Hans Scherfig var en mærkværdig begavelse med et mangesidigt talent. Han var hele sit voksne liv en glødende og Sovjettro kommunistisk intellektuel med en enestående evne til at riste sine modstandere over en sagte ild på en humoristisk måde i sine bøger. Hans store litterære gennembrud hos den almindelige dansker kom forholdsvis sent i forhold til udgivelsen af hans romaner, nemlig i starten af 1960-erne, da mange af disse blev udgivet som billigbøger af Gyldendal (Gyldeldals Tranebøger). I 2009 er 6 af hans 7 romaner, 4 rejsebøger og 2 essaysamlinger tilsammen blevet trykt i mere en 1 million eksemplarer, når billigbøger og bogklub-udgaver tælles med. Klassikere som f.eks. ”Det forsømte forår” og ”Den forsvundne fuldmægtig” er endda blevet filmatiseret, og hovedpersonerne i disse bøger er uden overdrivelse blevet en del af den danske kulturarv og selvforståelse. Alle, som er født før midten af 1950-erne, har med garanti mødt en ”lektor Blomme” fra ”Det forsømte forår” i deres skoletid, og langt de fleste har mødt deres ”Theodor Amsted” fra ”Den forsvundne fuldmægtig” som eksponent for det meningsløse bureaukrati og de tåbelige ambitioner i arbejdslivet.

Og hvem kender ikke Hans Scherfigs malerier? Naive og farverige junglebilleder om elefanter, giraffer og tapirer, der mødes. Rigtig mange har i dag reproduktioner af et eller flere af hans malerier hængende i deres stuer.

I 2008 udkom omsider en egentlig biografi om Hans Scherfig, skrevet af journalist Arne Hardis (Idealisten. En biografi om Hans Scherfig. Gyldendal, 2008. 350 sider, illustreret). Man kan undre sig over, at en sådan ikke er skrevet før, ikke mindst i betragtning af den syndflod af biografier, der strømmer ud på bogmarkedet for tiden. Det er spændende læsning for Scherfig-elskere, blandt andet, fordi bogen afslører en masse detaljer om ham, som ikke er særlig kendte. Som f.eks., at han rejste den halve verden rundt for at få den østrigske kvinde Elisabeth Karlinsky, som han elskede fra det sekund, han så hende første gang. Eller at han som ung levede i årevis som ludfattig boheme i København, mens han håbede at slå sig igennem som lyriker og maler.

Da Hans Scherfig døde i 1979, skrev forfatteren Anders Bodelsen om sin kollega, at denne sandsynligvis var årets mest læste danske forfatter, både herhjemme og i udlandet. Det siger noget om hans popularitet dengang. Han kunne have tilføjet, at Scherfigs jungle –og savannemotiver også på det tidspunkt var blandt de mest elskede motiver som reproduktioner i private hjem.

v

Det sete afhænger af øjnene, der ser! For Hans Scherfig er højhuse ikke bare højhuse. I New York var de rædselsfulde og menneskefjendske. I Moskva
var de et bevis på socialismens styrke til at gøre betydelige fremskridt kun 15 år efter verdenskrigens ødelæggelser. Der er en verden og 20 år til
forskel mellem disse to tegninger af Scherfig.

Kilde: Arne Hardis: Idealisten. En biografi om Hans Scherfig. Gyldendal, 2008. 350 sider, illustreret


Teksten nedenfor er et eksempel på Scherfigs ekstreme og morsomme sarkastiske stil. Citatet er hentet fra hans rejsebog "Hos kirgiserne" (Gyldendal, 1965), hvor han blev inviteret til at besøge sovjetrepublikken Kirgistan nær grænsen til Kina. Han sidder her og filosoferer under den lange flyverejse fra Moskva til Kirgisien:

"... I min barndoms yndlingsbog - W. Dreyers "Naturfolkenes Liv" - var et uforglemmeligt billede af en kirgisisk jæger med spids hat og luntebøsse og med en tæmmet ørn siddende på armen. Jeg mindes ham som en gammel ven, men jeg venter ikke at møde denne gode mand i virkeligheden. For øvrigt stod der i ”Naturfolkenes Liv” følgende om kirgiserne: ”Kirgiseren har det almindelige mongolske ydre, der ikke just tiltaler vore skønhedsbegreber. Hans rigdom er hans hjorde, hans topuklede kameler, hans heste, kvæg og får. Alle hans tanker drejer sig om disse, af dem afhænger han, og af dem lever han. I hans øjne er syslen med dem i forening med jagt, krigerfærd og røveri det eneste, der sømmer sig for en mand, og med den dybeste afsky afviser han enhver tanke om at dyrke jorden og nære sig af dens frugter. De fastboende er, mener han, syge eller vanvittige, at de foretrækker det jordbundne slid for det frie liv i steppen. Det daglige arbejde forrettes af kvinderne, der indtager en temlig underordnet stilling. Mændene jager, kriges og drager på røvertog. Den mandlige kirgis driver en stor del af dagen bort med passiar, tobaksrøgning, kumys –og brændevinsdrikning. Folkekarakteren udmærker sig på den ene side ved redelighed, åbenhed, rå godmodighed, gæstfrihed og stolthed, på den anden side ved dovenskab og hævnsyge. Egentlig modige kan kirgiserne ikke kaldes. Skønt de i opblussende kamplyst kan øve kække bedrifter, mangler de dog det koldblodige, velovervejede mod, som i grunden alene fortjener navnet.” Det er kirgisere, der styrer vores flyvemaskine. Også mange af passagererne er kirgisere, og det forekommer mig at være kønne mennesker. Folk kommer med deres tasker og indkøbsnet og finder sig pladser, forældre med småbørn, gamle bedstemødre, det er som i rutebilen hjemme i Fredensborg. Der er børn, som leger og gnaver æbler, og voksne, som læser avis og ikke lader sig forstyrre i læsningen, fordi maskinen starter til Asien. Man er så vant til at rejse med flyvemaskine i dette land.”   Kilde: Hans Scherfig: Hos kirgiserne. Gyldendal, 1965, 107 sider, illustreret.

v  v

v  v

v  v

v  v

Klik HER for at at se hovedmenuen for mine favoritbøger.
Klik HER for at se hovedportalen for min hjemmeside.
Klik HER for at kontakte mig.