Møde med fortiden live

Oplevelser fra et 50 års studenterjubilæum fra Sankt Jørgens Gymnasium på Frederiksberg

Tekst og fotos: Erik Pontoppidan


Klik HER for at læse min illustrerede artikel om tidsånden på Sankt Jørgens Gymnasium i første halvdel af 1960-erne.
Klik HER for at læse min illustrerede artikel om udvalgte lærere på Sankt Jørgens Gymnasium i 1960-erne.


En gruppe ældre mennesker genser hinanden til 50 års studenterjubilæum i Café Globen i København. En spændende og tankevækkende oplevelse!

Den 25. oktober 2016 mødtes cirka 15 halvtreds års studenterjubilarer fra Sankt Jørgens Gymnasium i Danmarks eneste rejsecafé Café Globen i det indre København til en kombineret vinsmagning og gettogether. Super hyggeligt og spændende, og for mig en stor og tankevækkende oplevelse. Især fordi der var mange af dem, jeg ikke havde mødt siden foråret 1966!

Nogle få var lette at genkende, men rigtig mange havde ændret deres udseende til ukendelighed. Hvilket vel egentlig ikke burde komme som en overraskelse efter et halvt århundrede. Men hvis man har været meget tæt på en lille gruppe mennesker i 3 år, brænder de sig uvægerligt fast på nethinden (i hvert fald på min), så man har i starten svært ved at abstrahere fra deres udseende, tale og kropssprog, som det var dengang. Men som regel genkender man alligevel mange af de gamle træk hos de andre efter et stykke tid. Så er det, man fornemmer historiens vingesus!

Det, der også gør så gamle klassekammerater interessante er, at de har været vidner til en vigtig periode i ens liv og omvendt. Man har haft rigtig mange fælles oplevelser, som det er svært at dele med andre. Og livet er jo fyldt med overraskelser. Vores klasser rummede vidt forskellige personligheder, og så er det jo interessant at få at vide, hvordan det er gået dem senere i livet. At f.eks. en dengang klog, nørdet og meget kunstinteresseret elev blev museumsleder forbavser mig ikke. Men at en langhåret, oprørsk, guitarspillende bohemetype endte med at blive rektor, det er lige godt satans! Men det viser jo bare, at man udvikler sig gennem hele livet og tit er et helt andet menneske efter et halvt århundrede.

Personligt vil jeg betegne mine tre gymnasieår på Sankt Jørgen som en mørk periode i mit liv. Jeg var meget umoden og genert, og årene kan beskrives meget rammende med forfatteren Carsten Jensens ord i et interview med ham i ”Gymnasieskolen” (september 2013), hvor han bliver spurgt om, hvad han husker bedst fra sin tid på Aalborghus Gymnasium:

"Elendigheden. Det er de tre værste år i mit liv. Uden sammenligning. Jeg befandt mig midt i verdens mest kvalfulde pubertet, og hver celle i mig skreg på opmuntring, bekræftelse, et eller andet lille bevis på, at der var en fornuftig grund til, at jeg befandt mig på denne smålurvede planet i galaksens glemte hjørne”.

Noget af det første, jeg kommer i tanker om, når jeg kigger tilbage på mit liv, er: Hold da kæft hvor har du spildt meget tid på grund af din umodenhed og dit manglende overblik! Jeg har tit haft en drøm om at leve mit liv om med min nuværende livserfaring i bagagen, men fred være med den. Det er jo alligevel en utopisk tanke, og hvis jeg havde kunnet det i gymnasiet, ville jeg helt sikkert være blevet smidt ud af skolen! Jeg ville nemlig have stillet alle de kritiske spørgsmål, som manglede set i bagklogskabens klare lys, og som ingen turde stille dengang.

Det er nok forklaringen på, at en af mine yndlingsfilm er den amerikanske, romantiske komedie ”En ny dag truer” (”Groundhog Day”) fra 1993, med Phil Connors (spillet af Bill Murray) og Rita (spillet af Andie MacDowell) i hovedrollerne. Filmen handler om den livstrætte TV-reporter Phil, som havner i en ”tidssløjfe”, hvor den samme, kedelige dag gentager sig igen og igen. Alt, hvad der sker, er præcis det samme dag efter dag, og den eneste, der kan ændre begivenhedernes gang, er Phil selv. Da Phil således kan se ud i fremtiden og forudsige alt, hvad der sker, giver det ham nogle fantastiske muligheder. Tænk, hvis man kunne det! Phil ender med at blive byens helt, og det lykkes ham til sidst – efter enorme, gentagne anstrengelser og dyrekøbte erfaringer - at score den kvinde, han er forelsket i. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har set filmen, men den hører til mine absolutte favoritter.

Der var flere dygtige lærere på Sankt Jørgens Gymnasium dengang, men en del af dem var komplet uegnede til at undervise, selv om deres faglige kvalifikationer var i orden. De to ting behøver jo på ingen måde at følges ad. Dertil kommer, at skolen i midten af 1960-erne var præget af en dybt konservativ grundholdning, ikke mindst på grund af den daværende rektor. Set i bakspejlet er det fristende at sammenligne min gymnasietid med Hans Scherfigs roman ”Det forsømte forår”, som også er blevet filmatiseret. Ved vores møde i Café Globen udtalte en af jubilarerne i øvrigt, at ”hvis man skal sammenligne ”Det forsømte forår” med Sankt Jørgens Gymnasium i 1960-erne, så var ”Det forsømte forår” en børnehave”. Måske en anelse overdrevet, men flere af mine gamle klassekammerater har sagt noget lignende om skolen.




Det hører med til historien, at et kærestepar fra min klasse blev smidt ud af Sankt Jørgens Gymnasium i første G, fordi pigen blev gravid. Men de var også med i caféen, og det var fantastisk at møde dem igen. Bortvisningen kom på forsiden af Ekstra Bladet og bevirkede, at rektor, som personligt havde smidt dem ud af skolen, måtte have lægehjælp. En ondskabsfuld spøgefugl havde anbragt Ekstra Bladets forside på indersiden af pultlåget til talerstolen i festsalen lige før den obligatoriske morgensang. Da rektor åbnede låget for med aldrig svigtende morgenfriskhed og med et raskt tag at fremtage sin sangbog, stivnede han pludseligt og uventet. Det blev en uforglemmelig morgensang. Under tredje vers af "Vor Gud han er så fast en borg" (det vers, der starter med "og myldred' djævle frem på jord"!) måtte han hjælpes ned på kontoret. En læge kom til, og rektor blev kørt hjem.

I de sidste mange år har jeg haft en lang og udbytterig mail-kontakt med Claus Boxenbaum, som gik i min parallelklasse på Sankt Jørgen fra 1964-66. Claus har blandt andet skrevet en selvbiografi, som indeholder flere kapitler om tiden på skolen (Sandvejen - og andre veje. Casewood Publikationer, 2005. 191 sider, illustreret). Et af kapitlerne i bogen handler næsten udelukkende om den berygtede rektor F.T. Mouridsen, som personligt bortviste de 2 elever fra vores klasse. Det meste af dette kapitel er lagt ud på det ene af mine to websites om skolen og dens lærere, naturligvis med forfatterens tilladelse. Man finder de to artikler på www.ponty.dk/mitgym.htm og www.ponty.dk/mitgym1.htm .




Jeg har skrevet følgende essays om mit liv, som tilsammen dækker perioden fra 1947 og op til i dag:

  • Hænderne op af lommerne, sig nu pænt goddag!. Selfie fra 1947 til 1969
  • At rejse er at leve! Selfie fra 1969 til 1987.
  • 25 år i 3F. Et studie i historiens vingesus i 3F's hovedkontor 1987-2012.
  • Frihedens udfordring. Om frivilligt arbejde i Indien marts-april 2013
  • Mit liv som pensionist. Lidt om interesser, kvinder og parforhold. Selfie fra maj 2013

  • Jeg har desuden skrevet nedenstående essays om mit liv:

    Min barndom i 50-erne
    I bagklogskabens klare lys. Tanker om at blive gammel i september 2016



    Klik HER for at se hovedportalen for min hjemmeside.
    Klik HER for at kontakte mig.