Der var mange originaler på Sankt Jørgens Gymnasium i midten af 1960-erne. En af de absolutte topscorere i den henseende var Erling Schiønning, som underviste i biologi og havde sit faste klasselokale i skolens kælder. Han var en dygtig og begavet lærer, men jeg har næppe i mit liv oplevet en så udpræget særling. Han brød sig f.eks. ikke om folk fra Amager, og han svor til rå, upasteuriseret komælk, som han underholdt os med, at han fik specialleveret hver morgen direkte fra et mejeri. Hvis man kom for sent til hans timer, fik man besked om at forlade lokalet, og hvis vores ugerapporter ikke blev afleveret til tiden, blev de kasseret. Og sidst, men ikke mindst: Han flyttede sammen med en af sine unge gymnasieelever, som han fik et barn sammen med. I øvrigt havde han et godt øje til flere andre af de unge, kvindelige gymnasieelever, som han en gang imellem inviterede ind i sidelokalet i kælderen til te. Han forlod sjældent kælderen i dagtiden, men holdt sig som regel for sig selv og var kun sammen med de andre lærere, hvis han var tvunget til det.

Alligevel syntes jeg langt bedre om Schiønning end om rektor Mouridsen. Selv om Schiønning dyrkede sit image, så var han efter min mening en langt mere spændende person, der hvilede i sig selv på en helt anden måde end Mou. Og set i bakspejlet, så betragter jeg hans særheder som f.eks. hans aversioner mod Amager og hans kassation af rapporter med mere som et pædagogisk fif, som skulle illustrere diskriminationens meningsløshed og irrationelle væsen og give os en advarsel om, hvad vi kunne vente os, hvis vi ikke fulgte samfundets spilleregler. Og alt andet lige, så var han en dygtig pædagog.

Schiønning havde en særlig evne til at åbne et verdensbillede for os med alternative synspunkter og til at se kritisk på de vedtagne normer i samfundet med udgangspunkt i sin biologiske viden. Han havde sine kæpheste og talemåder, som han tit kørte på. En af dem var den almindelige opfattelse af, at vi nedstammer fra aberne. Forkert! Vi nedstammer ikke fra aberne, men fra en fælles stamform, som senere udviklede sig til aber og mennesker. En anden var: ”Et hjem er intet hjem uden Rostrups flora!”.

Efter studentereksamen i 1966 læste jeg biologi i 2 ½ år ved Københavns Universitet, med geologi og geografi som bifag. Dengang var filosofikum en obligatorisk del af studiet, hvilket set i bakspejlet slet ikke var så ringe endda. Nogle kaldte det tidsspilde, men jeg vil være så gammeldags at kalde det en udvidet form for klassisk dannelse. Filosofikum varede som regel to semestre, og man kunne vælge forskellige linjer i studiet, afhængigt af ens temperament og interesser. Jeg valgte temaet ”Psykologi på biologisk grundlag”, uden tvivl inspireret af Schiønning, som havde en særlig evne til at blande biologi og samfundsopfattelse, så resultatet blev nogle interessante og originale synspunkter, i hvert fald set med mine øjne. Jeg besøgte i øvrigt Schiønning en aften privat efter studentereksamen, da han boede på Platanvej på Frederiksberg. Ved den lejlighed mødte jeg hans nye unge kone og tidligere gymnasieelev sammen med deres nyfødte barn.

Ifølge Annette Fabricius døde Schiønning i 1976, 71 år gammel. Han blev student i 1922, cand.mag. i 1930 og blev ansat på Sct. Jørgen som timelærer i 1930. I 1932 blev han gift med Unnur Phorarinnsdottir (født 1909), som han blev skilt fra 10. februar 1963. Han blev gift igen 23. juli 1965 på Frederiksberg med stud.mag. Agi Madi, født 23. november 1944 i Budapest.

Schiønnig fik 4 børn i sine to ægteskaber. Fra hans første ægteskab er den eneste overlevende Peter, som flyttede til Canada i 1972, hvor han og hans 30 år yngre kone Heather i dag arbejder som arkitekter. Hans søn Niels Peter, som han fik med Agi, bor i Danmark. Han er uddannet som lærer og arbejder i dag som afdelingsleder på en skole i Københavns vestegn.

Preben Wilhjelm skrever nedenstående om Schiønning i sin erindringsbog "Man kan sagtens være bagklog" (Lindhardt og Ringhof, 2014):

1. BIOLOGIUNDERVISNING

1.1 Læreren
Lektor Aage Erling Schiønnings (1904-1976) interesse for elever var umættelig. Den omfattede i lige måde nuværende og "gamle" elever. Var man sammen med ham i nogle timer, havde han flere gange nævnt: "En gammel elev arbejder for tiden med ..."; "en gammel elev har vist mig ...". Han brugte al sin energi på undervisning og kontakt med "gamle" elever.

Han var ansat flere steder. På Sct. Jørgens Gymnasium på Frederiksberg underviste han alle 3. G. klasserne i biologi, en 1. G. klasse i geologi og nogle mellemsko¬le¬klasser i naturhistorie. Desuden havde han 3-4 hold à 3 timer om ugen på Adgangskursus til Polyteknisk Læreanstalt om eftermiddagen. Biologipensum på Adgangskursus svarede til 3. G.'ernes, så han kom gennem det samme stof 6-7 gange pr. år. Man må ikke tro, det kedede ham. Hans undervisningsteknik forhindrede, at to timer fik samme forløb.

Efter skoleembedseksamen i naturhistorie/geografi arbejdede han i et år hos professor Boysen Jensen på Botanisk Laboratorium, før han ca. 1932 søgte ind ved Gymnasieskolerne. Højbjerg-Christensen, undervisningsdirektør for gymnasieskolerne, tilgav ham aldrig det fejltrin, at han ikke søgte direkte til skolevæsenet. (Højbjerg-Christensen var stadig direktør i 1956, da jeg tog kursus i undervisningsfærdighed.)

1.2 Egne lærebøger
Han havde - i to tilfælde med en medforfatter - skrevet sine egne lærebøger for gymnasiet. De dækkede geologi, biologi og fysiologi; de to første udkom på Schultz Forlag, den sidste hos Gyldendal. De havde fire fællestræk: En omhyggeligt udvalgt emnekreds, et særdeles rigt billedmateriale dækkende hele stoffet, mange henvisninger til uddybende materiale og - som noget ganske usædvanligt i skolebøger dengang - et stikordsregister. Teksten bestod af koncise sætninger. Geologibogen indeholdt mange af hans egne fotografier fra rejser i Island og Danmark. Fysiologibogen var fuld af nytegninger fremragende udført af H. Bülow-Hansen.

Hans anvendelse af bøgerne var usædvanlig. Mens andre lærere - med sproglærerne som undtagelse - var besat af frygt for, at eleverne sad med åben bog i timerne, så begyndte Schiønning sin første time med ordene: "Slå op i "Den gode bog" på figur 2". (Fig. 1 viste opbygningen af et mikroskop og blev forbigået.) Nu begyndte et ritual: figuren skulle beskrives med objektive udtryk ("firkanter", "lukkede rum", "begrænsede af to linier", etc.); derefter skulle detaljerne sættes i den rette indbyrdes sammenhæng og forklares.

1.3 Gennemgang af figurer
Det var hans fryd i første time i 3. g. at få gennemgået figur 2 forestillende et skematisk billede af en celle. Det begyndte uskyldigt med hans spørgsmål: "Hvad ser du?" Lang tid gik med at afvise forslag som: "En celle". Svar: "Umuligt, celler er små, man kan ikke se dem uden mikroskop." Han helmede først, når der blev svaret: "Jeg ser tryksværte på et stykke papir". På den måde fik han os til at forstå den lange vej mellem den virkelige struktur og en tegning eller et fotografi af den. (En yndlingstese var i øvrigt, at skolen havde ødelagt elevers evne til at iagttage!) Når figur 2 var udtømt, gik han videre til figur 3, og et halvt år senere sluttede han med den sidste figur i bogen. Han holdt meget af at sammenligne den foreliggende figur med allerede gennemgåede figurer og påvise sammenhænge, som havde undsluppet vor opmærksomhed, "grave i gammel muld". På den måde skabtes en indre sammenhæng i stoffet, som var ukendt i andre fag, og den var hans undskyldning for ikke at repetere før eksamen. Som følge af hans spørgeteknik, der altid tog udgangspunkt i elevernes misforståelser, undgik han monotoni. En kollega på besøg fra Norge oplevede en formiddag en gennemgang af det samme stof i tre klasser og var forbavset over, hvor forskelligt timerne faldt ud.

1.4 Rapporter
Elevøvelser var en vigtig bestanddel af Schiønnings undervisning. De indførtes i biologi ved kgl. anordning i 1935, og hans biologibog rummede mange forsøgs¬forslag. Han vidste, at hvad man selv har set, eksisterer på en helt anden måde end det, man blot har læst om. Han planlagde en øvelse om ugen med aflevering af skriftlig rapport. Der var afsat to sammenhængende timer til forsøgets udførelse på ugeskemaet, en halv klasse ad gangen. Hver elev fik udleveret et skolemikroskop, og der blev lavet eller udleveret præparater. Den første øvelse bestod i at iagttage døde celler fra hyldemarv under mikroskop og levere tegninger og beskrivelser af resultatet. Først skulle hyldemarven skæres med et barberblad. Snittene skulle være så tynde, at de blev "hængende i luften". Der blev gjort megen nar af dem, der lavede "høvlspåner". Derefter lagdes præparatet i en vanddråbe, og så skulle det tegnes. Resultatet skulle fremgå af en rapport, inddelt i "formål", "udførelse", "beskrivelse", og "forklaring", og den skulle afleveres ugedagen efter.

Havde man glemt rapporten hjemme, måtte den afleveres på adressen Ørstedsvej nr. 9. En for sent afleveret rapport blev ikke bedømt. Standardbemærkningen "her mangler en vigtig detalje" dukkede op, hvis man havde undladt perspektiv eller dybde i billedet og således demonstrerede, at man ikke havde forstået, at celler er 3-dimensionale kasser. (De kritiske bemærkninger kom tit i formen: "Peter-Ole mener, ... " - Peter-Ole var hans den gang ni-årige søn.) De rettede rapporter udleverede han ugedagen efter, at de var afleverede. Øvelserne fortsatte med mikroskopering af farvekorn fra planter, etc. etc., og endte med snit af hud ovarie og nyre. Ind imellem blev der vist osmoseforsøg og Kjeldahl-analyse. Den sidste udførtes af en 3. G.'er, der havde set øvelsen året forud, og således gik den i arv fra år til år. Schiønning udførte aldrig et forsøg selv; hvis et af hans forsøg var mislykket, ville eleverne have moret sig; det gjorde de ikke, hvis det kiksede for en elev. I hen i mod 40 skoleår må han have rettet ca. 70 rapporter pr. uge - uden vederlag.

1.5 Specialearbejde
Kontakten med de gamle elever blev benyttet aktivt; han tilbød, at man kunne aflevere et specialearbejde. Man skulle fordybe sig i et område og kvittere med en rapport. Læreren lovede til gengæld, at man kunne fremlægge rapporten mundtligt til studentereksamen. Kunne ens ambitionsniveau ikke dækkes af skolens sparsomme laboratorieudstyr, kom venner og gamle elever ind i billedet: "Gå hen på Landbohøjskolen til professor Gabrielsen, hils fra mig og fortæl, at I er interesserede i at bestemme antallet af bakterier i poste- og opvaskevand." De to 3. G.'ere afleverede beskeden til professor Gabrielsen, der stillede en laborant til deres rådighed i to uger og sikrede det nødvendige materiale til rapporten. Intet projektforslag blev afvist. Nogle elever ville først i 1950'erne dyrke kyllingeceller i petriskåle, et arbejde, der lå mange niveauer over, hvad man kunne forestille sig i en skole på den tid. I dette tilfælde slog de gamle elever ikke til. I stedet opsøgte Schiønning dr. Albert Fischer på Carlsbergfondets Biologiske Institut, en international kapacitet på cel¬ledyrk¬ningsområdet. For, som han sagde: "Dr. Fischer havde selv i sin ungdom dyrket celler under meget primitive forhold og ville sikkert hjælpe de unge mennesker". Planen virkede: Dr. Fischer modstod som ventet ikke den ungdommelige entusiasme.

1.6 Åbent hus hver lørdag
Var man syg en øvelsesdag, eller ville man forbedre sin rapport, så kunne man komme i biologilokalet lørdag eftermiddag til "åbent hus". Normal skoleundervisning ophørte kl. 13, men Schiønning blev på skolen til den sidste elev gik - tit efter kl. 17. Der var altid mange til stede. Nogle udførte manglende forsøg, andre kom for at diskutere deres planlagte studium, andre igen på grund af underholdningen. Også gamle elever deltog, de kendte jo ordningen. Biologilokalet lå i kælderetagen med vinduer tæt ved skolens hovedindgang. På de årstider, hvor vinduet stod åbent, blev det benyttet som den letteste adgang til biologilokalet om lørdagen. En gang om året dissekeredes en død hund af en gammel elev, der studerede på Landbohøjskolen. Interessen var utrolig stor, og øvelsen krævede hele eftermiddagen.

1.7 Schiønning og jeg, første møde
Begyndelsen til mit eget forhold til Schiønning i 1. G. var præget af held. Den 29. august 1947 deltog han i Stockholm i et møde sammen med nobelpristager Henrik Dam. (De kørte derop i Dams amerikanske Chevrolet: Schiønning huskede, at Dam var sur på sin kone hele vejen.) Schiønning lod lektor Aa. H. Kampp tage os på ekskursion langs Mølleåen. Kampps interesser var mere kultur- end naturgeografiske og han gav udtryk for dem på turen. De uundgåelige rapporter fra turen domineredes derfor af oplysninger om Mølleådalens fabrikker. Som den eneste sprang jeg dem over og skrev uden at diskutere med de andre vha. kommunebibliotekets bøger om dal-forløbet. Det gjorde et vist indtryk på Schiønning, som kom ind i klassen med rapporterne under armen: "Hvem er Leif Rasmussen?" Dette har bidraget til det gensidigt positive forhold.

1.8 Schiønning griber ind første gang
Første gang, jeg besøgte ham privat, var i foråret 1950, mens jeg endnu gik i 3. G. Anledningen var snørklet. Min lillebror Bjørn, 4 år, var forkølet og måtte holde sengen. Efter skoletid måtte jeg være barnepige, og da jeg helst skulle læse lektier samtidig, gav jeg ham en bog at læse i. Aug. Kroghs "Fysiologi for Gymnasiet" var velegnet, fordi den havde mange billeder. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg kunne fortælle ham, hvad billederne i bogen forestillede, mens jeg læste i en anden. Til min forbløffelse kendte han alle billederne efter få dages forløb og kunne sige de rigtige ord på hvert sted, "Bowman'ske kapsler" etc. Jeg fortalte Schiønning om det fremmelige barn, og han sagde: "Tag ham med på lørdag, så jeg kan se ham." Bjørn kom, blev hørt i lektien og bestod prøven. Schiønning kvitterede med at sige: "Kom med hjem til middag i aften." Jeg husker flere tildragelser fra denne lejlighed: Principielt fik man altid "hakkelse" serveret af "furierne" i det Schiønning'ske hjem. I dette tilfælde var "hakkelsen" haresteg og jeg fik øl for første gang i mit liv (særdeles overraskende, fordi han i skolen altid rasede mod "uartigt øl"). Endelig kunne Bjørn i årevis huske, han havde været på besøg et sted, hvor der var et ur, "hvor der sad nogle børn og vippede." Urets uro var forbundet med en vippe på toppen af uret. Tretten år senere havde Bjørn samme lærer i biologi.

1.9 Anden gang
Jeg kan nu se, at en af de vigtigste dage i mit liv var en lørdag i foråret 1950, mens jeg gik i 3. G. Jeg havde fået lyst til at læse biologi. Hverken min far eller jeg vidste meget om en akademisk løbebane, men det lød tiltrækkende, at man med en studentereksamen kunne blive skolelærer på 2 1/2 år fra et seminarium. Jeg diskuterede disse udsigter med Schiønning og nåede at aflevere en tilmelding til Blaagaard Seminarium, dengang på Kapelvej. Kort efter foreslog Schiønning mig i stedet at gennemføre et studium på Universitetet. Dette forslag var uoverskueligt på enhver måde. Hvor skulle jeg få penge fra? Hvad ville det føre til? Det krævede 6 år! Ikke mærkeligt, at vi var usikre. Schiønning sagde: "Sig til din far, han skal besøge mig på lørdag."

Far kom. De forsvandt ind i et sidelokale; far præsenterede sine argumenter, Schiønning sine. Jeg ved ikke, hvad der blev sagt. Efter min mors udsagn mange år senere var min fars trumfkort, at jeg var upraktisk og intet kunne stille op med mine hænder - ikke engang sætte tapet op. Hertil skulle Schiønning have svaret, at det gjorde intet som helst: "Når han har studeret, kan han betale andre for at sætte sit tapet op!" Her endte diskussionen, jeg kunne påbegynde studiet efter sommerferien 1950. I dag føler jeg, at omvejen - diskussionen i familien om seminarieuddannelsen, som kunne føre til en nyttig lærergerning - var afgørende nødvendig for springet til universitetsstudiet, der også kunne føre til en læreruddannelse.

1.10 Tredje gang, Sct. Jørgen
skete det således: Han blev indlagt på Frederiksberg Hospital i december 1955, tilkaldte mig og meddelte, at han var sygemeldt til efter sommerferien. Han ønskede, jeg skulle overtage hans undervisning på skolen og havde talt med rektor Ilsøe om det. Jeg accepterede, begyndte med det samme og afsluttede med realeksamen i naturhistorie og studentereksamen i biologi. Jeg endte med gode resultater - med undtagelse af et enkelt tilfælde, der gik ud over nuværende dr. tech. Jan Markussen, NOVO NORDISK, som fik en meget dårligere karakter, end han havde fortjent fra arbejdet i årets løb. Det viste sig dog senere, at han havde glemt denne episode. Det var Jan, der fandt metoden til at omdanne svineinsulin til menneskeinsulin i stor målestok og dermed tjente formuer til NOVO.

Schiønning gav et råd, før jeg begyndte. Her må det indskydes, at Sct. Jørgens Gymnasium havde børn af tidligere elever på skolen. Nogle fædre kendte lærerne, bl.a. Schiønning, fra deres egen tid, blandt dem Uffes far. Rådet lød: "Alle eleverne er rare og søde, Uffe er den eneste, du kan få problemer med. Hvis han gør sig bemærket på nogen måde, så siger du blot, at du véd, at hans familie interesserer sig levende for, hvorledes det går ham i skolen". Der gik kun en time eller to, før Uffe skulle se, om han kunne provokere den ny lærer. Det var en stor oplevelse for mig at se Uffes reaktion på min indstuderede replik. Jeg vidste øjensynligt mere, end han havde forestillet sig. Fra det øjeblik var vi meget fine venner. Dengang virkede samarbejdet mellem skole og hjem.

1.11 Fjerde gang, Rungsted Statsskole
Schiønning greb atter ind i foråret 1956. Jeg planlagde at gennemføre ministeriets kursus i undervisningsfærdighed. Jeg spurgte Schiønning, om han ville anbefale en god lærer. Han svarede: "Lektor Poul Kjeltoft på Rungsted Statsskole; tag op og tal med ham; sig, han skal tage sig af dig." Jeg fik en tele¬fonisk aftale om at mødes med Kjeltoft lige før sommerferien. Jeg blev pænt modtaget, Kjeltoft var venlig, men afvisende. Han mente ikke, han hverken kunne eller ville have mig på skolen om efteråret. Da jeg aflagde beretning for Schiønning, sagde han: "Tag op til Kjeltoft igen og sig ham, jeg ærgrer mig over, jeg tog mig af ham i sin tid." Jeg husker ikke mere, hvor min næste samtale med Kjeltoft fandt sted, om det var i telefonen eller i Rungsted, men han accepterede min ankomst efter sommerferien. (Jeg begyndte med lejrskole med 3. G.erne: Vi boede på vandrer¬hjem i Hillerød og holdt til omkring "Donse Storedam (?)"; vi bestemte bl.a. iltindholdet i forskellige dybder af søen vha. Winkler-titreringer og lysintensiteter forskellige steder i skoven.)

Tiden på Rungsted Statsskole (fire måneder) forløb godt. Mellemtimer tilbragte jeg i Kjeltofts lejlighed lige over for skolen. Kjeltoft ønskede en termostateret inkubator på skolen, men de kommercielt tilgængelige var for dyre til skolens budget. Jeg vidste fra min tid i laboratoriet, hvad der skulle til, og det var ingen sag for mig at rigge en op. Udtalelsen fra skolen til sidst lød: "han er venlig - men stiller krav til sine elever, og er opfindsom i valg af undervisningsmidler og metoder."

1.12 Femte gang, Adgangskursus
En aften i juni 1957 ringede Schiønning og sagde, at man manglede en biologilærer på Adgangskursus til Polyteknisk Læreanstalt. Han havde foreslået mig, og jeg ville blive ansat fra juli måned. Jeg indvendte, at jeg endnu ikke havde afsluttet mine studier, men det spillede ingen rolle. Jeg begyndte det nye job d. 1. september i de gamle lokaler ved Sølvtorvet i bekvem gå-afstand fra Elers Kollegium i Store Kannike¬stræde. Om vinteren var det ikke let i et auditorium med 50 elever at overdøve eksplosionerne i det dampop¬varmede centralvarmeanlæg. Jeg underviste her i flere år, indtil vi rejste til USA i 1963. Også efter tilbagekomsten i 1965 havde jeg med Adgangskursus at gøre, nu som censor i de nye bygninger i Lyngby. Det gav en kærkommen lejlighed til at mødes og udveksle nyheder med Schiønning igen.

1.13 Mere om Schiønnings undervisning
I 1. G. havde vi ham som vikar i en enkelt time. Han bad os komme ned i biologiklassen, og vi undrede os over, hvad han ville stille op med os. Biologiklassen var et dobbeltlokale, og sidelokalet benyttedes som laboratorium og bibliotek, der omfattede både fag- og anden litteratur. Han hentede Pär Lagerkvists "Det evige smil" og bad en elev om at læse op. "Der var engang nogle døde, de sad sammen et eller andet sted i mørket, hvor vidste de ikke, måske ingen steder, de sad og snakkede for at få evigheden til at gå ..." . En isnende tavshed fyldte lokalet, og alle fulgte med opmærksomhed Lagerkvists sære fortælling om livet på jorden fortalt af de døde og om deres møde med Vorherre. På spørgsmålet til ham: "Hvorfor, hvorfor?" svarer han tre gange: "Jeg har gjort det så godt jeg kunne." En af personerne "erkender dig, kære liv, som det eneste tænkelige blandt alt det, der ikke kan tænkes".

Også undervisningen i mellemskoleklasserne var uforglemmelig. I 2. mellem (syvende klasse) skulle "Fugle" gennemgås i natur¬historie. Jeg overværede denne undervisning gennem en periode på et halvt år. En halv snes timer gik med at opstille et skema over, hvad man skulle vide om en fugl set fra et naturhistorisk synspunkt. En beskrivelse af dyret, omtale af dets levevis osv. Alt udarbejdet på elevernes egne forslag, men under styring. Jeg husker mere end 20 punkter, alle med flere undergrupper. Eleverne inddeltes i grupper på to, hver gruppe fik en fugl, for hvilken de skulle udfylde skemaet. De fik skolens righoldige bibliotek stillet til rådighed og måtte så finde oplysningerne frem.

Efter en måned eller to - når to drenge var blevet færdig med deres fugl - forelagde de deres resultater mundtligt for resten af klassen. Eleverne havde vel aldrig tidligere måttet opsøge viden, og jeg husker tydeligt den bestyrtelse, det vakte, da to drenge i én bog havde læst, at viben er en klodset flyver, og nu i en anden læste, at den har en imponerende parringsflugt. De oplevede for første gang en modsigelse i de trykte ord. Hvad var korrekt? Hvorfor skrev to forfattere forskelligt? Deres verdensopfattelse havde fået et grundskud. Schiønning smilede og sagde, at sådan gik det altid.

Han holdt af at få elever til at tænke sig om, "bruge det, Vorherre i sin vrede havde givet dem at tænke med". En dag i en biologitime i sidste klasse var lektierne gennemgået, men der var 5 minutter tilbage af timen. "Hvad er den egentlige forskel mellem mennesker og dyr?" , spurgte han. Der kom flere forslag, som han mildt afviste. Da klokken ringede, sagde han: "Nu må I gå!" . Han vidste, at hjernen ikke uden videre slipper uafklarede spørgsmål. Han oplevede, at en elev efter ti års forløb opsøgte ham for at høre, hvad han havde ment var den egentlige forskel var på mennesker og dyr. Han havde ikke kunnet befri sig for det uløste problem. Schiønnings mening var selvfølgelig at få elever til at tænke selv.

Han holdt meget af at chokere. Figur 12 i biologibogen viste et tropæolum-blad. "Kender du den plante?". "Næ-h!". "Så tag ud til Frederiks¬borgvej nr. x, gå op på tredje sal hos fru N. og fortæl hende, at du gerne vil have en tropæolum-plante, og tag den med i næste time." Eleven glemte det aldrig. Schiønning sagde ikke, at han havde sendt eleven op til sin datter, som var vant til faderens påfund!

Johannes Møllehave gik på Sct. Jørgens Gymnasium i mellemskolen fra 1948 til 1952. Han har i sin bog "På myrens fodsti" beskrevet dele af lærerkollegiet på Sct. Jørgens Gymnasium i samme periode, som jeg dækker. I 3. mellem, ottende klasse, skulle han bestemme en plante efter flora'en ved en skriftlig eksamen. Han sad med et valg mellem to planter, hvoraf den ene var meget giftig. Efter stor usikkerhed og i panisk rædsel valgte han at smage på den, og da han levede en time senere, sluttede han, at det var den ugiftige mulighed, der forelå. Det fremgår i øvrigt af bogen, at også han var chokeret over lærernes sarkasmer.

Schiønning blev i 1954-55 af 3. G.'erne opfordret til at holde et aftenkursus i psykologi på skolen. Han valgte at gennemgå Lehtovaaras bog: "Lille lærebog i psykologi" i to ugentlige timer. Det blev timer, jeg overtog under mit vikariat 1955. I min egen tid, i 1950, holdt han aftenkursus i Seksualundervisning. Det var en betingelse for deltagelse, at man medbragte en tilladelse fra forældrene.

1.14 Den frie vilje
I 3. G lærte vi om nervesystemets virkemåde. Vi havde læst på lektien hjemme, og da timen begyndte, kaldte Schiønning en elev op foran den samlede klasse med ordene: "Kom her op!". Eleven rejste sig og gik op. Så spurgte Schiønning: "Hvorfor kom du her op?" Eleven prøvede først med at svare, at han var blevet opfordret til det af læreren. "Nej!", blev der svaret. "Hvorfor kom du her op?" Efterhånden blev de enige om, at lydbølger i luften genereret af lærerens stemmebånd havde ramt elevens høresanseceller. Nerveaktivitet blev ledet til elevens hjerne, der tydede beskeden, og som svar sendte besked til centre i rygmarven. Herfra aktiveredes muskler hovedsageligt i benene, så eleven bevægede sig op mod læreren. Synssanseceller sendte også besked til hjerne og videre til benene, så eleven undgik forhindringer på vejen. Disse beskeder sendes i refleksbuer: ind til centralnervesystemet, og ud til muskler. Hvad med den frie vilje? Den eksisterer ikke! Der er kun medfødte og tillærte reflekser.

I den vestlige liberale verden finder vi ideen om biologisk determinisme frygtindgydende, fordi hele vor kultur er baseret på ideer om frihed, valg og det rationelle individ. Hvad hvis disse begreber ikke eksisterer?

1.16 Fysiologiske demonstrationer
Professsor, dr. phil. Poul Brandt Rehberg, Zoofysiologisk Laboratorium, inviterede hvert år alle 3. G.'ere i Storkøbenhavn til foredrag med demonstrationer. De blev afholdt i et stort lokale på Henrik Harpestrengsvej, og måtte gentages fem gange pr. år. Først målte han iltforbrug hos mus. De gik i et lukket rum, han analyserede luftprøver og bestemte forbruget pr. min. pr. kg. Derefter målte han iltforbruget pr. kg hos en af laboratoriets læredrenge i hvile og under arbejde (det sidste under cykling på en stillestående cykel - et ergometer, en motionscykel, opfundet af Aug. Krogh. Den kunne belastes med en elektromagnet og det udførte arbejde kunne således måles). Også her analyseredes de nødvendige luftprøver på stedet. Vi skulle skrive ugens rapport om disse forsøg og vurdere kroppens udnyttelse af energien og sammenligne den med en dampmaskines udnyttelse.

Derefter vistes refleksforsøg på en frø, hvis hoved var fjernet. 'Frøen' hængtes op i et stativ, og med kraftig lampe sendtes skyggebilledet op på en stor skærm, så alle 500 tilskuere kunne følge med. Der anbragtes et stykke filtrerpapir med syre på højre side af ryggen på den døde frø. Efter et øjeblik kom højre bagben op og fjernede papiret. Dernæst blev papiret anbragt igen på samme sted. Rehberg holdt højre ben fast med sine fingre. Det rykkede i frøen, prøvende fik den venstre ben op og papiret blev fjernet. Lutter reflekser i en frø, der havde været død i 45 minutter. Til sidst vistes Karl von Frischs film om "Biernes Sprog". Det hele tog hen ved halvanden time, og Brandt Rehberg havde alle sine tilhørere i sin hule hånd.

Disse demonstrationsforelæsninger begyndte i Aug. Kroghs tid, og de blev fortsat af Brandt Rehberg i mange år. Jeg har mødt flere personer, der senere gav udtryk for deres beundring for dette indslag i undervisningen. Nogle blev inspireret til en videnskabelig løbebane, i et enkelt tilfælde jeg kender, til førte den til medlemskab af Videnskabernes Selskab.

1.17 Mere om Schiønnings lærebøger
Hans lærebog i geologi begynder med en samtale fra "Lucidarius" (ca. 1300) mellem en mester og en discipel. Disciplen spørger: "Hvormed er Jorden fæst?" , og får svaret "Jorden er med ingen Køns fæst, uden med Guds Vold, fordi at hun flyder i vandet saa som Blommen i et Æg ... ". Middelalderen er altså ikke et mørke af fordomme. Han krævede, at vi lærte "Det store Epos" udenad. Det beskrev på to sider de karakteristiske begivenheder i Jordens historie. Hver epoke afsluttedes med : "Transgression af havet", og næste epoke fortsætter med "Bjergkædefoldning begynder". Disse to linier blev kaldt: "Omkvædet i det store Epos". Det har altid slået mig, at denne måde at se tingene på satte hele jordens historie på en intellektuelt tilfredsstillende formel. Be¬stemmelse af mineraler og bjergarter indgik som elevøvelse, "skærvelære".

Schiønning legede i 1955 med tanken om at skrive en lærebog i fysiologi for gymnasiet. Aug. Kroghs lærebog var nemlig efter hans mening blevet mere og mere elendig fra det øjeblik, professor Poul Brandt Rehberg havde overtaget udgivelsen af den. "Elvte udgave var bedst, derfra gik det ned ad bakke", og elvte udgave var den sidste, Krogh selv besørgede i trykken. Tolvte udgave og videre frem kaldtes "den dårlige bog" - i modsætning til hans egen biologibog. Schiønning forsøgte at skrive en ny, men arbejdet forekom for stort, og han var indstillet på at opgive.

Under et besøg på Statens Pædagogiske Studiesamling, hvor jeg havde ærinde for min far, så jeg tilfældigt en svensk lærebog i fysiologi for syvende/ottende klasserne. Det slog mig, at bogen var velillustreret, tit med flere "blow ups" på hver planche, og at den givetvis indeholdt ideer, man kunne arbejde videre med. Jeg viste den til Schiønning, som var enig, blot var niveauet for lavt til gymnasiet, så alt måtte laves om. Han mødtes med den svenske forfatter under ferietur på Øland og aftalte at måtte bruge bogen som grundlag for sin egen. Og nu gik en travl vinter med at skrive og tegne. Alle udkast blev gennemlæst af Jens Ommestrup, en "gammel elev", jurist og uden specielt kendskab til biologi. Han skulle skride ind, når teksten blev uforståelig. Samarbejdet virkede godt, Bülow-Hansen leverede tegninger, og jeg gen¬nemprøvede alle øvelser. Bogen blev senere benyttet i mange år.

I fysiologi-bogen var der et kapitel med titlen: "Alkohol - en farlig gift". Gennemgangen af dette afsnit gav rig anledning til propaganda for "vand, det bedste man har". Dette udsagn blev i øvrigt benyttet flittigt gennem hele året.

1.18 Min egen undervisning
Jeg er stærkt præget af Schiønnings undervisningsmetoder. I mange år deltog jeg ikke i formel undervisning, men det har jeg gjort efter ankomsten til Odense Universitet. Jeg er næppe nogensinde gået ind i et undervisnings¬lokale uden at være bevidst om hans måde at undervise på. Når studenter giver et lidt ver¬densfjernt svar på et spørgsmål, har jeg svaret: "Hvad kalder folk på Kongensgade det?" for at markere, at man kan tale om tingene på en meget mere jordnær facon og med et ekko af: "Hvad siger folk på Vodroffsvej?" næsten et halvt århundrede tilbage. Når jeg i øvrigt stiller spørgsmål, er de så vidt muligt altid personlige: "Hvordan har du løst dét problem?" . Da vi for nogle år siden udarbejdede vor egen lærebog i "Basisbog i Cellebiologi", blev det i førsteudgaven en lille bog på 112 sider og med 100 figurer, koncis og med instruktive illustrationer med Schiønnings bøger som forbilleder. Jeg har en uvilje mod interaktive undervisningsprogrammer ved data-skærme. Jeg tror, den kan føres tilbage til en forestilling om, at den bedste lærer er en person af kød og blod, som holder af eleverne, og som ser deres vanskelighe¬der og kan hjælpe dem ud af dem samtidig med, at de får forøget indsigt.

1.19 Den barske lektor
Omtalen af lektor Schiønning ville være ufuldstændig, hvis ikke også andre sider af ham blev nævnt. Han og visse andre af skolens lærere havde ingen sympati med "svage" elever. Havde man ikke fået tilstrækkeligt ud af lektielæsningen, faldt opfordringen: "Pak kufferten!" , efterfulgt næste time af: "Er du her endnu?" , varieret med: "Du er ikke føden værd!" eller "Gå hjem og fortæl dine forældre, at jeg har den dybeste medlidenhed med dem!" Denne holdning var tydeligst i 1. G. Mange elever - de fleste(?) - fandt denne form urimelig. Selv om tonen var mere afdæmpet i 3. G. - jeg husker ingen grelle tilfælde - viste det sig alligevel ved 25-års studenterjubilæet, at flere endnu på dette tidspunkt var harmfulde: "Schiønning var for hård ved Benny - det var hans skyld, Benny holdt op."

Denne behandling ramte hårdest de elever, der kom til Sct. Jørgen i 1. G. Skolens klientel bestod af elever, der havde gået i Sct. Jørgens mellemskole, og som var sønner af gode frederiksbergske borgere, og så dem, der kom fra Amager, Hvidovre, Nørrebro og andre gymnasieløse områder. Forskellen viste sig, så snart man åbnede munden: Ikke alene var dialekten forskellig, det var det aktive ordforråd også: "aspekter", "relevant" osv. Der var dog et rimeligt godt sammenhold i vor klasse: Vi forenede os i nogen grad mod lærerne!

1.20 Hans forhold til kollegerne
Schiønnings forhold til skolens lærere var ikke godt. Det var selvfølgelig noget, vi som eleve kun med vanskelighed kunne få indblik i. Han viste sig sjældent på lærerværelset, hyppigst gik han derop et kort øjeblik, når vi i en time var godt i gang med at mikroskopere. Hans holdning over for rektor Ilsøe var krystalklar og isnende: Sidstnævnte omtaltes aldrig som andet end "skolens formelle leder". Hans Priemé, nu Christianshavns Gymnasium, har i brevveksling med mig skrevet: "Nu næsten 40 år efter ser jeg Erling Schiønning som en del af den kulturradikale tradition efter Georg Brandes med en skarp holdning over for kirke, religion og autoriteter. Han følte sig i en kampsituation, hvor man som yngre kan føle, at kampen for tolerance rummede elementer af intolerance. Set med mine lærerøjne var Schiønning en enspænder. Det er på et gymnasium - som vel også på andre arbejdspladser - nødvendigt med samarbejde. Men det kræver større åbenhed over for andre fag og kolleger, end han var i besiddelse af."

Det ligger i forlængelse af denne opfattelse, at Schiønning har fortalt mig, at han var den første (i landet(?)), der på Schneekloths Gymnasium blev fritaget for kristendomsundervisning. Hans biografiske oplysninger i "Magisterstaten" indeholder ingen antydninger af, hvorfra han har fået sine påvirkninger, men jeg husker, at han var blandt de første, der flyttede ind på kollegiet "Studentergaarden" på Tagensvej, hvor professor(?) Arup var den første efor. Jeg husker også, han satte Arup meget højt.

1.21 Lærerkandidaten
Vi havde en lærerkandidat i biologi i foråret 1950. Poul Helweg Jespersen var magister i zoologi med bifag i filosofi; ekspert i nedstamningslærens historie. Vi holdt meget af ham, og jeg tror, følelserne var gensidige. Han gennemgik arvelighedslæren med os og var storforbruger af ordet "relevant", eller snarere dets modsætning: "Hvad du siger, er korrekt, men irrelevant", faldt hans dom tit. Schiønning og han fik ideen, at vi i påskeferien skulle læse Johs. V. Jensen: "Dyrenes Forvandling". Schiønning var ingen beundrer af "digter Jensen". "Lad en mellemskoleelev læse højt af hans værker, og du vil høre, at der vil blive læst forkert ustandseligt; han kan ikke skrive dansk." Desuden gav "digter Jensen" udtryk for lamarckistiske syns¬punkter: "Hjortens Gevir er opstaaet ved Pirring fra dens Omgivelser, Skoven, Grenene har slaaet den i Hovedet til den fik en grenet Opsats der, i et Træs Lignelse, et mærkeligt Eksempel paa Identitet af Vækst og Aarsag, Tilfælde og Nødvendighed, i Forbindelse vel med Beskyttelseslighed." (Ikke sandt, sikken en sætning!) Og værst af alt: hans bemærkning: "At erklære sig enten for Lamarckist eller for Darwinist beror paa noget i Smagen. For en evolutionær Betragtning kan de to Retninger i Virkeligheden ikke skilles fra hinanden. At den ene Udviklingsfaktor skulle udelukke den anden er en almindelig Vildfarelse, gængs selv hos Oplyste ....". Erhvervede egenskaber nedarves imidlertid ikke, og dommen faldt igen hårdt over Nobelpristagerens påståede årsagssammenhænge bag evolutionen.

Denne diskussion havde netop fået en dramatisk kommentar i dagspressen. "Politiken" bragte to kronikker, for og imod Lysenko, d. 3. og 25. februar 1950. Lysenkos synspunkter - der i virkeligheden var lamarckistiske - havde ført til Stalins massakre på videnskabelig arvelighedslære i USSR - en udvikling, der satte genetikken i stå i dette land i en generation eller mere. S.I. Isajev skrev i avisen om "Mitjurins Lære" og Eric Ashby om "Gartnerkunst og Arvelighedslære". De blev læst og gennemdrøftet. Hans Priemé skaffede det nødvendige antal kronikker direkte fra redaktionen, hvor hans far regerede.

Magister Poul Helweg Jespersen inviterede os alle tidligt i juni måned på besøg på Elers Kollegium, hvor han havde kandidatplads. Jeg kom selv til at bo i de samme værelser ti år senere. I august 1950 døde han; han sprang op på sin cykel, faldt ned på stangen, slog sig alvorligt, men undlod at søge behandling og må være død af indre blødninger. En lige så tragisk som meningsløs ulykke, der satte punktum for en lovende karriere inden for evolutions¬lærens historie. Et par artikler i "Naturens Verden" og i "Gads danske Magasin" vidner om hans indsigt og begavelse. Schiønning hængte hans fotografi op på væggen i biologilokalet.

1.22 Afslutning
Lørdag aften i vinterhalvåret i det schiønningske hjem var præget af selskaber. Der var tit venner og bekendte til middag, og senere på aftenen kunne børn og svigerbørn dukke op. Om sommeren blev week end'en tilbragt i sommerhuset "Morstua" i Rørvig. Han havde altid fri om mandagen, og det gjorde hans arbejdsuge meget komprimeret - han underviste tit til klokken 18. Turen til Rørvig og turen mellem skole og Adgangskursus blev tilbagelagt på motorcykel.

Han blev skilt fra sin islandske kone, Unnur, først i 1960'erne, flyttede først til Platanvej og senere til Duevej. Han forlod vel Sct. Jørgens Gymnasium i 1974, men beholdt undervisningen på Adgangskursus til slut. Som han selv ville have udtrykt det "afleverede han sit lånte gods" i 1976.

Jeg har senere mødt mange, der blev tilskyndet af Schiønning til at tage en eksamen med et naturvidenskabeligt indhold. Nogle valgte det ansættelses¬mæs¬sigt problemløse lægestudium, andre en veterinæruddannelse og nogle få som jeg selv, en natur¬historisk-geografisk uddannelse ved Københavns Universitetet.