Lidt om forfatteren Jules Verne

Af Erik Pontoppidan


Jules Verne er en af de uopslidelige, klassiske science fiction-forfattere, som stadig læses i dag på trods, at hans romaner blev skrevet i 1800-tallet. Jules Verne levede fra 1828 til 1905, og selv om videnskaben og teknikken for længst har overhalet beskrivelserne i hans bøger, er han stadig en elsket forfatter. Det er lidt af en præstation!

Første gang jeg stiftede bekendtskab med Jules Verne var gennem nogle meget populære tegneserier, som hed "Illustrerede klassikere" fra 1960-erne. Disse havde specialiseret sig i at udgive tegneseriehefter baseret på klassiske romaner, og selv om de var forenklede i forhold til bøgerne, var de slet ikke så dårlige endda. Senere begyndte jeg at læse hans romaner, og mange af disse har jeg læst igen og igen.

Det der gør, at Jules Verne stadig er spændende at læse, er hans elegante og letlæselige sprog kombineret med masser af historiske detaljer fra hans samtid. Han var dybt fascineret af sin tids videnskabelige og tekniske landvindinger, og hans bøger blev bestsellere allerede fra starten. Man kan mærke, at har gjort et grundigt research-arbejde før han skrev sine romaner, og det gør historierne meget mere troværdige og vedkommende. Hans mest kendte bog er nok den vidunderlige "Jorden rundt i 80 dage". Den kan man læse med udbytte flere gange i løbet af sit liv!

Da jeg studerede på Danmarks Biblioteksskole i begyndelsen af 1970-erne valgte jeg science fiction som et af mine specialer, og det var forfatteren Jannik Storm, som underviste i dette emne. 1970-erne var som bekendt stadig ideologiernes årti, og dengang var det åbenbart ikke politisk korrekt at læse Jules Verne. Storm var meget utilfreds med, at Vernes romaner manglede politiske budskaber og kun handlede om geografiske og tekniske fantasier. Han antydede endda, at der måtte være noget helt galt med Vernes følelsesliv eftersom hans romaner var totalt blottet for sex og erotik! Til dette har jeg kun at sige, at nutiden trods alle dens problemer og konflikter på mange måder er blevet betydelig mere rummelig og mangfoldig!

Jules Verne og hans liv er glimrende beskrevet i nedenstående resumé, som er hentet fra "Illustrerede Klassikere", nummer 87 ("Fanget af en komet"):

Engang som dreng betalte Jules Verne en kahytsdreng et beløb for at få lov til at få lov til at bytte plads med ham.

Jules Verne elskede det eventyrlige, og eventyrlysten fik ham til at stikke af hjemmefra. ”Jeg vil gerne ud og opleve fremmede steder, jeg vil se øer med palmetræer og røde og grønne fugle, jeg vil se kæmpebregner i junglen og opdage mystiske huler, hvor ekkoet runger i skjulte gange” Sådan havde drengen Jules skrevet, og nu sejlede han ud i verden for at få alle de spændende drømme opfyldt.

Men sømandsliv var ikke helt som han havde forestillet sig. Det meste af tiden på rejsen måtte han opholde sig under dækket. Han skulle servere for mandskabet, tage af bordet og vaske op, og da skibet endelig nåede den første havn, stod hans far og ventede på ham på kajen, og det var Jules slet ikke ked af.

Jules Verne tilbragte barndomstiden i den franske by Nantes, hvor han var født i 1828. Han var meget fantasifuld, og ofte morede han sig selv og sine kammerater med at lave tegninger med tekst til, af ting, som man dengang anså for fantastiske eller ligefrem umulige. F. eks. ”en hesteløs vogn trukket af damp”.

Jules Verne var også meget sportsinteresseret. Han dyrkede selv fri idræt. Og så skrev han eventyrlige fortællinger, men det fortalte han ikke til sin far fordi han var klar over, at det ville faderen ikke synes om. Jules Vernes far var en dygtig sagfører, der havde haft heldet med sig, og han ønskede, at sønnen også skulle være sagfører. Da han var blevet 16 år begyndte han derfor som lærling på faderens sagførerkontor. Senere rejste han til Paris, hvor han tog første del af sin juridiske eksamen, hvorpå han vendte hjem til Nantes. Men Jules Verne havde lovet sig selv, at han en dag ville vende tilbage til Paris. For at bo der, og for at skrive.

I november 1848 var han atter i Paris for at studere, og denne gang mødte han Frankrigs store, eventyrlige forfatter Alexandre Dumas, som han blev ven med. Dumas læste et skuespil, som Jules Verne havde skrevet, og lod det opføre. Dette gav ham det opmuntrende stød, han behøvede for at tage den endelige beslutning. Han skrev hjem: ”Jeg kommer ikke tilbage, jeg vil være forfatter. På det område kan jeg måske udrette noget godt, som sagfører ville jeg kun blive dårlig”.

Tilværelsen i Paris blev en kamp for Jules Verne. For at tjene til livets ophold gav han juridiske studerende undervisning. Samtidig sled han i det med sine skriverier, men havde ingen succes til at begynde med. I 1857 giftede han sig, og han havde det største besvær med at underholde sin familie. Han havde giftet sig med en enke med to børn.

Men så udkom ”Fem uger i balllon” i 1863, og dermed var Jules Verne berømt. Han blev hyldet som ”en fremragende ung forfatter”.

Mange bøger fulgte efter. Deriblandt ”Jorden rundt i 80 dage”, Rejsen til månen”, ”Rejsen til jordens indre”, ”En verdensomsejling under havet” og ”Den hemmelighedsfulde ø”.

Før Verne skrev en bog læste han alt, hvad han kunne finde om det emne, han ville skrive om, så hans romaner på den måde blev en blanding af videnskabelige kendsgerninger og forfatterens egne fantasifulde ideer. Han forudsagde flere af teknikkens opfindelser. F.eks. glødelampen, undervandsbåden og den elektriske alarmklokke.

Jules Verne, som døde i 1905, blev æret og hædret mens han levede. Han blev ridder af Æreslegionen og fik Det Franske Akademis medalje for sin skribentvirksomhed.

Kilde: "Illustrerede Klassikere", nummer 87 (”Fanget af en komet”),



Klik HER for at at se hovedmenuen for mine favoritbøger.
Klik HER for at se hovedportalen for min hjemmeside.