Lidt om Johannes V. Jensen

Lidt om Johannes V. Jensen

Af Erik Pontoppidan



Nu breder Hylden
de svale Hænder
mod Sommermaanen

(Trykt første gang i 1910)

Der er delte meninger om Johannes V. Jensen. Mange kan ikke udstå ham, mens andre synes, at han er en stor forfatter og fuldt ud lever op til sin berømmelse. Jeg hører til de sidste. Der er sagt og skrevet utrolig meget om både ham selv og hans bøger gennem årene, ikke mindst efter hans død i 1950. Men uanset hvad man mener om hans livssyn og personlige holdninger kan man ikke frakende hans værker en utrolig poetisk kraft, sproglig fantasi og indlevelsesevne.

Johannes V. Jensens forfatterskab kulminerede i 1944, da han modtog Nobelprisen i Litteratur. Den officielle begrundelse for prisen var "den sjældne kraft og frodighed i sin digterfantasi kombineret med vidt favnende intellektuel nysgerrighed og en dristig og frisk kreativ stil".

Af hans bøger kan jeg især anbefale "Kongens Fald", som foregår i begyndelsen ad 1500-tallet i kredsen omkring Christian II. Den blev i øvrigt kåret som århundredets roman af Politikens læsere ved en afstemning i slutningen af 1999. Eller læs eller genlæs novellen "Jørgine", som er en del af Himmerlandshistorierne. Den er et lille mesterværk.


Jensen og hans rejser

Hvad mange ikke ved er, at Johannes V. Jensen var en trækfuglenatur, som var bidt af at rejse gennem det meste af sit liv. Det kommer til udtryk i talrige af hans værker, blandt andet i en af hans poetiske klassikere, nemlig digtet "På Memphis Station" fra 1906 (du kan læse digtet i sin fulde længde ved at klikke på navnet). Det har efter min mening overlevet de mange år uden at blive uaktuelt. Udover den enorme poetiske kraft har det en masse signaler i sig, som stadig kan bruges i dag. Udlængsel, rejselyst og angsten for at binde sig er nogle af dem.

En anden klassiker er hans lille essay "Fusijama" fra 1907 (som du også kan læse ved at klikke på navnet). Bag det gammeldags sprog gemmer sig en utrolig masse signaler og budskaber, som jeg ikke vil gå i detaljer med her (interesserede kan skaffe sig i bunkevis af analyser af det på det nærmeste bibliotek!). Når jeg har taget det med her er det blandt andet fordi det fortæller om rejsen som et middel til at genopfriske sine sanser og opleve verden med et barns øjne - eller som forfatteren Carsten Jensen" siger: "Når man rejser, får man synet og hørelsen igen".

Forfatteren Thorkild Hansen, som også var en stor beundrer af Jensen, har beskrevet ham ret præcist i følgende uddrag fra hans essay-samling "Genklang - Rejser og portrætter 1959-89" (Gyldendal, 2001):

"... Johannes V. Jensen gjorde ikke rede for det politiske. Han var ikke samfundsbevidst. Han skrev om kampen for tilværelsen, men det er sandelig ikke det samme som klassekampen.

Hvad bliver der da tilbage? Åh, en bagatel. Jordkloden, for eksempel. I dag har vi for længst samlet den op og puttet den som i et indkøbsnet af flyveruter, men sådan var det ikke, da Johannes V. drog ud og blev en malaj blandt malajer, en kender af det længst forsvundne Kina. Jordkloden og folkeslagene, natur og vejrlig, troper, istider, storbyer, en kuli i Singapore og en bonde fra Himmerland, mennesket i ældre stenalder eller en student fra reformationstiden, en sangerinde på Vesterbro og Mariæ stjernekåbe, der lyser over Colombus - det var, hvad der blev tilbage.

Johannes V. Jensen gav os hele verden. Ikke hin enkelte i hans kvide. Ikke masserne med deres legitime krav. Kun verden fra de ældste tider til i dag. Heri så man siden hans begrænsning."



Til sidst et par udvalgte citater fra Jensens forfatterskab, som jeg holder særlig meget af:

Først et udpluk af hans lille essay "September" fra 1901, hvor han beskriver det begyndende efterår med sin utrolige, sproglige fantasi og indlevelsesevne:

"... Jeg tænker paa svundne Aars blødende Septemberdage, jeg mindes den gyldne Falmen, Gennemsigtigheden derude fra Skov til Skov, jeg husker himlens klare Tavshed og de tidlige Solnedgange over øde Stubmarker, hele Naturens Dvælen og dens varme Bleghed. Mindet om Sommeren bliver saa levende, og Mindet er en anden brændende Ungdom. Men da Vinteren retfærdigt staar for Døren, vil jeg sukke og velsigne den vidunderlige Verden".

Dernæst et citat fra "Kongens Fald", som beskriver en af hovedpersonerne Axels død uden for Graabølle Kro i den lyse sommernat, mens bønderne spiller til dans oppe i kirken. Historien foregår i begyndelsen af 1500-tallet på Christian II's tid:

"... Axel aabnede Øjnene, halvt henne som han var, og så, at Natten var lys.

De sang oppe i Kirken. Det kunne høres, at de bankede Spundset udaf en Øltønde. De sang højt og overstadigt deroppe, som dansede de nu alle sammen i Ring. Festen blev saa stormende, at den hørtes vidt ud i Landet.

Axel aabnede Øjnene endnu en Gang og saa den lyse Nat.

Himlen var som hvide Roser.

Langt ude, en Mil ude brændte en Glædesild paa en Høj.

Der fløj en tavs Fugl hurtigt forbi og videre ud i den svale Dæmring. Piletræet ved Brønden hældede sig stille med alle de milde, hvide Blade i den lyse Nat. En spæd, askehvid Mølsværmer flakkede i Natluften. Himlen vat taaget af Stjærnelys. Axel lukkede sine Øjne."




Klassisk maleri fra 1871 af Carl Bloch af Christian II i sit fængsel på Sønderborg Slot. Ifølge sagnet gik kongen rundt om bordet og sled en rille i det med tommelfingeren. Den gamle soldat i baggrunden, som var kongens oppasser i fængslet, menes at være hovedpersonen Mikkel Thøgersen i Johannes V. Jensens roman "Kongens Fald". Billedet hører hjemme på Frederiksborg Kunstmuseum men er her kopieret fra bogen "Billeder af Danmarks historie" af Palle Lauring (Lademann, 1972).


Retur til hovedmenu for mine favoritbøger