Gode bøger og forfattere, jeg holder meget af

Af Erik Pontoppidan

Klik HER for at læse om Danmarks eneste rejsecafé i det indre København

De bøger og forfattere, jeg omtaler her, er et meget tilfældigt udvalg. Der er både kendte og ukendte imellem, men både forfatterne og bøgerne har det til fælles, at jeg var meget begejstret og fascineret, da jeg læste dem.


Udover de bøger og forfattere, der er omtalt på denne website, kan du læse om et par andre af mine yndlingsforfattere:

Klik HER for at læse om forfatteren Jules Verne
Klik HER for at læse om forfatteren Hans Scherfig
Klik HER for at læse om bestseller-forfatteren Stieg Larsson
Klik HER for at læse om den norske forfatter Tomas Espedal
Klik HER for at læse om Carsten Jensen
Klik HER for at læse om Leif Davidsen
Klik HER for at læse min anmeldelse af Thorkild Hansens "Det lykkelige Arabien".
Klik HER for at læse om Hanne-Vibeke Holst.
Klik HER for at læse om Dan Turèll.
Klik HER for at læse om Johannes V. Jensen.


Thorkild Hansen: Slavernes Kyst. 1967.

Thorkild Hansen er en af mine favoritforfattere. Mit første bekendtskab med ham var ”Det lykkelige Arabien” fra 1962, og efter at have læst den har jeg fulgt hans udgivelser gennem årene.
Jeg overvintrer i længere perioder i sydlige Senegal sammen med min senegalesiske hustru Fatou, hvor vi om kort tid åbner den en lille Bed and Breakfast "Chez Fatou et Saladin" ved Atlanterhavet i Casamance-provinsen. Og det er et perfekt sted til at genlæse første del af Thorkild Hansens trilogi ”Slavernes kyst”, som handler om den danske slavehandel i Vestafrika.




Citatet til højre fra bogen stammer fra min navnebror Erik Pontoppidan (1698-1764), som var biskop i Bergen. Som bekendt er en af grundpillerne i Kristendommen næstekærlighed.


”Vi havde et fort i Afrika”. Det skriver Thorkild Hansen flere gange i sin bog. Om det er ment som en ironisk satire over Karen Blixens klassiker ”Den afrikanske farm”, som starter med ordene ”Jeg havde en farm i Afrika”, vides ikke, men uanset hvad, så er der en himmelvid forskel på de to forfattere. Thorkild Hansens bog bygger udelukkende på skriftlige kilder, med meget lidt fiktion. En stor del af Karen Blixens bog ”Den afrikanske farm” om hendes ophold i Østafrika er fiktion selv om bogen fremstår som en biografi. Det kan man så have forskellige meninger om. I den forbindelse kan jeg varmt anbefale Tom Buk-Swientys bog ”Løvinden” om Karen Blixen fra 2019. ”Slavernes kyst” fra 1967 handler om Danmarks trekantshandel København - Vestafrika - Vestindien. Det er vildt interessant, og rystende læsning. Det er ikke en roman men en utrolig velskrevet og medrivende beretning.

Der er skrevet andre bøger om de danske kolonier i Vestindien, men ingen af dem beskriver slavehandlen så detaljeret om danskernes behandling af den afrikanske befolkning. Selveste Ludvig Holberg tjente gode penge på den danske slavehandel. Man omringede landsbyerne tæt på kysten, tog mænd og kvinder i den bedste alder til fange og bragte dem i lænker ud til skibene, hvor de blev solgt som slaver og eksporteret til Vestindien. Under transporten døde de som fluer af sygdomme og udmattelse, og fortjenesterne og de økonomiske tab ved de mange dødsfald blev omhyggeligt bogført.

Når jeg er i Senegal, går jeg hver dag en tur langs stranden nær landsbyen Abene. De fleste i Senegal taler fransk, men alle i Gambia og Senegal taler stadig de lokale stammesprog, især wolof og jola, som med stor sandsynlighed også blev talt i slavehandlernes tid.

Anden og tredje del af Thorkild Hansens trilogi hedder ”Slavernes skibe” og ”Slavernes øer”.


Steffen Jacobsen: Da blev jeg døden. Lindhardt og Ringhof, 2017.

Utrolig spændende roman med et stænk af krimi. Den handler om Manhattan-projektet i 1945, som gik ud på at bygge verdens første atombombe. Det er fiktion baseret på virkelige hændelser omkring den utrolig vanskelige opgave at realisere Albert Einstein og Niels Bohrs teorier om, at man ved fission kunne omdanne masse til en energi, der kom til at ændre verdenshistorien. Hvis man er interesseret i de tekniske detaljer om, hvordan man bygger en atombombe, er bogen også et godt valg.

To af hovedpersonerne i bogen er den danske professor Niels Bohr og lederen af projektet Robert Oppenheimer. Arbejdet med bomben fandt sted i den øde ørken Los Alamos i New Mexico, hvor der var ansat 6.000 mennesker i det tophemmelige projekt. Det samlede antal, som var beskæftiget med projektet, var cirka 300.000, hvilket gør det sammenligneligt med månelandingen i 1969. Forskellen var, at mens månelandingen handlede om prestige, handlede Manhattan-projektet om at vinde Anden Verdenskrig. Nazi-Tyskland forsøgte også at bygge en atombombe, men efter krigen viste det sig, at Tyskland ikke havde været i nærheden af at bygge den. Heldigvis. I øvrigt troede Hitler ikke på projektet. Han mente, at en atombombe først ville være en realitet langt ude i fremtiden.

Bogen er som nævnt fiktion, men den er yderst velskrevet, med masser af humor. Beskrivelsen af Niels Bohrs personlighed er overraskende men troværdig, og efter læsningen har jeg fået lyst til at læse nogle biografier om den berømte videnskabsmand for at finde ud af, om beskrivelsen svarer til virkeligheden. Det samme gælder lederen af projektet Robert Oppenheimer. Han beskrives som et yderst velbegavet men meget følelsespræget menneske, der drikker Martinier næsten døgnet rundt! Niels Bohr var idealist og genial men en meget dårlig politiker. Før starten af projektet havde han en samtale med Winston Churchill, der endte fatalt. Bohr mente, at verdensfreden ville være bedst tjent med, at Sovjetunionen fik indblik i projektet, hvilket gjorde Churchill rasende. Churchill udtalte efter mødet, at Bohr var en gal mand, der burde spærres inde!


Lotte Kaa Andersen: Den inderste kerne. Forlaget Gutkind, 2021, 412 sider.

Bogen handler om Danmarks første kvindelige seismolog Inge Lehmann (1888-1993). Fantastisk velskrevet og interessant! Romanen er fiktiv, men den er baseret på dagbøger, breve og samtaler med Inge Lehmanns efterladte.

Det er en roman om en meget selvstændig kvinde, der først i 1970-erne blev anerkendt som en af verdens førende videnskabsmænd, fordi hun var kvinde. Hun var blandt andet ven med Niels Bohr, men det var først som pensionist hun blev verdensberømt. Hun blev tilbudt en fribolig i USA, hvor hun kunne fortsætte sin forskning uden økonomiske problemer, men i Danmark blev hendes forskning ikke taget alvorligt. Selv på universitetet i Cambridge, hvor hun opholdt sig i en periode, blev hun underkendt som kvinde. Blandt andet var det forbudt for kvinder at benytte biblioteket!

Da hun efter sin mangeårige ansættelse på Geodætisk Institut i København ansøgte om økonomisk støtte til rejsen til USA, blev det nægtet af hendes chef, professor Nørlund, hvorefter hendes videnskabelige kontakter i USA omgående svarede: ”No problem”. Vi sender et USAF-fly til Danmark for at hente dig! Og efter at Sovjetunionen begyndte prøvesprængningerne af deres atombomber, var USA’s pengekasse åbnet på vid gab fordi det viste sig, at seismologien kunne bruges til at opspore steder, styrker og hyppigheder af prøvesprængningerne.

Inge Lehmann blev 105 år gammel. Og i 2017 blev hun hædret med en buste ved Universitetet på Frue Plads i København. Folketeatrets har desuden opført forestillingen ”Jordens Indre” om Inge Lehmann. Den har jeg ikke set, men det var efter sigende en stor oplevelse og flot spillet af Iben Hjejle.

Man kan læse mere om bogen og Inge Lehmann i denne anmeldelse:

https://litfix.dk/2021/05/11/anmeldelse-den-inderste-kerne-af-lotte-kaa-andersen.

“Verden mangler at høre din historie!” sagde den afdøde videnskabsmand og fjeldvandrer Erik Hjortenberg, som var ven og kollega til Inge Lehmann, da hun er ved at dø. Nu har Lotte Kaa Andersen endelig givet os historien.


Emil Ellesøe Ditzel: Britta. Forræderiet mod velfærdsstaten. People’s, 2021.

Første gang jeg hørte om bogen tænkte jeg: ”Åh nej! Endnu et eksempel på, at man som kendis kan blive berømt og skrive eller få udgivet bestsellere, hvis man har deltaget i ”Vild med dans”, ”Den store bagedyst” eller har begået et bankrøveri”. Men efter at have læst denne bog har jeg skiftet mening. Det er en af de mest interessante bøger jeg har læst, og selv om man kender slutningen, er den spændende som en rigtig god kriminalroman. Og det er helt utroligt, at det kunne lykkes en 64-årig kvinde i et almindeligt kontorjob at stjæle 114 millioner kroner uden at blive opdaget.

Bogen går tæt på Britta Nielsen og hendes børn som mennesker, og det giver et interessant indblik i familiens sociale miljø, men også en nøgle til en delvis forståelse for, hvorfor hun gjorde det. Men den beskriver også meget detaljeret, hvordan hun bar sig ad med at stjæle de mange penge gennem en årrække, og det synes jeg er utrolig interessant.

Britta var ansat i en menneskealder i Socialstyrelsen og blev af sine kolleger beskrevet som en dygtig og kompetent medarbejder med et forkromet overblik. Derfor var der ingen af kollegerne, som fattede mistanke før til allersidst. Det var en fatal hændelse for hende og et skridt mod afgrunden, da hun kom til skade ved et fald fra et hamsterhjul på en legeplads sammen med et af sine børnebørn og måtte sygemeldes i en længere periode. Det bevirkede, at hun i mange uger ikke havde mulighed for at manipulere med udbetalingerne fra Socialstyrelsen og ind imellem foretage ”brandslukninger” for at skjule sin svindel.

Få dage før hun blev afsløret, befandt hun sig i et hus i Sverige, hvor hun havde en telefonsamtale med en af sine kolleger, som undrede sig over flere uforklarlige transaktioner. Få timer efter denne samtale købte hun en enkeltbillet til Sydafrika! Bogen beskriver også den hæsblæsende jagt efter hende i Sydafrika af pressen og politiet, hvor hun havde investeret en stor del af de 114 millioner kroner i blandt andet fast ejendom og heste.

Efterspillet viser en rystende inkompetence i Socialstyrelsen og blandt politikerne, og efter afsløringen blev der kilometerlange køer ved håndvasken for at fralægge sig ansvaret. I de første faser af afsløringen fik daværende socialminister Mai Mercado et mindre ildebefindende under et klimamøde i Grønland da hun fik at vide, at en ældre kvinde havde stjålet 8 millioner fra Socialstyrelsen. Det viste sig så kun at være toppen af isbjerget!


Eik Skaløe. Spejder og steppeulv. Af Jan Poulsen. Gyldendal, 2012. 319 sider, illustreret.

I 2012 udkom den første biografi om Eik Skaløe. Forfatteren har haft adgang til hundredevis af breve, notesbøger og samtaler med op mod 100 personer, som har været tæt på Eik. Resultatet er blevet et yderst velskrevet, medrivende og troværdigt værk om manden, hvis eneste LP ”Hip” af mange betragtes som dansk rocks Jellingesten. Bogen giver desuden et fascinerende tidsbillede af Eiks samtid og ånden i 1960’erne, og den går tæt på mange af de personer, han var i kontakt med i sit korte liv. Jeg læste bogen med samme enthusiasme som Thorkild Hansens ”det lykkelige Arabien” for mange år siden, og det siger ikke så lidt! Udover teksten indeholder bogen en masse fine arkivfotos af den utilpassede romantiker Eik Skaløe.

Blekingegade-banden. Den danske celle. Af Peter Øvig Knudsen. Gyldendal, 2007. 434 sider, illustreret.

Fantastisk bog, som holdt mig fængslet fra først til sidst. Noget af det mest utrolige ved bogen er, at det hele er foregået i virkeligheden og oven i købet på dansk grund. Eller som forfatteren skriver i indledningen: ”Dette er en dokumentarisk beretning. Teksten er ikke på nogen måde baseret på forfatterens fantasi, men udelukkende på et stort antal skriftlige og mundtlige kilder”. Og så er den velskrevet og let læselig på trods af, at den bygger på hundredevis af politirapporter, afhøringer, ransagninger, retsdokumenter og lignende.

Set i lyset af nutidens terrorfrygt og islamofobi rummer bogen desuden nøglen til en dybere forståelse af, hvordan det er muligt at udklække fanatikere, som er parat til at slå mange mennesker ihjel eller ofre deres eget liv for en sag, de brænder for.

Blekingegadebanden er nok mest kendt for et millionrøveri mod et postkontor i Købmagergade og drabet på en ung politibetjent i 1988, men den handler om meget mere end det. Historien begynder sidst i 1960-erne, da kommunisterne Gotfred Appel og Ulla Hauton samler en gruppe oprørske unge mennesker under sig og sender dem til Jordan i en militær træningslejr hos ”Folkefronten til Palæstinas Befrielse”, PFLP.


… Men i Herlev-villaen voksede raseriet i kvindegruppen. ”Hans infame tilsvining af kvinder – fordi de er kvinder – runger endnu i vores ører, så vi ikke kan sove for dem”, skrev én om Søren. Hvad i helvede stiller man op mod sådan en afstumper bavian!”

En af kvinderne kom med det forløsende forslag: Hele flokken skulle køre ind på Godthåbsvej og give Søren en omgang tæv.

Forslaget blev straks realiseret: Kvinderne fragtede sig ind til kollektivet, hvor Søren boede, og afstraffede den afstumpede bavian. Der foreligger intet præcist om omfanget af tævene. En beboer i kollektivet fortæller dog, at Søren blødte efter overfaldet.

Gotfred og Ulla forsvarede senere i en tekst, hvor de opsummerede erfaringerne fra disse KAK-år, overfaldet på Søren og noterede blandt andet, at det er ”en kendsgerning, at samtlige deltagende kvinder dagen efter sagde, at de havde sovet bedre den nat, end de havde gjort i lang tid”.

Hvor det i visse svære tilfælde ikke var lykkedes kvindegruppen at fremtvinge det ønskede psykiske sammenbrud med verbale overfald alene, viste den voldelige metode sig at udvise resultater og dét både mere effektivt og hurtigere end de timelange bønnemøder. Metoden blev derfor også taget i anvendelse over for andre af de hårdnakkede tilfælde.


                    v                      v                      v                      v                      v                      v                      v                      v                      v                      v                      v                      v                      v                      v 


Under dæknavnet ”Æblerne” fungerer Appels gruppe allerede fra først i halvfjerdserne som en illegal celle, der skaffer våben og penge til palæstinenserne ved en række store kup, som politiet aldrig har kunnet opklare. Den danske celle indgår i et internationalt netværk, der også tæller Baader-Meinhof – gruppen, De Røde brigader og ”Carlos Sjakalen”. Cellens centrale medlem er Appels højre hånd, den karismatiske og kvindeombejlede brandmand Holger Jensen, som gennem ti år kommer til at stå i spidsen for gruppens kriminelle og internationale aktiviteter.

Peter Øvig Knudsen har haft adgang til fortrolige arkiver hos politi og efterretningstjeneste og talt med en lang række af de involverede personer. På den baggrund fortæller han den dokumentariske historie om Blekingegadebanden.

Bogen er det første to bind. Bind to hedder ”Den gårde kerne”.


Heinrich Harrer: Syv år i Tibet

Der findes nogle få bøger, som er ægte klassikere og er et MUST, hvis man er interesseret i spændende og eventyrlige rejser. En af dem er Thorkild Hansens "Det lykkelige Arabien", som beskriver en rejse til Mellemøsten og Yemen for mere end 200 år siden. En anden er Heinrich Harrers fantasiske værk "Syv år i Tibet", som udkom allerførste gang på tysk i 1953. Senere er den blevet oversat til mere end 30 sprog, og den franske filminstruktør Jean-Jacques Annaud har lavet en film over handlingen.




Heinrich Harrer (tv.) er født i 1912 og døde i 2006. Han bevarede kontakten med Dalai Lama (th.) i resten af sit liv efter at have mødt ham i Lhasa, hvor han blev en nær ven og lærer for ham.



Heinrich Harrer var en berømt østrigsk bjergbestiger, da han under en ekspedition i Himalaya i starten af Anden Verdenskrig blev taget til fange af englænderne. Harrer blev interneret i en fangelejr i Indien, men besluttede hurtigt at flygte. Det lykkedes dog først efter tredje forsøg. Hans mål var at komme ind i Tibet, som dengang var hermetisk lukket for fremmede. Sammen med kammeraten Peter Aufschnaiter krydsede han Himalaya og kom ind i landet efter utrolige strabadser gennem høje bjergpas med bidende kulde og på evig flugt fra truende embedsmænd og mistænksomme bjergstammer.

I Tibet fortsatte de deres ulovlige rejse, og efter en række fantastiske oplevelser nåede de frem til "Den forbudte by" Lhasa, hvor de mirakuløst fik lov til at slå sig ned. Harrer lærte tibetansk og fik en enestående førstehåndsoplevelse af Tibet og dets kultur. Men den mest kendte og utrolige del af historien er nok, at han blev en nær ven og lærer for den unge Dalai Lama, som han ledsagede på sin flugt ud af landet efter kinesernes invasion i 1950.

Bogen er en fantastisk historie og en afsindigt spændende rejsebeskrivelse, men den er mere end det. Den giver også et fascinerende, selvoplevet indtryk af den ældgamle kultur i Tibet i de sidste år før kineserne besatte landet. Dagligliv, tænkemåde, religionen og den meget stærke overtro har været totalt forskellig fra alle andre kendte kulturer. Når man læser hans beskrivelser giver det stof til eftertanke og bekræfter én i, at livet kan leves på utrolig mange måder. Hans oplevelser må have været som at rejse tilbage i tiden til noget, der kunne minde om middelalderen i Europa.

Harrer og Aufschnaiter var nogle af de første og meget få vesterlændinge, som kom til at opleve det gamle Tibet. De har været utrolig heldige! Oplevelserne er så enestående, at Harrer på det punkt kan betegnes som en moderne Marco Polo. Det skinner tydeligt igennem, at rejsen kom til at ændre hans liv fuldstændigt. Især beskrivelsen af hans oplevelser i Lhasa og hans venskab med Dalai Lama er præget af længsel og nostalgi, og man kommer uvægerligt til at sammenligne hans fremstilling med filmklassikeren "Tabte horisonter" om det fjerne Shangri La, som kom frem en halv snes år før han besøgte Tibet.


     &;

Filmplakaten til "Syv år i Tibet" med Brad Pitt i hovedrollen.



Og nu vi taler om film: Filmatiseringen af "Syv år i Tibet" er også absolut seværdig, men dens handling er meget forskellig fra bogen. Man kan sige om filmen, at det er lykkedes at visualisere beskrivelserne af Tibet som det fremmedartede og dybt fascinerende land, og beskrivelsen af det nære venskab med Dalai Lama er også lykkedes godt.

Læs bogen først og se filmen bagefter. Du vil ikke blive skuffet!



Christian Dalsgaard: kom igen til Mandalay. Lindhardt og Ringhof, 2003. 284 sider.

Jeg fandt bogen helt tilfældigt på biblioteket, og både forfatter og titel var ukendte for mig i forvejen. Det er en herlig, underholdende og humoristisk bog skrevet med stor indlevelsesevne og selvironi. Den handler om den unge mand Henrik i starten af 30-erne, som synes, at tilværelsen er gået i stå. Bedst som han har affundet sig med tingenes tilstand bliver kan kørt ned af en cyklist, og i den forbindelse møder han sin gamle skolekammerat Jens fra gymnasietiden, som var hans diametrale modsætning dengang. I sin skoletid gik Jens med partisantørklæder og svøbte sig i øvrigt i politisk korrekthed, men nu er han havnet som traditionel familiefar og er i øvrigt netop blevet smidt ud af sin samlever.

Mødet mellem de to resulterer i en pragtfuld historie, som varmt kan anbefales. Den starter med en begravelse i Maribo, som Henrik er blevet inviteret med til, og de beslutter begge to at køre derned, selv om den afdøde er et fjernt familiemedlem. Nogen ville kalde historien en "roadnovel", for turen til Maribo sætter gang i en uforudsigelig kæde af begivenheder, hvor adoptivbarnet Henriks fortid langsomt dukker op, og intet bliver, som det var før.



Tor Nørretranders: Einstein, Einstein. Politikens Forlag, 2005. 215 sider, rigt illustreret.

Næsten alle voksne kender Albert Einstein af navn, men langt færre ved hvad det var der gjorde ham så berømt. Det sidste kan man blive meget klogere på ved at læse denne utraditionelle, letlæste og spændende bog om en af verdens største videnskabsmænd til dato.

Einsteins relativitetsteorier var og er en fantastisk præstation af en enkelt person, som aldrig kan overvurderes. Hans bidrag til det moderne verdensbillede fik kolossal betydning for eftertiden og har det stadig. Hele den klassiske fysik blev ændret med ét slag, da den første del af hans teorier blev offentliggjort i starten af forrige århundrede. De vendte op og ned på opfattelsen af tid og rum, på tyngdekraftens natur og i det hele taget på opfattelsen af universet. Det var også Einstein, der forudså muligheden for at konstruere atombomben.




Den 31. Januar 1931 havde den store stumfilmskaber Charlie Chaplin inviteret vennen Albert Einstein til premiere på filmen "City Lights" i Los Angeles. Det vakte stor folkelig jubel at se de to geniale personligheder sammen i deres fineste skrud. Billedet er hentet fra bogen.

Venskabet mellem Einstein og Chaplin handlede ikke bare om, at de begge hørte til på venstrefløjen og fandt det amerikanske samfunds frihedsidealer dragende, men dets tilbøjelighed til at forfølge venstreorienterede frastødende. Det handlede også om, at de begge to var helt enestående og geniale i deres profession.



Bogen handler mindst lige så meget om privatpersonen Einstein som om hans teorier, men det bliver den bestemt ikke kedeligere af. En af de ting, man forbavses over ved at læse den er, at han trods sin enestående begavelse var et helt almindeligt og ikke særligt opsigtsvækkende menneske i privatlivet. Blandt andet var hans karriere som ægtemand og familiefar absolut til at overse, og på mange måder var han en udpræget enspænder, som ikke egnede sig til at leve sammen med andre.

Hvad mange heller ikke ved er, at Einstein blev forfulgt som venstreorienteret i USA i 1930-erne. FBI's magtfulde direktør J. Edgar Hoover, der var FBI-chef fra 1924-1972, var opsat på at få ham naglet som kommunist. Han blev også genstand for en kritisk undersøgelse under mccarthyismen i 1950-erne. Men hverken FBI eller McCarthy kunne røre Einstein. Dertil var han for populær og for verdenskendt. Manden var tysk jøde og var flygtet fra nazismen, så det ville ikke se godt ud, hvis han skulle samme vej som vennen Charlie Chaplin, der i 1952 måtte forlade USA efter mccarthyistisk forfølgelse og ende sine dage i Schweiz.

I øvrigt blev Einstein i 1952 tilbudt posten som præsident for staten Israel, hvilket han dog afslog, blandt andet med følgende begrundelse til sin steddatter Margot: "Hvis jeg skulle være præsident, ville jeg somme tider være nødt til at sige ting til det israelske folk, som det ikke gerne ville høre".



Bo Lidegaard: Jens Otto Krag. Gyldendal, 2001, 2003. Bind 1-2, rigt illustreret.

Kan en biografi om en forlængst afdød politiker være utrolig spændende og interessant?

Det afhænger naturligvis af øjnene der ser. Men hvis man er interesseret i sin egen tids historie, vil jeg allerede nu betegne denne bog som en klassiker. Sjældent har jeg læst en så velskrevet og inspirerende biografi om en kendt person.

Det, der gør Bo Lidegaards bog så spændende, er primært måden, den er skrevet på. Den er meget velskrevet, nem at læse, fuld af indlevelsesevne, og den historiske interesse lyser ud af forfatteren. Selv om Krag er i centrum hele tiden, så er værket også en rigtig god historiebog om perioden fra 1914 til 1978, hvor det samfund, vi lever i, blev skabt.

Jens Otto Krag hører til de sjældne, hvis eftermæle gradvist kom til at overskygge hans levende liv, og når man læser bogen kan man ikke undgå at blive fascineret over, hvor sammensat en person han var. Han sad i magtens centrum i en menneskealder selv om han på ingen måde var et magtmenneske men tværtimod gennem hele sit liv drømte om at slippe for den og i stedet for realisere sig selv på det helt personlige plan ved at male, skrive og tænke kreative tanker. Sådan en kombination hører til de absolutte sjældenheder, i hvert fald blandt kendte politikere i Danmark!

Som de fleste allerede ved, trak Krag sig helt frivilligt ud af dansk politik som statsminister efter, at Danmark havde stemt ja til EF - et resultat, han selv havde en stor del af æren for. Men hans store drøm om et kreativt otium blev meget forskellig fra hans forventninger. Han måtte erkende, at den daglige trædemølle og friheden var to modpoler, hvor den første var forudsætningen for nydelsen af den sidste. De fleste af hans drømme bristede, og han døde ensom og alkoholiseret i sit sommerhus i Skiveren i Nordjylland i 1978.

Hvis man ikke har lyst til at læse om alle de politiske udredninger i hans regeringstid, så indeholder bogen også masser af beskrivelser af hans personlige liv. Blandt andet handler den sidste trediedel af bind 2 om tiden efter hans afgang i 1972. I øvrigt er bogen rigt illustreret med gode sort-hvide fotos.

Til sidst et udpluk fra bogens første bind. I pinsen 1948 var Jens Otto Krag i Paris, hvor han helt tilfældigt mødte Karen Blixen. Mange år senere (i marts 1974) beskriver han i sine erindringer en bizar dag, de tilbringer sammen. Efter min mening en utrolig morsom beskrivelse:


"Jeg boede på hotel Bristol og stod næste morgen kl. 10 uden for hotellets pompøse indgang i Rue Faubourg St. Honoré og så den store tjenestebil med chauffør rulle frem med Karen Blixen inden i. Ung og slank, i pænt lysegraat sommertøj, med blaa skjorte, butterfly, og, som altid, uden hat, steg jeg ind til baronessen, der igen smilede og paa det mærkeligt slæbende sprog, der tales i adelige kredse, sagde et Johan Sebastian Bach-stemt, cellolydende: "God morgen".

Vi var unægtelig et lidt umage par, men rullede glade ud af det sommersolrige Paris og nærmede os maalet: Fontainebleau (som jeg havde lært at udtale rigtigt: blø, ikke blo). Da vi passerede en stor aaben restaurant med et broget flor af gæster var klokken over 12 og jeg slog generøst ud med haanden og inviterede Danmarks største nulevende forfatterinde paa frokost. Hun slog til, og jeg førte hende ind i et stort rum, der var som en have med blomster og træer, med dørene aabne ud til solen og juniluften, men med tag over for at skærme os. Vi fik anvist et bord midt i herligheden, og jeg bestilte stegte landkyllinger, tomatsalat og rødvin.

Vi talte om mange ting. Om Tom Kristensen, om Afrika, om krigen, om fremtiden, da jeg begik min fadæse. Under en pludselig indskydelse sagde jeg: "Jeg ved godt hvem der har skrevet: Pierre Andrézel: Gengældelsens veje".

Baronessen gik i staa, saa strengt paa, mig, som en lærerinde paa en uartig elev. Saa genvandt hun fatningen og sagde med sine slæbende efterlyde: "Det kunne jo tænkes at være et menneske, der maatte skrive sig ud af en ulykkelig situation". Jeg saa lige ind i hendes bløde øjne og undlod at se paa hendes nedadtrukne mundvige, der fik hendes mund til i omvendt stand at ligne den halve oval den dødsdømte lægger hovedet i inden guillotinens økse falder. Og sagde: "Jeg synes det er en god bog. Da den udkom i 1944 læste jeg den med meget stor glæde uden at spekulere paa hvem forfatteren var".

Det formildede hende faktisk.

Jeg bestilte ost og mere rødvin.

Hun smilede igen.

Men saa spurgte jeg: "Oversætterinden Clara Svendsen, eksisterer hun rigtigt?"

Baronessen havde nær faaet en slurk rødvin galt i halsen, da hun prompte svarede: "Ja det da ved gud hun gør".

Saa forlod jeg emnet.

Paa resten af turen iagttog Karen Blixen mig med en vis skepsis, som om hun tænkte:

"Gud ved hvad han nu finder paa at spørge om".

I Fontainebleau gik vi slottet igennem. Døde kejseres soveværelser interesserer mig ikke. Heller ikke hende. Vi satte os paa en hvid bænk i parken, stirrede ned ad de lange brede gange mellem de høje grønne træer og søgte at udvikle et billede af, hvordan her havde set ud med damer i store krinoliner og herrer med pudrede kinder og hvide parykker. Jeg greb hende i at stirre paa mig med nedadtrukne mundvige".


                    v                      v                      v                      v                      v                      v                      v                      v                      v                      v                      v                      v                      v                      v 



Per Olov Enquist

Livlægens besøg. Originaludgave på svensk i 1999. Paperback-udgave på dansk i 2001.

En utrolig spændende bog, som gør Danmarkshistorien vedkommende og nærværende. Efter at have læst bogen undrer man sig ikke over, at den blev en bestseller og rost til skyerne af anmelderne.



Kristian Zartmann malede i 1881 dette billede af en idyl, hvor den lidt fedladne Struensee morer barnet på dronningens skød med en vifte. I en stol ved vinduet sidder den sindssyge danske konge Christian 7. Barnet forestiller Louise Augusta, som Struensee var far til. Billedet hører hjemme på Hirschsprungs Samling men er her kopieret fra bogen "Billeder af Danmarks historie" af Palle Lauring (Lademann, 1972).


Det er den utrolige beretning om den unge tyske oplysningsmand og idealist Struensee, som blev livlæge for den sindssyge danske konge Christian 7. Da han som den eneste vandt kongens tillid, fik han reelt den enevældige magt i Danmark, hvilket blev hans undergang. Samtidig er bogen en gribende og spændende kærlighedshistorie - et trekantsdrama mellem Struensee, den sindssyge konge og hans unge dronning Caroline Mathilde.

Bogen foregår i sidste halvdel af 1700-tallet, dvs. umiddelbart før den franske revolution i 1789. Når man har læst bogen får man bekræftet, at menneskets grundlæggende natur egentlig ikke har ændret sig ret meget de sidste 300 år. Eller sagt på en anden måde: Hvis nutidens danskere blev udsat for de samme ydre påvirkninger, ville de med garanti reagere på samme måde som kredsen omkring Christian 7. Derudover beskriver bogen episoder, som ikke har været alment kendt før, f. eks. kongens sidespring ude i byen, hvor han havde et forhold til en pige, der kom til at betyde utrolig meget for ham.

Struensee var egentlig slet ikke interesseret i magt, men da han fik den, brugte han den til at gennemføre sin egen "danske revolution", som var inspireret af de nye tanker i oplysningstiden, især fra Frankrig. Hvad det angår var han forud for sin tid, og det var en af grundene til, at han blev henrettet.

Og så er bogen oven i købet let at læse. Den er en af de romaner, man bliver afhængig af indtil man er færdig med den.



Stefan Zweig

Jorden er rund. Magellans eventyrlige bedrift. Aschehoug, 1969 (paperback-udgave). Findes muligvis i nyere udgaver.

En meget spændende bog, som kombinerer rejsebeskrivelse med en fremragende personskildring. Den handler om den portugisiske søfarer Ferdinand Magellans jordomsejling i 1520-erne, som var den første, noget menneske havde foretaget. Bogen kan anbefales til alle unge og gamle rejse -og eventyrlystne.

Udover den enormt spændende rejsebeskrivelse tegner bogen en fascinerende personskildring af søfareren, der gik i spansk tjeneste, hans kamp mod misundelse og pedanteri, financieringsproblemet med udrustningen af skibene, rejsen over de uendelige have og hans meningsløse død på strandbredden på en tilfældig tropeø.

Ferdinand Magellan beviste vor klodes kugleform, og hans mod og fremsyn var med til at skabe grundlaget for det verdensbillede, vi har i dag.



Michael Crichton

Timeline - rejsen til fortiden (oversat til dansk). Lindhardt og Ringhof. 1. Udgave, 2000.

Michael Crichton er en af de nyere amerikanske forfattere, som er god til at skrive romaner med interessante og tankevækkende plots. Hans bøger er velskrevne og lette at læse, og de er fyldt med baggrundsviden bygget på en god research, som giver selv de meget fantasifulde handlinger et skær af troværdighed. De fleste danskere kender ham indirekte gennem filmen "Jurassic Park", som blev lavet ud fra hans bog af samme navn.

Michael Crichton har en god sans for at skrive science fiction-lignende romaner, som handler om emner, der er oppe i tiden. "Jurassic Park" handlede f. eks. om gen-manipulation, hvor man ud fra fossilt DNA genskabte dinosaurerne. I og for sig et fascinerende plot, som ikke virker helt usandsynligt i dag. Det kom der en spændende bog og en hæderlig film ud af.

Hans nyeste bog "Timeline" fra år 2000 (oversat til dansk) handler om tidsrejser bygget på kvantemekanik. Det er en meget spændende science fiction-roman om en gruppe historikere og arkæologer, som får mulighed for at rejse tilbage i tiden til perioden for de ruiner, de er ved at undersøge i Frankrig. Enten har Crichton lavet en god research eller også har han hele tiden vidst en masse om 1300-tallets historie i Frankrig. I hvert fald er historien godt fortalt, og spænding og fakta er blandet på en professionel måde.

Selv om tidsrejser hører hjemme i fantasiens verden, er der gjort meget ud af at beskrive selve teknikken bag tidsrejsen, og denne del er efter min mening blændende godt lavet. Jeg holder meget af science fiction, hvor beskrivelsen tager udgangspunkt i den eksisterende viden og teknik og forsøger at sandsynliggøre, at handlingen rent faktisk godt kunne finde sted i virkeligheden - det, som i fagsproget kaldes "hård" science fiction. Det er derfor, jeg også holder meget af science fiction-forfattere som f. eks. Arthur C. Clarke og gode gamle Jules Verne.






Hvis du har nogen kommentarer, spørgsmål eller forslag til gode links, så send en mail til erikponty@post.tele.dk