Tomas Espedal er født i 1961 i Bergen og debuterede som forfatter i 1988. I en periode boede han i København, hvor han begyndte at skrive for alvor. Bogen "GÅ. Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv", som jeg anmelder her, er hans tiende roman, og den blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris i 2007. Den er af norske kritikere blevet fremhævet som en af årets bedste romaner.

En meget usædvanlig bog, som er forfriskende at læse. Men tro ikke, at den indeholder tekniske beskrivelser af, hvordan man pakker en rygsæk eller hvad slags udstyr, man skal tage med. Bogen er en blanding af filosofiske refleksioner, som tager udgangspunkt i det at vandre, men derfra kommer man vidt omkring med beskrivelser om at bo, om kvinder og parforhold, om det at leve, rejse, skrive og meget andet. Desuden er der smukke rejsebeskrivelser fra vandreture i de norske fjelde, fra det hektiske byliv i Istanbul og Paris, i Tyrkiets øde bjerge og langs hvide strande i Grækenland. Egentlig er det en essaysamling selv om forfatteren kalder bogen en roman.

Det at bevæge sig fysisk er gavnligt både for krop og sjæl. Det kan alle kondiløbere snakke med om, men det gælder også for vandrere. Når man går, tænkes de store tanker, og man får mulighed for at reflektere over sit liv. Tomas Espedal er ikke den første forfatter, som har indset dette, og i sine essays går han i dialog med berømtheder som Rousseau, Kierkegaard, Baudelaire, Nietzsche, Bruce Chatwin, med flere. Læs f..eks. her, hvad han citerer fra Jean-Jacques Rousseaus "Bekendelser" (side 27 i bogen):

"Aldrig tænkte jeg så meget og levede så stærkt, aldrig erfarede jeg så meget og aldrig har jeg været så meget mig selv - hvis man kan bruge dette udtryk - som jeg var i løbet af de rejser jeg foretog alene og til fods. Der er noget ved det at gå, der stimulerer og opliver mine tanker. Når jeg opholder mig et sted, kan jeg næsten ikke tænke, kroppen må være i bevægelse for at sætte tankerne i gang. Synet af et landskab, det ene behagelige udsyn efter det andet, under åben himmel, den voldsomme appetit og det gode helbred jeg opnår ved at gå, den lette atmosfære i et værtshus, fraværet af alt det, der får mig til at føle mig uafhængig af alt, hvad det minder mig om min situation - alt dette frigør min ånd og fører til en større oprigtighed i min tænkning" .

v  v

v  v

v  v

v  v

Måske vil nogle finde bogen lidt for flippet, men jeg var selv meget fascineret af den fra først til sidst, selv om jeg normalt ikke er til filosofiske værker. Måske skyldes en del af min begejstring, at jeg kan genkende mange sider af mig selv i forfatterens beskrivelser.


Her er til sidst forlagets egen omtale af romanen på bogens bagside:

En anderledes, dybt personlig og original roman om at gå. Gå ind i sig selv. Gå ud i verden, søge friheden, krydse broer og grænser. Gå i Rimbauds fodspor. Gå på druk eller gå i hundene og mest af alt ligne en vagabond eller landstryger. Tomas Espedal starter med at gå der hvor han bor, han vandrer i Bergens gader, ud på landet, besøger venner, forfattere og litterater. Han går sammen med vennen Narve gennem de arabiske forstæder ind i Paris, og senere går han fra Grækenland til Tyrkiet. Overalt hvor han kommer frem er himlen hans tag, og mens han går fører han samtaler med filosoffer og digtere som Rousseaux, Wordsworth, Hölderlin, Baudelaire, Kierkegaard og Nietzsche.

v  v

v  v

v  v

v  v

Klik HER for at at se hovedmenuen for mine favoritbøger.
Klik HER for at se hovedportalen for min hjemmeside.