Lærere fra Sankt Jørgens Gymnasium på Frederiksberg

Et studie i skæve eksistenser, hadeobjekter og genier

Af Erik Pontoppidan

Fotos: Hvor intet andet er anført: Erik Pontoppidan.



Med uddrag af samtalebogen "Barndomsvenner" om Ole Michelsen og Ulf Pilgaard, som begge har gået på skolen.
Desuden med uddrag af Johannes Møllehaves to bøger "På myrens fodsti" og "Så forskellige sind".
Desuden med uddrag af Preben Wilhjelms nye bog "Man kan sagtens være bagklog" (Lindhardt og Ringhof, 2014).



I oktober 2016 fejrede studenterne fra årgang 1966 fra Sankt Jørgens Gymnasium 50 års jubilæum i Café Globen i København. Det blev en fantastisk og tankevækkende event. Klik HER for at læse om den.

Klik HER for at se min illustrerede website om tidsånden på Sankt Jørgens Gymnasium i første halvdel af 1960-erne, herunder et uddrag af Claus Boxensbaums bog "Sandvejen og andre veje" om skolens daværende rektor F. T. Mouridsen.



Min gymnasietid var et af de mørke kapitler i mit liv, men der var trods alt lyspunkter ind imellem. Som f.eks. her, hvor
vi prøver studenterhuer i Klareboderne i det indre København i foråret 1966. Jeg står selv yderst til højre.
Øvrige personer fra venstre mod højre: Birthe Rude, Birgitte Rasch og Jette Rentz-Petersen.

Foto: Jesper Dijohn, født Anthony Dijohn


Jeg var elev på Sankt Jørgens Gymnasium, hvor jeg gik i 1., 2. og 3. G (nysproglig) i perioden 1964-66. Det var ikke nogen særlig lykkelig tid for mig. Skolen havde mange dygtige lærere, men i midten af 1960-erne var den præget af en dybt konservativ grundholdning, ikke mindst på grund af den daværende rektor F.T. Mouridsen. Man kan læse mere om skolen og især om dens daværende rektor på min hovedwebsite om Sankt Jørgens Gymnasium på www.ponty.dk/mitgym.htm.

Min hovedwebsite om Sankt Jørgen har nu efterhånden eksisteret i en del år, og den indeholder blandt andet et længere uddrag af et kapitel om den berygtede rektor F. T. Mouridsen fra Claus Boxenbaums bog ”Sandvejen – og andre veje” (Casewood Publikationer, 2005. 191 sider, illustreret). Efter at siden blev lagt ud i Cyberspace har jeg haft en lang og udbytterig Email-korrespondance med Claus om skolen, dens lærere og elever. Jeg har desuden haft kontakt med blandt andre Annette Fabricius, som var elev på skolen fra 1953-56. Annette døde i 2008, men vi nåede at udveksle en masse information om skolen og dens lærere, som jeg sammen med Claus Boxenbaums oplysninger og mine egne erindringer har brugt som kilder til denne website.

Hvorfor så bruge tid på at samle oplysninger om lærere og elever på en skole, som man dybest set hadede at gå på?

Når man har de samme lærere på en skole hver eneste hverdag i mange år, kommer de uvægerligt til at brænde sig fast på nethinden. Og når man er ung og umoden, kommer de til at præge én på godt og ondt. Det gjaldt også i særdeleshed på Sankt Jørgen. Så der er flere svar på spørgsmålet: Fordi det kan være mentalhygiejnisk sundt for én selv, og fordi det er sjovt og hyggeligt at genopfriske sine erindringer sammen med mennesker, der har været vidner til ens liv. Men måske også, fordi der er lidt af et hævnmotiv over for visse af de utålelige lærere på skolen! Når man kun er 17-20 år gammel, indtager ens lærere ofte en slags forældrerolle og kommer dermed uvægerligt til at præge én med deres personlighed. De fleste af mine gamle lærere - inklusiv dem fra kommuneskolen - står stadig lyslevende inde i mit hoved. Især dem, som enten har beriget min skoletid på en positiv måde, eller som gjorde flere år af den til et helvede.

I 2006 så jeg den fremragende film ”Matchpoint”, instrueret af Woody Allen. I en af filmens slutscener har en af hovedpersonerne en fiktiv samtale med nogle af dem, der døde i filmen, og her fortæller han – set i bagklogskabens lys – en masse ting, som forblev usagte, da de levede. Dén situation ville jeg godt have oplevet med mine gamle lærere! Dybest set er det jo nok en drøm om at være elev hos dem i en situation, hvor man har medbragt al sin efterfølgende erfaring og modenhed. Men hvis dén drøm blev opfyldt for mit vedkommende, var jeg nok blevet smidt ud af skolen – i hvert fald fra Sankt Jørgens Gymnasium!

I det følgende vil jeg prøve at lave nogle små portrætter af udvalgte lærere på skolen, som jeg selv har haft. Beskrivelserne er subjektive (det vil de naturligvis altid være), og jeg regner med hen ad vejen at tilføje flere portrætter, når jeg får tid og lyst. Mine hjemmesider bliver aldrig helt færdige!

Til allersidst: I 2006 udkom en erindringsbog, udformet som krydsklippede erindringer mellem den tidligere filmanmelder fra ”Bogart” Ole Michelsen og skuespilleren Ulf Pilgaard (Barndomsvenner. Krydsklippede erindringer. Samtalebog mellem Ole Michelsen og Ulf Pilgaard. People’s Press, 2006. 317 sider). Ole og Ulf har begge gået på Sankt Jørgens Gymnasium (i slutningen af 1950-erne), og i bunden af denne website har jeg tilføjet et par afsnit fra bogen, som indeholder nogle interessante beskrivelser fra deres tid på skolen.



Knud Bokkenheuser



Jeg havde Bokkenheuser i matematik i første G., i 1964-65. Han var for så vidt en dygtig lærer, men meget tør og ikke særlig inspirerende. De, som havde flair for matematik, har utvivlsomt fået rigtig meget ud af hans undervisning, men de andre i klassen frygtede hans timer for deres sværhedsgrad.

Bokkenheusers timer forløb som et urværk. Han startede med at sætte sig ned ved et bord siden af katederet, slå op i elevfortegnelsen og starte eksamineringen af dagens lektie. Rækkefølgen af, hvem der skulle op til tavlen, lå fuldstændig fast og fremgik af hans protokol. Det var der flere i klassen, som spekulerede i og tilrettelagde deres forberedelse efter. Jokeren kunne så engang imellem dukke op som et lyn fra en klar himmel, hvis en eller flere i klassen var sygemeldte.

De stakler, som ikke havde flair for matematik, blev ofte godt og grundigt jordet. Når det gik helt galt, fik staklen en påmindelse om, at hvis det ikke blev bedre, kom han eller hun ikke op i 2. G. Hvis resultatet var middelmådigt, kvitterede Bokkenheuser med et TAK, udtalt med et fladt Nørrebro-A. Og hvis man havde leveret en god præstation fik man ikke sjældent en rosende kommentar. Den, der sad nærmest Bokkenheusers protokol, kunne helt tydeligt aflæse den nedskrevne karakter, som herefter blev videregivet til staklen i fingersprog.

Jeg er nysproglig student, og personlig har jeg aldrig haft flair for matematik på højt plan, men det, jeg forstod, fascinerede mig meget. Måske fordi jeg altid har interesseret mig meget for naturvidenskab, især astronomi. Min mor deltog i et af de obligatoriske forældremøder om elevernes standpunkt og trivsel på Sankt Jørgen, hvor hun blandt andet fik en snak med Bokkenheuser. Hun var rystet over hans fremtoning og udtalte, at magen til en kold skid skulle man lede længe efter. Til gengæld faldt hun pladask for rektor Mouridsen første gang hun mødte ham. Sådan er der så meget.

Den tidligere VS-politiker Preben Wilhjelm har også gået på Sankt Jørgens Gymnasium og har også haft Bokkenheuser. Han skriver følgende om ham i sin erindringsbog "Man kan sagtens være bagklog" (Lindhardt og Ringhof, 2014):

"Bokkenheuser i matematik var for så vidt pensumrettet effektiv, men meget, meget kedelig, tør indtil det støvede. Han terpede det, vi skulle lære, og hvis man virkelig interesserede sig for det, hvad jeg heldigvis gjorde, kunne man få noget ud af det. Men jeg tvivler på, at han var det mindste inspirerende for nogen, der ikke i forvejen fandt det interessant".



Kaj Steenberg Sørensen (født 1908)



Jeg har ikke selv haft Steenberg som lærer i fysik, da jeg er nysproglig student, så jeg vil i stedet for citere fra Preben Wilhjems bog "Man kan sagtens være bagklog" (Lindhardt og Ringhof, 2014):

"Steenberg, som vi havde i fysik og kemi, var det stik modsatte af Nørvig. Han kunne dræbe enhver interesse for fagene. Han var komplet uegnet til at undervise. Han var hysteriker, og store dele af hans timer blev spildt med, at han var fornærmet, fordi han fik et svar, som ganske vist var rigtigt, men ikke ordret det, han mente, var den eneste korrekte måde at svare på. Jeg klarede mig sådan set fint, også karaktermæssigt, men det var på trods af ham. Vi opgav ham hurtigt, og fra det tidspunkt blev det en sport at bringe ham op i det røde felt, hvor han hev sit lille, sorte hæfte frem og til den ene eller den anden med tryk på hver stavelse meddelte: "Jeg noterer med fornøjelse et dobbelt nul".

Højdepunktet var den dag i måneden, hvor kemilokalet fik leveret udstyr fra Struers i Skindergade, deriblandt altid et bundt glasspartler. Vi kappedes om, hvem der kunne få ham til at knække hele bundtet, og hvor hurtigt. Tiden varierede, men det lykkedes da ikke helt sjældent i løbet af timen: Han blev så ophidset, at han løftede knæet og knækkede spartlerne over det. Den, der gav ham det sidste puf og fik noteret "endnu et dobbelt nul", var dagens helt.

Steenberg var årsag til, at det i flere år var helt utænkeligt, at jeg ville læse fysik, til trods for, at jeg var interesseret i faget og klarede mig godt. I Sct. Jørgen-sammenhæng, vel at mærke. Da jeg endelig begyndte på universitetet og fik medstuderende fra andre gynmnasier, viste det sig, hvor lidt vi havde lært, specielt i kemi".


Dernæst et uddrag af kapitlet "Om at sætte livet til for sine venner" fra Johannes Møllehaves bog "Så forskellige sind", som udkom i 1978:

… "Jeg kom fra Duevejens skole, hvor vi lignede hinanden – jeg husker ingen fra den tid undtagen Henry, som var en klodset tyk dreng som vi pinte livet af. Lever han i dag er det ikke vores skyld. Jeg kom til Sct Jørgens Gymnasium, hvor alle var så forskellige fra mig, at jeg ved at lære af dem kunne stykke en ny person sammen.

Vi havde en fysiklærer som råbte så højt at han gerne kunne have undervist tre klasser på én gang – trods tykke skillevægge. Han var permanent voldsom og rasende og vi sad og rystede som espeløv og rysteribs. Han havde en lille sort notesbog med vores navne og man var skrækslagen ved tanken om at blive råbt op. Den spanske inkvisition har talt høfligt til folk sammenlignet med den tone han brugte, når man blev hørt hos ham.

Når han råbte TAK, mente han ikke tak – men ”tak-det-er-tilstrækkeligt-det-er-hermed-konstateret-at-du-er-idiot”.

Man nåede aldrig at få sagt mere end to sætninger før han råbte TAK.

Når man gik i stå fordi man var skræmt fra vid og sans og vidste, at overhøringen ville ende med det katastrofale dobbelt-nul, der reducerede alle ens muligheder for at komme videre i livet – når man gik i stå fordi alt svømmede for ens blik, mens man stod ret ud for sit bord og mærkede, at hele klassen sad med tilbageholdt åndedræt – den næste i rækken ville være sikker på en endnu værre medfart – brølede han:

”Vil du eller vil du ikke?”

Med knækkende overgangsstemme forsikrede man, at man gerne ville hvorpå han skreg:

”Men du gider ikke”.

Da kom tårerne af sig selv. Han fiskede sin blyant frem og satte hele to nuller ud for ens navn: ”TAK” – brølede han – ”jeg noterer et dobbelt-nul, et fordi du ikke har læst, og et fordi du ikke gider”.

Dagene kunne være vide og lyse og trygge, men på de dage hvor man havde fysik blev de snævre og mørke og truende".

Steenberg var Cand. Mag. med astronomi som hovedfag. Han kom til Sct. Jørgens Gymnasium i 1933, blev adjunkt i 1939 og lektor 1. april 1952.



Morten Borup (1894-1989)

I første G. havde jeg Morten Borup som dansklærer. Jeg kom fra kommuneskolen og havde tidligere fået rigtig gode karakterer i dansk stil. De fik et styrtdyk, da Borup kom ind i billedet. Han var – Gud bedre det – ansat som lærer på Sankt Jørgen i en menneskealder. En rystende kendsgerning set i lyset af, hvor stor en indflydelse, lærere har på unge og umodne gymnasieelever.

For mig var Borup en af de mest vindtørre lærere, jeg nogen sinde har haft. Der var ingen tvivl om, at han beherskede sit stof, men han var efter min mening totalt blottet for empati og pædagogiske evner. Han hang sig i pedantiske, syntaktiske detaljer og havde sin helt personlige mening om, hvordan man burde udtrykke sig skriftligt. Gud bedre det. Mine karakterer blev heldigvis hævet betydeligt, da han gik på pension i 1964, og jeg fik Axel Nielsen i 2. og 3. G. Axel Nielsen var en elskelig, rummelig og følsom lærer, som i modsætning til Borup også havde humoristisk sans.

Efter Borups mening var det vigtigste ved en dansk stil, at den skulle indeholde en indledning, behandling og en afslutning. Der var ingen accept af alternative og skæve synspunkter. En af de bedste karakterer for en dansk stil, jeg opnåede hos Borup, var en stil med frit emne, som havde overskriften ”Månen - vor nærmeste nabo”, som jeg havde valgt ud fra min store interesse for astronomi. DET var i det mindste et konkret og neutralt emne, Borup kunne forholde sig til!

I starten af 2010 skrev forfatteren Johannes Møllehave en kronik i Politiken, hvor han blandt andet omtalte lærerne på Sankt Jørgens Gymnasium. Han og forfatteren Hans Hertel er gamle gymnasieelever på skolen. En af hans bemærkninger til Hans Hertel i kronikken lød sådan: ”Du havde Morten Borup i dansk. Alligevel blev der en Hans Hertel ud af dig”!

Engang lånte en elev ved navn John Tøffner en stil af sin tidligere skolekammerat fra mellemskolen, forfatteren Johannes Møllehave, som denne havde skrevet og fået ug minus for (dengang næsthøjeste karakter) på Metropolitanskolen. Han rettede kommafejl men skrev den ellers direkte af og fik G (godt) for den hos Borup, som dengang var en lige akkurat bestået karakter! Johannes Møllehave var i 1953 flyttet fra Sct. Jørgens gymnasium til Metropolitanskolen for at blive klassisk-sproglig.

Ifølge Annette Fabricius blev Borup timelærer ved Sct. Jørgens Gymnasium i 1921, adjunkt 1926, og lektor fra 1940 til 1964. Morten Borup skrev tre bind i 1947- 49 om Johannes Ludvig Heiberg. Han udgav J.P. Jacobsens samlede værker. Han modtog priser som Holberg-medaljen i 1964, Munksgårds hæderspris 1965 og blev æresdoktor 1967 ved Aarhus Universitet. The rest is silence!



Axel Nielsen

Axel Nielsen i gang med dansktimen. 1963-65

Axel Nielsen var en øjeåbner for mig, hvad angår dansk litteratur. Desværre var min klasse en mærkværdig blanding af begavede og dygtige elever og småborgerlige piger fra middelklassen, så der var på intet tidspunkt tale om et sammenhold. Hvad det angår er jeg - set i bakspejlet – misundelig på Claus Boxenbaum fra min parallelklasse, som ifølge vores Email-korrespondance havde et rigt socialt liv både i timerne og i fritiden. Vores klasse var præget af kliker, som hver især anså resten af klassen for at være idioter. Jeg tror nok, at Axel Nielsen kedede sig i vores timer. Han benyttede sig tit af ironien, når han skulle signalere sine holdninger. Jeg kan f.eks. huske, at han i en af dansktimerne ville fortælle os om en litteraturprofessor – jeg husker ikke hvilken. Han startede med at sige: ”Kender I nogen professor?” Hvortil en af eleverne svarede: ”Professor Tribini”. Dén bemærkning var faktisk et udmærket signalement af vores klasse!

Men som sagt: Axel Nielsen var en øjeåbner for mig hvad angår dansk litteratur. F.eks. udspringer mit kendskab og min kærlighed til Johannes V. Jensen fra hans dansktimer. En af mine favoritter hos Jensen er det fantastiske digt "På Memphis Station", som han citerede i henførte, inspirerende vendinger. Og mange af guldalderdigterne fra 1800-tallet står stadig lysende klart for mig, takket være ham.

Claus Boxenbaum giver i sin bog en mere udførlig beskrivelse af ham, som en der udnyttede ironiens venligere våben: ”I svensk læste de Bellmann, og det hændte mere end én gang, at han brød ud i sang med en af hans drikkeviser. Han virkede som om han deltog i en livslang komedie, hvor han sad på stolerækken i teatret og lo af sig selv”. Ifølge Annette Fabricius blev Axel Nielsen cand.mag. 1937 i dansk og tysk. Han var først i Næstved og blev ansat ved Sct. Jørgens Gymnasium i 1950, hvor han blev lektor 1956. Udover på gymnasiet underviste han blandt andet på seminarium og højskole. Musikken var en stor del af hans liv. I 1934 var han på studieophold i Wien. Han har skrevet vise- og sangkompositioner til moderne lyrik og var musikanmelder ved Sjællandsk Stiftstidende. Han var desuden litteraturanmelder ved Næstved Tidende 1946-50 og ved Gymnasieskolen 1946.

Claus Boxenbaum fra min parallelklasse skriver følgende om Axel Nielsen i en mail til mig fra marts 2007:

”Jeg havde Axel Nielsen som klasselærer og som lærer i både dansk og musik. Han var særdeles elsket af klassen.

Han havde et yderst anspændt forhold til Mou (skolens rektor). Axel var også temmelig pigeglad, men på en mere subtil måde end Mou, og der gik visse diskrete historier om Axel og om piger, der var blevet studenter, og som han senere så privat. Klassen overværede engang en særdeles giftig og meget pinlig meningsudveksling mellem ham og Mou i døren ind til klasseværelset, som havde deres vidt forskellige livsanskuelser som det gedulgte tema. De så i sandhed vidt forskelligt på livet og på (sex)moral, selv om Mou sikkert i modsætning til Axel var den indebrændte, som - kunne man forestille sig ved et grundigere eftersyn - nok tog en ret hyklerisk afstand fra Axels livsførelse.

Axel brændte sit lys i begge ender. Der var rigeligt med Wein, Weib und Gesang i hans liv. En tidlig aften nogle år efter, at vi var gået ud af skolen, blev jeg ringet op af en pige fra parallelklassen ( fra Eriks klasse), som fortalte, at Axel gerne, og helst lige med det samme, ville se nogle stykker af os fra 66 - årgangen til en lille sammenkomst på Thorvaldsensvej, hvor han boede. Vi troppede op hos ham senere samme aften, og det blev så det sidste møde med min gamle lærer. Han fortalte løst og fast om sit liv og læste blandt andet højt af nogle vidunderligt skrevne og rørende barndomserindringer, han havde begået, men aldrig udgivet / færdiggjort. Vi hørte musik og fik, mens vinen flød, hans åbne og utilslørede syn på mangt og meget hen over aftenen, i en noget anden stemning end fra bag katederet. Vi var som unge studenter tryllebundet over på denne måde at få et åbent og privat indblik i en gammel lærers liv og tilværelse, hans vurdering af skolen og hans kolleger og syn på os ! - men aftenen var samtidig præget af hans alvorlige sygdom. Jeg ved ikke, hvad han fejlede, men fornemmede, at det også havde slået sig på hans nervesystem, og ganske kort tid efter denne sælsomme aften døde han, kun omkring 56-57 år gammel, tror jeg han var...”


Jeg havde som nævnt Morten Borup i dansk i 1. G, men han gik heldigvis på pension, da jeg havde afsluttet 1.G i sommeren 1964, og i 2. og 3.G fik min klasse Axel Nielsen. Fra det tidspunkt blev mine karakterer i dansk stil blandt de bedste i klassen, hvilket betød enormt meget for min selvtillid. Og da jeg et års tid efter studentereksamen i 1966 var til et møde for gamle elever på skolen, kom Axel Nielsen med nogle meget rosende bemærkninger om mine stile. Jeg tror han havde en fornemmelse for, hvor meget ros og anerkendelse betød for unge og umodne gymnasieelever!



Erling Schiønning (1904 – 1976)

Erling Schiønning i sit kælderlokale. 1964-66.
Billedet har sin egen historie. Schiønning nægtede konsekvent at blive fotograferet, og da jeg
tog dette billede, forlangte han at få det udleveret. Det fik han også, men han vidste ikke, at jeg
forinden havde fået lavet en kopi!


Jeg ligger inde med så meget materiale om Schiønning, at han har fået sin egen website!
Den kan du læse ved at klikke HER



Aage Hjalmar Kampp (1906 – 1990)

Mit sommerhus ved Liseleje rummer uanede mængder kilder til mit personlige liv, herunder bunkevis af ”Ilustrerede Klassikere”, Anders And-blade, karakterbøger og et stort antal billeder. Blandt sidstnævnte fandt jeg dette billede af Aage Kampp i diskussion med sine elever under en geologisk ekskursion til Stevns i midten af 1960-erne.

Ifølge internet-leksikonet Wikipedia var Aage Kampp en af Danmarks førende geografer i det 20. århundrede. Jeg havde ham i geografi, og for mig var han et af lyspunkterne på Sankt Jørgen. Måske er jeg lidt inhabil i min bedømmelse af ham, for jeg har altid elsket faget geografi, så jeg var meget opmærksom i hans timer og glædede mig altid til dem. I modsætning til mange af de andre lærere var han en venlig mand, som jeg ikke kan huske har skældt nogen ud eller er blevet vred.

Kampp blev ansat på Sct. Jørgens Gymnasium allerede i 1928 af Henrik Madsen med få timer i gymnastik, men han blev først adjunkt i 1938 og blev lektor 14 år senere, i 1952. Ifølge Annette Fabricius underviste han – udover i sine fag - også i seksuallære, stenografi og latin (som han aldrig havde lært, men han sørgede for at være 5-6 lektioner foran sin elev!). Han skrev et lille hefte om forplantningen, som Gyldendal udgav, men ikke turde trykke i ”Ungdommens Samariterbog”, som han var medforfatter til, og heller ikke i biologilærebogen for mellemskolen, som Erling Schiønning havde skrevet! Seksualundervisning blev først gjort obligatorisk i 1971.

Fra 1966-73 var han afdelingsleder ved Danmarks lærerhøjskole. Han lod sig førtidspensionere i februar 1973 for at kunne fortsætte med sin forskning. Til trods for, at han fik det tilbudt flere gange, blev han aldrig professor.

Han giftede sig 1933 i Nysted med Ebba Andersen, cand.mag i engelsk og fransk. Hun blev i 1936 leder af Yelva Søeborgs Skole for døve børn, der derefter blev kaldt fru Kampps skole. Begge står i Magisterstaten og i Den Blå Bog.

Som man kan se, var Kampp en meget alsidig mand. Han er forfatter til et utal af bøger og artikler. Mest fagligt stof, men også erindringsbogen ”Mads Peters den lille” fra 1984, hvor han fortæller om sit spændende liv. Denne bog er omtalt mere detaljeret nedenfor. Kulminationen af hans karriere var nok, da han blev Dr. Phil 1959 – en titel, han i øvrigt var meget stolt af på skolen. Der findes en oversigt over hans store litterære produktion i internet-leksikonet Wikipedia, hvis man slår op under ”Aage H. Kampp”, og han har minsanten også fået en fyldig omtale i Den Blå Bog!

Jeg blev nysproglig student i 1966 og var elev på Askov højskole i 1973/74, hvor jeg dels arbejdede som bibliotekar, dels deltog i højskolens undervisning. På et af de følgende efterårsmøder mødte jeg Aage Kampp, som var til jubilæum på Askov, og jeg fandt ved den lejlighed ud af, at han havde været elev på skolen i 1924-26, så det har sandsynligvis været i efteråret 1975, jeg mødte ham derovre. I så fald har han på det tidspunkt været til 50 års jubilæum. Så mærker man virkelig historiens vingesus!

Kampps erindringsbog

I 1984 udkom Kampps erindringsbog ”Mads Peters den lille”. Jeg har ikke selv læst bogen endnu, og det følgende er en redigeret version af Annette Fabricius’ beskrivelser. I bogen skriver han om sig selv og sin slægt på Møn. Han var den sidste af i alt 13 børn, hvoraf 10 voksede op. Han fortæller om sin fattige barndom på Dalmosegård (som indtil 1856 lå under Nordfeldt Gods) på Møn, om sin skoletid, om sin studietid, hvor han fulgtes gående fra København de 120 kilometer til Møn med Peter Riismøller (forfatter til ”Sultegrænsen”) for at komme hjem til jul. Han fortæller også om sin tid som lærer, om sin forskning og om Anden Verdenskrig, men også meget udførligt om sine sygdomme: Skeløjethed, mangel på A og D-vitamin, der gav blegsot og rakitis, lungehindebetændelse, tuberkulose med flere sanatorieophold. Han fortæller også om sin kamp for at få skaffe mad, tøj og husly under studietiden, om sine elever og sine rejser til Færøerne, Indien og Nepal. Han var med i foreningen Noah, da det hed NOA (Naturvidenskabelige Onsdags Aftener). Selv nævner han, at han ikke var specielt politisk. I sine erindringer nævner han også sin glæde ved at synge, skrive sange og lave revy.

Han nævner kun få af lærerne på Sct. Jørgens Gymnasium i bogen. Et sted siger han, at han kun vil omtale folk pænt. Kampp nævner i sin bog, at Niels I. Meyer også havde gået på skolen, og at han havde haft Mogens Wieth, Villars Lunn, Ebbe Groes, Erik Ib Schmidt , Ib Nørlund, Poul Møller og Niels Matthiasen som elever.



Kendte personer på Sct. Jørgens Gymnasium

Der har gennem årene gået forbavsende mange kendte personer på Sankt Jørgens Gymnasium. Jeg nævner i flæng politikeren og forfatteren Preben Wilhjelm, forfatteren Tom Kristensen, forfatteren Johannes Møllehave, filmanmelderen Ole Michelsen fra Bogart, skuespilleren Ulf Pilgaard, politikeren Aksel Larsen, skuespillerinden Malene Schwartz, forfatteren Ole Wivel og forfatteren Henrik Nordbrandt. I 1960-erne havde daværende rektor F. T. Mouridsen fået den ide at invitere gamle elever, som var blevet noget ved musikken, til at holde foredrag på skolen. Det kastede naturligvis en vis glans over anstalten, og jeg var selv tilskuer til tre af disse foredrag med Ole Wivel, Malene Schwartz og Aksel Larsen. Ganske interessant at opleve så kendte personer live. Ærbødigheden kendte ingen grænser, selv ikke over for socialisten og den tidligere kommunist Aksel Larsen, som rektor behandlede som et medlem af kongehuset på trods af sit stærkt konservative sindelag.

I det følgende har jeg medtaget uddrag af kapitler fra 3 bøger, som alle handler om Sct. Jørgens Gymnasium. De to første bøger er skrevet af Johannes Møllehave, og her får man i fuldt mål bekræftet sine fordomme om gymnasiet som den sorte skole og en parallel til Scherfigs "Det forsømte forår". Den sidste bog er samtalebogen "Barndomsvenner", hvor Ole Michelsen og Ulf Pilgaard snakker om skolen og dens lærere.


Johannes Møllehave på Sankt Jørgen

Johannes Møllehave er student fra Metropolitanskolen (1956), men gik inden da på Sankt Jørgens Gymnasium. Her er først et uddrag af kapitlet "om at sætte livet til for sine venner" fra bogen "På myrens fodsti", som udkom i 1975, hvor han omtaler læreren Johannes Nørvig:

… Man kunne ikke påstå, at det var 10 procent af lærerne på Skt. Jørgen, der havde Nørvigs meninger. Men det var hans meninger, der blev hængende, fordi vi blev revet med af hans ægte engagement, hans fantastiske ironi, hans forfærdelse over, hvad gymnasier gjorde ved eleverne.

Han indoktrinerede ærligt og ihærdigt. Men hvad gjorde skolen?

Jeg husker tydeligt en lærer (åbenbart uanfægtet af Det forsømte forår, som Nørvig ellers brugte som grundbog i modgiftskampagnen) som konsekvent brugte den trussel, når vi ikke kunne vores stof:

Du kan jo blive grønthandler! Du kan blive en glimrende grønthandler! Så kan du komme hjem med friske tomater til din mor om lørdagen! Men her har du ikke noget at gøre!

Dybere end grønthandler kunne man ikke synke.

Og der sad grønthandlerens søn og blev rød som en tomat, for hans far havde jo sandt at sige ikke drevet det så vidt.

En anden havde en far, der var tankpasser. Det var trods alt en grad lavere, men han fik rigtignok også den faste replik, når læreren kom ind i klassen:

”Tanken er åben!”

******************

… Han (Nørvig) satte os op mod vore fædres og mødres meninger og uviljer. Og hvad han først gjorde én gang, blev siddende siden. Jeg kan ikke tage stilling til en sag eller et menneske uden først at have været gennem en lang indre dialog med både ham og mit hjems ordsprog og livsformer. Han lærte os at holde af og forstå et hjem, der havde en anden lugt end vores eget. Han lærte os at gennemskue det følelsesladede, der ligger i ethvert sæt vurderinger. Han lod os forstå, hvor han selv havde sine sympatier, men først og fremmest lærte han os at møde den daglige indoktrinering med vågne, kritiske sanser: Avisen, underholdningen, nyheden, sensationen, bogen, foredraget, argumentet.

Han lærte os, at mange af vores fordomme var fordomme. Han lærte os, at når man trak streger mellem sig selv og andre, var det altid for selv at komme på den rigtige side af stregen – hvorfor i alverden skulle man ellers trække streger?

Han lærte os mistillid til det vedtagne. Han lærte os skepsis over for det tillærte. Han gjorde os til fjender af autoriteter og militæret. Han gjorde os til noget så usædvanligt som demokrater, der mod deres indgroede forestillinger måtte indrømme, at man havde lige så mange rettigheder, selv om man ikke var dannet. At man var beskyttet lige så godt af grundloven, selv om man brugte karlekammertone og ikke havde fundet det rigtige snuptag til at tage sig selv i nakken med – og var en slapsvans.

Han indoktrinerede os.


Dernæst et uddrag af kapitlet "Om at sætte livet til for sine venner" fra bogen "Så forskellige sind", som udkom i 1978:

… Jeg kom fra Duevejens skole, hvor vi lignede hinanden – jeg husker ingen fra den tid undtagen Henry, som var en klodset tyk dreng som vi pinte livet af. Lever han i dag er det ikke vores skyld. Jeg kom til Sct Jørgens Gymnasium, hvor alle var så forskellige fra mig, at jeg ved at lære af dem kunne stykke en ny person sammen.

Vi havde en fysiklærer som råbte så højt at han gerne kunne have undervist tre klasser på én gang – trods tykke skillevægge. Han var permanent voldsom og rasende og vi sad og rystede som espeløv og rysteribs. Han havde en lille sort notesbog med vores navne og man var skrækslagen ved tanken om at blive råbt op. Den spanske inkvisition har talt høfligt til folk sammenlignet med den tone han brugte, når man blev hørt hos ham.

Når han råbte TAK, mente han ikke tak – men ”tak-det-er-tilstrækkeligt-det-er-hermed-konstateret-at-du-er-idiot”.

Man nåede aldrig at få sagt mere end to sætninger før han råbte TAK.

Når man gik i stå fordi man var skræmt fra vid og sans og vidste, at overhøringen ville ende med det katastrofale dobbelt-nul, der reducerede alle ens muligheder for at komme videre i livet – når man gik i stå fordi alt svømmede for ens blik, mens man stod ret ud for sit bord og mærkede, at hele klassen sad med tilbageholdt åndedræt – den næste i rækken ville være sikker på en endnu værre medfart – brølede han:

”Vil du eller vil du ikke?”

Med knækkende overgangsstemme forsikrede man, at man gerne ville hvorpå han skreg:

”Men du gider ikke”.

Da kom tårerne af sig selv. Han fiskede sin blyant frem og satte hele to nuller ud for ens navn: ”TAK” – brølede han – ”jeg noterer et dobbelt-nul, et fordi du ikke har læst, og et fordi du ikke gider”.

Dagene kunne være vide og lyse og trygge, men på de dage hvor man havde fysik blev de snævre og mørke og truende.



Ole Michelsen og Ulf Pilgaard på Sankt Jørgen



I 2006 udkom en erindringsbog, udformet som krydsklippede erindringer mellem den tidligere filmanmelder fra ”Bogart” Ole Michelsen og skuespilleren Ulf Pilgaard (Barndomsvenner. Krydsklippede erindringer. Samtalebog mellem Ole Michelsen og Ulf Pilgaard. People’s Press, 2006. 317 sider). Som nævnt har Ole og Ulf begge gået på Sankt Jørgen (i slutningen af 1950-erne), og bogen indeholder nogle interessante sider om deres tid på skolen. Men i øvrigt kan bogen varmt anbefales, især til folk over 60, som vil kunne genkende langt de fleste af de begivenheder og personer, som omtales. Derudover er bogen fyldt med interessante tanker og holdninger til livet i almindelighed og pressen og skuespillerbranchen i særdeleshed. Bogen er blevet til under et ophold på Mallorca, hvor Ole og Ulf isolerede sig i en periode i et hus på landet i samvær med bogens forfatter, journalisten Jakob Kvist.


Uddragene kommer her:

Uddrag af ”Barndomsvenner”. Krydsklippede erindringer. Samtalebog mellem Ole Michelsen og Ulf Pilgaard. People’s Press, 2006. 317 sider.

Side 44 ff: Sankt Jørgens Gymnasiums reaktion på Ole Michelsens fars pludselige død:

Ole: Vi sagte det ikke direkte til folk. Det var for voldsomt at meddele til omgivelserne. Vi sagde, at det var ”noget med hjertet” og sådan noget vrøvl. De spurgte mig jo om det på Sankt Jørgens gymnasium, hvor vi gik på det tidspunkt. Og igen, som et eksempel på, hvor koldt og hvor lidt medlevende det samfund egentlig var på mange måder, så kan jeg huske reaktionen, da jeg kom tilbage.

Skolens rektor, Peter Ilsøe, havde naturligvis fået besked om det hele af min mor, for jeg havde haft noget fravær i hele den proces, hvor han lå og svævede mellem liv og død.

Da jeg så kom tilbage til skolen, var der ikke antydningen af noget som helst. Ikke noget med, at nogen tog sig af det eller gik ned til eleven og tog ham i hånden og sagde ”det må være hårdt for dig”, eller ”skal vi lige snakke om de her ting?” Der var ikke nogen som helst reaktion.

Det eneste, jeg kan huske, var, at en gammel, jomfrumalsk dame, frøken Hintz, som underviste i geografi, på et tidspunkt kom spadserende majestætisk hen ad gangene. Så ser hun mig lige i begyndelsen af en time, hvor vi sidder og venter på en lærer, og så går hun ind i klassen og lægger en flødekaramel foran mig på min pult. ”Værsgo, den skal du have”, siger hun, og så går hun ud.

Det var reaktionen på det, der var sket. Det var det sødeste, jeg overhovedet oplevede. Jeg var også meget glad for det, for jeg syntes, det var fint, og det var en dejlig flødekaramel. Men det var sådan, man tog det. Der var ikke mere i posen med hensyn til krisehjælp, og hvad der ellers er oppe i tiden nu. Det var bare noget med at komme videre.


Side 56 ff:

Ulf: Jeg kom ind på Aarhus Katedralskole, som på det tidspunkt, sammenlignet med Sankt Jørgens Gymnasium, var lysår bagud. Forstået på den måde, at der herskede en ånd nærmest fra forrige århundrede. Det var virkelig en latinskole. Når jeg tænker på vores lærere på Sankt Jørgens Gymnasium, så havde mange af dem rent faktisk skrevet doktordisputatser, og mange af dem havde bijob som undervisere på universitetet, så det var højt, højt kvalificerede lærere, vi havde.

Ole: Uha, det kan vi godt sige lidt om. Vi kan sandelig godt tale om det menneskesyn, der kom til udtryk på Sankt Jørgens Gymnasium. Det vil jeg gerne forholde mig meget kritisk til. For det kan da godt være, at de var doktorer og doktor Hansen og den ene og den anden, men de var fuldstændig kropumulige!

Ulf: Men flere af dem havde da skrevet lærebøger …

Ole: Ja, ja, de havde skrevet, men der gik også forlydender om, at de var fallerede universitetsfolk, og at det var det, der gjorde mange af dem så indædt ondskabsfulde og utilfredse med deres arbejde. Hånligheden og nedladenheden over for eleverne var i hvert fald enestående. Jeg kan give et godt eksempel, som involverer Ulf:

Vores historielærer hed Jan Neiiendam, og han var vist en relativt stor kapacitet med hensyn til sladder og lignende ting i Danmarkshistorien. En dag, hvor vi kommer ind i klasseværelset, er Ulf som sædvanlig lang tid om at få foldet sig sammen og anbragt ved en pult på en stol. Som regel væltede han også et eller andet, og de andre skulle lige grine færdig.

Så træder Jan Neiiendam ind i klasseværelset, og normalt var han egentlig ikke ubehagelig, men han var supersnobbet. Og så ser han altså Ulf, og hører Ulf, og så siger han: ”Hold kæft, dit præsteasen!”

Det overskred i den grad mine grænser. Præsteasen! Ulfs far var præst, men det kunne han da ikke gøre for. Det ramte min retfærdighedssans. Og det er bare ét lille eksempel på arrogancen og nedladenheden og undervurderingen af os som værende komplette idioter.

Der var virkelig en ubehagelig stemning af, at dette her er åndernes rige. I skal være taknemmelige for, at I bliver lukket ind hos os, og vide, at der er lysår mellem vores verden og den elendighed, som I slæber efter Jer.

Ulf: Jamen der er fuldstændig korrekt. Det værste, de kunne finde på at sige til en, var: ”Vil du ende som blikkenslager?” Det var virkelig meget snobbet.

Ole: Der var enkelte humanistiske strejf. Jeg kan huske, at i forbindelse med besættelsen af Ungarn i 1956 brugte vores engelsklærer, lektor Mouridsen, en hel time på at udtrykke sit grænseløse raseri og sin forargelse over, at Sovjetunionen var gået ind i Budapest. Det var den eneste gang, jeg oplevede noget i den retning. Det var en overskridelse af alle normer og alle pædagogiske principper, for det gjorde en lærer ikke på det tidspunkt. Der var stort set ingen kommentarer til den såkaldte virkelighed i vores undervisning. Det var fuldstændig adskilt.

Hvad der foregik rundt omkring i verden var ikke-eksisterende i undervisningen. Vi sad egentlig og var ret imponerede af ham, fordi han hidsede sig mere og mere op og var ægte forarget. Bagefter blev han lidt flov over det og undskyldte nærmest over for klassen. Og en lærer undskyldte ellers aldrig over for eleverne. Men han var godt klar over, at han havde brugt en hel time på en politisk kommentar. Det gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. Jeg syntes, det var det eneste tidspunkt, hvor en sprække af virkelighed kom ind i klassen.

Ulf: For mig lå der en forskel i en mand som Johannes Nørvig, som Johannes Møllehave har skrevet om. Han kom til at betyde uendelig meget for mig. Johannes Nørvig var dansklærer og en stor humanist, og han var faktisk meget pædagogisk.

Jeg var så småt begyndt at læse ordentlige bøger, og det inspirerede mig til at skrive nogle meget vidtløftige stile. Sådan novelleagtigt eller hvad det nu var. Og det fik jeg kæmpehøje karakterer for. Det gav han mig UG minus for, og det stimulerede mig i den grad til at skrive endnu mere og lege med sproget.

Da jeg så skiftede skole og fik en helt ung og i øvrigt ret kontroversiel lærer på Aarhus Katedralskole, fik jeg den første stil, jeg skrev, tilbage uden karakter. Der stod bare: ”Det her kan jeg ikke give karakter for”. Den var forkert besvaret.

Jeg kan ikke huske, hvad det handlede om, men jeg kan til gengæld huske det nederlag, jeg følte. Jeg prøvede igen, og det samme skete, og så holdt jeg op. Han tog fuldstændig glæden ved at skrive fra mig. Han forstod ikke, at jeg var i gang med en proces og en udvikling, som ikke alene skulle måles på sine resultater.

Ole: Det er rigtigt. Jeg kan også huske den første stil, som jeg skrev i 1. g til samme lektor Nørvig. Den var absolut ikke vellykket. Jeg kan stadigvæk huske slutningen, og den var meget dårlig. Jeg løb pludselig tør, og så havde jeg puttet nogle mærkelige fremmedord ind og sådan lidt. Det gik helt galt ved slutningen af denne her stil, men der var et godt anslag i den, fordi temaet var ”din yndlingslitteratur”. Vi er i 1956, så jeg valgte at skrive om det, som han kaldte ”de hårdkogte amerikanske forfattere”. Det var så Hemingway, Caldwell og Steinbeck, som min far havde belært mig om, at jeg burde læse. Og ligesom Ulf forsøgte jeg også sådan et litterært tiltag, fordi jeg var vildt optaget af disse romaner.

Og det læste han sgu noget op af i klasseværelset. Han sagde, ”ja, slutningen er jo ikke god, den er bestemt ikke god. Men du skriver lidt ligesom en forfatter gør, og det er meget sjovere for læreren”. Det var en enorm opmuntring for mig!

Han var en, der trådte ud af det stiveri der. Ud af den konservative, på forhånd givne og rubricerede, smålige, aristokratiske måde, al undervisning foregik på. Der sagde han pludselig, at han kunne have glæde af at læse det lort, som jeg sad og skrev i min første stil. Og resultatet blev, at jeg tænkte: Der er en vej. Der begynder en vej lige her.

Det næste afgørende punkt for mit vedkommende blev paradoksalt nok den dårligste pædagog af dem alle, nemlig fransklæreren, som hed Tage Brüel. En lille, stærkt royalistisk og dybt reaktionær mand, meget aristokratisk i forhold til fransk litteratur og dybt nedladende i forhold til eleverne.

Det første, han meddelte os, var, at ”I har tre år med fransk”. Så bappede han lidt på sin cigar, og så sagde han: ”I skal ikke regne med, at jeg kan lære Jer fransk. Der vil måske være en eller to af Jer, der får noget ud af denne her undervisning, men det er det hele. Så skal I læse noget af Anatole France og Jules Romain, det er god litteratur, og nogle af Jer vil få noget ud af det, men de fleste af Jer vil ikke få noget ud af det”.

Det var det værste, man kunne sige, men det vakte alligevel min interesse, og jeg tænkte, det lyder interessant. Her kan man blive lukket ind i en eksklusiv butik, hvis man arbejder for det.

Jeg kom til at elske hans meget kritisable undervisning, og det blev fundamentet for min frankofili. Jeg forgudede ham, fordi han var så overlegen, at han kunne tage den røde fransk-danske ordbog op i hænderne med et udtryk af foragt, og så slå et ord op i den og dernæst fnyse af raseri og knalde bogen ned i bordet efter at have læst oversættelsen. Den kunne man altså heller ikke regne med. Den røde ordbog! Men det var spændende at sidde og læse Antoine de Saint-Exupéry og de andre store franske forfattere på originalsproget, og jeg var vild med ordene og lydene i sproget. Det var hele den europæiske, latinske kultur, med gallisk elegance og løftet op nordpå.

Ulf: Det er altså der, vi skilles, midt i 1. g. Din fransklærer, som jeg så havde i et halvt år, nåede desværre ikke at få en tilsvarende opbyggelig indflydelse på mig. Jeg fik en fransklærer på Aarhus Katedralskole, som hed fru Berg. Hun havde kæmpestore gevandter omkring sig og sad altid som et fugleskræmsel oppe ved katederet.

Mit forhold til fransk var, meget kort sagt, at stå oppe ved tavlen og fjolle og lave sjov med kridtet og få hele klassen til at grine. Og så kom fru Bergs udtalelse til sidst: ”Sæt dig ned, du ender som klovn i et cirkus!”

Ole: Det var da flot set!




Jeg har skrevet følgende essays om mit liv, som tilsammen dækker perioden fra 1947 og op til i dag:

  • Hænderne op af lommerne, sig nu pænt goddag!. Selfie fra 1947 til 1969
  • At rejse er at leve! Selfie fra 1969 til 1987.
  • 25 år i 3F. Et studie i historiens vingesus i 3F's hovedkontor 1987-2012.
  • Frihedens udfordring. Om frivilligt arbejde i Indien marts-april 2013
  • Mit liv som pensionist. Lidt om interesser, kvinder og parforhold. Selfie fra maj 2013

  • Jeg har desuden skrevet nedenstående essays om mit liv:

    Min barndom i 50-erne
    I bagklogskabens klare lys. Tanker om at blive gammel i september 2016



    Klik HER for at se hovedportalen for min hjemmeside.
    Klik HER for at kontakte mig.