Jeg var så heldig at få den i fødselsdagsgave, og i min efterfølgende ferie var både jeg og min samlever fængslet fra først til sidst. Bogen var med til at gøre min ferie særlig vellykket, og den var perfekt underholdning i det elendige sommervejr.

Stort set alle Carsten Jensens bøger er enten rejsebeskrivelser eller essays, så derfor er "Vi, de druknede" en nyskabelse fra hans side ved at være en roman. Og bogen er et mesterværk af en historisk roman om søfartsbyen Marstal på Ærø og dens tidligere centrale rolle som hjemsted for danske sejlskibe og søfolk!

Handlingen starter i 1848 med slaget ved Eckernförde mellem Danmark og Tyskland, og den slutter på Danmarks befrielsesdag den 4. maj 1945. En stort anlagt levnedsskildring, hvor man følger en række nøglepersoner og deres efterkommere gennem årene. Udover beskrivelser fra Marstal kommer vi rundt i store dele af verden, især på de gamle sejlskibe. Der er spænding fra først til sidst, både i den lille provinsby og ude på verdenshavene. Bogen er er ren fiktion, men forfatteren har lavet en grundig research i diverse arkiver og litteratur, blandt andet i Marstals Søfartsmuseum og dets mange publikationer. Han skriver blandt andet i sine kommentarer bagerst i bogen, at det har taget ham halvdelen af sit liv at skrive den. Jeg vælger at forstå det sådan, at han har haft et brændende ønske om at skrive denne roman i halvdelen af sit liv. Resultatet er fantastisk!

Man kommer tæt på søfolkenes hårde hverdag i denne bog, og hvis nogen har haft romantiske forestillinger om fortidens glade sømænd, der levede et ubekymret liv, så bliver de godt og grundigt punkteret her. Det var en meget barsk tilværelse at være matros i gamle dage. Beskrivelserne er fremragende og medrivende, og de har en kvalitet, som nærmer sig selveste Johannes V. Jensen. Gamle Jensen kunne noget med sproget, som meget få andre forfattere har formået, og så havde han en enestående evne til at omfatte hele verden i sine beskrivelser og i de tanker, han tillagde hovedpersonerne i sine bøger. Begge dele mestrer den unge Jensen også. Slet ikke så ringe endda!


Carsten Jensen: Jeg har set verden begynde. Rosinantes Forlag. 1. Udgave, 1996 (er senere udgivet som hardback).
Carsten Jensen: Jeg har hørt et stjerneskud. Rosinantes Forlag. 1. Udgave, 1997 (er netop udgivet som hardback).

De to bøger hører sammen og skildrer en rejse jorden rundt fra Danmark via Rusland (med den transsibiriske jernbane), Kina, Vietnam, Cambodia, Hong Kong, Papua Ny Guinea, Tahiti, Påskeøen, Chile og Peru.

I den første bog "Jeg har set verden begynde" møder han kosakker i det sydlige Rusland, Kinas studenter-oprørere, ofrene for folkemordet i Cambodia, Vietnams handlekraftige kvinder og unge millionærer i Hong Kong - for nu blot at nævne en lille del. De bliver alle en del af den vældige gobelin, forfatteren væver, en beretning om vor jord og dens skæbne.

Efter at have rejst gennem Asien på sin vej jorden rundt, bevæger Karsten Jensen sig videre mod øst i "Jeg har hørt et stjerneskud". Det bliver en rejse under Sydkorset over det enorme Stillehav. Først til det jungleklædte Papua Ny Guinea, hvor kulturen først for nyligt er begyndt at forlade stenalderen. Senere til det moderne Tahiti og derfra til Påskeøen med en fascinerende beskrivelse af denne afsides ø med de ejendommelige stenskulpturer. Rejsen slutter på det sydamerikanske kontinent, hvor velopdragne fascister og nedbrudte minearbejdere, forsvundne indianerkulturer og politiske bombesprængninger indgår i den samme store gobelin som den første bog.

Når jeg holder meget af at læse Karsten Jensen er det især fordi han har en evne til at komme meget tæt på de lande og de mennesker, han beskriver. Man bliver aldrig trukket rundt i manegen mellem femstjernede seværdigheder. I stedet for kommer man tæt ind på livet af de tilfældige mennesker, han møder undervejs, og gennem dem tegner der sig et billede af landene set indefra. De tilfældige møder bliver ofte rejsernes vigtigste oplevelser, hvor man er befriet for hverdagslivets forpligtende samvær. Det sidste har han udtrykt meget præcist i et interview i Søndagspolitiken den 26. oktober 1996:

.... "Jeg har altid tænkt, når jeg rejste, at for mig ville idealet og kernen i en rejsebeskrivelse være at sidde på et tog og forsvinde ind i en samtale mellem to fremmede. Det at kunne sidde i et tilfældigt tog på et tilfældigt kontinent og forstå, hvad de sagde, så ville jeg være tæt på en af menneskelivets hemmeligheder, tættere end jeg ville være, hvis jeg læste Spinozas og Kierkegaards samlede værker".

Og så har han i øvrigt en fænomenal evne til sprogligt præcist og poetisk at reflektere over livet, når man er løsrevet fra det vante og lider af egotab.

De to bøger er næppe af den type, man læser på en nat eller to - dertil er de for mættet med reflektioner og andre tanker - men hvis man holder af rejser på egen hånd, som har til hovedformål at forstå et land og dets mennesker indefra, så kan bøgerne absolut abefales. På en af bogmesserne i Forum i udtalte et panel af rejsebogsforfattere blandt andet, at Karsten Jensen repræsenterede en fornyelse af rejsebogen som genre, og det mener jeg de har ret i.