen” (september 2013), hvor han bliver spurgt om, hvad han husker bedst fra sin tid på Aalborghus Gymnasium:

"Elendigheden. Det er de tre værste år i mit liv. Uden sammenligning. Jeg befandt mig midt i verdens mest kvalfulde pubertet, og hver celle i mig skreg på opmuntring, bekræftelse, et eller andet lille bevis på, at der var en fornuftig grund til, at jeg befandt mig på denne smålurvede planet i galaksens glemte hjørne”.

Efter min studentereksamen i 1966 studerede jeg biologi i 2 ½ år ved Københavns Universitet med geografi og geologi som bifag. Det førte ikke til nogen kompetencegivende resultater udover et utal af beståede kursusprøver og del-eksamener, men jeg lærte en masse, som jeg fik stor glæde af senere i livet. Og i februar 1969 traf jeg en af de bedste beslutninger, jeg nogen sinde har taget: Jeg rejste helt alene fra Københavns Hovedbanegård over land til Indien og Nepal med offentlige transportmidler langs The Hippie Trail for at realisere min drøm om at vandre i Himalaya. Endelig lykkedes det mig at foretage mig noget selvstændigt, personligt og spændende, hvor jeg forlod de hjemlige, trygge rammer! DEN rejse kom til at præge mig resten af livet! Mange år senere fandt jeg sjovt nok ud af, at Carsten Jensen også havde rejst til Indien langs The Hippie Trail - året efter mig!

Interesserede kan læse om min fantastiske rejse til Indien og Nepal i 1969 på www.ponty.dk/hiptrail.htm og www.ponty.dk/gallery9.htm.



Efter at denne side blev lagt ud på nettet har jeg fået mange henvendelser fra gamle elever, som har støttet mig i mine holdninger til skolen og dens rektor. En af dem er Claus Boxenbaum, som gik i min parallelklasse i gymnasiet fra 1964-66. Han har blandt andet skrevet en selvbiografi, som indeholder flere kapitler om tiden på Sankt Jørgens Gymnasium (Sandvejen - og andre veje. Casewood Publikationer, 2005. 191 sider, illustreret). En velskrevet og humoristisk bog, som især bør læses af dem fra "de store årgange", dvs. dem, der er født i slutningen af 1940-erne, da mange af beskrivelserne vil være en kilde til disse læseres personlige erindringer.


Der var mange originaler på Sankt Jørgens Gymnasium i midten af 1960-erne. En af de absolutte topscorere i den henseende var Erling Schiønning, som underviste i biologi og havde sit faste klasselokale i skolens kælder. Han var en dygtig og begavet lærer, men jeg har næppe i mit liv oplevet en så udpræget særling . Han brød sig ikke om folk fra Amager, han svor til rå, upasteuriseret komælk, som han underholdt os med, at han fik specialleveret hver morgen direkte fra et mejeri. Hvis man kom for sent til hans timer, fik man besked om at forlade lokalet, og hvis vores ugerapporter ikke blev afleveret til tiden, blev de kasseret. Og sidst, men ikke mindst: Han boede sammen med en af sine unge gynmasieelever, som han fik et barn sammen med.

Alligevel syntes jeg langt bedre om Schiønning end om rektor Mouridsen. Selv om Sciønning dyrkede sit image, så var han efter min mening en langt mere spændende person, der hvilede i sig selv på en helt anden måde end Mou.

Billedet ovenfor har sin egen historie. Schiønning nægtede konsekvent at blive fotograferet, og da jeg tog dette billede, forlangte han at få det udleveret. Det fik han også, men han vidste ikke, at jeg forinden havde fået lavet en kopi!
  Foto: Erik Pontoppidan.



Det, der umiddelbart fik mig til at købe og læse bogen var, at den som nævnt indeholdt flere kapitler fra min gymnasietid, herunder et helt kapitel om den berygtede rektor F.T. Mouridsen. Han var i høj grad eksponent for "Den sorte skole", som mange fra "de store årgange" forbinder med Hans Scherfig og "Det forsømte forår". Og bortset fra, at lærerne sjældent slog deres elever i midten af 1960-erne, så er sammenligningen faktisk ikke særlig overdrevet! Når jeg tænker tilbage på min skoletid er det tankevækkende, at der på så forholdsvis kort tid kan ske så store ændringer i samfundet og dets holdninger.

Når man har de samme lærere hver dag i mange år, kommer de uvægerligt til at brænde sig fast på nethinden, og hvis man er en ung og umoden gymnasieelev, kommer de på godt og ondt til at præge én resten af livet. Sådan var det også på Sct. Jørgen. Flere af lærerne arbejdede på skolen en stor del af deres liv, så derfor må der være i tusindvis af gamle elever, som har kendt de samme. I øvrigt har der gået forbavsende mange kendte personer på Sankt Jørgens Gymnasium gennem tiderne. Jeg nævner i flæng forfatteren Johannes Møllehave, filmanmelderen Ole Michelsen fra Bogart, skuespilleren Ulf Pilgaard, politikeren Aksel Larsen, skuespillerinden Malene Schwartz, forfatteren Ole Wivel, forfatteren Henrik Nordbrandt og politikeren Preben Wilhjelm.


Malene Schwartz fik sit "gennembrud" som skuespiller i skolekomedie i 2. g. på Sankt Jørgens Gymnasium i stykket "de fire små". Billedet er hentet fra biografien "Livet er ikke for begyndere" (Lindhardt og Ringhof, 2003), hvor hun blandt andet fortæller: "Mit 'gennembrud' skete næsten som i et eventyr. Jeg gik i 2. g. på Sankt Jørgens Gymnasium, og jeg var med i en forestilling, som lykkedes. Vores forældre og kammerater kom ikke bare pligtskyldigt ind for at se på, men blev virkelig berørt af handlingen. Det var som en eufori at deltage i stykket. jeg blev pludselig del af et boblende, begejstret fællesskab, som jeg normalt havde svært ved at indgå i. Jeg var sammen med de kammerater, jeg gik i klasse med, på en anden måde end til daglig. Alting blev intenst og spændende, når vi arbejdede sammen om forestillingen".

Hvorfor så ribbe op i ældgamle skoletraumer? Måske fordi det kan være mentalhygiejnisk sundt for én selv, men også, fordi disse gamle tyranner under ingen omstændigheder bør glemmes! Måske er der også lidt af et hævnmotiv i det, fordi man har opsparet så meget vrede gennem årene.

Efter aftale med Claus Boxenbaum har jeg valgt at bringe et uddrag af kapitlet om rektor F.T. Mouridsen fra hans bog "Sandvejen og andre veje" på denne side fordi jeg synes det har en kvalitet, som gør det læseværdigt for andre end dem, der har oplevet ham live.


Det kommer her:


Herein!

Døren gik op med et enormt brag, og en mand i understørrelse i et blågråt ulasteligt sæt tøj med bøger under armen nærmest sprang ind i klasseværelset. Det var rektor Frede Torbøl Mouridsen, bedre kendt som "Mou".

Han smed bøgerne på bordet og vendte sig om og tog kridtet og skrev med rasende fart midt på tavlen: Fool-proof, vendte sig om og spurgte klassen, hvad det betød.

Det vidste vi ikke.

- "Det betyder idiotsikker", brølede den lille mand og så ud over os. En eller anden havde igen dirket hoveddøren op med en stålkam for at undgå at skulle stille hos inspector Schmidt tre morgener i træk klokken 13 minutter 8 for at være kommet for sent. Rektor rystede voldsomt på sit skaldede hoved. Jeg sad forrest og kunne se, at der stadig i strittende behold var tre eller fire små grå hår på toppen af hans blanke, solbrændte isse. Tværs over næsen havde Mou et lille ar, der lyste hvidt, når han blev arrig. Lige nu var det så hvidt, som kridtet han knækkede mellem sine hektiske fingre.

Han smed de store hornbriller hen ad katederet, så de landede i skødet på Anne. Hun fiskede dem skyndsomst op og rakte dem til Mou med en undskyldning.

- "Lige nu står pedel Jensen (som eleverne havde døbt lektor Jensen) sammen med en låsesmed", han sprang pludselig op og skrev locksmith over hele tavlen, "og sikrer, at døren fremover er FOOL-PROOF". Ordene nåede bagvæggen og resonerede tilbage i nakken på os. Af så lille en mand at være havde han en overordentlig veludviklet stemme. Lyden nåede endda ned og vækkede Tom, som ikke p.t. var videre populær hos rektor, efter at han i sidste time havde sagt noget grimt om Churchill.

Rektor satte sig på kanten af katederet og slog voldsomt op i bogen.

Dagens tekst var indledningsscenen til Macbeth. Vi frygtede værket for dets betydelige sværhedsgrad.

"Thunder and lightning"

Rektor tog en veritabel runddans omkring katederet og brølede:

" Fair is foul and foul is fair, hover through the fog and filthy air"

Resten af timen blev tavlen tegnet til med ord. Mous jakke var næsten ved at falde baglæns af ham i hans forkølede forsøg på at nå helt op og udnytte det øverste stykke af den sorte plade.

Han var medlem af Moralsk Oprustning, havde sine meningers mod og læste The Observer, hvilket vi var mægtig imponerede af. Stakkens Lone kom engang for skade i en time til at oversætte lady's bower i en af John Keats' digte med det lidt frivole lysthus i stedet for jomfrubur. Brillerne blev kylet hid og did, og katederet blev omdannet til en veritabel træbuk, som han eksercerede omkring, mens overlæben blev våd og arret kridhvidt over næsen.

- "LYSTHUS", brølede den lille mand og knækkede kridtet i bestræbelserne på at bibringe os de mest elementære kultur- og engelskkundskaber.

- "LYSTHUS". Han tog det som en personlig chikane mod Keats og sig selv i lige mål.

Hans pædagogiske engagement og evner havde temperamentet til trods højst usædvanligt ført til, at han var blevet indstillet som rektor på sin egen skole af et enstemmigt lærerråd.

Jeg havde indført ham med et mulehårs forspring på førstepladsen i min hadebog i et skarpt opløb med Fru Brøndum Møller, hvis efterhånden noget indskrumpede skikkelse med indkøbstasken i proportional overstørrelse på vej ind i Pomona var begyndt at blegne.

Lektor Axel Nielsen, vores dansklærer, kom i næste time trissende ind ad døren, rundrygget med brillerne på det yderste af næsen. Med et sæt rettede han sig op og så påtaget rystet på hærværket på tavlen, stod lidt og søgte at tyde hieroglyfferne og vendte sig så om mod klassen og rystede med et lille, stille smil på sit venlige hoved. Han brugte ikke tavlen, men ironiens venligere våben. Lod den gå ud over os og litteraturen i lige mål. I svensk læste vi hyppigt Bellmann, og det hændte mere end én gang, at han brød ud i sang med en af hans drikkeviser. Han virkede, som om han deltog i en livslang komedie, hvor han sad på stolerækken i teatret og lo af sig selv.

- - -

Hele byen havde vi moset rundt for at finde nogle tyske naziuniformer og nogle vellignende trægeværer. I Nyhavn fandt vi så endelig, hvad vi søgte. Det var helvedes tungt, så vi iførte os uniformsjakkerne og hjelmene, tog geværerne under armen og tog linie 29 tilbage til skolen, Tom, Henrik og jeg. Udstyret skulle bruges til opførelse af Max Frischs "Andorra", årets skolekomedie.

Folk i bussen havde godt nok gloet, så øjnene bulede.

Først vel tilbage på skolen gik det op for os, at det var den 9. april.

Vi var påfaldende tavse om turen til de andre.

Forberedelserne var godt i gang, og prøverne til Frischs stykke var lige begyndt, da det hændte.

Rektor udviste med det kortest tænkelige varsel to elever i vores parallelklasse, fordi de ventede barn. Samme aften, som beslutningen var truffet og havde bredt sig som løbeild, havde elevforeningen med timingens svære kunst inviteret Ulla Dahlerup til at holde foredrag på skolen:

Skal eleverne i gymnasiet have ret til både cykellygte og pessar?, var det grundlæggende tema.

En venlig sjæl orienterede samtidig pressen om rektors personlige baggrund, bortvisningen og foredraget, og skandalen rullede.

Næste dag var skolen forsidestof i frokostaviserne. Rektor kom intetanende ind til morgensang og besteg podiet, hvorfra han altid sang, så det kunne høres ud over søen ved "Svineryggen" heroppe fra festsalen i bygningens øverste stokværk.

En spøgefugl havde klippet forsiden af avisen ud og anbragt den på indersiden af pultlåget til talerstolen i festsalen. Da Mou åbnede låget for med aldrig svigtende morgenfriskhed og med et raskt tag at fremtage sin sangbog, var han pludseligt og uventet stivnet.

Vi kunne ikke se, hvad der skete, for i flere minutter stod han med hovedet nede i pulten, mens inspector Schmidt uroligt blev siddende ved klaveret og ind imellem nervøst hev i selerne skævede over til den lille mand med hovedet dybt nede i pulten. I kraft af den overdimensionerede talerstol så det ud, som om han næsten svævede under loftet i salen.

Så knaldede han låget i med et ordentligt brag, flåede brillerne af, og med det hvide ar lyste han adgangssignal til Schmidt, som i befippelse slog et par ordentlige skæverter på tangenterne.

Det blev en uforglemmelig morgensang. Under tredje vers af "Vor Gud han er så fast en borg" måtte Mou hjælpes ned på kontoret. En læge kom til, og rektor blev kørt hjem.

En behjertet sjæl indrykkede en annonce i avisen med teksten: "Papegøje bortgives på grund af længere udlandsophold, henvendelse F. T. Mouridsen", og med hans telefonnummer, og pressen og de papegøjeinteresserede bestormede hans telefon med henvendelser i dagene, der fulgte.

Forberedelserne til skolekomedien blev indstillet, og skolen gik på listefødder.

Der var gravølsstemning på vores lokale værtshus "Hygin" på Vodroffsvej.

Nogle dage senere indfandt Mou sig igen. Solen skinnede igen venligt og hverdagsrigtigt igennem vinduerne ind i festsalen. Schmidt lagde atter an til klaveret og spillede lydefrit, og Sankt Jørgens Gymnasium vendte langsomt tilbage til normalen. Skolekomedien blev til hovedrolleindehaveren Henriks usigelige lettelse alligevel gennemført, og der blev klappet som rasende af vore forældre flere aftener i træk, og rektor genoptog sin brillesmidning, som om intet var hændt.

En del år efter at jeg var gået ud af gymnasiet, og mens jeg var i udlandet, fejrede rektor F. T. Mouridsen jubilæum. Og blev omtalt venligt og denne gang i den mere sobre del af pressen. Glemt var alle fortrædelighederne.

Min hjertensgode far, som altid var på pletten for alt og alle, sendte i mit fravær og uden min viden, men i mit navn, et telegram til rektor:

Hjertelig til lykke fra en taknemmelig gammel elev.

Den dobbelte ironi var, at Mou måtte have troet, at den, der havde sendt det, måtte have ment det ironisk.

Jeg hørte heller aldrig fra ham igen.


                    v                      v                      v                      v                      v                      v                      v                      v                      v                      v                      v                      v                      v                      v 


PS: I øvrigt har Claus Boxenbaum netop skrevet en ny bog (Noter fra en natbog. Noveller. Casewood Publikationer, 2007. 192 sider). En herlig samling velskrevne noveller fyldt med humor og pointer. Bogen er på omslaget beskrevet som "selvbiografisk fiktion", og de fleste af de 28 små noveller tager udgangspunkt i København og omegn i 1960-erne og 70-erne. Der er masser af beskrivelser af skæve eksistenser og pudsige scenarier. Jeg læste bogen foran brændeovnen i mit sommerhus på en af de mørke decemberdage, og den var perfekt underholdning i de helt rigtige omgivelser.

I forordet skriver forfatteren blandt andet, at med en enkelt undtagelse, så er alle personer, steder og tildragelser i de enkelte noveller opdigtede, og enhver lighed med nulevende eller afdøde personer, steder eller tildragelser er tilfældig. Dette er efter min mening en sandhed med modifikationer! Jeg gik på Sankt Jørgens Gymnasium sammen med Claus Boxenbaum i midten af 1960-erne og mener at kunne genkende flere af personerne her, blot med krypterede navne - en formodning, som vel næppe er helt urimelig i betragtning af bogens betegnelse som "selvbiografisk fiktion".

I øvrigt har Claus Boxenbaum sin egen website. Den kan du besøge ved at klikke HER.



KLIK PÅ BILLEDET FOR FULD OPLØSNING!

Lærerbillede fra Sankt Jørgens Gymnasuium i midten af 1960-erne. Foto: ABC-Foto.

KLIK PÅ BILLEDET FOR FULD OPLØSNING!



Jeg har skrevet følgende essays om mit liv, som tilsammen dækker perioden fra 1947 og op til i dag:

  • Hænderne op af lommerne, sig nu pænt goddag!. Selfie fra 1947 til 1969
  • At rejse er at leve! Selfie fra 1969 til 1987.
  • 25 år i 3F. Et studie i historiens vingesus i 3F's hovedkontor 1987-2012.
  • Frihedens udfordring. Om frivilligt arbejde i Indien marts-april 2013
  • Mit liv som pensionist. Lidt om interesser, kvinder og parforhold. Selfie fra maj 2013

  • Jeg har desuden skrevet nedenstående essays om mit liv:

    Min barndom i 50-erne
    I bagklogskabens klare lys. Tanker om at blive gammel i september 2016



    Klik HER, hvis du vil se min hoved-hjemmeside med blandt andet spændende links til rejser og trekking.